Fortællingen som forsvandt

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com