Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg bader i havet, men jeg fryser og fortryder at jeg stod op og gik herned. Der var lunt under dynen og jeg sov dårligt i nat. Det småregner, luften er kølig og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro at det var efterår. Det gør noget ved mig. Min krop er ikke færdig med... Continue Reading →
Ved nymåne finjusterer jeg min intention. Jeg ved, at det kræver mod at blive på pensionatet og fortsat deltage i Gwyneths subtile undervisning. Det er op til mig, hvad jeg vil have ud af undervisningen. Med svanen som frænde falder jeg i dyb søvn og svømmer i et hav af drømme. Ulven kommer til mig... Continue Reading →
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
Det er et spørgsmål om at lytte. Du hører med pennen, mens du skriver dig ind. Du skal ikke tænke og regne den ud, du følger det dybe flow bag mylderet af tanker. Lad sangen synge dig. Den kunst kan du lære at mestre. Din intuition er stærkere end du tror. Af ord er du... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →
”Du får brug for alle sider af dig selv. Alle dine kvinder.” Ravnen, der siges at være sort som natten, lander på en gren i det krogede æbletræ. De sidste frugter ligger på jorden, dufter af forfald og æblesnaps. ”Rodenergiens Calvados” fniser hun og en gren flækker af grin i vinden. Jeg føler mig godt... Continue Reading →
Når den gamle eg taler, bliver alle stille. Skoven lytter. Stemmen er dyb og dragende, men ikke alle kan høre. Mennesker vrimler ind og ud af skoven. De cykler, de løber, de taler højlydt og trasker over tæppet af nedfaldne grene og blade. Det havde jeg ikke set komme. Each hentede mig ved daggry og... Continue Reading →
“Steady and slow. Breathe and flow.” Jeg husker sidste sommer ved det magiske vandhul og får lyst til at genlæse de fortællinger, som opstod dér. Møderne med Losgann, den vise frø, som lærte mig om sensitivitetens styrke. Nu får jeg lejlighed til at takke ham, han sidder i vandkanten og synger sin sang. Kvækha! Det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 