Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i. En fugl letter fra buskadset og som en silhuet af sort flyver den mod lyset. Mine gummistøvler er våde af dug og hunden har travlt med at snuse. Vi stopper op. Vi lytter. Til de første strofer af den nye dag og de langsomme skridt fra Samhain, som nærmer sig i horisonten.
Mens jeg går, begynder tankerne at boble, men jeg holder dem kærligt på afstand en stund endnu. Grebet af lyset i sprækken, ført på vej gennem dug og daggry, har jeg ikke så travlt endda. I dag skal jeg skrive mig ind og forberede den intuitive skriveworkshop, som jeg på onsdag afholder her i min skrivestue for en lille cirkel af kvinder, der som jeg har i sinde at gå mørket og vinteren i møde på en stille skrivedag for sjælen.
Mens jeg vandrer i efterafgrøderne og den sidste duft af sommer når mine næsebor for så at forsvinde, tager jeg en bevidst beslutning om at hengive mig til mørket. Jeg siger ja.
The big question is whether you’re going to say a hearthy “YES” to your adventure.
– Joseph Campbell –
Tilbage til jorden
Jeg mærker et strejf af taknemmelighed, en brise af lettelse i mit bryst, for jeg har brug for vinterens rum og mørket til at simre, sanke og restituere.
Mens jeg går, bliver lyset mere markant og månen vinker farvel. Gennem nedfaldne blade træder jeg ind i rodenergiens tid, hvor træerne nu har sluppet sine frugter, sine blade og det, der var liv. Kun lidt er tilbage. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Alting dør udenpå, planter og korn er for længst høstet og det, der er tilbage begynder at visne og blive til muld.
De nedfaldne frugter, som ikke blev indsamlet eller spist af fuglene, går i forrådnelse og deres frø bliver sat fri, så de kan hvile i jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planterne gennem sommeren og høster, vil snart blive lagret i rødderne.
”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –
Samhain og den sidste kvinde
En spire, som har brug for sin vinter. En kvinde, som har brug for sit indre rum og mørket til at favne hende og rumme det, der var og det, der skal komme. Et rum, som tilbyder hvile, restitution og tid til fordybelse. Et sted, hvor hun kan være og lytte til sin sjæl, den visdom, der bølger i hendes bryst. Hvor hun kan hvile, give slip og lade energien flyde ud i rødderne, båret af jorden, dækket af muld. Vinterrummet.
Den sidste kvinde, tænker hun og ser rummet for sig, det rum, som på onsdag vil danne rammen om den intuitive skriveworkshop, hun afholder i anledning af Samhain. Der er en tom plads. Vil den sidste kvinde mon komme?
Lidt om Samhain
I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.
Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op.
De fejrede mørket
MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede.
Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage.
De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.
Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.
Hvad nu hvis vinteren er præcist lige så lang, som den skal være?
For hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.
Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.
Porten til Vinter
Samhain markerer også porten til vinter. På den intuitive skriveworkshop den 31. oktober skal vi fejre, lytte og via ord og fortællinger gå på opdagelse i Samhain energien. Sammen går vi gennem porten eller rettere sagt, vi skriver os ind.
Der er mange sagn og legender om den gamle keltere. Jeg har i årevis læst mig ind for at blive klogere og i et forsøg på at forstå, hvad det egentlig er, der både drager mig og får mig til at længes og drømme. For det har altid været dér, så længe jeg kan huske. Hun har været dér. Noget i mig husker. Noget i mig ved.
Der er mange versioner, mange fortolkninger og ingen ved helt og med sikkerhed, for det er meget længe siden. Men uanset hvilken version af sandheden, man vælger at tro på og hvilke historier og fortællinger, der vækker genklang, er der noget, som i særlig grad fanger mig og får min sjæl til at synge. Samhørigheden med naturen og lige nu det tidspunkt på året, hvor mørket kalder og tilbyder os sin favn, et tidspunkt, hvor vi ligeså stille inviteres til at komme helt ned i gear og vende energien indad. Ned i rødderne.
Cailleachs tid
Vinteren og den mørke del af året er også Cailleachs tid, den keltiske gudinde for vind, vejr og vinter. Hun er heksen, kællingen, den vise kvinde og hende, som ved. Der er et væld af myter og fortællinger, som er spændende at læse og lytte til og måske, især, hvis du som jeg er en kvinde i en vis alder og selv er ved at være en slags Cailleach. Cailleach repræsenterer nemlig også den visdom, som kommer med alderen, hun er tiden, vejret og vinteren. Landskabet. Og hun er allermest kraftfuld ved tidspunktet for Samhain og gennem vinteren frem til Beltain.
Vi skriver os ind og går på opdagelse
Men hvem er hun for dig? Og hvem er hun for deltagerne på den intuitive skriveworkshop på onsdag? Den indre, vise kvinde, heksen og mørkets gudinde. Hvad er hendes visdom og hvad er det egentlig, hun ved? Hvad kan hun lære os om vinteren, mørket og den aldrende kvindes visdom og magi?
Det går vi på opdagelse i på onsdag, når jeg holder intuitiv skriveworkshop og vi gør det med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Vi skaber rum, lytter og skriver det vi hører. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som er forankret i Samhain energien, myterne og tærsklen til vinteren og som vil være afsæt for det, der allerede rører sig i rummet, i jorden og i os. De kvinder, som på onsdag mødes for at slutte skrivecirkel.
Skrivedagen er samtidig en fejring af Samhain, hvor vi går mørket i møde med bævrende hjerter eller åbne arme, hvordan vi nu har det med vinteren, hver især. Vi danser med det, der er og der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du skal ikke føle eller mærke noget bestemt. Følg blot din skrivelængsel.
Nøgleordene er lytning, åbenhed, intuition, intention og historiemedicin.
Historiemedicin og fortællingens kraft
Historiemedicin er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing. Det gør godt at sætte ord på. Det gør godt at lade kreativiteten risle gennem kroppen og lade ord fra sjæl og hjerte finde vej til pen og papir. Og det gør godt bare at lytte.
A wise old owl lived in an oak
The more he saw the less he spoke
The less he spoke the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?
– Old English Nursery Rhyme –
Samhain og Mørkets Gave – Intuitiv Skriveworkshop i Mørkets Tegn
for kvinder med skrivelængsel
Onsdag den 31. oktober 2018 kl. 10 – Skrivehuset v. Ringsted
Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.
Den intuitive skriveworkshop i anledning af Samhain finder sted på onsdag den 31. oktober i min skrivestue her i landsbyen udenfor Ringsted. Og skæbnen vil, at der er 1 plads ledig omkring bordet på denne dag, der mangler en kvinde.
Den tomme plads hvisker og kalder
Hvem er hun mon, den sidste kvinde? Når hun frem, vil hun komme? Den tomme plads hvisker og kalder, noget vil gerne skrives og fortælles gennem hende og cirklen vil første være hel, når hun har meldt sin ankomst.
Er den sidste kvinde dig?
Er det dig, som er den sidste kvinde på skriveworkshoppen på onsdag? Du er ventet, du er velkommen. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og tag din plads.
En skrivedag for sjælen
De intuitive skriveworkshops er sjæledage fulde af skrivende fordybelse, som giver næring og liv til skriveglæden. Du øver dig på at skabe landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvis du da ikke allerede ved det, at du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger eller har brug for lige nu, lander på dette rette sted. Vi sætter den indre kurs og skriver os ud af hovedet og ind i krop og sjæl.
Og vi går vinteren i møde. Vi møder os selv på kanten til mørket og finder hjem.
Du finder invitationen til Samhain skriveworkshoppen i linket her.
Læs, mærk efter og kan du se den sidste kvinde omkring bordet for dig, kan du mærke hendes længsel og har du lyst til at gå mørket i møde på en særlig, kærlig stille skrivedag for sjælen og blive gjort klar til vinter, så skriv til mig på skrivehuset@gmail.com. Så er pladsen din, så er du hende.
Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og solopgang og bevæget i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at være ud i.
En fugl letter fra buskadset og som en silhuet af sort flyver den mod lyset. Mine gummestøvler er våde af dug og hunden har travlt med at snuse. Vi stopper op. Vi lytter. Til de første strofer af den nye dag. Til tonerne af Samhain. Til lyden af hende.
Kærlig hilsen
Lene
Lidt inspiration fra mit skriveunivers
Hver gang årshjulet drejer
Skrivning og det indre liv
På tærsklen til vinter
Vejen til den vise kvinde
En brik fra glemmebogen
Lidt inspiration om og fra det keltiske univers
Sacred Earth Celebrations – Glennie Kindred
Mrs. Darley’s Pagan Whispers – Carole Carlton
The Cailleach – Rachel Patterson
The Book of the Cailleach – Gearóid Ó Crualaoich
If Women Rose Rooted – Sharon Blackie
Thumbnail artwork and drawings by Miriama Taneckova (c)
Dreamstime
Skrivecoach Lene Frandsen 