Hold ud

solmellemtræerne

Jeg bød velkommen til februar i et anfald af bekymring. Det blev bare blevet sådan, jeg vågnede i den mørke nat og vidste, at jeg skulle omkring banken, betale regninger og i det hele taget, tage et nøgtern kig på kontoen. Januar har været stille på flere måder, indtjeningen har været lille.

Det var egentlig ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at det skulle være. Jeg havde glædet mig til at vågne op i den helt særlige stemning, der er, når en ny måned tager over. Og lyset var da også på vej op på himlen, da jeg rejste mig fra sengen og trak gardinerne fra. Men inde i mig dansede bekymringerne over konsekvensen af en meget stille januar. Var det også sådan sidste år? Pludselig kunne jeg ikke huske det længere. Jeg trak vejret dybt nogle gange og beroligede mig selv. Huskede mig selv på min hjertelige intention om at gå i tillid. Med et følte jeg mig afskåret fra den gode forbindelse og der var noget teatralsk og kunstigt over det svulmende røde lys i horisonten. ”Så fantastisk er det vel heller ikke på denne tid af vinteren” sagde jeg og det var ikke et spørgsmål.

Mens jeg skrev morgensider, hørte jeg min indre stemme, sjælestemmen, hviske. ”Husk at også tillid er en proces. Du må øve dig. Tillid er ikke noget, man mestrer fra det øjeblik, man beslutter sig for at gå i tillid. Det er noget man lærer sig selv, skridt for skridt. Bær over med dig selv og hav tillid til, at du bliver bedre til at mestre tilliden efterhånden. Du er først ved at lære dig selv at kende som et tillidsfyldt væsen. ”

Tillid er en proces

Jeg lyttede dybt til den indre stemme og nedfældende det, hun sagde til mig. Det trøstede og gjorde godt. Og da jeg åbnede min mail, lå der et nyhedsbrev i min indbakke fra den gode Kathrine Aspaas med titlen ”Hold ud”. Det var som om hendes ord var skrevet lige netop til mig og jeg smilede uvilkårligt af den kærlig synkronicitet, der var i det hun skrev: ”Januar har været en lortemåned. Pengene fosser ud. Ondt i halsen og kaos i systemet. Vi er mange, som har det sådan for tiden, så hvordan kommer vi videre?”

Nu synes jeg jo egentlig slet ikke, at januar havde været sådan en lortemåned, tværtimod, så alene det trøstede mig lidt. Og så opfordringen til at holde ud. ”Tak Kathrine”, sagde jeg og hankede op i mig selv, trak endnu engang vejret dybt, gik i banken og fik betalt det, der skulle betales.

Tillid er en proces, sagde min indre stemme og jeg skrev det ned. Jeg tilgav mig selv den frygtelige opvågning og angsten for økonomisk fallit og gik videre. Tillid er en proces og jeg er kun ved at lære det. Det er som med alt andet, vi ønsker at mestre og gøre til en de af vores liv. Vi må vende tilbage igen og igen. Øve os. Tilgive. Og prøve igen. Jeg går i tillid, skrev jeg så og sluttede mine morgensider af med den sædvanlige tak.

Imbolc

Og så er det sket. Vi har forladt januar og er rejst ind i et nyt univers, som tilhører februar. Da jeg havde overstået morgenens skrækscenarie og igen havde fået tilliden til processen helt ind under huden, åbnede jeg mig og bød hende velkommen. Februar. Lyset gled op på himlen og havde fået et nyt skær. Selvom solen snart forsvandt igen og skydækket nu hænger tungt over landskabet og truer med regn, fik jeg glimt af hendes særlige væsen og energi. Lige dér genopstod jeg og længslen efter forår og nye tider bankede i mit bryst. Dette er et helt særligt tidspunkt på året, tænkte jeg. Det er Imbolc (keltiske årshjul).

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.

Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.”

– Cynthia Adams, Winter Garden.

Digtet af Cynthia Adams indkredser lige netop den følelse, jeg har nu. Jeg ser det usynlige, jeg mærker det, vi endnu ikke kan røre eller sanse. Det findes allerede og det er ved at genopstå.

Plant dine ideer og lad dem udvikle sig

Nu er det tid til indre forberedelse af de forandringer, som skal komme. Plant dine ideer og lad dem udvikle sig. Bring dine visioner og indre erkendelser ud gennem ordene, brug poesi, sang og kunst. Det er meget intuitiv energi til rådighed lige nu, så lyt dybt og inderligt til din indre livssang og lad den smelte sammen med de nye kræfter, der kommer med det snarlige forår.

Imbolc er således et tidspunkt at fejre, et gunstigt tidspunkt for kunst og poesi og for at pusle med de subtile spirer, der rører på sig. Det kan vi gøre på mange måder og selvfølgelig også gennem ordene. Skriv poesi, dyp pennen dybt i din fantasi og lad den blot flyde som den å, hvor vandet nu er tøet op og begynder at risle og bevæge sig. Mærk den rislen og lad dig bevæge.

Jeg har aldrig tænkt på februar som en særlig magisk måned eller poetisk måned. Mest af alt har hun været en trinbræt på den lange rejse mod forår og jeg er ofte blevet utålmodig og lidt ked af det, når hun pludselig bød på snestorm og vinterlige dage. Jeg har hæftet mig ved de små forårsbebudere i haven, men jeg har ikke lyttet ind i mig selv og mærket energien. Den samme energi, der lige nu er til rådighed i naturen. Et magisk og potent tidspunkt, hvor vores accept af vinteren begynder af vige for driften til at bevæge os videre ind i forårets energi. Der er måske en vis utålmodighed og rastløshed at spore og en stor længsel efter det, der snart skal komme.

Helt ind i februar

Nu har jeg lovet mig selv at synke helt ind i februar og lære hende bedre at kende. Skridt for skridt, ord for ord. Jeg har en hjertelig intention om ikke at skynde mig, jeg øver mig på at gå og skrive i tillid og så åbner jeg for den lærdom og rigdom, som februar byder på.

Uden at blive sentimental siger jeg undskyld til hende, fordi jeg aldrig rigtig har sat mig ind i hendes univers og fortæller hende, at jeg nu er her for at lære. Bedre sent end aldrig. Hun ler blot og ser kærligt på mig med et blik, som ikke bærer nag.

”Jeg er blot glad for at du er kommet nu”, siger hun og ryster på hovedet, så de rødlige lokker danser om ansigtet på hende. Hendes øjne er mørkeblå og minder mig en skovsø i februar. Der er både vand og is i det blik, men på lyse dage spejler solen sig i hendes sø og giver hendes øjne et helt særligt skær. ”Jeg er altså virkelig ked af, at jeg først er her nu, på denne måde” siger jeg igen og nu lægger hun forsigtigt en kølig hånd over min mund, mens hun igen ryster på hovedet. ”Ssssh, der er ikke noget at undskyld. Kom, lad os nu sammen gå gennem de øjeblikke, der kendetegner min måned og det tidspunkt på året, hvor vi er lige nu. Lad os fejre nuet og lyset, som vokser hver eneste dag. ”

Så siger hun ikke mere, men rækker mig sin hånd og trækker mig med udenfor, hvor regnen nu drypper fra himlen. Bagerst i haven står de gule erantis i deres grønne balletskørter og byder os velkommen. Jeg kan høre, at de fniser fornøjet, en stille summen breder sig i det, der allermest ligner et vildnis. Skovbund. Vi har endnu ikke gjort noget særligt ved haven, selvom det er snart fire år siden, vi flyttede ind i huset for enden af markvejen. Lige nu glæder det mig. Jeg kan godt lide det lidt vilde krat og alt det, der ikke er tæmmet. Jeg fryder mig ved synet af de gule balletdanserinder, som fnisende øver sig på deres dansetrin. Fra en af grenene i det gamle æbletræ lyder der kragelatter. Jeg løfter armen og hilser på den sorte fugl, der sidder og betragter os. Det er ikke Harald, men måske en søster.

Hvem er jeg i februar? hvisker jeg stille og sender mit spørgsmål ud i luften. Hvad er det mon for en særlig energi, der findes på netop dette tidspunkt af året og hvordan kan jeg blive en del af det hele uden et ønske om at forcere?

Processens kraft

Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.

Og nu er vi kommet til februar. Jeg bliver pludselig opfyldt af en livgivende nysgerrighed efter at hengive mig til både energien og den magi, der kendetegner Imbolc og det tidspunkt på året, hvor vi befinder os lige nu. Og hvem bedre til at undervise mig end selveste Februar?

”Vi går i tillid”, siger jeg i en munter tone til Februar og hun nikker. ”Det gør vi da, min ven. Hold ud.”

Kærlig hilsen
Lene


Kom, skriv og fold din skrivelængsel ud!

Forårscirklen er en skrivecirkel, som er forankret i det allerførste forår. Vi starter i marts måned og rejser sammen gennem foråret. Vi lader komme, vi lader blomstre. Følger skrivelængslen og den årstid, der er indbegrebet af skabelse og kreativitet. Gennem egne og andres ord får du vished om, hvad det vil sige at hengive sig til skriveprocessen og skrive fra sjæl og hjerte.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit rum og dedikere dig og du vil indledningsvis blive inviteret til at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i skrivecirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk.

Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Der er stadig ledige pladser.

I Forårscirklen bliver vi vores eget forår.

 

 

 

2 thoughts on “Hold ud

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s