Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
Jeg går af varm vej i bagende sol. Formiddagen er flere timer gammel. Mine ben kaldte på bevægelse og et sted i det fjerne besvarer fjorden kaldet som et ekko i sjæledal. Så jeg går og mærker min nederdels bløde hørstof danse. Gennem sommerhusområdet, mens mænd med maskiner gør op med ukrudt og hærgende hække.... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
You must pick a flower and let the story tell you. Det er Hind igen, den gode Eilid, datter af dansende mysterier. Det er søndag morgen og jeg er vendt tilbage, ude af stand til at glemme det særlige sted. De slanke planter med hvide blomster står stille, som venter de på noget. ”Eller nogen?... Continue Reading →
Der var engang og engang var der ikke. En ræv og en ravn. “Du er blevet for tam” siger Ræven og det er lidt af en påstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og møder mig i mørkekanten før dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spørger sig selv: Hvad... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 