Visdom og vasketøj

vasketøj

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

At blive ældre

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet forår.

Mosens fortællinger

Jeg nød turen ud med hundene. Som de, der vandrer, bliver vi efterhånden en del af landskabet. Jeg tror, at mosen kender mig nu, jeg går helt ned og lytter til dens fortællinger. Jeg føler mig ydmyg og hørt, da jeg mærker ømheden fra det brudte land, vildnisset mellem markerne. Klemt inde af civilisationen med stadig med de samme urgamle fortællinger. Stædigt bliver hun siddende og lader mosen omgive sig. Venter. Og ser mig komme. Kvinden som går tur med sin hund og som drages af det sted, efterhånden som hun lærer det at kende. De krogede træer, vejrbidte stammer og grene, der rækker mod himlen og tager imod. I al slags vejr. I dag er vejret mildt, foråret svæver som en fugl gennem luften, jeg kan høre dets vingeslag og mærke glæden i mit hjerte.

Hjemme i haven ser jeg vasketøjet flagre på tørresnoren, synet gør mig godt. Og også vasketøjet har sin rolle hvad fortællingerne angår, for det er en del af det liv, vi lever. Det levede liv. Det er fra de steder, at vi skriver, vi forbinder os via de daglige gøremål og rutiner og bevæger os ud derfra. Ind og ud. Vores trin bevæger sig med tidevandet, det er en særlig rytme. En ganske særlig rytme.

Hun dukker op, mens jeg hænger tøjet på snoren, hun hvisker med vinden og hvirvler op i mit hår. Lytter du nu, jeg nikker, vi kommunikerer uden ord. Duften af renhed slår ned som en sommerfugl, jeg falder i staver og dvæler ved det arbejde, jeg udfører. Klemmer. Vasketøj. Visdom. Der er en sammenhæng, som jeg ikke helt kan sætte fingrene på, men som jeg står der i vinden sidst på eftermiddagen, er jeg ikke i tvivl.

Dagen er blevet ældre. Jeg er blevet ældre. Ordene fra før hvirvles op af vinden og danser mellem lagnerne på tørresnoren.  Og pludselig kommer jeg i tanke om det, jeg sagde til Ravnen ved Forårsjævndøgn forleden dag. Højtidligt, som et løfte, der kom fra et sted dybt i mig:

”Jeg vil give mere plads til min indre heks”

 Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikkede anerkendende og klikkede kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg gled over hendes ansigt som en skygge for solen.

Jeg lader hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. Hun synger til mig gennem vinden og jeg kan mærke hende, mens jeg står foran tørresnorene i baghaven. For jeg er blevet ældre og i modsætning til, hvad vores moderne samfund ofte fortæller os, er det ikke en sygdom. Menopause. Det er en afslutning og en ny begyndelse. Sharon Blackie beskriver det således:

As the Heroine moves on through her life and through whatever new Journeys may come, the time will come to work on becoming Elder. The word ‘elder’, of course, can mean many things. The Elder may be fierce, eccentric, wild; she may be the Trickster energy that sets about disrupting the status quo. She may also represent the deep, restful dark: the slow sinking back into the quietness within that is arguably one of the greatest gifts of extreme old age. To a woman of the Celtic nations, to become elder is above all to become Cailleach: to represent the integrity and health of the wild places and creatures of this world. To become Elder is to become strong – strong as the white old bones of the earth, strong enough to endure the long, lonely vigil to the end of the world. To become Elder is to hold the power, stay the course. Above all, to become Elder os to become the bean feasa, the Wise Woman: the one who knows the secrets and speaks the language of the land, who speaks with the moral authority of the Otherwold, who weaves the dreaming of the world.

Lad visdommen finde vej gennem kreativitet

At blive den vise kvinde. Hende som ved. I stedet for at fornægte visdommen, der som vinden tørrer vasketøjet, kan vi vælge at lade den manifestere sig gennem os. Skrive, male og fortælle. På den ene eller anden måde. Kreativiteten er vigtig. Den er en del af, hvem vi er og hvad vi er skabt til at gøre. Skabe os.

Hun brænder i mig

For hver hedetur brændes noget væk, det tænker jeg på, når jeg pludselig flammer op. Det er ilden i mig, det er hende, som ved at hun er nødt til at give slip på meget af det gamle, som definerede hende før. Gamle roller, forventninger. Mønstre, som hun har gentaget i uendelighed, men som hun er nødt til at lægge bag os nu. Jeg giver det til ilden, siger jeg til mig selv og mærker hende brænde i mig.

”That heart still thunders, that fire still burns.
It burns from the inside out, hot flush after hot flush, year after year,
burning away all that we no longer need.”

Jeg giver det til ilden. Til vandet. Til vinden. Og til jorden. Et dybt åndedrag, jeg indsnuser foråret og mærker en ny livskraft og energi vokse i mig.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Den mystiske kraft

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Åh, at vågne med foråret, at hænge vasketøj ud på tørresnoren i haven og lade vinden blæse det tørt. Vågne og opdage, at man er blevet ældre. Men i stedet for at begræde det, vil jeg fejre det. Måske har du lyst til at fejre med mig?

Visdom, vasketøj og fortællinger

Hun findes i os alle, den vise kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og hun er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og svaret på vores spørgsmål. Hun bliver mere tydelig ved menopause, for nu er hendes tid kommet.

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet ældre.

Kærlig hilsen
Lene

gudindecirklen

Giv din indre fortællerske ordet. Kom med i Gudindecirklen.

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Der er endnu 4 pladser tilbage. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30

Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Du finder invitationen her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Sommeren er skabt til at sanke

valmuedans

”At tage på opdagelsesrejse i sit indre univers er en eksotisk rejse, skriver norske Kristin Flood. Som de fleste rejser kan håndbøger og kort gøre rejsen tryggere og enklere, men det er de uventede hændelser i et ukendt landskab, der giver os de særlige oplevelser. Det er disse hændelser og de nye tanker, som følger i kølvandet, der sætter varige spor i os.”

På samme måde er det på skriverejsen, både de personlige forløb og de intuitive skriveworkshops, jeg afholder. Jo flere regler, jo flere anvisninger og kasser, skriverejse kunne passe ind, desto mindre chance er der for de uventede og overraskende skriveoplevelser, der giver os noget helt særligt. Fortællinger fra sjæl og hjerte finder sjældent landingsplads på velkendt jord eller via regler og reglementer. De overrasker os, og ofte positivt, når vi giver slip på forestillingen om hvordan, åbner os og lærer at lade komme.

Et helligt rum

Min intention er skabe et indviet og næsten helligt skriverum, hvor vi byder velkommen. Via afsæt og skriveøvelser og rejselederskab i øvrigt, hjælper jeg med at sætte gang i det, som allerede findes og som blot har brug for en åbning, nogle gange uventet, til at se dagens lys. Jo mere åbne, undrende og ikke-dømmende, vi kan være i forhold til egne ord og skriverier, desto mere overraskede vil vi blive, når vi skriver os fri af modstand og indre censor og begiver os ud ind i ukendt landskab.

Intuitive skriveworkshops

På de skriveworkshops, jeg afholder her i min spisestue, tager vi imod brudstykker af fortællinger, ord og historier, hvad end der måtte komme og vi deler vores historier i den hellige skrivecirkel, vi har sluttet. Vi læser højt og anerkender hinanden for det, der kommer frem. Vi lytter intenst og siger tak. Der er ingen vurdering af det skrevne, for intention er, at vi på workshoppen øver os i at lytte så intenst og dybt, som vi overhovedet kan. Vi lytter til det, der vil skrives, til os selv og vores sjæl og så lytter vi til hinanden uden at dømme. Vi mærker energien i rummet, vi sanser inspirationen og hører det, der endnu ikke er formgivet. Det er ren og kærlig magi.

Næste skriveworkshop finder i øvrigt sted torsdag d. 20. august og der er i skrivende stund endnu 3 ledige pladser.

Hvad skrivelængslen gemmer

Vi tager af sted på skriverejse eller skriveworkshop og handler på vores længsel, men vi ved ikke på forhånd, hvad det ender med. Og det ender jo slet ikke, men det begynder i det sekund, vi dedikerer os og møder op. Tager af sted. Og så sker det, vi møder os selv og får skrevet så meget, at det går op for os, hvad vores skrivelængsel egentlig handlede om og hvorfor vi er her. Som kvinder og historiefortællere. Vi opdager undervejs hvor vores personlige fortællerstyrke og forfatterstemme bor henne.

Vi finder måske ud af, at en særlig slags historier søger os på grund af vores personlige erfaringer, visdom og måde at fortælle på. Historier, som passer til os og vækker en særlig genklang. Vi opdager ting og hjertelige sager, som vi havde glemt. Vi husker, hvorfor vi er her og vi beslutter os gennem ordene, hvordan vi fremover ønsker at leve vores liv. Og så får vi simpelthen så meget hjælp og så mange gaver gennem de fortællinger, der opstår undervejs.

Nye skriveworkshops i efteråret 2015

Jeg holder flere intuitive skriveworkshops i sensommeren og efteråret 2015 og du skal være hjertelig velkommen. Hvis du er nysgerrig, åben og modig nok til at handle på din sjæls længsel, for det er faktisk ofte det, skrivelængslen egentlig handler om. Et subtilt budskab fra sjælen og Universet. Det behøver ikke at være en bog, der skal forfattes, ofte er det noget andet, som ord og fortællinger gerne vil hjælpe os med at kaste lys på.

Den kreative proces

Den kreative proces, der sættes i gang i det øjeblik, vi møder op og dedikerer os, er ikke alene med til at åbne os som mennesker og sjæle, gøre os mere glade og føle os mere fri, den modner os også i forhold til at handle på alt det, vores sjæl synger om og hengive os til processen. Den eksotiske rejse, opdagelsesrejsen i det indre univers, som Kristin Flood så smukt fortæller om.

Kreativiteten er ikke alene en gave og en menneskeret, den er også døren til indsigt og en slags indre forståelse af, hvordan det i virkeligheden forholder sig. At vi i sidste ende selv er skabere af den vej, der venter os, hvis vi tør hengive os til den. Hvis vi lytter til vores sjæls længsel og ærer den stille stemme, der ofte fordrer at vi tør stoppe op og spørge os selv: Hvad ønsker jeg mig i livet? Hvad er mit livsformål? Hvad gør mig glad dybest ind og dermed også andre mennesker glade? Hvad giver mig, så jeg er i stand til at give andre og bidrage til en mere fredelig og kærlig verden? Fra det sted, hvor jeg befinder mig.

Og ørnen kom

Mine egne historier og fortællinger beretter ofte om at hengive sig til livet og turde danse. Måske har du fulgt lidt med i min egen skriverejse og læst fortællingerne fra henholdsvis kragen Harald og ørnen, der nu er dukket op for at hjælpe mig på min vej? Ellers kan du læse med på Poetiske Paradokser. Forleden dag, da jeg var i færd med at stresse mig selv op i forhold til gøremål og forventninger, inden jeg om lidt holder ferie, og med sved på panden kastede mig ned i stolen foran min PC for at gå i praktikermode, skete der noget. Før jeg vidste af det, tog noget over, jeg valgte et blankt ark og så skrev fortællingen om Cirkler næsten sig selv. Og det var ørnen, der i øvrigt er mit kraftdyr, som dukkede op og blev min hjælper gennem fortællingen.

Igen og igen puffer han til mig og opfordrer mig til at danse med livet. Igen og igen dukker han op i mit synsfelt og i mine fortællinger for at give mig det, der ligger lige for, men som jeg ikke helt tør hengive mig til. Dansen. Glæden. Øjeblikkets magi. Han er fuld af humor, ørnen, og han siger ting, som jeg ikke selv helt tør tage i munden, men som på forunderlig vis vækker dyb genklang og får tårerne til at trænge sig på. Hvordan kan han vide? Det er som om han kender mig bedre, end jeg kender mig selv og ved, hvad min sjæl længes efter og hvad jeg dybest set tror på og har vished om er sandt.

”Jeg har aldrig forstået det, I mennesker kalder livets alvor. Og i øvrigt synes jeg at I har et forkvaklet forhold til det, I kalder arbejde. Det er som om I tror, at I hele tiden skal gøre og være udfarende, aktive, prøve at holde hjule i gang. I bliver så vant til farten og alt den gøren, at I slet ikke tør stoppe op igen og møde livet, der hvor farten stivner. Tage en pause og trække vejret i dybe åndedrag. Et af gangen. Og I glemmer at danse! Danse med livet, danse med ørne og hvem der ellers byder op til dans. Hvert eneste øjeblik er en invitation til at leve og danse med livet. Danse om end I sidder ned. Selvom I efter min mening sidder alt for meget ned.”

I glemmer at danse. I glemmer at danse med livet, ørne og hvem der ellers byder op til dans. Hvert eneste øjeblik er en invitation til at leve og danse med livet. Fra “Cirkler”.

At danse med livet – et bevidst valg

Ordene har summet i mig, siden jeg tog imod fortællingen for et par dage side og jeg har indset noget. Hvis jeg ikke bevidst vælger at danse med livet og åbner mig for livets mysterium og al den hjælp, der er til mig, hvis jeg altså tør tage imod, så sker der ikke noget. Så bliver jeg ved med at hænge fast i hamsterhjulet og køre rundt og rundt til døden sig nærmer. Svimmel, stresset og helt ude af mig selv.

Og der er i øvrigt nok af hentydninger fra andre og den ydre verden, der bekræfter os i at det er normalt. Hamsterhjulet. Ikke at turde give slip, hengive sig eller holde ferie for den sags skyld. At vi går glip af noget, hvis vi ikke holder ved, bider tænderne sammen og gør os umage. Hele tiden, altid.  Anstrenger os og kæmper til sidste bloddråbe, dø om så det gælder. Men det er slet ikke det, ørnen fortæller mig om. Han fortæller om at leve og om hvad livet egentlig er. Bag alle de heftige budskaber om fallit og bankerot, hvis ikke vi … gør som de andre, der også hænger fast i hamsterhjulet og ikke tør lade sig falde.

En anden vej

Men ved du hvad? Jeg har valgt en anden vej og hvis du også har fået nok af kamp, frygt og manipulation, så har du måske lyst til at følges lidt af den anden sti? Bare for at prøve noget andet og se, hvad der så sker. Du ved, den vej, der drejer lidt til højre nede i T-krydset og pludselig slår smut ind af en skovsti, hvor lyset danser mellem trækroerne og skovens sang kalder. Hvor visdommen ikke handler om hele tiden at fare ud men at komme hjem.

Sommer. Sanketid. Ferietid.

Men nu er det sommer! Ferietid. Vi skal hverken holde ved, bide tænderne sammen eller holde forretningstelefonen åben og hele tiden tjekke mails. Vi skal holde fri og og give slip. For sommeren er som skabt til at sanke. Inspiration, kræfter, ideer og ny energi. Og vi går ikke glip af noget ved at give slip og sætte fri, tværtimod. Vi får fat. Fat i det væsentlige og i vores sjæls dybeste længsel. Når vi trækker stikket ud og bare er, kan vi pludselig mærke, hvordan vi inderst inde godt ved, hvad der er godt for os og på hvilken måde.

Men mest af alt er sommeren som skabt til at danse. Spørg bare valmuerne. Og ørnen.

Jeg vil nu danse ud i livet og holde ferie. Skrivehuset holder lukket i resten af juli, men jeg er tilbage igen den 3. august og vil glæde mig til at byde dig velkommen. Som skriverejsende, workshopdeltager eller som læser og besøgende på min blog og Facebook side.

Jeg hylder processen og sjælens vej. Både når vi skriver, skaber og lever. Jeg tror på, at vi orker mere af det væsentlige og kan gøre det med overskud og glæde, når vi husker at hvile, søge stilheden, roen og tør give slip, så vi kan lade op og sanke. Bare være.

Og nu går jeg på ferie. Skal vi følges, sommerfugl?

Kærlig hilsen Lene

sommermig

En hjertelig intention

snartsommer

Kære ven, jeg ønsker at skrive noget fint til dig. Sende ord og toner i din retning, så du gennem det univers, der skabes i dit indre, når du læser mine ord, opdager de steder, hvor du berøres og hvor det, der formidles gennem mig, vækker dyb indre genklang. For lige dér er en åbning. Et lys, der trænger igennem. Måske et særligt sårbart sted, som umiddelbart vækker en følelse af sorg? Eller dyb glæde? En subtil smerte, der som en sommerfugl med blafrende vinger sender vibrationer gennem tid og rum og skaber en ny slags åbning. Et ord. Tre sætninger. Hvordan kan hun dog vide? Det er jo mig, min følelse, netop det ord, de toner, den stemning.

Lyden af bølger mod stranden og store sten i mørkningens lys. Fortiden. Fremtiden. Nu. Du vandrer lige dér, hvor jeg også har vandret, og opdager, at det, du troede var slutningen, en solnedgang og så farvel, i virkeligheden er kimen til en ny dag. Et lys. En stjerne. En følelse af noget andet. Subtilt fornemmende, sansende og dansende gennem de ord, du nu læser og som nu ikke længere bare er ord.

Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet de ord. Eller noget lignende. Men det kan jeg ikke, jeg er ikke … Jo du kan! Og jo, du er!

Du får lyst til at skrive selv. Din længsel glider langsomt op på nattehimlen og ligner til forveksling fuldmånen. Rund og fyldig forvandles hun til sølv på nattens blide bølger af indsigt. Hvor smerte ikke længere er noget, vi flygter fra, men som vi skriver os gennem. Formulerer. Giver tid, kærlighed og healing. Og selv det vi ikke helt forstår, lærer vi efterhånden at give slip på. Vi behøver ikke altid at forstå. Det er godt nok blot at gå igennem via ordene og tilgive det, der tilgives skal. Det er som om ordene kender vejen og som månen lyser havet op og kaster sølvstjerner på det, der før blot var … frygt?

Fortællinger opstår og på magisk vis hjælper de os …

For alting er tilsyneladende. På skriverejsen opdager vi på et tidspunkt, at vi kan lade os fragte gennem ord og stemninger. Det er som om noget i os ved besked om, nøjagtigt hvor vi skal hen for at heale. Siden hen kan vi rejse os og drage videre med nye indsigter og erkendelser i hjertet. Som om noget i os kender det perfekte sted, hvor vi endelig kan stille den tunge rygsæk fra os, vi har båret på så længe og drage videre med lethed i krop og sjæl. Et ord, et skridt af gangen. For uden at vide det skiller vi os langsomt – gennem ordene, gennem skriverierne – af med det, der ikke længere tjener os. Vi lærer det at kende, for hvad det er, og i den skrivende accept som ofte opstår, er alting med ét forandret. Nyt. Så hviler vi lidt i tomrummet, mærker den indre stilhed, den søde smag af ingenting og rejser videre.

Havde det ikke været for ordene, sætninger og alle de historier og fortællinger, der som månen gled op på min indre nattehimmel og lyste for mig på min vej, var jeg aldrig kommet så tæt på hjem, som jeg er nu. Så havde jeg vist aldrig helt fattet, hvad min sjæl egentlig sang om, andet end i de velkendte øjeblikke af dyb genklang, når andre spildte sjælekrummer på egne livsrejser. Musik. Fortællinger. Alt det, jeg blev inspireret af og var taknemmelig for, at andre kreative sjæle delte. Men jeg var nødt til at skrive og skabe det selv, det, der for mig gjorde forskellen.

Og hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk satte mit indre kompas på sjælekurs, da jeg i begyndelsen af min egen skriverejse formulerede intentionen, min helt egen hensigtserklæring: Jeg ønsker at følge mit hjerte.

Og jeg fulgte mit hjerte. Gennem tykt og tyndt. Jeg skrev det, jeg formulerede det og jeg opdagede efterhånden, at jeg ofte var nødt til at forlade tankernes land og give slip på mine forestillinger om hvordan. Her har min meditationspraksis været en uundværlig hjælper. Jeg lærte stilheden at kende og opdagede, at den var en ven. Et hav af kærlighed. Og først da jeg vovede at slække på kontrollen, en lille bid af gangen, fik jeg for alvor hul igennem. Det hul, hvor der nu strømmede sjælemusik, indsigter og erkendelser, der var som skabt til mig. Og glæden kom tilbage, den nærmest barnlige, eventyrlystne glæde ved at skrive og fortælle historier. Blandt andet. Pludselig turde noget i mig give pokker, nu dansede jeg jo med daggryet og opdagede, hvordan jeg virkelig er min egen vejs skaber.

Selvom vejen skabte mig. Et skridt af gangen, et ord, en tone.

Og du, min ven, kan vælge at gøre det samme. Formulere en hjertelig intention og lade den fragte dig. Gennem ord, stemninger, måske på skriverejsen, eller også på din helt egen måde. For der findes en måde, som er perfekt for dig. En vej. Din vej. Lad den vej vælge dig, som min vej valgte mig. Lad det komme.

Kærlig hilsen
Lene

snartsommer

 

 

Hvad sjælen ved

blomsterovergang

Da jeg gik tur med hundene kastede træer og hegnspæle lange skygger. Det var både koldt og varmt, for det er september nu og alting får en ny rytme. Vi går mod efterår og vinter. Vi går mod andre årstider og nye erkendelser. Så jeg vandrer i naturen hver eneste dag og ser, hvordan det hele skifter. Det sker langsomt og uden modstand. Der er en slags overgivelse til ALT, som inspirerer mig dybt.

Mine gåture er værdifulde og ud over at jeg selvfølgelig vil gå tur med mine hunde og bevæge mig, så er bevægelsen i sig selv vigtig i forhold til inspirationen. Vi skal ikke sidde så meget stille. Vi er skabt til at bevæge os, at gå og lade os inspirere. Der bor meget kreativitet og ubrugt glæde i kroppen, som skal bevæges for at kunne mærkes.

Og de lange skygger inspirerer mig. Duft af ild og efterår, der er noget frisk og krævende ved denne årstid. Tilstedeværelse, nærvær, dybde. September er fuld af inspiration, som vi kan spejle os i. Og derfor må jeg ud. Ud og se, mærke og være. Se fuglene, når de samles og trækker mod syd, betragte skyerne og deres himmelfærd, se hvordan de formerer sig og skifter form, bringer regn eller opløses udenfor min synsvinkel. Være med det hele, som en del af det hele og ære det hele. Som jeg ærer og elsker mig selv. Nu. Det er aldrig for sent. Men det kræver, at vi vender næsen hjemad. Vi skal hjem for at komme ud. Se, det er ny visdom. Jeg troede at det var omvendt. Men hvad ved jeg?

Mine  tanker tager et skridt tilbage i tiden og går ind på badeværelset. I går aftes. Jeg var i færd med at børste tænder, da lyset gik ud. Det slukkede sig selv og så kom stjernehimlen til syne. Jeg vidste det i samme sekund, som lyset forsvandt. Så jeg stod dér med tandbørsten og smilede gennem tårer. Det var et smukt syn. Som om nogen ville vise mig DET VÆSENTLIGE. Og du skal skal vide, at jeg var temmelig træt, trist og opgivende i går aftes, fordi jeg havde haft en tung dag, hvor jeg slet ikke var i flow.

Så slukkede lyset og jeg så stjernerne!

Jeg lærte noget vigtigt og derfor var dagen på ingen måde spildt. Det må vi huske, når vi har den slags dage. De er meningen. Vi skal lære noget! Jeg fik en værdifuld lektie og som det er med den slags, skal man ofte have den gentaget flere gange. Mange gange!

Lyt til dine følelser, det er sjælens sprog.

Herefter fik jeg en gave. Stjernehimlen. Hvor tit giver vi os tid, stopper op, slukker lyset og kigger mod himlen og stjernerne? Ser rummet og alt det, vi selv er en del af? Jeg glemmer det, selvom jeg ellers synes jeg er god til at se og værdsætte skønheden i naturen omkring mig.

Alting emmer af inspiration. Det rækkes til os hver eneste dag. Gaver, som vi ikke ser i vores travlhed. Farten er synderen. Sjælen hvisker noget om den ødelæggende fart og den stress, vi påfører os selv. Alt det, vi går glip af og som faktisk er gaver til os, gaver som skulle berige os og gøre os hele. Gaver, som peger på skønheden i livet og på skønheden i os selv. Det er meningen, vi skal spejle os! Men i stedet ser vi kun kort på os selv i spejlet om morgenen, i fuld fart på vej til job og gøremål, og vi ser trætte øjne, morgenhår og … Vi ser kun det ydre. Men hvis vi bare gav os tid, stoppede op og kiggede rigtigt efter. Hvis vi så os selv dybt i øjnene og fik øje på, hvor fine og smukke, vi egentlig er.

Vi er skabt til at lyse, men vi glemmer det. Vi er skabt til at skabe, men det glemmer vi sørme også!

Inspirationen. En fjer på marken. De lange skygger af september. Fugten, æblerne og duften af bål. Dagene, der bliver kortere og mørket,  som vokser, så vi kan være dér, putte os og se lidt indad. Sætte farten ned, det gjorde vores forfædre, når lyset blev sparsomt, det hele passede sammen. Det gør det stadigvæk, men vi vælger det fra. Fordi vi glemmer at huske.

***

Kære venner

September lærte mig noget, som jeg nu via egne ord forsøger at huske igen. Nu, hvor oktober nærmer sig november og vinteren kommer nærmere. Nu, hvor disen sniger sig slags marken udenfor hegnet og sigtbarheden er sløret.

September huskede mig på at følge hjertet og lytte til sjælen. Hun fortalte mig om vigtigheden ved bevægelse og hvordan kreativiteten også bor i kroppen og sætter sig som tunghed, smerte, depression – ja sågar sygdom – hvis vi ikke lader den danse igennem os.

Historier, der ikke skrives, kan give hovedpine. For de historier er ikke bare fortællinger, ord, der danner sætninger, nej når vi virkelig åbner os og giver dem fri passage, så strømmer kreativiteten gennem os som kærlighed. Det er ren healing. Hvis vi lytter og åbner vores hjerter, så skriver vi ikke længere fra tanker, begrænsninger og fra hvad vi ved rent intellektuelt, vi åbner os for hjertets sang og sjælens fortællinger. Og det er helt anderledes historier end dem, vi umiddelbart kan tænke os til.

Teksten er i øvrigt en del af en bog, som jeg skriver på. Den handler om kreativitet, skriveglæde og om at følge sit hjerte og lytte til sjælen. Det er en bog, som bare VIL skrives, så for det meste sætter jeg bare og tager imod. Jeg lægger spor og jeg er ligeså spændt på resultatet som I måske er. For jeg skriver den fra sjælen!

Kærlig hilsen
Lene

 

Din oldgamle visdom

2011 - November 024

Der findes en oldgammel visdom som ligger sovende i vores kroppe. Hver eneste dag bærer vi rundt på denne sovende visdom uden at vide, at vi i os selv har alle de svar, vi behøver. Vi er vores egen visdom, trøst og glæde. Sovende i os ligger alt de skatte, vi har søgt i det ydre liv. Sovende i os bor også glæden, legen og kærligheden.

En måde at vække visdommen er at skrive den frem. Ved intuitivt at skrive og blive ved, kan vi langsomt vække de små sovende trolde, som gemmer på alt det, vi går og længes efter. Efterhånden vil vi opdage, hvordan det vi søger, pludselig springer frem på skærmen eller på papiret. De svar, vi ikke har fået, de løsninger … du skal se, de dukker sandsynligvis også op.

Det, vi elskede at gøre som børn og instinktivt bare gjorde, legede, skabte med farver, lyde og senere ord, det bor stadig i os. Men måske har det taget form som vrede, frustration, skyld, frygt eller sorg. Fordi vi på et tidspunkt blev stoppet i vores leg og skaberglæde og måske hørte ord om, hvorfor vi ikke var gode nok. Kreativiteten er en følsom energi. Kritikken har taget bolig i vores krop og glæden ved at lege, skabe og trylle med ord er måske gemt bag muren af mindreværd. En mur, der kan være bygget af alle mulige slags sten. Skam. Modvilje. Fornægtelse.

Heldigvis kan vi vælge at vække glæden igen. Vi kan vælge at kræve vores kreativitet og skaberglæde tilbage og det kan blandt andet gøres ved at skrive. Ved at lade skrivningen være et slags transportmiddel til at komme ind bag tanker og alt det, der gør, at vi IKKE tør skrive, lege og give pokker, kan vi få kontakt med vores egen oldgamle visdom. Ja, vi kan simpelthen skrive den frem. Og det gøres bedst ved en legende tilgang til skriverierne.

Glemt alt om produktet i første omgang. Som barnet skal vi først lære at kravle, før vi kan gå. Og som jeg tidligere har sagt, så skriver historierne ofte sig selv, når vi først er skriveflow. Vi behøver ikke at tænke os til dem. Og vi behøver heller ikke vores indre kritiker eller sabotør til at fortælle os, at vi ikke kan skrive og at det, der kommer frem, ikke er værdigt til at se dagens lys. Det er løgn. Den visdom, du bærer rundt på, er din fødselsret. Den glæde, det lys og den kærlighed, der findes inde i dig, er din gave og også din gave til verden.

At skrive kan være en kilde til glæde, styrke og selvværd. At opdage, at vi selv har alt det, vi skal bruge, at vi er vores egen guru og at vi bærer rundt på ord og sætninger, som slet ikke kunne skrives på den måde, hvis det ikke var for os. Men vi er nødt til at tillade os selv at lege. Det skal være en glæde. Et eventyr.

På mit kommende Skriv Din Sjæl kursus vil vi udforske og gå på eventyr i vores egen kreativitet, glæde og visdom. At udvikle kurset er også en proces, som er i fuld gang, men jeg lover at dele lidt undervejs, så du allerede nu kan tage hul på at skrive dig selv, din sjæl og alt det fine frem, som du går og gemmer på.

Så du husker at lege.

Kærlig hilsen
Lene