Bare vi vågner

Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension.

Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid gab. Jeg trådte gennem døren ud i lyset og satte mig på terrassen med min kaffe. Stirrede ud i horisonten og fik øje på hende. Dér stod hun. Og hun er det smukkeste træ af dem alle, det har jeg altid synes, hende former og den måde, hun holder sig selv på. I sin struktur af stamme og grene, form og bevægelse, er hun er som helt liv. En kvindes liv.

Hendes rødder strækker sig dybt i jorden under den cirkel af brændenælder, der står for hendes fod.

Dér stod hun, underlig nøgen og afventende mellem to andre træer, som allerede er i fuld bladdragt. Grønne blade, skinnede blade, struttende frodighed. Mellem dem så hun nærmest fortabt ud. Et stik af bekymring ramte mig.

Har hun ikke overlevet vinteren? Har hun sagt farvel uden at tage afsked. Tankerne for igennem hovedet på mig som lys gennem en tunnel.

”Nu vil min kæreste ganske sikkert fælde hende og det kan jeg bare ikke bære. Det får han ganske enkelt ikke lov til! Er hun død, skal hun have lov til at stå der med sine … ” Jeg blev pludselig tavs, ordløs og trak vejret dybt. Og i et kort øjeblik blev jeg så stille indeni, at jeg kunne høre en anden stemme hviske. Synge. Kalde. Hendes stemme. Træets sang.

Et sent træ

”Jeg er ikke død. Jeg er bare et sent træ. Kom herover, tættere på mig, så skal du bare se.”

Jeg rejste mig uden tøven, gik ud af lågen og med lange skridt spankulerede jeg gennem stenene på gårdspladsen over til træet i skellet.

Et suk af lettelse bølgede i min krop. Jeg slog hænderne sammen af begejstring og lavede en dans på stedet. For hun er på ingen måde død. Tværtimod. Hun lever i bedste velgående, i langsomhed , accept og i majestætisk ro mellem de to andre træer, som allerede har haft blomst og nu er sprunget ud i grønt. Hendes grene er fulde af små bitte skud, livsglade og lysegrønne. Hun lever. Hun ånder. Hun er.

”Du er bare et sent træ” udbrød jeg med tårer i øjnene.

A late bloomer

”I am a late bloomer, oh yes!” Hendes stemme var blød af latter og ja, hun talte engelsk.

Vi sagde ikke mere til hinanden i går. Det behøvede vi slet ikke. Og jeg gik ikke helt tæt på og lagde armene omkring hende, som jeg egentlig havde lyst til, for hun står i en cirkel af brændenælder og jeg havde sandaler på.

I dag har jeg hilst på hende igen. Spejlet mig i hendes ro og genfundet det samme sted af ro i mig selv. Og vi har skabt forbindelse fra et nyt sted, et sted, hvor foråret, der som fortællingen som forsvandt, nu stille glider ind i sommer og bløder bratte overgange op.

Er det forår? Eller sommer? Og betyder det egentlig så meget, når vi som træet har tillid til, at alting er præcist som det skal være. At nogen af os bare blomstrer sent. Når bare vi vågner.

Når Tornerose vågner

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Sådan skrev en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen. Og når den tid kommer, hvor det gør mere ondt at lade sit lys stå under en skæppe end at lade det skinne og brænde frit, er det tid.

Det er virkelig en nærmest fysisk smerte, vi mærker. Sjælen ved, at det er tid, at vi ikke længere passer ind i vores gamle roller. De ellers så bekvemme masker må krakelere.

Vi kan ikke længere hugge en hæl og klippe en tå, gå på konstant kompromis med vores eget hjerte og gemme os bag alle de gamle historier, som definerede os. Vi er nødt til at møde op og skrive nye historier. Gennem frygt, modstand og det, vi kalder skriveblokering. Den trygge skriveblokering, som vi gemte os bag. Nu gør det ondt at gemme sig.  For det er tid.

“And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.”
– Anaïs Nin-

Skrivemor og den indre pige

En af de kvinder, jeg har haft i forløb, kaldte mig skrivemor og den titel har jeg taget til mig. For ganske ofte skal vi, når vi skriver og skaber, helt ind og have fat i vores indre pige. Det barn, vi glemte og gemte undervejs. Hun har en helt særlig nøgle til kreativitet og skriveglæde. Og hun kan åbne sjælens dør med den nøgle. Døren til det magiske legerum. Hun kan trylle.

Men ofte er hun såret, ked af det og trist, fordi vi glemte hendes umiddelbare visdom undervejs. Vi glemte at lege. Vi undertrykte hende og dermed os selv. Vores inderste. Det bedste og kærligste, vi har. Det, der gør os så godt. Dansen. Legen. Latteren. På skriverejsen tager vi hende tilbage, men ofte skal vi skrive os igennem alt det, der står i vejen og som kom på tværs. Og så dukker hun pludselig op og smelter sammen med de kvinder, vi er i dag. Den vise kvinde hånd i hånd med det indre barn.

Se, det er en kraftfuld cocktail. Det et lille mirakel, magi for både krop og sjæl og indbegrebet af det, der også kaldes kvindekraft.

Alt er nyt

På denne dag starter alt forfra. Alt er nyt. Det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Og hun er det smukkeste træ af dem alle, det har jeg altid synes, hende former og den måde, hun holder sig selv på. Struktur af stamme og grene, form og bevægelse, hun er som helt liv. En kvindes liv.

Hendes rødder strækker sig dybt i jorden under den cirkel af brændenælder, der står for hendes fod.

Jeg træder varsomt. Lytter. Sukker. Lever. Blomstrer. Nu.

Vil du med på skriverejse? Gudindecirklen starter den 8. september

I Gudindecirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen. Gudindecirklen er for kvinder i alle aldre.

Gudindecirklen er et forløb dedikeret til de kvindelige fortællinger. I forløbet får du mulighed for at møde dig selv som fortællerske og jeg lover dig, du vil blive glædelig overrasket. Du får inspiration til, hvordan du kan gribe dit skrivende forehavende an og via din intention skaber du rum og baner vej for, at fortællingens kraft kan berige og beruse dig.

På skriverejse ind i efteråret

Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen og du vil opleve, at flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud. Her får du mulighed for at forankre dig i efteråret, du bliver via ord og skriverier opmærksom på flere af de skønne detaljer, som rummer kimen til din livsglæde og du får direkte erfaring med den kreative proces i alle dens facetter.

Kom, skriv og fold din indre fortællerske ud

Er du nysgerrig? Har du fået lyst til at være med? Så kom og fold din indre fortællerske ud i et skriveforløb for sjæl og hjerte. Og husk at skrivelængsel ingen alder har. Det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Invitation til Gudindecirklen finder du i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Du er hjertelig velkommen så længe pladser haves.

Giv dig selv en dosis historiemedicin for sjæl og hjerte.

Til inspiration, læs også gerne: Historiemedicin for sjæl og hjerte

Kærlig hilsen
Lene