Sjælens landkort

Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet.

Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne, hvor vi har udsigt til gråt hav og et par måger, der skrigende flyver langs stranden. Rester af dis hænger i buske og træer bag os. Rester af det, der var, hænger lidt ved, inden det giver slip og giver plads til det nye. Det er en proces. Tilsæt lidt tid og tålmodighed og lad det ske. Det har jeg lært af Corr. Tranen.

”Vi har vist fået en ny lærer hver” bemærker Elva henkastet som om ordene var forbudte. De falder ud af munden på hende i små stykker.

Jeg nikker og betragter en af mågerne. Dens flyvefærdighed, den måde, den sejler gennem luften.

”Men vi må ikke tale om det?” Elva pirker til en sten med sin fod.

”Det ved jeg ikke” svarer jeg. ”Kan kraften fortyndes, hvis vi deler lidt med hinanden?”

”Som gode venner? Det tvivler jeg på. Men i hvert fald gør det, at vi ikke ser så meget til hinanden mere” sukker Elva som godt kan lide selskab. ”Hver vores opgave og frø. Min lærer bor i byen, det havde jeg ikke set komme. Hvor bor din?”

”Et sted i skoven.” Jeg kan mærke, at det er svært at snakke om det. Det er for tidligt og det siger jeg til Elva. Måske er det sådan, det er. Det skal lige have tid til at modnes og sætte sig fast, så kan vi bedre dele det, der deles kan. Den forklaring stiller vi os tilfredse med. Vi fortæller hinanden mere, når det er tid.

Tilbage på Pensionatet bruger jeg lidt tid med pen og rejsedagbog på værelse nummer 3. Jeg har været her i mange måneder nu, det er blevet mit hjem. På forunderlig vis endte jeg her og hvad der dengang synes besynderligt, er helt naturligt nu. Dette sted, disse måneder. Det er en del af min rejse. En vigtig en, for jeg er slået ind på en ny sti. Eneboerens Spor. Ikke at jeg ville det eller tænkte, at det skulle være sådan. Slet ikke. Det skete bare og jeg lod det ske. Min pen og min intuition førte mig på vej.

Da jeg senere falder i søvn på sengetæppet og tager en mormor inden aftensmaden, kommer Ulven til mig og bekræfter min vej. Som et vidne. Denne gang advarer hun mig ikke, hun lader mig vide, at alt er præcist, som det skal være. Min intuition er stærk og god. Hvis jeg ikke kæmper imod og ikke lader den første tankemodstand tage roret, hvis jeg vover at dyppe pennen dybt og har tillid til den forunderlige proces, så vil jeg opdage noget. Det er lettere end jeg tror.

”Det er din sjæls landkort, du nu følger” siger Faola, vender sig om og trasker ind i skoven langs åen. Lysegrønne spirer er dukket op under nedfaldne blade. Tilløb til anemoner viser sig og ser dagens lys. Foråret er kommet. I et grantræ sidder Ravnen og de hilser på hinanden. Ulven og Ravnen. Men det er solsorten, der synger det.

”Vi tror, hun har lært det nu.”

Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Pensionatet
22. marts 2023

”Det er ikke angivet på noget kort,
det er de rette steder aldrig.”
– Herman Melville – Moby Dick –

Indre landskaber og sjæleord

De steder, som ikke er angivet på noget kort. Steder, som findes i indre landskaber og hvis farver, dufte og sanseligheder endnu kun er længsel.

Måske kommer den længsel til udtryk som en dyb, spirituel længsel, der manifesterer sig gennem sproget? Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Historiemedicin for sjæl og hjerte

Men hvorfor udforske indre landskaber og gøre det via ord og fortællinger? Fordi vi her høster den historiemedicin, som kan noget ganske særligt.

Historiemedicin er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen en guide, som viser os det næste skridt. Eller som i mit tilfælde i fortællingen i dag: At det ikke er tid til at tage næste skridt endnu.

Nogle gange er forholdet mellem histories indhold og vores liv åbenlyst, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber og vi mærker det som et stille suk.

Hvis skrivelængslen kalder er der ganske sikkert ord i din jord. Lyt til dens kald, sæt din indre fortællerske fri.

Du er hjertelig velkommen på Skriveskolen for Fortællersker.

Sommerskriveskole og Fortællerskens Årshjul

Igen i år holder jeg sommerskriveskole fra juni til slutningen af august. Og Fortællerskens Årshjul ruller videre ind i foråret. Nye deltager starter den 1. april. Skal du være med? Så læs videre herunder.

Kalder det på dig at skrive og leve cyklisk?

Har du en intention om kontinuerligt at forbinde dig til den naturlige cyklus?
Vil du gerne skrive dig til større ro og dybere rødder?
Vil du øve dig på at skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte?
Har du skrivelængsel?

Så er Fortællerskens Årshjul ganske sikkert noget for dig.

Fortællersken Årshjulet tager dig på en skriverejse årshjulet rundt. Du skriver dig ind i hver måneds særlige energi og forankrer dig i årstiden. Du arbejder med ord og fortællinger på den indre rejse. Du skriver intuitivt og fra sjæl og hjerte.

Du får adgang til fortællerskens værktøjskasse måned efter måned.

Som deltager i Fortællerskens Årshjul skriver du i pagt med årshjulet og fanger energien i din pen.

Du kan hoppe på forløbet, hvornår det passer dig. Start er den 1. i kommende måned.

Alene og på egen hånd

Fortællerskens Årshjul er et eSkrivekursus, der er ikke en ydre cirkel. Du skriver alene og på egen hånd og helliger dig energien på den indre rejse.

Nye deltagere starter den 1. april og skriver sig med lyset ind i foråret.

FORTÆLLERSKENS ÅRSHJUL – KLIK FOR INVITATION, DETALJER

The sacred is a quality of the soul, of our inner being and the inner being of the Earth. The experience of the sacred follows the rhythms of the soul and of the Earth, the cycles of becoming, the seasons of life.

In today’s world we are caught in an image of time as an endless flow of minutes, days and years that never return. It’s like a river of time that is always passing. We rarely think anymore of time as cyclical, of the days as a movement of light and dark, or the years as a pattern of returning seasons of sowing and harvesting. We have also forgotten how the outer movement of time can reflect the time of the soul.

Llewellyn-Vaughan Lee