Under stjernen ved Imbolc

Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →

Den mystiske eng

Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →

Inden stormen

Vi er tæt på tidspunktet for Imbolc, længslen er vågnet. Med langsomme skridt vandrer jeg gennem vind og regn. Snart kommer stormen. Jeg mærker det i kroppen som en skælvende uro, mens jeg går ud af vejen. En måge passerer over mit hoved på vinger af hvidt. Himlen er grå, skydækket tungt, naturen gør klar... Continue Reading →

Når længslen vågner

"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →

Årshjulet drejer – Imbolc

“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →

Midvinter

Tøvende, ordene er langsomme og svævende i dag. Jeg mærker en masse og fornemmer, men en del er endnu uformgivet og undervejs. Det er et tidspunkt, jeg kender, en af de stationer på skriverejsen, som henligger i dis, en tærskel i det vinterlige landskab. Så jeg vælger at følge den tavse tøven og lytte til... Continue Reading →

Poesi og den spirende længsel

Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →

Imbolc

Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →

Imbolc og brev fra Brigid

Det er den sidste dag i januar. Det er gråt, blæsende og regnfuldt. Og fordi vinteren er så mild i går her på disse breddegrader, er der allerede fuld gang i spirerne også ovenpå jorden. Nu er det tid for Imbolc, her ved månedsskiftet og i de første dage af februar fejrer vi det tiltagende... Continue Reading →

Imbolc Blessings

Velkommen februar. Nu er det tid for Imbolc og i morgen (2.2) fejrer vi Imbolc og det tiltagende lys ved en lys- eller fakkelfest og vækker lysets ånd midt i midvinteren. Jeg vil være at finde her i min skrivestue i selskab med 6 kvinder, der på denne særlige dag har sluttet cirkel og deltager i... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑