Når skrivelængslen kalder
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
Min navn er Lene. Jeg er fortællerske og underviser. Som menneske og fortællerske er jeg dybt inspireret af naturen, landskaber både de indre og de ydre, årstider, fugle, dyr og andre skønne væsener. Jeg søger visdom og vejledning i naturen og den naturlige cyklus hos det, der altid har vakt dyb genklang i mig og... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Jeg elsker de tidlige morgener, hvor jeg vågner veludhvilet og tiden står stille. Hvor jeg forsigtigt kravler ud af sengen, tager min morgenkåbe på, trækker gardinet til side og slår skrivebogen op på næste tomme side. Min rejsedagbog, som Dråbefangeren gav mig. En særlig gave. Snart brænder skrivelyset og jeg er klar til at trække... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
I denne uge har Grace temadage på Primrose Café og Beithe og jeg er på vej til byen. Den lille gule bus, som jeg ville kalde en rutebil, kører gennem hårnålesving og byder på op og nedture. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle til byen og gå på Primrose... Continue Reading →
Det er et godt sted at være. Især hvis man ikke tænker for meget over det, men hengiver sig til atmosfæren. Hvis man giver sindet lov til at spænde ben og gør sig modtagelig for argumenter, der er hæftet på logik og mentale teorier, kan den let fordampe som dug på en sommermorgen. Glæden. Magien.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 