Mørket kalder mig hjem

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg træder helt ud på gårdspladsen under fuldmånen.

Jeg er tilbage. Vi er tilbage. På efterårsferie et ganske særligt sted i Sverige. Jeg elsker området, det åbne landskab og glenterne i luften. Der er nogle steder, som kan det og lige netop her føler jeg mig hjemme. Forbundet. Min sjæl synger og livsfloden bruser som en kilde af stille lykke i mig. Når jeg er her, er jeg hjemme.

Vi er flere af sted denne gang, så jeg har ikke så mange stunder på egen hånd. Min skrivebog ligger stadig i tasken og jeg mærker et pludseligt stik af længsel efter at skrive mig ind og sætte ord på alt det, der rører sig. De hvide køer, som jeg hilser på hver morgen, når jeg går tur med hundene. De stirrer på mig og kommer nysgerrigt nærmere, mens jeg fortæller dem, hvor smukke de er. “Det ved vi da godt”, synes de at svare med deres ordløse blikke. Jeg sender dem et fingerkys og går videre ned af vejen og ind i skoven.

Jeg er nødt til at skrive

Senere samme aften skriver jeg i min bog. Det sker i sengen, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er nødt til at skrive og jeg fortæller mig selv og siderne, hvordan jeg savner mig selv, når jeg ikke skriver. Mine ord er vigtige for mig, de er min måde at skabe forbindelse og forankring på. Her forbinder jeg mig til fortællingens kraft og tager imod det, der har simret og været undervejs. Jeg fortæller om min taknemmelighed over at være tilbage på det sted i Sverige, hvor jeg føler mig hjemme og forbundet med landskabet, bakkerne og de mange fugle i luften. Hvor de hvide køer vandrer i månelyset og det gamle hus har åbnet sine døre og sit hjerte for os. For en stund.

Jeg nyder og jeg sanker. Det skriver jeg, mens tiden løber som sand gennem mine fingre og mine læber nynner en fuldmånesang.

”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –

Vandreturene i skoven og på stranden ved Østersøen, hvor bølgerne bruser mod land og skænker mig fortællinger. Landskabet forandrer sig hele tiden, mens vi er her, efterårsfarverne bliver mere markante og flere blade falmer. Men egentlig falmer de vel ikke, for de rødorange farver bliver kraftigere og skinner i sollyset. Solen, som holder sig lidt tilbage og giver plads til skyer, regn og rusk. Grenene fra busken udenfor banker mod vinduet og vinden danser.

Åh efterår, jeg giver slip

“Åh efterår, jeg giver slip”, siger jeg til mig selv, mens jeg vandrer og lader landskabet opsluge mig. For hvert skridt giver jeg slip, lægger sommeren bag mig, alt det, jeg ikke skal have med mig videre og som bare tynger og gør mig svag. Jeg giver slip. Det bliver et mantra, som snart synger sig selv, jeg behøver bare at gå. Følelsen følger mig, dyb og markant, mens jeg lader naturen vise vej. Mine støvler træder på våde blade og nedfaldne kastanjer. Farverne glimter i regndråberne, rød, gul og orange. En glente letter fra et træ og svæver ud over stengærdet, jeg følger den med øjnene, mens den sejler over marken og forsvinder. Jeg giver slip.

Jeg lader gå. For hvert skridt, hvert blad og hver en tanke. Og vinden hjælper gerne til, flere dage blæser det kraftigt og jeg er taknemmelig for den gode frakke, jeg har taget med. Snart er det hue og vantetid igen.

Jeg går, jeg slipper, jeg nyder og sanker. Måske skriver jeg ikke så meget, mens vi er i Sverige, men på vandreturene bliver jeg igen bevidst om, at noget alligevel sker og at processen arbejder i mig. De hvide køer i månelys, de bløde bakker og glenterne. Jeg hører hende hviske, der er poesi og jeg overvældes af store følelser. Det er efterår. Tid til at give slip.

Jeg slipper og bliver lettere. Som dagene går, kommer jeg i bedre vandreform og får blod på tanden. Jeg elsker at gå, jeg vil gå mere, længere, dybere ind i skoven og længere op på bakken. Jeg tæller både skridt og velsignelser.

Hver morgen siger jeg tak for den nye dag og indånder den friske luft, mens solen rødmer i øst og køerne træder ud i lyset. Sætter vand over til kaffe og dækker morgenbordet. Det er tidligt, vi sover ikke længe, hvalpen som nu er seks måneder gammel, vækker os ved syv-tiden og vi står op. Med glæde. For hjertet er fuld af forventning, nye skridt venter, mens den gode kaffe dufter og fylder køkkenet med fryd.

Fra min stol ved spisebordet har jeg udsigt over markerne. Jeg dvæler, betragter, men mærker så pludselig et velkendt stik af sørgmodighed, da jeg kommer i tanke om det tidspunkt, hvor vi igen må pakke bilen og drage hjem. “Stop tiden nu”, siger jeg næsten højt og slår i bordet som om det skulle nytte. “Jeg vil bare blive her med kaffe og udsigt. Vandre, sanke, nyde.”

Inspirationen danser i efterårssolen

Jeg leger med tanker om skriveferier og retreats i det svenske. Inspirationen danser i efterårssolen og kaster lange skygger. Mørket kommer tidligt, vi tænder stearinlys og laver mad i den blå støbejernsgryde. Jeg ser, dufter og fornemmer, noget kildrer i mig, frydes og forundres. Og hun er dér. Min indre fortællerske. Hendes stemme er som krydderier, der forsigtigt kastes i gryden og giver smag og kraft. Noget er undervejs, men det er ikke klar endnu.

Det sker senere, da jeg igen vandrer i området over bakkerne og ind i skoven. Det har regnet, luften er tyk af fugt og efterår. Mine støvler sætter spor i det våde mudder og egetræet slipper sine agern. De rammer mig som små stød af erindring og læring. Giv nu slip.

At slippe de gode stunder

“Det er ikke kun alt det, som tynger dig, du nu skal slippe”, hvisker hun. “Du skal også være parat til slippe de gode stunder. Som disse. Give slip på de hvide køer i månelyset og glenterne over marken. Landskabet, de bløde bakker, stengærdet og kastanjerne. Sig farvel. Tag afsked med de fine stunder ved køkkenbordet, maden, vinen, kaffen og samtalerne i stearinlysets skær. Følelsen af tid, for den er snart gået, din tid her og du skal hjem igen. Giv slip. Du skal også slippe de gode stunder. Alt det, som gjorde dig godt.”

Modstanden vokser i mig og bygger en mur af uigennemtrængelighed. Jeg vil ikke høre det, jeg holder mig for ørerne, mens jeg klamrer mig til synet af de hvide køer og månelyset. De sover udenfor mit soveværelsesvindue, køerne. Det er trygt og ganske magisk.

Forstår hun budskabet, fortællersken bag ruden?

Det sidste jeg gør, inden jeg lægger mig til at sove og lukker øjnene, er at se ud på køerne, der lyser som spøgelser i fuldmånens skær. Poesien danser og smyger sig som røg fra mosekonens bryg. Og jeg er en del af den fortælling, kvinden bag ruden, fortællersken, som suger til sig og gør sig klar. Uden hastværk, uden at presse. Opmærksom, årvågen og nysgerrig. Hun forstår instinktivt, at alting har sin tid og at fortællinger sagtens kan simre et stykket tid, inden de er klar til at blive skrevet.

Men forstår hun også budskabet om at give slip? Og kan hun slippe alt det gode og fine, som hun blev skænket, køerne, glenterne, bakkerne, kaffen og de fortrolige stunder ved køkkenbordet, mens tusmørket faldt på? Kan hun give slip på sig selv, den kvinde, hun er lige nu, mens hun er her?

”Time, she knows, grows short. Nothing seems endless anymore. Her life grows full of endings: parents and friends die, animals she has loved disappear in a gasp, dreams fade beyond reclaiming. She does not recognize, when the deaths start, that fall has begun. But later, she will remember: After that one it was never the same. Never again will she hold a living body without knowing the fragility of its life, the closeness of its death.”
– Patricia Monaghan, Seasons of the Witch –

Skrøbeligt, det er så skrøbeligt, det liv, jamrer hun og indser, at stemmen har ret. Noget i hende ved det allerede, selvom hun begræder afskeden og det tidspunkt, hvor huset forsvinder bag hende i regndisen og gribes af fortiden.

Det er rodenergiens tid

Træet slipper sine frugter, sine blade og det, der var liv. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Det er rodenergiens tid nu. Alting dør udenpå og noget i hende dør også, da hun vinker farvel til de hvide køer og egetræet i skellet. Planter og korn er for længst blevet høstet og det, der er tilbage, begynder at visne og forrådne. Også det gives tilbage til jorden. Frugterne rådner, så deres frø kan blive sat fri og hvile under jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planteren gennem sommeren og høsten, vil snart blive lagret i rødderne.

Mørket kalder mig hjem

Mørket kalder mig hjem. Og jeg besvarer mørkets kald ved at trække mig tilbage og hengive mig til den tid, som er nu. Den kommende vinter, hvor det handler om indre vækst, refleksion og hvile.

Så jeg lader det hele gå. Med smerte i hjertet og tårer i øjnene, for jeg er jo bare et menneske. En kvinde, som for en stund blev en del af det bakkede landskab og de åbne vidder, som hilste på køerne og svævede med glenterne over marken. Som dansede i månelyset og sang sin månesang. En sang, hun ikke kendte, før den flød fra hendes læber og som en dyb tone af genklang svævede ud over bakkerne som en anden fugl.

En kvinde, som vandrede ved havet og satte spor, der igen blev taget af bølgerne og bragt tilbage til havet. En cirkel, en cyklus, et farvel. En kvinde, som kiggede ud af vinduet ved midnat og så mosekonen brygge i måneskin og hvide køer danse. En kvinde, som spejlede sig i magien og som lærte, at hun også må give slip på de gode stunder og alt det, hun elsker så højt, for virkelig at blive fri.

Og nu kalder mørket mig hjem.

Billeder og ord fra min egen skriverejse, oktober 2017 – Lene Frandsen

Skrivelyst og længsel? Vintercirklen starter den 9. november og der stadig ledige pladser.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i egne omgivelser og skal ikke ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at komme et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet.

I Vintercirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Du finder ro og fordybelse i dit skriverum gennem vinteren. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

Vintercirklen er for kvinder i alle aldre uanset skrivende forudsætninger.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Du får uglerabat og sparer 100 kr. ved tilmelding senest den 17. oktober. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Samhain og i mørkets tegn.
Skriveworkshoppen finder sted i Skrivehuset v. Ringsted den 31. oktober kl. 10 og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med på en ganske særlig skrivedag for sjælen. Klik på billedet for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Fortællersken

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel. Vi starter den 20. november. Der er kun plads til 12 kvinder i skrivecirklen, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være med. Flere har allerede tilmeldt sig.

Du finder invitation og detaljer her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene