Vildfarelse

Nyebegyndelser

I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide.

Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.

Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskørter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.

”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skørter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?

”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.

Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.

Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.

”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.

”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”

”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?

Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”

”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”

”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dit eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.

”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”

Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.

For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Fortællingens Kraft

Fortællingen om vildfarelse dukkede op i morges, mellem linjerne, da jeg var i færd med at skrive noget helt andet. Den flød bare ud og fandt selv vej. På mange måder var det lige netop den fortælling, jeg havde brug for at høre og skrive, men jeg vidste det ikke på forhånd. Og sådan er det ofte med fortællinger. De dukker op, når vi mindst af alt venter det eller på andre måder, end vi havde forestillet os. Og det handler fortællingen netop også om. Alt det, vi ikke kan tænke os til, men som er dér til os og for os, hvis vi skriver i tillid. Jeg oplever det ofte; jeg kan simpelthen ikke tænke mig til det, der vil skrives. Det eneste, jeg skal gøre er at møde op, tage imod og give mig selv lov til at blive glædelig overrasket.

Fortællingen handler også om at blive sit eget forår. Mærke varmen og lyset igen og lade det skinne. Skrive fra det sted, hvor det hele igen begynder at spire og gro og gå på i eventyr i alt det tilsyneladende. For kunne det mon være, at det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og forestillede os? Spørger vi tankerne, får vi ikke det rigtige svar. Vi er nødt til at spørge hjertet og det gør vi bl.a. i skrivecirklerne.

Forårscirklen

Hvis du har lyst, så kom og vær med i Forårscirklen, skrivegruppeforløbet, som jeg starter op den 6. marts. Der er stadig et par ledige pladser og du er hjertelig velkommen. Via månedlige skriveafsæt og opgaver får du rig lejlighed til at gå på opdagelse i alt det, der rører sig i dig og i naturen, når forårsmånederne folder sig ud. Du vil lære mere om fortællingens kraft og om, hvordan du kan skrive dig gennem frygt, modstand og den evigt plaprende indre censor i stedet for at blokere.

Du vil opdage, hvordan vi gennem ordene kan forankre os i nuet og årstiderne og lære os selv at kende med forøget ro og skriveglæde til følge. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter på året, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

I Forårscirklen dypper vi pennen i det første spirende forår og skriver derfra. Læs mere om skrivecirklen og forløbet i linket her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Læs også gerne mere om Den Hellige Cirkel, som Forårscirklen og de andre skrivecirkler er bygget op omkring. I cirklen er alle lige.

Kom, skriv og sæt fri.

Kærlig hilsen
Lene

 

 

Hold ud

solmellemtræerne

Jeg bød velkommen til februar i et anfald af bekymring. Det blev bare blevet sådan, jeg vågnede i den mørke nat og vidste, at jeg skulle omkring banken, betale regninger og i det hele taget, tage et nøgtern kig på kontoen. Januar har været stille på flere måder, indtjeningen har været lille.

Det var egentlig ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at det skulle være. Jeg havde glædet mig til at vågne op i den helt særlige stemning, der er, når en ny måned tager over. Og lyset var da også på vej op på himlen, da jeg rejste mig fra sengen og trak gardinerne fra. Men inde i mig dansede bekymringerne over konsekvensen af en meget stille januar. Var det også sådan sidste år? Pludselig kunne jeg ikke huske det længere. Jeg trak vejret dybt nogle gange og beroligede mig selv. Huskede mig selv på min hjertelige intention om at gå i tillid. Med et følte jeg mig afskåret fra den gode forbindelse og der var noget teatralsk og kunstigt over det svulmende røde lys i horisonten. ”Så fantastisk er det vel heller ikke på denne tid af vinteren” sagde jeg og det var ikke et spørgsmål.

Mens jeg skrev morgensider, hørte jeg min indre stemme, sjælestemmen, hviske. ”Husk at også tillid er en proces. Du må øve dig. Tillid er ikke noget, man mestrer fra det øjeblik, man beslutter sig for at gå i tillid. Det er noget man lærer sig selv, skridt for skridt. Bær over med dig selv og hav tillid til, at du bliver bedre til at mestre tilliden efterhånden. Du er først ved at lære dig selv at kende som et tillidsfyldt væsen. ”

Tillid er en proces

Jeg lyttede dybt til den indre stemme og nedfældende det, hun sagde til mig. Det trøstede og gjorde godt. Og da jeg åbnede min mail, lå der et nyhedsbrev i min indbakke fra den gode Kathrine Aspaas med titlen ”Hold ud”. Det var som om hendes ord var skrevet lige netop til mig og jeg smilede uvilkårligt af den kærlig synkronicitet, der var i det hun skrev: ”Januar har været en lortemåned. Pengene fosser ud. Ondt i halsen og kaos i systemet. Vi er mange, som har det sådan for tiden, så hvordan kommer vi videre?”

Nu synes jeg jo egentlig slet ikke, at januar havde været sådan en lortemåned, tværtimod, så alene det trøstede mig lidt. Og så opfordringen til at holde ud. ”Tak Kathrine”, sagde jeg og hankede op i mig selv, trak endnu engang vejret dybt, gik i banken og fik betalt det, der skulle betales.

Tillid er en proces, sagde min indre stemme og jeg skrev det ned. Jeg tilgav mig selv den frygtelige opvågning og angsten for økonomisk fallit og gik videre. Tillid er en proces og jeg er kun ved at lære det. Det er som med alt andet, vi ønsker at mestre og gøre til en de af vores liv. Vi må vende tilbage igen og igen. Øve os. Tilgive. Og prøve igen. Jeg går i tillid, skrev jeg så og sluttede mine morgensider af med den sædvanlige tak.

Imbolc

Og så er det sket. Vi har forladt januar og er rejst ind i et nyt univers, som tilhører februar. Da jeg havde overstået morgenens skrækscenarie og igen havde fået tilliden til processen helt ind under huden, åbnede jeg mig og bød hende velkommen. Februar. Lyset gled op på himlen og havde fået et nyt skær. Selvom solen snart forsvandt igen og skydækket nu hænger tungt over landskabet og truer med regn, fik jeg glimt af hendes særlige væsen og energi. Lige dér genopstod jeg og længslen efter forår og nye tider bankede i mit bryst. Dette er et helt særligt tidspunkt på året, tænkte jeg. Det er Imbolc (keltiske årshjul).

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.

Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.”

– Cynthia Adams, Winter Garden.

Digtet af Cynthia Adams indkredser lige netop den følelse, jeg har nu. Jeg ser det usynlige, jeg mærker det, vi endnu ikke kan røre eller sanse. Det findes allerede og det er ved at genopstå.

Plant dine ideer og lad dem udvikle sig

Nu er det tid til indre forberedelse af de forandringer, som skal komme. Plant dine ideer og lad dem udvikle sig. Bring dine visioner og indre erkendelser ud gennem ordene, brug poesi, sang og kunst. Det er meget intuitiv energi til rådighed lige nu, så lyt dybt og inderligt til din indre livssang og lad den smelte sammen med de nye kræfter, der kommer med det snarlige forår.

Imbolc er således et tidspunkt at fejre, et gunstigt tidspunkt for kunst og poesi og for at pusle med de subtile spirer, der rører på sig. Det kan vi gøre på mange måder og selvfølgelig også gennem ordene. Skriv poesi, dyp pennen dybt i din fantasi og lad den blot flyde som den å, hvor vandet nu er tøet op og begynder at risle og bevæge sig. Mærk den rislen og lad dig bevæge.

Jeg har aldrig tænkt på februar som en særlig magisk måned eller poetisk måned. Mest af alt har hun været en trinbræt på den lange rejse mod forår og jeg er ofte blevet utålmodig og lidt ked af det, når hun pludselig bød på snestorm og vinterlige dage. Jeg har hæftet mig ved de små forårsbebudere i haven, men jeg har ikke lyttet ind i mig selv og mærket energien. Den samme energi, der lige nu er til rådighed i naturen. Et magisk og potent tidspunkt, hvor vores accept af vinteren begynder af vige for driften til at bevæge os videre ind i forårets energi. Der er måske en vis utålmodighed og rastløshed at spore og en stor længsel efter det, der snart skal komme.

Helt ind i februar

Nu har jeg lovet mig selv at synke helt ind i februar og lære hende bedre at kende. Skridt for skridt, ord for ord. Jeg har en hjertelig intention om ikke at skynde mig, jeg øver mig på at gå og skrive i tillid og så åbner jeg for den lærdom og rigdom, som februar byder på.

Uden at blive sentimental siger jeg undskyld til hende, fordi jeg aldrig rigtig har sat mig ind i hendes univers og fortæller hende, at jeg nu er her for at lære. Bedre sent end aldrig. Hun ler blot og ser kærligt på mig med et blik, som ikke bærer nag.

”Jeg er blot glad for at du er kommet nu”, siger hun og ryster på hovedet, så de rødlige lokker danser om ansigtet på hende. Hendes øjne er mørkeblå og minder mig en skovsø i februar. Der er både vand og is i det blik, men på lyse dage spejler solen sig i hendes sø og giver hendes øjne et helt særligt skær. ”Jeg er altså virkelig ked af, at jeg først er her nu, på denne måde” siger jeg igen og nu lægger hun forsigtigt en kølig hånd over min mund, mens hun igen ryster på hovedet. ”Ssssh, der er ikke noget at undskyld. Kom, lad os nu sammen gå gennem de øjeblikke, der kendetegner min måned og det tidspunkt på året, hvor vi er lige nu. Lad os fejre nuet og lyset, som vokser hver eneste dag. ”

Så siger hun ikke mere, men rækker mig sin hånd og trækker mig med udenfor, hvor regnen nu drypper fra himlen. Bagerst i haven står de gule erantis i deres grønne balletskørter og byder os velkommen. Jeg kan høre, at de fniser fornøjet, en stille summen breder sig i det, der allermest ligner et vildnis. Skovbund. Vi har endnu ikke gjort noget særligt ved haven, selvom det er snart fire år siden, vi flyttede ind i huset for enden af markvejen. Lige nu glæder det mig. Jeg kan godt lide det lidt vilde krat og alt det, der ikke er tæmmet. Jeg fryder mig ved synet af de gule balletdanserinder, som fnisende øver sig på deres dansetrin. Fra en af grenene i det gamle æbletræ lyder der kragelatter. Jeg løfter armen og hilser på den sorte fugl, der sidder og betragter os. Det er ikke Harald, men måske en søster.

Hvem er jeg i februar? hvisker jeg stille og sender mit spørgsmål ud i luften. Hvad er det mon for en særlig energi, der findes på netop dette tidspunkt af året og hvordan kan jeg blive en del af det hele uden et ønske om at forcere?

Processens kraft

Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.

Og nu er vi kommet til februar. Jeg bliver pludselig opfyldt af en livgivende nysgerrighed efter at hengive mig til både energien og den magi, der kendetegner Imbolc og det tidspunkt på året, hvor vi befinder os lige nu. Og hvem bedre til at undervise mig end selveste Februar?

”Vi går i tillid”, siger jeg i en munter tone til Februar og hun nikker. ”Det gør vi da, min ven. Hold ud.”

Kærlig hilsen
Lene


Kom, skriv og fold din skrivelængsel ud!

Forårscirklen er en skrivecirkel, som er forankret i det allerførste forår. Vi starter i marts måned og rejser sammen gennem foråret. Vi lader komme, vi lader blomstre. Følger skrivelængslen og den årstid, der er indbegrebet af skabelse og kreativitet. Gennem egne og andres ord får du vished om, hvad det vil sige at hengive sig til skriveprocessen og skrive fra sjæl og hjerte.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit rum og dedikere dig og du vil indledningsvis blive inviteret til at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i skrivecirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk.

Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Der er stadig ledige pladser.

I Forårscirklen bliver vi vores eget forår.

 

 

 

Processen og din egen skrivestemme

lysiskoven

Den bedste vej til at skrive unikt er at have tillid til din egen stemme og tillade den at trænge igennem.

Giv dine skriverier lov til at ånde

Lad ikke dine skriverier afhænge af, om nogen måske har lyst til at udgive dig eller ej. Lad dine skriverier stå alene, lad dem være din gave til dig selv og måske endda til verden. Lad dem trække vejret og have sit eget liv og lad ikke andre fortælle dig, hvad de er værd eller ej.

I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it’s cracked up to be. But writing is!

Sådan siger Anne Lamott. Og mange andre forfattere giver hende ret. Lad ikke din skrivelængsel og skriveglæde blive bremset af tanken om udgivelse eller om, at du skal skrive på en bestemt måde på din blog og din hjemmeside. Helt paradoksalt kan tanken om udgivelsen af den bog, der måske ikke engang er skrevet endnu, kan være lige netop det, der gør, at du aldrig får bogen skrevet. Eller skrevet ret meget i det hele taget. Fokus på produkt og præstation kan være en tung bremseklods i forhold til at skrive med glæde og fra sjæl og hjerte.

Du behøver faktisk ikke at fokusere på produktet og lave glamourøse målsætninger. Og da slet ikke i starten af din skriveproces. Som regel folder det hele sig ud i perfekt og utænkelig perfektion, når du glemmer alt om netop perfektion og om at skulle præstere på en bestemt måde.

At ære processen

Lær i stedet dig selv at ære processen. At have tillid til processen og din egen sjæls stemme er ganske magisk, men det vil du opdage undervejs.

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Hvis du ønsker at lære dit skrivende selv at kende, det, der findes bag tanker, begrænsninger og andres sikkert velmenende råd om ”Sådan-gør-Du”, så må du starte forfra og forkaste det, der fornærmer din sjæl. Hvis noget føles forkert og hvis det skurer som kridt mod dit hjertes tavle, jamen så er det da fordi det er forkert. For dig.

Tillad dig selv at lege

Lyt til dig selv, lyt dybt indad og begynd så at lege med det, du ønsker at formulere. Hvornår har du sidst tilladt dig selv at lege?

Du kan ikke tænke dig til det

Hvad med bare at begynde at skrive? For du kan ikke tænke dig til det. Du er nødt til at møde op og gøre det. Ordene undfanges i gerningsøjeblikket på samme måder, som babyer bliver til. Der kommer ikke børn ud af at tænke. Vi er nødt til at møde op og elske. På samme måde er vi nødt til at møde op og elske os selv nok til at gøre det, vi drømmer om. Og er det at skrive – så skriv! Glem alt om bøger på en bestemt måde og begrænsninger, regler, undtagelser, grammatik og retstavning. Og for Guds og din egen skyld: Glem alt om ”sådan gør du”. Bare skriv og se, hvad der sker. Tag på eventyr i dine ord, skriv så meget at du glemmer tid og sted.

Der findes en sand vej for dig

Der findes ikke en rigtig skrivemåde som gælder flertallet, hvis du spørger mig. Men der findes en godgørende måde og en sand vej for dig. Og det er den vej, den måde, du en dag vil støde på, hvis du møder op og skriver. Hvis du under dig selv barnets nysgerrighed og narrens undren. Hvis du lader være med at læse alle de forkromede artikler og velmenende råd, der handler om mål, resultater og hvad der vil ske, hvis du ikke partout følger bestemte regler.

Hvorfor?

Hvis du skal stille hv-spørgsmål til dit skrivende forehavende, så glem i første omgang alt om “hvad” og “hvordan”. Lad processen og Kilden om det. Spørg i stedet “hvorfor” og lad dit “hvorfor” være en del af din hjertelige intention med skriverejsen, din hensigtserklæring.

Lær dig selv at kende på ny

Lær dig selv at kende først, gå på opdagelse og forsøg at følge glæden, når du skriver. Prøv at lade dine egne følelser og impulser guide dig gennem skriverierne. Mærk efter, dybt i dig selv og når det føles godt eller du føler dig optændt af en særlig slags ild eller måske et stille suk af velvære, jamen så er du på sporet. Af din sjæls stemme. Af det, der er dit skrivested, din måde, din stemme.

Hjertelige intentioner

Jeg anbefaler dig at lave en hensigtserklæring fra hjertet. Det har ofte hjulpet mig på vej og jeg anvender altid hensigtserklæringen som anker i forbindelse med skrivecoaching, på de intuitive skriveworkshops og i de magiske skrivecirkler. Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Lad din intention eller hensigtserklæring sætte dig fri

Gør allerførst dig selv den tjeneste at formulere en hjertelig intention med dine skriverier, noget, der umiddelbart føles godt. Og lad gerne intentionen sætte dig fri fra dine tankers tyranni.

  • Jeg ønsker via mine ord, formuleringer og fortællinger at gå på opdagelse i …
  • Jeg har en intention om at sætte ord på mine indsigter, så de kan være til glæde for andre …
  • Jeg ønsker at skrive fra hjertet og med sjælen og sætter hermed mig selv fri fra alle på forhånd definerede regler og ”sådan gør du” …
  • Jeg ønsker at gå på opdagelse i min skrivelængsel og tage imod det, der kommer til mig, når jeg møder op og forholder mig åben og imødekommende.

Har du først formuleret en hjertelig intention, som føles godt i hjertet og ærer du den, hele vejen i processen, så skal du se, så ved noget i dig godt, hvor du skal hen. Du behøver ikke at vide det mentalt. Du skal blot lade dig lede på vej. Af din sjæls stemme, intuitionen, af Kilden og af det, der flyder gennem dig, når du endelig giver slip på kontrollen og sætter fri.

Når ”Sådan gør du” ikke tjener dig

Måske kender du alle reglerne og du mærker, hvordan de giver dig en vis skrivemæssig sikkerhed, men samtidig begrænser de dig og afholder dig fra at skrive frit og flydende? Du har fået at vide ”hvordan” og du har læst utallige nyhedsbreve, blogge og måske endda været på kursus i ”sådan gør du”. Du ved det hele, du mestrer det endda måske, men alligevel føles det forkert dybt i dig. Det gør dig ked af det, frustreret og det hæmmer dig i at folde dit sande selv ud. Dit sprog bliver stift og hakkende, det, du har lært, føles som en kæmpe kæp i skrivehjulet. Og det gør dig ikke glad, det gør dig snarere sorgfyldt og stresset.

Og du føler måske et stik af længsel og misundelse, når du læser noget, der er skrevet fra hjertet og som vækker dyb poetisk eller sjælemæssig genklang i dig? Nogen formulerer det, du føler? Nogen siger det, der blot er et subtilt suk af noget dybt i dig?

Start forfra

Er det sådan, det er? I så fald er det nok fordi du ikke har gjort dig selv den kæmpe sjæletjeneste at starte forfra. Tage på en ny slags rejse og forlade alt det, der ikke tjener dig.

Kære du, du er alt for værdifuld og særlig til blot at være en kopi. Hav tillid til din egen stemme. Du har sandsynligvis helt din egen måde og det er den, du skal ud ind og finde. Men lad være med at forestille dig det hele på forhånd. Gå i stedet på eventyr og lad det komme, der vil komme. Giv nysgerrighed, undren, tillid og kærlighed til processen.

Du kan. Du er værdig. Verden behøver din skrivestemme og dine fortællinger. På din måde. Og som Dalai Lama siger det:

The planet does not need more succesful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers and lovers all kinds.

Kærlig hilsen
Lene

Dalai Lama


Skrivelængsel?

Jeg tilbyder løbende skrivecirkler til dig og din skrivelængsel. Her bliver du en del af et skrivende netværk i cirkel med andre skrivende kvinder. Forløbet, cirklen, vil typisk være forankret i et givent emne eller i en årstid.

I forløbene vil du modtage skriveopgaver, afsæt og andet fra mig, som inspirerer og styrker dig i din skriveproces, ofte på månedsbasis. Du vil få en god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas på den indre rejse og du vil samtidig dele og blive inspireret af de andre i skrivecirklen.

Et skrivecirkel-forløb vil typisk vare i 3-5 måneder

Forløbene foregår delvist online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Jeg vil også typisk byde på små meditationer, mantras og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro. Desuden får du, når du er del af en skrivecirkel i Skrivehus-regi 100 kr. rabat på deltagelse i én af de intuitive skriveworkshops, som jeg løbende afholder her i Skrivehuset.

Vintercirklen
Skrivegruppeforløbet Vintercirklen er nu i gang og alle pladser i cirklen er optaget. Men fortvivl ikke, en ny skrivecirkel og et skrivegruppeforløb ser snart dagens lys og den cirkel kan du blive en del af.

Nytårscirklen
starter op til januar 2016. Nytårscirklen er forankret omkring det nye år, din skrivelængsel og et forsæt, der kunne lyde som følger: I 2016 har jeg til hensigt at tage min skrivelængsel alvorligt. Jeg møder op og dedikerer mig til at gå på skriverejse i, hvad der gemmer sig bag længslen.

Invitation og flere detaljer følger snart. Skriv gerne til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil på interesselisten.

bur

Kunsten at lade sig fortrylle

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære ven, historien her har jeg netop udgivet på Poetiske Paradokser, som rummer brudstykker og fortællinger fra min egen skriverejse. Men jeg har lyst til at dele den med dig her også. For den historie rummer på mange måder essensen af det, jeg er kommet for at undervise i og skrive om. Det er det, der gerne vil fortælles gennem mig. Så du også kan lære det, eller rettere sagt, huske at du allerede kan det og har det i dig. Kunsten er at turde lade sig fortrylle. Og turde tage imod.

fugl træ regn

”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed.

”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. En kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til. Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.

’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.

”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …

”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.

Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.

Kærlig hilsen
Lene

fugl træ regn

Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse

Uvedkommende ingen adgang

cropped-2011-november-003_b.jpg

Den historie, jeg nu vil dele med dig, stammer fra min egen skriverejse. Som du måske husker, er det ofte sådan på skriverejsen, at fortællingerne hjælper os. De skaber nye døre, åbninger eller jernlåger, som den min historie her handler om. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men blot lade historien stå for, hvad den er. En fortælling, som også handler om at turde og mod er vigtig, når vi begiver os på sjælerejse, skriverejse, og begynder at folde ud. Mod til at åbne den jernlåge, der kan synes så tung og mod til at se gennem fingrene med det tilsyneladende, som skiltet, der siger til os: Uvedkommende ingen adgang.

Kærlig hilsen
Lene

Laagen

’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene? ’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.

Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.

Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?

Mon fortsættelse følger?

Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen

Jeg fik hjælp af en fugl

Frie fugle

Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, føler du dig stadig ikke klar.

Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.

Og så dukkede Harald op

Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.

’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’

Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.

’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

* * *

Kære ven

Hvad skal der til, før du føler dig klar? Hvor længe vil du udsætte det, du længes efter og drømmer om? Den skrivelængsel, den lille misundelse, det stik du mærker, når andre udtrykker noget på en måde, som du drømmer om at gøre det. Den længsel, den misundelse. Hvad fortæller de dig? Misundelse er en grim ting, det har vi lært, men prøv blot at se på misundelsen som et kærligt tegn i stedet for? Stop op, slå ikke dig selv i hovedet, vent nu lige lidt. Hvad fortæller Misundelse dig? Kunne følelsen af den lille bandit mon skyldes, at du inderst inde drømmer om at gøre noget af det samme? På din måde?

Historier og fortællinger hjælper os

Og fortællingen om Harald? Den dukkede op midt i vinteren, da jeg troede, jeg skulle skrive noget helt andet. For vi får ofte hjælp af både historier og fortællinger, når vi møder op og skriver. Og vi må indstille os på overraskelser, for det bliver ikke altid helt, som vi troede det ville blive. Vi kan ikke tænke os til det. Skræmmer det dig? Eller mærker du et stik af nysgerrighed, lyst og måske længsel efter “bare at gøre det”? Skrive. Skabe. Leve. Eller flyve?

Det er en vidunderlig rejse, hvis du spørger mig. Skriverejsen.

Kærlig hilsen
Lene

Frie fugle