Når Tornerose vågner

Det tomme papir, de første ord, en dag midt i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne.

Tidspunktet for Imbolc er passeret og i det lille vildnis i haven herude boltrer erantis og vintergæk sig. Et gult tæppe med hvide stænk. Lyset er dristigt i horisonten, solen bryder igennem skyerne kun for at forsvinde igen for en stund. Stilheden er stor og i morgen er det marts. Langsomt rejser vi mod forårsjævndøgn, balancetidspunktet i naturen.

Vintercirklen lakker mod enden. Jeg smiler ved tanken om de kvinder, som nu har været på skriverejse gennem vinteren og som i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen har forankret sig i det, der er vinterens gave. Via fortællingens kraft har de rejst gennem månederne og opdaget nye sider af både sig selv og det, der før bare var en lang, mørk vinter. De har fået vinterens gave. Fortællinger er opstået og har fundet vej og mange af dem er blevet delt i det fælles rum.  Og den deling er der noget ganske magisk i, når vi altså gør det i et kærligt og støttende rum, som vi gør det i skrivecirklerne.

At dele er at helbrede

”Det er påvist videnskabeligt, at shamaner, som opfordrer deres klienter til at opføre deres drømmearbejde offentligt i form af digte, sang og dans, har en effektivitet på 80% i deres helbredelse. ”

Sådan skriver Barbara Tedlock i sin bog ”Kvinden i Shamanens Krop” og min erfaring siger mig, at det samme gælder for skrivearbejdet. Der er en forunderlig helbredelse i det at gøre sit livs fortælling og alt det mellem linjerne til noget deleligt på den ene eller anden måde. Gennem fortællingens kraft eller gennem digte og selvfølgelig sang og dans. For som Karen Hering siger det:

”Telling our stories, putting our experiences into words and poetic narratives is more than an act of artistic expression; it can be the transformation and the healing work of survival.”

Sårbarheden er essentiel

Delingen er også en vigtig del af skrivecirklerne for de, som finder modet og sårbarheden i at turde. At sige det højt og lade det fortælle. Og det kommer efterhånden, modet, når vi lærer at sårbarheden hører med. Den er essentiel.

Når Tornerose vækkes af en pen

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Skriverejsen forvandler

Jeg blev også vækket af en pen, da jeg i tidernes morgen startede på min egen skriverejse. Og skriverejsen forvandler. Ord for ord. Hvis vi altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er en forudsætning. Og når vi finder modet til at ”sige det højt”, når vi deler, så får healingen og transformationen en ekstra dimension. Vi smider et lag, en maske og vi står frem. Det gør os mere sårbare, javist, men det er i den sårbarhed at styrken vokser. Her slår vi rødder og får et større underjordisk netværk, så vi kan skinne mere udadtil. Blive hele. Som de kvinder, vi egentlig er, bag det hele. Den vise kvinde og hende, som ved.

Når det er tid

For når den tid kommer, hvor det gør mere ondt at lade sit lys stå under en skæppe end at lade det skinne og brænde frit, er det tid. Og det er virkelig en nærmest fysisk smerte, vi mærker. Sjælen ved, at det er tid, at vi ikke længere passer ind i vores gamle roller. De ellers så bekvemme masker må krakelere. Vi kan ikke længere hugge en hæl og klippe en tå, gå på konstant kompromis med vores eget hjerte og gemme os bag alle de gamle historier, som definerede os. Vi er nødt til at møde op og skrive nye historier. Gennem frygt, modstand og det, vi kalder skriveblokering. Den trygge skriveblokering, som vi gemte os bag. Nu gør det ondt at gemme sig.  For det er tid.

“And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.”
– Anaïs Nin-

Det gør godt at blive bevidnet

Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En fyldepen, som fyldte mig med ord om de sandheder, der er mine at forkynde bag et tæppe af det tilsyneladende. Og det er blandt andet det, som Skriverejsen kan hjælpe dig med. Du bliver vækket af dine egne ord og skriverier. De fortællinger, der udspringer af din rejse og dit liv, den vej du har valgt eller den vej, som valgte dig, er dine at skrive og fortælle. Ingen andre kan gøre det. Men det gør godt at blive bevidnet undervejs. Det gør godt at være i skrivecirkel med andre kvinder på samme slags rejse, som lytter, løfter, støtter og siger tak. Det gør godt, for det healer og forvandler.

Hvad sjælen egentlig længes efter

En af kvinderne i Solhvervscirklen skrev om, hvor godt det har gjort for hende at opdage, hvad det egentlig er hun har lyst til at gøre med sit skrivearbejde og den lyst og det behov deler hun med mange af os.

”I virkeligheden længes jeg mest af alt efter at dele og være sammen med andre i kærligheden til kunsten, til det levende udtryk og historierne. Det lå som en ordløs længsel, en konstant søgen efter ”det ægte”, ”det levende” og det ”magiske”. Og nu opdager jeg langsomt, at der faktisk findes andre i verden, der også har det sådan. Der også bare vil dele og udtrykke sig uden at det handler om at måle, veje og sammenligne sig.”

Når vi skriver i det magiske rum

Det er lige netop det. Vi har hverken lyst til eller brug for ris, ros eller konstruktiv kritisk, når vi skriver i det magiske rum. Når vi hengiver os til det, som sjælen egentlig bare vil: Udtrykke sig gennem det ægte, det levende og det magiske. De fleste af os ønsker egentlig bare at få lov til at danse. For det er nemlig dansen, det handler om. Udtrykket. Vi er kreative væsener, vi er kvinder, som er skabt til at skabe. Men i en meget tidlig alder lærte vi om bedømmelse, kritik og om at passe ind i kasser, rum og rammer, hvor vi skulle forsøge at leve op til noget bestemt på en bestemt måde. Vi fik kritik og vi fik karakterer. Vi kunne dumpe.

Mange af de sår, som vi fik dengang, bløder stadigvæk, andre er blevet til ar. Og vi husker det. Og hvis vi husker det som sandheden og en historie, der ikke kan skrives om og blive anderledes, går vi i stykker i vores kreative udfoldelse. Så gør det godt at have en skriveblokering at gemme sig bag. For vi tør simpelthen ikke give udtryk for os selv og vores sandhed. Vi tør ikke skabe os, for vi fik jo at vide, at vi ikke måtte være for meget. Så blev vi for lidt. Alt for lidt. Vi skrumpede.

Når kortet ikke stemmer overens med landskabet

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Når Tornerose vågner

”When Sleepy Beauty (Tornerose) wakes up, she is almost fifty years old”, siger Maxime Kumin. Og så er vi tilbage ved Tornerose, som kan vækkes på mange måder. Kys er godt, men pennen er mindst ligeså god. Især hvis du har skrivelyst og længsel. En pen, som skriver sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Og inviterer du fortællingens kraft med på din skriverejse, så bliver magien så meget større, for fortællinger kan noget ganske særligt. De lindrer, de healer og når du først er kommet i gang, vil du også opdage det. Du har en indre fortællerske med sin helt egen stemme, som har ventet på at få ordet. Kun du kan give hende det. Ordet.

Lyt til hendes sang, hun har gaver med til dig.

Fortællingens gave

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen. Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

”The story itself becomes a vessel that holds us up, that sustains us and allows us to order our jumbled experiences into meaning.”
– Sue Monk Kidd –

Når vi deler og siger det højt

Skriverejsen og fortællingerne får en ekstra dimension, når vi i skrivecirkel med andre kvinder vover os frem og deler med hinanden. I kærlige, rummelige og støttende rum, hvor vi deler og lytter til hinanden. Ofte runger rummet af dyb genklang, for vi opdager at vi på mange måder deler de samme smertelige fortællinger. Og at glæden og længslen er den samme. Vi mødes for en stund i det magiske rum, vi læser, lytter og er vidner til hinandens skriverejse og udvikling skabt af ord og fortællinger. Der er healing i det rum.

Vi er kreative kvinder

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte. Vi lyttede til de kloge ældre kvinder og vi hvilede os i deres visdom.

Det er tid til at tage den glæde og healing tilbage, der er i at dele vores historier og fortællinger. At skrive uden nødvendigvis at skulle gøre ordene til en bogmæssig bestseller eller det, der ligner. At skrive og fortælle uden at blive dømt eller bedømt.

Skriverejsen starter med det første ord

Skriverejsen starter med det første ord og det er aldrig for sent at fatte pennen. Hvor gammel Tornerose egentlig er, når hun vækkes af enten kys eller pen, betyder i sidste ende ikke så meget. Hovedsagen er, at hun vågner og begynder at tage alt det tilbage, som hun glemte undervejs.

På rejsen møder hun ganske ofte sin indre pige og på et tidspunkt smelter de sammen. Det magiske rum åbner altså også op for legen, glæden ved at skrive og udtrykke sig og bare at skrive, fordi vi kan.  Vi synger og vi danser med ord og stemninger og til sidst bliver vi vores egen dans. Tornerose sov i 100 år, men uanset hvor længe du har sovet og vandret omkring med skrivelængsel og en udefinerbar smerte i dit bryst, så er det aldrig for sent at vågne og skrive nye historier.

Det er aldrig for sent at vække Tornerose og genfinde skriveglæden.

Lad sangen synge dig

På skriverejsen skaber du din egen vej og måde ved lytte til din sjæl. Du danser med livets mysterium og du øver dig. Øver dig, indtil du gør det til en slags sang, som i sidste ende synger dig.

Din vise kvinde dukker op mellem linjerne, du hører nye toner og lyde, som din sjæl kender. Det føles godt, det giver dig både lindring og kuldegysning. Du bringes frem til det, der er din indre sandhed og du forvandles. Ord for ord, lidt efter lidt.

”Jeg har fundet en ny skrivetone”, siger en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen.

Tornerose er vågnet

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Min egen skriverejse fortsætter, for jeg har for længst indset, at skriverejsen er min vej og måde. The path of writing. Jeg vidste bare ikke, at den ville ende med at skrive mig. Skriverejsen.

Tornerose er vågnet. Hun strækker sin krop og misser med øjnene mod lyset. En stemme dybt i hende hvisker noget, som får hende til at synge. Først forsigtigt, stille, men snart lyder hendes røst som en storm, der er undervejs og som vil forvandle landskabet:

“My ultimate authority is the divine voice of my own soul.”

Og snart er det forår.

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her

Tak Bitten, for ordene om Tornerose og pennen. De vækkede noget i mig ❤

Thumbnail Photo “Tree Soul” © Circlephoto, Dreamstime