Skriv din sommer, skriv din sjæl

Det er altid en gave at kunne skrive om det. Hvad end der sker i livet er dér et sted, hvor der kan sættes ord på. Tanker, følelser og impulser. Mulighed for bare at skrive og vide, at nogen lytter.

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er.

Vi sidder med os selv

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme.

Vi giver os selv lov til at skrive det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og tilsyneladende meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:
“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.” 

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og guide os på vores vej. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen anstrengelser. De flyder og risler som små kilder, floder eller bruser som vandfald og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv om det

”Skriv om det” siger den stille stemme med noter af duftende kærlighed. Jeg ved, at det er hende. Der er ingen tvivl, hun synger som en fugl dybt i mig, så jeg sætter mig og lytter. ”Fortæl, at det handler om at blive ved. Det handler om igen og igen at møde op og at ville det. Tro på det. Og at have tillid til det. Måske er der dage, hvor det ikke flyder helt så let, hvor modstanden og frygten er stor, men det hører med. Det betyder ikke, at vi ikke kan eller skal skrive.

Vi skriver os gennem dage og nætter, de lette og de tunge, vi skriver os gennem dale og over bjerge. Vi skriver i alt slags vejr, gennem sneen, tågen og regndisen. Og vi skriver på sommerdage, hvor vores hjerter er fulde af solskinsord. Vi skriver visdommen og vi skriver sandheden. Vores sandhed. Vi skriver træer, fugle og årstider. Ja, vi skriver os gennem det hele uden at have en mening om at det ene er bedre end det andet. Vi skriver sårene og sorgen, for vi dypper altid pennen i det, der er. Undervejs opdager vi så, at det, der er, ofte er meget anderledes end vi troede det var.”

Skrivning som et redskab, transportmiddel OG som medicin

Du betror dig til papiret. Papiret lytter. Papiret spejler dig med dine egne ord. Ordene er vigtige, de er nemlig fulde af energi og når du lytter og lader din sjæls ord komme op til overfladen, kan du mærke den. Genklangen. Sødmen. Kærligheden. Selv det tunge og svære får en anden lyd, når det kommer fra et sted dybt i dig. Det er dine ord. Kærlighedsord fra din sjæl til dig.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Du kan skrive dig til klarhed

Du kan bruge skrivningen som en slags kortlægning af dit liv. Du kan skrive dig til klarhed. Med ordene tegner du et landkort over dit liv og du ser alle byerne og landskaberne dér: Glæder, sorger, grænser, frygt, modstand, guldminer og genvordigheder. Undervejs opdager du noget, som du måske ikke havde set eller troet på før. Du er slet ikke magtesløs. Du har valgmuligheder, for det står der sort på hvidt og du har selv skrevet det. Desuden får du ofte at vide hvilke valgmuligheder, du har. Du får øje på det undervejs og du mærker, at du egentlig godt ved besked.

“Den måde, man beskriver og forstår sit liv på, at er i sidste instans uløseligt forbundet med den måde, man lever det på”, siger terapeut og skrivemanuduktør Mandy Aftel. Man er i direkte betydning sit eget livs forfatter. Det kan jeg i øvrigt selv skrive under på. Jeg har skrevet mit liv og skrevet det om. Ord for ord.

Du kan ikke tænke dig til det

“I begin with an idea and it becomes something else”, sagde Pablo Picasso. Det er ofte sådan, det er. Når vi forlader hovedet og skriver os ind I krop og sjæl, når vi giver slip på kontrollen og følger med ordene, den vej de nu leder os, begynder der at ske ting og sager. Den ide, vi måske lagde ud med, forvandles undervejs. Noget nyt opstår og ofte hænder det faktisk, at vi møder en helt ny ide eller fortælling et sted på skriverejsen. Inspirationen dukker op undervejs. Vi kan ikke tænke os til det.

Skriverejsen vil forvandle dig

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen, du kan virkelig ikke tænke dig til det. Stol på processen, gå i tillid og nysgerrighed og begynd så at skrive. Tillad dig selv at blive overrasket. Skriverejsen vil forvandle dig, ord for ord. Tillid til processen er endnu en nøgle.

Between Stories 2

Between Stories – 
et online skriveforløb for kvinder i mellemrum og på livets tærskler

Between Stories er et nyt eSkrivekursus for dig, som står i et mellemrum eller på en tærskel i livet. For dig som er “between stories” eller for dig, som gerne vil i gang med at skrive og have inspiration og hjælp til at komme i gang.

Lad dit skrivearbejde være sjælearbejde

Sommerens energiarbejde er vigtigt og ofte undervurderet, fordi vi sjældent giver os tid eller skaber stille rum, hvor vi kan lytte. Men gør vi det, vil vi blive beriget.

Between Stories starter den 15. maj og vil skænke dig ugebreve med skriveafsæt, inspiration, spørgsmål til refleksion, inspirerende citater og andet, som vil fodre din skriveproces og give dig mulighed for at skrive dig ind. De fleste skriveafsæt er forankret i sommeren og i pagt med årshjulet. Du har også mulighed for at konsultere mig som skrivecoach for at få hjælp og støtte til din skriveproces.

Between Stories erstatter Sommercirklen i år.

Offline og svøbt i fordybelse

Jeg har en intention om at ære tiden off-line og gøre det muligt for dig at logge helt af, når du har modtaget den ugentlige e-mail fra mig med skriveafsæt, inspiration, spørgsmål til proces og refleksion og fordybe dig. Ære dit mellemrum og din tærskel og skrive dig ind.

Du kan tage forløbet med på ferie og ud i naturen. Skriv gerne i hånden og i den skrivebog, som du har dedikeret til forløbet. Som altid vil du, når du deltager i et forløb hos mig, opleve at naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle.

Læs mere om Between Stories forløbet i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og der er en plads til dig, hvis du ønsker dig det.

Skriv din sommer. Skriv din sjæl.

Kærlig hilsen
Lene

2 thoughts on “Skriv din sommer, skriv din sjæl

Add yours

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: