Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt.
Senere er jeg ude og handle, jeg er i forskellige forretninger og kommer bl.a. hjem med et valnøddebrød. Jeg spiser ikke så meget brød mere, om morgenen står den på havregrød med bær og andre gode sager, men i dag havde jeg lyst til brød og sådan blev det. En god kop kaffe og en ostemad med peberfrugt. Jeg er sulten, det mærker jeg først, da jeg spiser brødet. Tænderne løber i vand og kaffen smager forbavsende godt.
Forårssolens skarpe lys glider gennem vinduet og bader min bog og min sjæl i lys og varme. Jeg er træt i dag og solen fortæller mig på sin måde, at det er tid til bare at være. Vinden rusker i træerne, jeg kan høre den som en urolig undertone krydret med fuglesang og krageskrig.
Sjæledag
I dag holder jeg sjæledag, fortæller jeg højtidligt mig selv, det har jeg brug for. Det er midt i marts og vi rejser mod forårsjævndøgn. Træerne har store forstadier til knopper nu, landskabet grønnes for hver dag, der går og vinteren er for alvor begyndt at trække sig.
Jeg drikker resten af kaffen. Brødet har jeg for længst spist. Vinden hyler og tuder derude, her er ikke så stille i dag, uroen snurrer i luften. Jeg har svært ved at samle tankerne og tolker det som et tegn på, at jeg virkelig har brug for den sjæledag, jeg lovede mig selv fra morgenstunden. Sjæledage skal gribes, når der er brug for dem, de kan ikke planlægges på forhånd. Gør man det, og tro mig, jeg har prøvet, bliver det hurtigt et mentalt anliggende, hvor man forsøger at planlægge dagen og fundere over, hvad man egentlig har brug for.
Sjæledage må gribes og ikke begribes. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig, at det skulle være sådan, men noget i mig har lyst til at skrive. Bare skrive, fordi jeg kan og fordi jeg efterhånden har så travlt med at simre og forberede, at jeg sjældent giver plads til det spontane udtryk. Det er en konstatering og da den lander blødt mellem kaffe og ostemad, bliver jeg uvilkårligt trist. For poeten i mig har brug for det spontane udtryk, at skrive og fortælle fordi hun kan. På samme måde som fuglen, der synger, fordi den har en sang. Og jeg har en sang. En dyb og inderlig tone af vished, en længsel og en drøm.
Jeg vil smelte sammen med hende
Jeg vil smelte helt sammen med hende, lover jeg mig selv. Min indre vise kvinde. Hende, som ravnen fortalte mig om i går og som er bærer af en mystisk kraft.
”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”
Og jeg kan høre hende hviske. Bortset fra, at hun nærmest råber i dag. Så vild som den vind, der nu blæser og hiver i mit hår. Senere vil jeg gå ud og blive ét med vinden. Lytte til dens toner, høre dens sang. For min sjæl har også en sang om vinden, en længsel efter at blive blæst bagover af den mægtige kraft og blive renset helt ind i sjælen. På vej mod forårsjævndøgn og det, nogle kalder naturens balancepunkt. Jeg funderer lidt over det og tænker på, hvad jeg kan balancere i mig selv og hvordan.
Kælderen og krukkerne
Din aktive deltagelse er essentiel, sagde Ravnen også ved sit besøg i går og det er jeg helt med på. En forudsætning for at mærke kraften er at møde op og skabe forbindelse. På samme måde som det er en forudsætning, når vi ønsker at skrive os frem til det, der er vores dybe sandhed. Når vi har en intention om at dyppe pennen dybt i egen krop og sjæl og folde de fortællinger ud, som alt for længe har været skjult i den mørke viktualiekælder.
Jeg forestiller mig et rum, hvor jeg bliver mødt af fugtig kulde. Et mørkt rum. Men jeg tænder et stearinlys og lader det lyse for mig, mens jeg forsigtigt træder ind. Skæret fra stearinlyset rammer alle de mange krukker, der står sirligt placeret på hylderne omgivet af støv og urgammel fortid.
Nogen har skrevet på glassene. Krukkerne. Med sirlig håndskrift som er næsten ulæselig efter de mange år i kælderen. Jeg misser med øjnene, går helt tæt på og lader stearinlysets skær oplyse bogstaverne.
Ild. Vand. Luft. Jord.
Nord. Syd. Øst. Vest.
Forår. Sommer. Efterår. Vinter.
Dans. Sang. Fortællinger.
Stilhed. Havduft. Bølgesprøjt.
Eventyr. Frihed. Kærlighed.
Grøn. Visdom. Medfølelse.
Mørke. Lys. Vind. Regn.
Sol. Skyer. Træer. Blomster.
Urter.
Forbindelse.
Der er mange krukker og jeg lader forsigtigt min pegefinger glide hen over dem, tegner spor i støvet, mens jeg mærker deres budskab helt ind i hjertet. Jeg behøver ikke at åbne dem for at vide det. Dér er min længsel. Min drøm.
Jeg ønsker mig jo egentlig et langt mere enkelt liv, udbryder jeg og bliver helt forskrækket over lyden af min egen stemme. Enkelt liv, liv liv iv gentager ekkoet.
Du må deltage aktivt
”Du kan altid vende tilbage til kælderen og hive krukkerne frem i lyset” siger hun, Ravnen og kommer igen flyvende ind fra det sted, hvor hun befandt sig lige før. ”For det er muligvis essensen af livet og det, du er en del af, som du har savnet. Det er blandt andet det, jeg mener med at du er nødt til at deltage aktivt. Hver dag. Hver eneste morgen er en invitation til dans. Men alt for ofte lader du dit flygtige humør afgøre, om du har lyst til at danse igen og du fortæller dig selv, at du er nødt til at være inspireret først. Glem det. Gå helt ind i cirklen og hengiv dig til dansen, lad dig falde og lad den gribe dig.
Jeg nikker bare og opdager, at jeg ikke længere befinder mig i den kulsorte viktualiekælder. Ravnen er her heller ikke, selvom hun var her lige før.
Kvinderne i Forårscirklen
Kvinderne i Forårscirklen er gode til det. De lader sig gribe. Og indtil videre er det de fineste og sårbareste fortællinger, der har set dagens lys i skrivecirklens fælles rum. For de deler med hinanden, kvinderne og er vidner til de ord, fortællinger og det liv, som de hver især er bærere af. De dypper pennen dybt i det forår, som nu er ved at manifestere sig og de sætter på alt det, der rører sig. Uanset hvad det handler om.
At finde ord og at turde dele
Det er der noget fint og kraftfuldt i. Det handler om at finde ord for det, der ellers var ordløst og som vi troede kun skete for os. De følelser, vi holder for os selv og som vi måske skammer os over. Det er nok bare mig, siger vi og tier, men det er bare ikke. Det er ikke kun dig. Det er os. Og det er det, vi ofte oplever i skrivecirklerne, når vi skriver og deler vores fortællinger.
Der synes at være en rød tråd og den inspiration, som vi finder undervejs og deler med hinanden, skaber nye fortællinger. Nye åbninger, indsigter og berøring. Vi opdager, at vi ikke er alene. Men vi har ofte lyst til at være alene, for de fleste af kvinderne er introverte ligesom jeg og det er også et tema i fortællingerne. “Hele mit liv har jeg levet, som om jeg var ekstrovert”, indrømmede en af kvinderne, “og det har været meget opslidende.”
Hjælpere
Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.
Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:
“We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.
In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.”
Hvor kommer de fra?
Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver, får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker. Vi vågner.
Den mystiske kraft
Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.
Og så bliver den os skænket. Historiemedicinen. I fine doser, som passer nøjagtigt til os.
Ravnen klikker med næbbet og klukker i det fjerne. Kaffekoppen er tom. I dag holder jeg sjæledag, sagde jeg til mig selv og så skrev jeg. Fordi jeg elsker at skrive. Og fordi jeg ved, at der er en kæmpe forløsning i at sætte ord på og lade sig gribe af en fortælling, hvad end den måtte handle om.
Jeg skriver min vej
Ofte har jeg skrevet hovedpiner og ubehag væk. Jeg har skrevet mig ud af kattepiner og tanketunge dilemmaer. Jeg har fundet nye vej og åbninger, fordi en hjælper pludselig trådte ind i fortællingen og på sin særlige måde viste mig vej. Jeg har sat ord på og en del af skriverejsen har været en slags terapeutisk rejse, hvor jeg lettede mit hjerte og sagde alt det, som jeg ikke turde sig før. Jeg har skrevet mig til klarhed og jeg har skrevet mig frem til det liv, jeg lever i dag.
Fordi jeg ganske tidligt på skriverejsen formulerede en intention, der hed: Jeg ønsker at følge mit hjerte.
Vi skriver i livet og vi skriver om livet. Men det viser sig snart, at livet er så meget mere, end vi gik og troede. Og at vi, hvis vi vækker vores indre fortællerske og giver hende ordet, kan komme med på en rejse ind i alt det, som holdt os tilbage og efterhånden få kontakt til hende, du ved. Den vise kvinde. Hende som ved og som er bærer af den mystiske kraft.
I dag holder jeg sjæledag. I dag skriver jeg bare.
Kærlig hilsen
Lene
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.
Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om.
Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel.
Forårsholdet starter den 5. april 2018.
Varighed 4 måneder.
Klik på billedet ovenfor for invitation og detaljer.
Thumb Nail Photo “Reading in the forest” © Kevin Carden, Dreamstime
Skrivecoach Lene Frandsen 