Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
På et tidspunkt satte jeg foden på bremsen. Hertil og ikke længere. Men det undrede mig, for mit køretøj standsede ikke brat. Det, jeg troede, jeg havde sat en stopper for, blev ved og tiltog endda på et tidspunkt. Måske var jeg blevet fartblind? Så en nat under Haremånen kom det til mig. Jeg huskede... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
”Du vidste det ikke og du skulle heller ikke vide det. Men du vidste, at noget skulle være anderledes, da du først begyndte at rette og redigere i detektivfasen af din bogskrivning. Du vidste, du vidste bare ikke hvad. Og det slog dig lidt ud, så du lagde dit skriveprojekt væk for en stund. Indtil... Continue Reading →
Da jeg vågnede tidligt i morges, lå jeg og lyttede til fuglenes sang. Jeg var stille indeni og kunne fornemme morgenens dans, der udspillede sig udenfor. Hvilken salig ro. Min første tanke var, hvor befriende det dog ville være at slippe det hele og bare levet livet fra øjeblik til øjeblik. Alt det, vi holder fast... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 