Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Jeg har ikke altid stolet på min intuition, men den har altid været dér. Stærk, stædig og kraftfuld gennem de mange år, hvor jeg ignorerede dens kald. Du kender det måske? Det er ubelejligt at man bliver opfordret til at gå mod strømmen. Det er farligt, når man kaldes til at være den, der stritter... Continue Reading →
Jeg går tidligt i seng, allerede kl. 2030 rammer jeg madrassen bevæbnet med en bog, en stak puder i ryggen og en kop dampende kamillete på natbordet. Det er et tidspunkt jeg elsker, når roen kommer sejlende på sit natteskib og jeg synker tilbage i puderne for at læse i min bog. En ægte fortællerske... Continue Reading →
Hver morgen starter man forfra og møder det tomme papir. Det er en tillidserklæring at åbne skrivebogen, børste tankestøv bort og skrive sig ind. Men inden jeg skriver, har jeg gået tur og mærket energien, fornemmet luften og sanset jorden. Jeg har hilst på fuglene og set spor af nattens dyr. Det skete denne morgen... Continue Reading →
Senere fortæller hun mig om kunsten at holde fokus. Det er blevet aften og solen synger i vest, dug falder. Salaten af friske bøgeblade smagte vidunderligt sammen med det sidste brød og de bær, vi plukkede undervejs. Faola sørger for det hele og det går op for mig, at hun er den fødte leder. En... Continue Reading →
Verden er anderledes uden det gamle filter. Skoven er grønnere, duftene mere intense og himlen over granerne mere blå. ”Vi skal ind i bøgeskoven” forklarer Faola, mens vi går. ”Vi skal mødes med Bò. Bò?” ”Koen.” Faola går videre uden at tage sig af den forundring, der rejser som modstand i min krop. Hvad laver... Continue Reading →
Høgen flyver og forsvinder, men har efterladt mig en sø af tvivl. Kan jeg ikke stole på Faola, ulven, eller det som høgen insinuerede? Jeg må gå vejen alene. Frænder kommer og går, det ved jeg, de er aldrig langt borte, men man kan ikke holde dem fast. Så måske lurer Faola på mig fra... Continue Reading →
Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 