Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
Jeg går af varm vej i bagende sol. Formiddagen er flere timer gammel. Mine ben kaldte på bevægelse og et sted i det fjerne besvarer fjorden kaldet som et ekko i sjæledal. Så jeg går og mærker min nederdels bløde hørstof danse. Gennem sommerhusområdet, mens mænd med maskiner gør op med ukrudt og hærgende hække.... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 