Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Vi har sagt ja
Jeg møder ham de fleste morgener i tusmørket. Han besøger haven og sidder ved rosenbusken, mens jeg går tur med hunden. Når jeg kommer tilbage, hilser vi på hinanden og ofte sker det, at han flyver mod vest. Men jeg så ham, vi så hinanden. Nogle gange synger han, andre gange er han stille. Men... Continue Reading →
Losganns Sang
Du mærker vinden på din hud, følelsen af regn. Tusind stemninger følger dig som nisser, mens skridt knækker tynd is på pytter og vandmusik rammer din sjæl. Du hører fuglene kalde, ser kragen i toppen af den høje gran. Får øje på smeltende sne, der tager turen ned af hustage, en rutsjebane, et bump og... Continue Reading →
Når sårbarhed vendes til styrke
Mens jeg gik morgentur, dukkede den op igen. Skolen for Fortællersker. Jeg slap den og lod ideen simre i sig selv under Corona-krisen. Det var ikke helt tid endnu. Imens har ideen vokset sig stærkere som rødder i min jord, uden at jeg har gjort noget særligt. Et frø er blevet til en kraftfuld spire.... Continue Reading →
Hende der spørger
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
Døren
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Din sårbarhed, din styrke
Har du skrivelængsel og lyst til at skrive fra sjæl og hjerte. Længes du efter at sætte ord på uden helt at vide hvorfor? Og frygter du det, der bobler i din sjæl og dit hjerte, selvom du samtidig er nysgerrig efter at vide "hvad"? Så er du ikke alene. De fleste kvinder, som dukker... Continue Reading →
Et helt særligt sted
Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os. Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os,... Continue Reading →
Når Tornerose vågner
Det tomme papir, de første ord, en dag midt i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne. Tidspunktet for Imbolc er passeret og i... Continue Reading →
Fortsættelse følger
Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er... Continue Reading →