Når skrivelængslen kalder
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
“Du er medicinen” siger Losgann i samme øjeblik jeg træder ind i hans landskab. Sø, åkandeblad, frø. Scenen er sat. Halvt i vandet, halvt på jorden, han forbinder de to elementer så fint. Sensitiviteten er en gylden nøgle, nålen i hans kompas. ”Jeg er medicinen” siger jeg højt som et mantra og husker, at jeg... Continue Reading →
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
For et par uger siden mødte jeg tre traner i dans. Det fortæller jeg ham, da vi mødes i dagens første lys. Nattens sidste stjerne forsvinder og han ser interesseret på mig. ”Fortæl.” Der er ikke noget, jeg hellere vil. ”De bad mig om at lukke glæden ind. De sagde til mig: Du behøver ikke... Continue Reading →
Den pen, som fører dig på vej og ind i en sanselig verden, som du ikke har adgang til i tankerne. Den længsel, som hvisker og kalder og beder dig om at lytte til det, der synger indeni. En stille sang, toner fra sjælen. Anderledes fortællinger om det, der virkelig betyder noget. Din intuitive pen.... Continue Reading →
Har jeg mon opdaget hemmeligheden? spørger jeg hende i dagens først lys. Det har regnet, luften er kølig og fuld af fugt. Gråsorte skyer smyger sig søvnigt over himlen og så pludselig: En sprække. Sol. Lys. Håb. Er det mon selveste meningen med livet, der i et uventet øjeblik har afsløret sig for mig? Er... Continue Reading →
I tiden under Corona har jeg fået langt flere forespørgsler end normalt, men færre har faktisk booket. Jeg venter lige lidt, jeg skal lige være helt sikker. Dér har været mange følehorn ude, men de blev trukket til sig i gang. Som når man gerne vil i vandet, stikker tæerne i og mærker kulden. Det... Continue Reading →
Merkur er i retrograd og gør det mest i fisk. Så hvad var det lige, jeg lovede mig selv sidste gang, det skete? ”Åh godt min ven”, mumler katten, som følges med mig på morgenturen, ”kan du mærke at det ligger i energien i dag? Vend dig ikke ud, men giv tid og lad tiden... Continue Reading →
Så blev der stille. Så stille at hun kunne høre den gyldne nål falde til jorden. Den sang i faldet. Og nålesang er gjort af ganske særlige toner. Stilheden flettede sig ind i lyden fra nålen og i korte øjeblikke lyttede hun til en underskøn symfoni. Så blev der helt stille og ikke flere nåle... Continue Reading →
Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 