De nye løfters land

På julis 16. dag indvier jeg en ny skrivebog. Endelig kan jeg træde fra tærsklen og ind i en ny begyndelse. Jeg tøver lidt, uvidende om næste skridt og pennestrøg, men det sker næsten helt af sig selv. Jeg skal bare holde pennen. En streg i sandet og fodspor, som viskes bort af bølgerne på... Continue Reading →

Kompasset

Stille glider pennen over papiret og fanger de første ord. Hun er blot hende som holder pennen. Ord former sig og bliver til sætninger og dagens tekst folder sig ud. Hun lader sig guide af ord og fortællinger årshjulet rundt. Hun skriver fra det spæde forår og helt ind i vinterens favn. Hun får fat... Continue Reading →

Birkedalen

Jeg har lyden af birk med hjem, de sølvklædte stammer står stærkt i mit indre. Birk var der hele tiden som en påmindelse og en invitation og nu ser jeg det pludselig. Birkedalen er et sted på mit magiske landkort, et sted for nye begyndelser. En klynge af træer med en smal sti i midten... Continue Reading →

Kærlighedsvogteren

“Jeg har en opgave til dig i dag” siger han nøgtern og lander ubesværet på en gren. Jeg må knibe øjnene sammen for at se ham, blødt sollys danser mellem grenene og synet må indstilles et sted mellem lys og mørke. ”En opgave?” spørger jeg med lige dele spænding og ugidelighed. Endelig har jeg sovet... Continue Reading →

De glemte fortællinger

"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →

Primula Vej

Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →

Lyspunktet

Det er en af de morgener, hvor stilheden spiller førsteviolin. Den og så solsorten. Frosten ligger som en knitrende hvid løber, da vi begiver os af sted på morgentur, hunden og jeg. Vi går langsomt og snuser til verden omkring os. De små brændenældeskud har vokset sig større og taler i munden på hinanden. En... Continue Reading →

Kvækha

“Det er et spændende tidspunkt på min rejse” fortæller hun frøen, som kvækker kvæder i den tidlige morgen. Dér ved vandhullet mødes de, kvinde og frø i magiske øjeblikke. Han er hendes frænde i dag og en af dem, der bedst underviser hende i, hvordan hendes sensitivitet kan blive hendes styrke. ”Du får brug for... Continue Reading →

Ventetræet

Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →

Haren og den gamle låge

Det er som vinter igen. Frosten knitrer under skosålerne og vinden bærer is. Kolde åndedrag i den tidlige morgen. Her møder jeg ham ved solopgang og under rødmende himmel. Håb er kommet tilbage, ikke højrøstet og frembrusende, men stille og forsigtigt. Håb er genert. Og han repræsenterer det håb, fortæller han, mens vi følges over... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑