Tranesang

Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →

Alle dine kvinder

”Du får brug for alle sider af dig selv. Alle dine kvinder.” Ravnen, der siges at være sort som natten, lander på en gren i det krogede æbletræ. De sidste frugter ligger på jorden, dufter af forfald og æblesnaps. ”Rodenergiens Calvados” fniser hun og en gren flækker af grin i vinden. Jeg føler mig godt... Continue Reading →

Når den gamle eg taler

Når den gamle eg taler, bliver alle stille. Skoven lytter. Stemmen er dyb og dragende, men ikke alle kan høre. Mennesker vrimler ind og ud af skoven. De cykler, de løber, de taler højlydt og trasker over tæppet af nedfaldne grene og blade. Det havde jeg ikke set komme. Each hentede mig ved daggry og... Continue Reading →

Når du lytter

“Steady and slow. Breathe and flow.” Jeg husker sidste sommer ved det magiske vandhul og får lyst til at genlæse de fortællinger, som opstod dér. Møderne med Losgann, den vise frø, som lærte mig om sensitivitetens styrke. Nu får jeg lejlighed til at takke ham, han sidder i vandkanten og synger sin sang. Kvækha! Det... Continue Reading →

Hvad høgen fortalte

“Don´t be afraid to take charge or use your voice. Be strong.” I dag handler fortællingen om en høg. Sandheden er, at Høgen er en ganske sjælden gæst i min sfære og derfor er nysgerrigheden så meget desto større. En skygge får liv og lys, da han letter fra taget tæt på skorstenen og kredser... Continue Reading →

Landet mellem årstider

Solen skinner gavmildt, frost dækker land. Dagen er ny. God søvn har gjort mig rolig og jeg ser med nye øjne. Sådan her ønsker jeg mig, at det skal være. Livet. Men dage og nætter er ikke ens og jeg må tillade den skiftende rytme og min energi ditto. Marts er en bro mellem vinter... Continue Reading →

God rejse, min ven

Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →

En ven

Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →

Den hvide ravn

Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →

Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑