Når skrivelængslen kalder
Der er stille, frosten ligger som hårdt sukker strøet over plænen og den sti, hvor hunden og jeg går tur. Mandag igen, men ikke en almindelig en af slagsne, for ingenting er som det plejer at være. Den aftagende fase har brugt os tæt på månen, den mørke, og fra hendes skød hører jeg et... Continue Reading →
Det kan synes som en ubetydelig del af den kreative skriveproces, men faktisk er det helt essentielt, at du som fortællerske eller skribent lærer dig selv at holde gode pauser. Jeg fortalte lidt om det i Myten om Skrivflow, for det er en naturlig og uundgåelig del af den kreative proces at støde på tomrum,... Continue Reading →
”Our time is hungry in spirit. In some unnoticed way we have managed to inflict severe surgery on ourselves. We have separated soul from experience, become utterly taken up with the outside world and allowed the interior life to shrink. Like a stream that disappears underground, there remains on the surface only the slightest trickle.... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er... Continue Reading →
Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 