Primula Vej

Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →

Lyspunktet

Det er en af de morgener, hvor stilheden spiller førsteviolin. Den og så solsorten. Frosten ligger som en knitrende hvid løber, da vi begiver os af sted på morgentur, hunden og jeg. Vi går langsomt og snuser til verden omkring os. De små brændenældeskud har vokset sig større og taler i munden på hinanden. En... Continue Reading →

Kvækha

“Det er et spændende tidspunkt på min rejse” fortæller hun frøen, som kvækker kvæder i den tidlige morgen. Dér ved vandhullet mødes de, kvinde og frø i magiske øjeblikke. Han er hendes frænde i dag og en af dem, der bedst underviser hende i, hvordan hendes sensitivitet kan blive hendes styrke. ”Du får brug for... Continue Reading →

Ventetræet

Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →

Haren og den gamle låge

Det er som vinter igen. Frosten knitrer under skosålerne og vinden bærer is. Kolde åndedrag i den tidlige morgen. Her møder jeg ham ved solopgang og under rødmende himmel. Håb er kommet tilbage, ikke højrøstet og frembrusende, men stille og forsigtigt. Håb er genert. Og han repræsenterer det håb, fortæller han, mens vi følges over... Continue Reading →

Hende der spørger

Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →

På tærsklen mødte jeg haren

Det er bare mig i dag. Mig, pennen, skrivebog og blafrende stearinlys. Den første sol finder vej gennem skrivestuens vinduer og støv kommer til syne. ”Dust if you must” hører jeg en hæs stemme sige på engelsk for så at slå over i dansk. Haren kan mange sprog. ”Som ude så inde, skønne kvinde”. Det... Continue Reading →

Mirabellesang

Måske er det forår, men det også vinter. Vinter på tærsklen. Denne tid strider imod dit instinkt, siger du, men forholder det sig egentlig sådan? I dag vil jeg invitere dig på en indre retræte og vise dig noget, du har overset i bunken af frygt og bekymringer. Det ligger dér og glimter som guld... Continue Reading →

Lille Uro og historiemedicinen

Trust … and all will be revealed. Jeg går morgentur med Lille Uro ved min side. Hun insisterer og nægter at forlade mig. Der er kun ét at gøre, at acceptere hende og hendes følgeskab som den skygge, der danser mellem træer på solskinsdage. I dag er det gråvejr og stille regn siler. Vi går... Continue Reading →

Det findes ikke uden

Trust … all will be revealed Tillid, det er mit ord til dig i dag. Gennem natten i fuldmånens mælkehvide land, slingrende søvn og en følelse af at synke i kviksand. Men du har faktisk taget vigtige skridt og der er ingen vej tilbage. En dør er smækket bag dig og nu står du her... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑