Jeg sætter mig forsigtigt midt i disen og placerer min kaffekop. I dag tænder jeg nyt lys og siger farvel til Brigids stage for denne gang. Det hvide, det røde og det grønne lys er brændt ud og Imbolc er for længst passeret. Jeg placerer det nye lys i forårsgrønt midt på bakken omgivet af mine solhvervssten, symbolerne for tillid, forbindelse og frihed. Og det er netop det, jeg ønsker mig af dagen i dag. At genskabe den forbindelse, der er så essentiel.
Der er mange måder at gøre det på. Selv åbner jeg døren til stilheden, den knirker lydløst og da jeg træder indenfor, flyder disen ud som et mælkehvidt tæppe af fugt og tidligt forår. Vi nærmer os forårsjævndøgn, som for mig er det egentlige tidspunkt for forårets kommen. Her balancerer naturen energien og vi opfordres til at søge samme balance i os selv. Det ved jeg, men først må jeg have genskabt forbindelsen.
Min aktive deltagelse er en forudsætning
Min aktive deltagelse er en forudsætning. Min intention og at jeg faktisk møder op, gør forskellen. Det sker ikke af sig selv. Og ofte må jeg kravle over mure af modstand, jeg må adressere frygten og se min skygge i øjnene.
Det sker på skriverejsen som i livet, der er ingen forskel. Men på skriverejsen kan jeg invitere fortællingerne til at hjælpe mig, jeg kan påkalde mig hjælpere og endda bruge de gamle myter og symboler som støtte på min vej. Fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Derfor er de så kraftfulde, vores sjæl genkender dem og deres helende egenskaber, længe inden vi måske opdager det mentalt. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, en dyb resonans eller et strejf af berøring.
Jeg kan lære at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe min intention og min fornemmelse for de subtile toner, der altid spiller bag den høje musik i en fortravlet verden.
Fremmøde og historiemedicin
Det er blandt andet derfor, jeg er så begejstret for fortællingens kraft og den historiemedicin, den tilbyder. Og det er så fint at opleve, hvordan de fleste af kvinderne i skrivecirklerne finder ud af, at de gennem deres fremmøde og de små ritualer, der er med til at skabe forbindelse, kan få en direkte erfaring med både den kreative proces og etablere deres helt egen og særlige kontakt til Kilden.
Det gøres blandt andet ved at forankre sig i både årstid og den naturlige cyklus, men som udgangspunkt er vi nødt til at have tillid til processen. Vi er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene.
Vi må lære at lytte og skabe en oase omkring vores proces og skriverier, så vi kan høre og samtidig må vi have vished om, at vi ikke kan tænke os til det. Vi kan have formodninger, men når vi med vores intention begiver os på vej og lader ordene være vores transportmiddel, må vi også være parate til at lade os overraske. Fortællingerne tager ofte den drejning, der er nødvendig for at vi kan se. De åbner vores øjne og vores hjerter og det er ofte her vi oplever, at historien skriver sig selv. Det kan meget vel blive lidt anderledes end vi havde tænkt os, men som regel det gør godt. Her mærker vi kreativitetens kilde strømme gennem os, vi lytter til dens rislen og mærker dens kraft.
Det sker bare. Og vi må turde lade det ske.
Jeg sætter mig forsigtigt i disen og lytter. Stirrer lidt ind i flammen på mit nye skrivelys og mærker forårets stille trin i græsset udenfor. Træerne står ubevægelige i deres stille dans, mens et par måger flyver henover marken og huset.
Besøg af Ravnen
”Har du mon brug for min assistance i dag” spørger hun og kommer til stede. Jeg har inviteret hende med mit fremmøde og med min intention
”Jeg har altid brug for din assistance” udbryder jeg og mærker et suk af lettelse bølge i min krop. ”Men jeg er lidt usikker på, hvordan du kan hjælpe mig i dag. Jeg er nemlig i simrefasen og har egentlig bare tænkt mig at gå lidt med alt det, der rumsterer. Lade det opstå indefra og blive til ideer, jeg også kan manifestere i Fortællersken. Forårsholdet starter den 5. april.
Hun klikker med næbbet og tygger lidt på det, jeg har sagt. Rrrrråååå, siger hun så og ser på mig. ”Klooung.”
”Og det betyder?” Jeg føler mig tryg ved hendes lyde og hendes selskab, selvom jeg ikke altid forstår hendes sprog. Men jeg vil gerne lære det, så jeg lytter. Lukker øjnene og forsøger at huske, for jeg har efterhånden vished om, at vi selv er bærere af den visdom, som fuglene kommer med. De bringer den til os for at vække steder i os selv, som har slumret. Sovet.
En urgammel visdom
”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, svarer hun prompte, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”
Jeg nikker. Jeg kan godt mærke det. Det er ikke bare foråret, der er ved at ske, mens jeg skriver og simrer med indholdet af Fortællersken og de skriveafsæt og øvelser, som vi skal lege og arbejde med. Det er noget andet. Noget i mig og i de kvinder, som jeg har fornøjelsen af at møde på skriverejsen. Jeg lytter og ser det mellem linjerne i de fortællinger, som kvinderne deler i skrivecirklerne. Der er en rød tråd og der er en dyb og forunderlig rytme, som bliver tydeligere og tydeligere. Og det var også det, som kvinden i Vintercirklen mente, da hun beskrev det således:
”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen.”
Du må opleve den selv
”Kan du mon sige noget mere om den mystiske kraft, vi alle er bærere af” spørger jeg hende. Det får hende til at le. Højt. Ravnen.
Du kan også skrive dig ind i det
“Jeg vil meget hellere invitere dig til at opleve den selv” svarer hun og klikker igen med næbbet. Du er selv inde på det, når du siger, at din aktive deltagelse er essentiel. Den er en forudsætning for at mærke kraften. Og når du møder op og forbinder dig, når du via din intention bevæger dig på vej og lader ordene være dit transportmiddel, så kan du faktisk skrive dig ind i det. Og det ved du jo, for det er netop det, som skriverejsen har været for dig. En måde at vågne på. Gradvist og via fortællingens kraft. En kraftfuld affære, ikke sandt?”
Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af og som vi bevidst kan vælge at hengive os til. Det sker ikke af sig selv, for vi lever i en lineær verden. Det meste af vores liv har vi forsøgt at passe ind og få succes i en verden, som ikke passer til os og vores sande natur. Vi har mistet vores kraft og vores forbindelse til den mystiske kraft, som Ravnen taler om. Den kraft, der er som tidevandet og som bølger i sælsomme rytmer.
Det er her, fortællingerne kan hjælpe os. Det er blandt andet det, jeg skaber rum for og i netop Fortællersken skal vi arbejde helt bevidst med at få liv i den indre fortællerske, som rummer så meget visdom. Vi må bejle lidt til hende og vi må vise os villige. For hun har slumret længe og hvem ved, måske er hun blevet lidt træt af kontinuerligt at hviske og kalde på os via længslen.
Direkte erfaring med kreativitetens ebbe og flod
Det er i den direkte erfaring med kreativitetens ebbe og flod, at vi mærker kraften dybt i os selv. Her får vi nemlig lov at opleve, at rejsen på ingen måde er lineær og vi heller ikke er det. Vi mærker, hvordan det hele bevæger sig i cirkler, vi lytter og hører de subtile toner af en rislende kilde, som på et tidspunkt springer ud som flod og senere bliver til et vandfald. Vi følger flodens vej til havet og vi er med hende i hvert eneste trin på rejsen.
Jeg sætter mig dybt i disen og lader den rulle ind over mig. Ravnen bliver utydelig og på et tidspunkt ser jeg hende lette og sætte kurs mod vest. Jeg forsøger ikke at holde på hende, men lader hende flyve, velvidende at hun kommer igen, når tid er. Skrivelyset brænder, flammen er rank. Når jeg stirrer længe nok ind i den orange ild, kan jeg fornemme et væsen af ren energi stirre tilbage på mig.
Skriv, så kommer hun til stede
Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.
Din aktive deltagelse er en forudsætning
Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.
Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.
At møde sig selv
Måske tænker du, at du ikke har noget at skrive om. At du ikke lever et liv, som er i overensstemmelse med din sande natur, men du har opgivet, fordi det vil kræve for meget af dig at ændre din kurs. Du har kastet håndklædet i ringet og måske ubevidst valgt at tro på de historier, der siger at du ikke er værdig og at du ikke kan.
Det passer ikke. Men i modsætning til, hvad dine tanker fortæller dig, så er beslutningen om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt ikke et drastisk skridt, som vil kræve at du laver dit liv om. Det eneste, du er nødt til at gøre er at erkende, at din aktive deltagelse er essentiel. Du kan have en intention om at lytte til den hvisken og rumsteren, som du mærker dybt i dig. Du kan give den ord og vinger. Lade fortællingens kraft hjælpe og støtte dig på din skriverejse og simpelthen dedikere dig til et rum, du giver dig selv og hvor du langsomt folder det ud, der bor bag den pirrende længsel.
Mange af kvinderne, som vælger at tage på skriverejse i skrivecirklerne, gør det med en intention om at lytte til sig selv. At møde sig selv og måske undervejs skrive nye historier, som passer langt bedre til den kvinde, de er og som gør godt. De ønsker at smage historiemedicinen, som er både bitter og sød, den rummer alle smagsnuancer og lindrer der, hvor det gør ondt. Den viser dig vej, den skubber ikke til dig eller kræver dig. Den er glad, når du møder op. Når du deltager. Den viser dig dansetrinene og I øver jer sammen.
Vi skriver i livet
Og som altid vil jeg sige til dig, der overvejer at tage på skriverejse: Vi skriver i livet. Vi lægger ikke livet bag os og flygter fra det, som er. Det er nok en af de vigtigste lektioner på skriverejsen. Det er en illusion at tro, at det at skrive er noget løsrevet fra det liv, vi lever. Tværtimod. I vores fremmøde udviser vi tillid, for der sker virkelig ikke noget, før vi møder op og skriver. Vi skaber rum til at skrive og være med os selv. Vi skriver det, der er og lader det forvandle sig i processen, så processen kan forvandle os.
Og vemodet, melankolien, lys og mørke har et budskab til os Vi lærer at acceptere sårbarheden og betragte den som grobund for forvandling. Vi lærer os selv at kende gennem årstiderne skiften og den rytme, den dans, som også vi er indbudt til at danse. Med alt hvad det indebærer. Vi tager det med til skrivebordet, smerten, sorgen, hverdagen, glæder og frustrationer. Vi tager det med og dypper pennen i det. Vi åbner døren til det magiske rum, vi går ind, men vi inviterer livet med indenfor. Og her smelter det sammen. Livet og magien. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.
”I hope you will go out and let stories, that is life, happen to you and that you will work with these stories. Water them with your blood and tears and your laughter until they bloom, until you yourself burst into bloom.”
– Clarissa Pinkola Estés –
Simrebogen er som en stor gryde
Ravnen er fløjet, disen bølger over marken. Skrivelyset blafrer og simrebogen ligger ved min side. Her skriver jeg lidt af det, som rumsterer. Jeg lader mig berige af citater og jeg noterer mig pludselig indfald og ideer, der dukker op. Det er som en kæmpemæssig simregryde, der står på lavet blus og hvor jeg kan tilføje ingredienser efterhånden som de dukker op.
Troldkvinden i os alle
Et smil glider over mine læber, jeg føler mig lidt som en vis gammel kvinde med en helt særlig gryde af potent eliksir. Og måske er der virkelig en troldkvinde i os alle, som blot venter på at få lov at boltre sig?
I hvert fald trives jeg ualmindelig godt ved tanken om, at alt det, jeg putter i gryden og som nu simrer i gryden på lavt blus, efterhånden vil blive til en kraftfuld og endda magisk eliksir, som jeg også kan dele ud af i Fortællersken. Forårsholdet starter den 5. april.
Jeg hvisker min intention og folder mine hænder for at understrege, at jeg mener det af hele mit hjerte.
Kærlig hilsen
Lene
Til inspiration, læs også gerne:
Vejen til den vise kvinde
Kvinde, pas dine ritualer
Tåge, regn og tærskler
Photo “Burning candle on black magic book” © Samiramay, Dreamstime
Billedet af kvinden og ravnen er lånt hos Sharon Blackie, Mythsmakings
Skrivecoach Lene Frandsen 