Uglen og Beltain

Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt, at uglen tilhører natten og at natten er hendes. Hun er den, der kender den anden side af sandheden og hun er ofte afbilledet med månen lysende bag sig.

Mørket er hendes ven

Hun er ikke bange for mørket, mørket er hendes ven. Hendes univers. Derfor undrede det mig noget, at hun pludselig kom anstigende på smukke vinger og aflagde mig et morgenbesøg. Men selvfølgelig, det var jo fuldmåne. I nat.

Der er i sandhed vendt op og ned på ting og sager i disse dage og det, jeg troede jeg vidste, må jeg give slip på og lade gå. Alt er tilsyneladende. Åh!

Jeg havde måske forventet ørnen. Eller ravnen, kragen eller endda den røde glente, som har cirkuleret udenfor mine vinduer i den forgangne uge og lavet flyveopvisning. Men ikke uglen. Det er jo slet ikke hendes tid og tidspunkt og … jeg sank en klump ængstelse og slog gæstfrit ud med armene.

”Det er morgen” udbrød jeg. ”Det er morgen, lyset er for længst stået op og ja, så er det jo faktisk forår. Og Beltain. Hvad skylder jeg æren, kære ugle? Jeg troede faktisk, at du hørte natten til?”

Hun ser på mig gennem sine runde øjne, blikket hviler bare i mit. Ikke en lyd kommer ud af hendes næb. I øvrigt kom hun flyvende på samme lydløse facon, gjorde ikke stor stads af sig. For at sige det, som det er, kom hun bag på mig. Forfra. Gennem vinduet, mens tunge regnskyer sejlede over himlen og April slog en skælmsk slag med halen, mens hun på bedste havfruevis svømmede forbi og trak på skuldrene.

Sometimes it snows in April
– Prince – 

Igen denne følelse af, at alting er vendt på hovedet og ingenting er som det ser ud til.

Tøbrud

Jeg sukker lidt og forsøger at lade være med at blinke, mens uglen og jeg stirrer på hinanden. Jo mere, jeg ser på hende, jo mere rørt bliver jeg. Noget i mig begynder at skælve, først som at blive vækket af blide kys ved daggry, men siden som en decideret rystelse. Tårn og tøbrud! Ja, det er sådan, det føles. Som is, der tør. De store isblokke, som har holdt mig fastfrossen, smelter og risler nu som en kilde gennem mig.

Har hun ikke tænkt sig at sige noget, uglen? Jeg er både bange, nysgerrig og utålmodig på samme tid. Hvor længe skal jeg kigge ind i hendes blik uden at vide? Hun ser bare igennem mig. Ser alt. Hun ved og tilsyneladende er hun ikke spor påvirket af min tilstand. Ængstelse og eventyr risler igennem mig i nogenlunde lige store doser.

”Fortæl, søde ugle, fortæl. Hvad har du på hjerte, hvorfor er du landet i min stue? Jeg har sådan en stærk følelse af, at du ved noget, som jeg ikke gør og at du kan afsløre hemmeligheder, der har været gemt alt for længe. Ting, som jeg har holdt skjult for mig selv og ja. Hvad ved jeg?”

Hun trækker på smilebåndet, for det kan ugler godt. Fastholder blikket, men blinker så langsomt med øjnene og ser endelig ud til at ville kommunikere verbalt. Hun er brun, hvid og gylden, hendes fjer er holdt i jordfarver og det hvide tegner kontraster. Pludselig får jeg øje på symboler i hendes fjerdragt, som jeg ikke så før, små tegn og … jeg svømmer lidt væk, men så kaldes jeg tilbage ved lyden af hendes sprøde stemme.

Og så taler hun engelsk! 

”Once there was and once there was not”. Det siger hun. Ja, uglen taler engelsk. Og jeg har ikke tænkt mig at oversætte for dig her, jeg håber at du forstår, for jeg er nødt til bare at følge med og lade historien risle igennem mig. Noget er sket, en dør er blevet åbnet på vid gab. Men hun kan åbenbart også dansk, for pludselig slår hun over og … ligner hun ikke Karen Blixen? Hun lyder i hvert fald sådan.

“I had a farm in Africa at the foot of the Ngong Hills. The Equator runs across these highlands, a hundred miles to the north, and the farm lay at an altitude of over six thousand feet. In the day-time you felt that you had got high up; near to the sun, but the early mornings and evenings were limpid and restful, and the nights were cold.”
(Karen Blixen)

Nye tider er på vej

”Nye tider er på vej. Intet er som det ser ud til at være. Du tror, at ugler hører natten til og at mørket kun findes om vinteren. At du nu kender årstiderne og har styr på, hvordan det hele forholder sig. At du ikke længere kan blive overrasket, fordi du gentagne gange har skrevet dig gennem årshjulet, forankret dig i de kraftfulde tidspunkter, fejret, mærket, danset og bedt. Men sådan forholder det sig ikke. Vel?

En ægte troldkvinde diskuterer ikke med forstanden

Du ved, men du ved ikke. Du ser, men hvad er det egentlig, du ser? Er det tankernes billede af, hvordan verden forholder sig eller er du kommet så langt på din rejse, at du har erkendt, at en ægte troldkvinde slet ikke diskuterer med forstanden? Alle diskussioner opstår af tanker, de finder sted i sindet og troldkvinden tænker ikke. Hun ser. Og det er nøglen til det mirakuløse, for alt, hvad du ser i din indre verden, vil du give lyd og billede i den ydre.

Kunsten er at lære at se i stedet for at tænke. Og du ser jo, så hvorfor lade som om at du ikke gør? Du skjuler dig stadig. Derfor kommer jeg til dig på en forårsdag.

Nu lyder hun pludselig lidt som Deepak Chopra, har jeg ikke hørt ham sige det om troldemænd og tanker før? Troldmandens Lære? Her er det jo så bare troldkvinder, det handler om. Forvirringen bruser over som en sodavand, man åbner efter at have rystet den først.

”Jeg er forvirret” hører jeg mig selv sige. I det mindste er jeg da ærlig.

Jeg lever i bedste velgående på alle årstider

”Du spurgte mig om, hvorfor jeg kom til dig om dagen. Fordi du sover om natten. Du spørger mig, hvorfor jeg ikke venter med at dukke op, til det bliver vinter igen og det ligesom er min tid. Så kan du bedre sætte mig i bås og tænke: Så, nu ved jeg, hvor jeg har hende. Uglen. Den vise kvinde, heksen eller hende, der ved. Kald mig hvad du vil. Jeg lever i bedste velgående på alle årstider og i øvrigt hedder jeg Srona.”

”Dejligt at hilse på dig, Srona. Du er velkommen. Og hvis jeg forstår dig ret, fortæller du mig at alting er tilsyneladende og at mine tanker, mit sind, har skabt et billede af en verden, som langt fra er den verden, der egentlig er? Eller kunne være? Bag det tilsyneladende? Er det det, du mener?”

Så fisker jeg igen

Fiske, fiske, fiske. Jeg vil jo så gerne fange et eller andet, for både forvirring og ugle følger efter en periode med tomrum og en symbolsk vinter, der fik tænderne til at klapre.

Ugletid og Beltain

Det er nu, det er Beltain, tidspunktet, hvor foråret kulminerer, er på sit højdepunkt og vi danser og tænder bål på markerne for at fejre foråret, frodighed og vitalitet. Livskraft. Tidspunktet fejres i øvrigt også på Valborgsaften, men det er en helt anden historie.

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Hvad laver ugler egentlig om sommeren?

”Hvad laver ugler egentlig om sommeren?” spørger jeg så, for Srona siger ikke noget og min tålmodighed er næsten sluppet op. Nysgerrigheden svirrer som en dansemyg.

A wise old owl lived in an oak
The more he saw the less he spoke
The less he spoke the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?
– Old English Nursery Rhyme –

Hvad laver ugler om sommeren?

”Ja, hvad laver ugler egentlig om sommeren?” gentager hun og blinker til mig. ”Det kan du jo tænke lidt over. Og så kan du jo fortælle alle de kvinder, som læser med her, at sommerens fortællinger og energiarbejde er stærkt undervurderet. Der er så meget saft, kraft og underfundighed i det, man håber, vil blive en eng fuld af solskin og lethed.

Men letheden kan først rigtig nydes, når man bærer alle årstider i sit skød. Følger sin egen cyklus, rytme og ved, at den vise kvinde aldrig sover. At hun forvandler sig alt efter omstændighederne og at hun altid lever i bedste velgående og i dig selv, selvom du forkaster hende og sender hende bort.

Hun er dér på alle tidspunkter af døgnet og i alle årstider. Hun skifter karakter, energi og ja, hun har mange fortællinger og skikkelser. Hun forvandler og forvandles.

Få sommerens gave med jer

“Men glem ikke at få sommerens gave med jer, hvis I virkelig mener det. For tiden er inde. Verdens fortællersker må vækkes og komme frem af deres musehuller, hvor de krøb sammen og skjulte sig for omverdenen.

Du får brug for din indre kærlighedsstyrke

De urgamle fortællinger lever endnu, eventyret danser mellem linjerne og ingenting er, som det ser ud. Tag din kraft og styrke tilbage og gør dig ikke mindre, end du er. Du får brug for den. Din indre kærlighedsstyrke. Lad kreativiteten risle gennem dig og giv dig selv af det, du har brug for og som styrker og gør dig godt. Og lad historiemedicinen være din daglige vitaminpille”

Farewell Srona (jeg håber, at du snart kommer igen)

Så flyver hun. Vender sig om, letter på lydløse vinger og svæver forbavsende langsomt væk fra min synsvinkel og ind i krattet af brændenælder, æble- og lindetræer. Hun flyver fra øst mod syd og følger lyset på sin vej videre gennem dagen. Langsomt.

”Farewell Srona”, hvisker jeg med et suk. Og tak”.

Er du introvert som jeg? Så giv dig selv en sommergave …

Introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?

Lad dig forankre i sommerens energi og find ro og retning gennem ordene

I 2018 udgår Sommercirklen til fordel for Between Stories, som er et online eSkrivekursus for kvinder på livets tærskler. Vær med og skab et godgørende rum til indre fordybelse og sommerord.

Between Stories er et nyt eSkrivekursus for dig, som står i et mellemrum eller på en tærskel i livet. For dig som er “between stories” eller for dig, som gerne vil i gang med at skrive og have inspiration og hjælp til at komme i gang.

Lad dit skrivearbejde være sjælearbejde

Sommerens energiarbejde er vigtigt og ofte undervurderet, fordi vi sjældent giver os tid eller skaber stille rum, hvor vi kan lytte. Men gør vi det, vil vi blive beriget.

Between Stories starter den 15. maj og vil skænke dig ugebreve med skriveafsæt, inspiration, spørgsmål til refleksion, inspirerende citater og andet, som vil fodre din skriveproces og give dig mulighed for at skrive dig ind. De fleste skriveafsæt er forankret i sommeren og i pagt med årshjulet. Du har også mulighed for at konsultere mig som skrivecoach for at få hjælp og støtte til din skriveproces.

Offline og svøbt i fordybelse

Jeg har en intention om at ære tiden off-line og gøre det muligt for dig at logge helt af, når du har modtaget den ugentlige e-mail fra mig med skriveafsæt, inspiration, spørgsmål til proces og refleksion og fordybe dig. Ære dit mellemrum og din tærskel og skrive dig ind.

Du kan tage forløbet med på ferie og ud i naturen. Skriv gerne i hånden og i den skrivebog, som du har dedikeret til forløbet. Som altid vil du, når du deltager i et forløb hos mig, opleve at naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle.

Læs mere om Between Stories forløbet i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og der er en plads til dig, hvis du ønsker dig det.

Skriv din sommer. Skriv din sjæl.

Kærlig hilsen
Lene