Fortællingen som forsvandt

Joy Wild 3

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com

Du er ingen tilfældighed

Roser og himlen

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are …

Der er flow igen, et stille og godgørende flow som findes uanset om jeg sætter mig og lader det blive til ord og sætninger eller ej. Det findes og det findes altid.

Det hele handler om mig, min egen indstilling, tilstand og min intention om at forbinde mig til det, der allerede er tilgængeligt og allestedsnærværende. Men måske er det lettere at fornemme det nu, hvor vi nærmer os midsommer og jeg har givet mig selv tilladelse til at tage på en uges ferie. Jeg skal fejre sommersolhverv på en ø i det danske sommerland.

Egoet synger falsk

Det er på tide at give slip og lade komme. Den evige dans, der kan være så svær at finde rytmen i, fordi tanker, frygt og bekymring kan skabe ubalance. Og livet kommer i vejen. Men tankerne synger ofte falsk og det, der skulle være en sjælelig sang, bliver til et skingrende falsk forsøg på at skabe musik. Egoet imiterer, lægger sig tæt op af og kender alle kunstens regler uden helt at mestre dem.

Mellemrumsvejr

Udenfor synger fuglene, det er gråvejr nu, men luften er varm og stadig tyk af fugt. Vinden rasler i træerne, grene dingler dovent til fuglenes sang, en slags dans i et mellemrum. Et andet slags vejr er på vej, det kan jeg mærke og ganske rigtigt, de lover blæsevejr. Jeg savner ikke vinden. Jeg nyder faktisk det her mellemrumsvejr, hvor naturen holder vejret og alting lever og ånder alligevel. Jeg lever. Og der er ved at blive mere stille i mit indre igen, det er en gave og jeg har ikke lyst til at forcere udpakningen velvidende at dette øjeblik kun er endnu en trædesten … bump!

Der skete noget!

Der skete noget. Lige nu. Jeg kom til at gøre noget med tastaturet på computeren og så pludselig, at jeg havde aktiveret printeren, som står ovenpå. Udskriver nu Fortælling ved Vintersolhverv, sagde den og gav sig straks i kast med at spytte papir ud. Jeg kunne høre det, mens jeg løb op af trappen for at standse udskrivningen. Det er jo slet ikke nu, at jeg skal skrive ud, læse og … bedømme. Vel? Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg først havde annulleret og stod med en lille stak papir i hånden, papir som rummede mine ord, sætninger og de allerførste sider i den fortælling, der nu er vokset til 200 sider. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Men altså. Dér stod jeg med fortællingen i hånden, en lille bid, som om nogen ville sige mig noget. Vise mig noget.

”Se, her har du beviset, du har faktisk skrevet det her. Prøv at læse det, bare lidt.”

Nu ved jeg ikke, om det var ego eller sjæl, der lokkede, men impulsen var klar. Jeg måtte straks læse lidt og jeg blev grebet. Grebet af egne ord og grebet af glæde. Det er jo ikke helt tosset det her, altså, det var det i hvert fald ikke i vinter. Tvivlen kommer dumpende, for jeg synes jo, at der har været voldsom slinger i valsen gennem foråret og jeg forestiller mig, at jeg har hakket noget i skrivningen. At det er usammenhængende og måske endda uinteressant og at det må omskrives. Ændres.

Min indre censor

Susan, min indre censor rører på sig. Det er noget, hun kan lide og straks er hun klar med den røde pen, fisker den op af tasken i et snuptag, som om hun ikke havde bestilt andet. Det har hun heller ikke. Hele mit liv har hun været aktiv og jeg kom til at give hende alt for meget plads. Mit liv blev en verden bestående af korrektur og røde streger. Aldrig godt nok, perfekt nok … Jo, hun kan sit kram.

”Susan”, siger jeg med høj og klar stemme, ”det er faktisk ikke endnu! Ja, jeg kom til at udskrive noget, men ved du hvad, det er umiddelbart bedre og mere fængende, end jeg troede. Det vækker genklang og jeg føres tilbage til min vinter og de allerførste skridt i sneen mod det, der er ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Hvad der skete i foråret og hvad jeg skrev om det, vil jeg første læse senere. Og du kommer slet ikke på banen i denne fase, det er du godt klar over, ikke? I sporlægningsfasen er du for så vidt arbejdsløs og hvis du vil, er du velkommen til at holde en god, lang sommerferie. Jeg kalder, når jeg igen har brug for dig.

Intentionen er klar

Min intention er klar. Jeg skriver først og fremmest denne fortælling til mig selv og hvis den kan inspirere andre, er det fint og en stor glæde for mig. Men i første instans handler det om mig. Hvis det ikke er en udsøgt luksus, så ved jeg snart ikke. Og jeg er glad!”

Hun sukker, mens hun lægger den røde pen tilbage i tasken, rejser og går. Om den skal med på ferie, hendes røde pen, det aner jeg ikke. Men nu er hun sendt af sted med min velsignelse og jeg håber, at hun får en dejlig lang ferie. Når det er hendes tur, har jeg brug for en medarbejder, som er veludhvilet, frisk og årvågen. Jeg ved jo allerede, at hun er dygtig, at hun kan sit kram, men jeg ved også, at hun har tendens til at gå over gevind. Korrekturfasen er der længe til. Den tid, den glæde.

Ode til Juni

Juni, det er længe siden at vi har danset sammen. Men tiden er kommet, vi nærmer os midsommer og jeg er klar til at skabe forbindelse til alt det, jeg for en stund følte mig løsrevet fra. Du har været her hele tiden, fragtet og båret mig, men du har også værdsæt at jeg nu selv kan gå. Du har set mig, velsignet mig og accepteret min rejse og min vej. Boet på mit gæsteværelse uden at gøre særligt væsen af dig. Du vidste, at jeg var optaget af andre ting, men samtidig fik du lov til at blive skrevet skrev du dig ind i de skriveafsæt og øvelser, som jeg har givet kvinderne i skrivecirklerne og på den intuitive skriveworkshop. Dig er der kommet mange fine fortællinger ud af.

Jeg elsker at dele dig og de andre måneder, jeres energi og visdom, for I har aldrig været mine. Jeg fandt jer ikke, I fandt mig. Og jeres hjælp, støtte og uendelig kærlighed på min vej, som I har skænket mig via fortællingerne, er uvurderlig. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg skal sige jer tak. Intet jeg kan gøre eller sige er stort nok til at udtrykke min taknemmelighed.

Uden månederne, uden de små fortællinger, der voksede med tiden og forvandlede mig, byggede bro og efterhånden lod mig se fragmenter af min sande sjæl og min livsflod, uden alt det, I gjorde og gav mig, var jeg aldrig nået til det sted, hvor jeg er i dag.

”Det tror jeg nu nok, at du var” siger hun bare og slår ud med armene. En duft af roser breder sig i rummet, roser, der er våde af dug og regnvand og må bøje hovederne lidt i mødet med guddommelig overflod. ”Det hele er bestemt på forhånd.”

”Hold op” udbryder jeg, ”vil det sige, at det er fuldstændig lige meget, hvad jeg gør og siger? Det, der skal ske, vil ske alligevel?”

”Ja og nej. Du kan sagtens forsinke og forhindre. Det gør du med din frygt, din modstand og dit hastværk. Men jo mere du forbinder dig, lytter og gør dig modtagelig for den hjælp, der er til dig, desto mere flyder det og så behøver du reelt set bare at flyde med. Det, du skal gøre, vil du ikke være i tvivl om, når tid er. Men sandheden er at du skal gøre langt mindre, end du tror. Det bedste du kan gøre for dig selv og for verden omkring dig er at åbne dine hænder, dine arme og dit hjerte for sandhedens skønhed. Og det nytter ikke, at du spørger mere ind til det nu, jeg har allerede afsløret meget.” Hun fniser som om hun er en smule flov, mens lyset og latteren spiller i hendes øjne.

”Juni altså, du har faktisk ikke afsløret noget som helst, jeg ikke vidste i forvejen. Jeg trængte bare til at høre det igen. Tak fordi du mindede mig om det.”

”Ingen årsag” svarer hun og fordamper i en solstråle.

Ovenstående er et lille uddrag af Fortælling af Vintersolhverv, som jeg skriver på i sporlægningsfasen, i dag rundede jeg 200 sider og jeg er slet ikke færdig endnu. Det er en gave at skrive bog på denne måde. En fase af gangen, en rolle af gangen.

Jeg kommer igen i tanke om Clarissa Pinkola Estes ord:

We do not become healers.
We came as healers. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become artists. We came as artists. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become writers, dancers, musicians, helpers, peacemakers.
We came as such. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not learn to love in this sense.
We came as Love. We are Love.
Some of us are still catching up to who we truly are.”

Jeg ved nu at rejsen udelukkende handler om at åbne op for alt det, som allerede findes i forvejen. Mange af os er blot ved at indhente det, vi allerede er.

Du er ingen tilfældighed

Og mærker du, kære ven, skrivelyst og længsel, så er det ingen tilfældighed. Du er ingen tilfældighed. Noget vil skrives og fortælles gennem dig. Hvad det er, finder du først ud af, når du møder op og gør dig modtagelig. Når du med din intention i hjertet møder op, skaber rum og skaber forbindelse til det, du allerede kan og det, du allerede er.

En guide i bjergene

Skriverejsen kan hjælpe dig på din færd og jeg står til rådighed, hvis du har brug for en guide. Det er min rolle, ja, du kan betragte mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt, viser hvilke stier der fungerer bedst og som hjælper med at finde skrivevej.

Og en buffet

Smag på det, jeg serverer for dig og betragt det som en buffet. Noget vil du kunne lide og bruge, andet må du lade gå igen. Ideen er at du finder helt din egen vej og måde, men jeg har masser af råvarer og opskrifter i rygsækken, så skrivebuffeten vil altid bugne af duftende retter, nogle ordinære og andre mere eksotiske retter.

Og hvem ved, måske skaber vi sammen nye retter undervejs?

SOMMERMENU

I øjeblikket er der følgende hovedretter på skrivebuffeten.

Høstcirklen – skrivegruppeforløb for dig og din skrivelængsel (starter 7. august)
Intuitiv Skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel – lørdag den 20. august kl. 10
Personligt skriveforløb – din helt egen skræddersyede skriverejse

Kærlig hilsen
Lene

sommersolhverv_shamanismTil inspiration, læs også gerne

Skrivemagi ved Sommersolhverv
Lad ikke din indre censor få det sidste ord
Lad vejen skrive dig

 

Når du skriver fra sjælen

Oktoberdans

Når vi skriver fra sjælen uden ønske om accept eller anerkendelse, men blot fordi vi elsker at skrive og lade kreativiteten strømme gennem os, frigøres en vældig kraft. Alt det, vi holder så krampagtigt fast i, fordi vi ønsker at være accepterede i en bestemt form, en slags identitet, kan vi give slip på og i stedet lade kreativitetens kraft virke gennem os. Den kraft har intet andet formål end at skabe og udtrykke sig. Når vi skriver uden at dømme os selv, kan vi efterhånden skrive os fri og heale de skader, der opstod, fordi vi gentagne gange blev bedømt, vurderet og fik lidt for mange kommentarer med på vejen. Bødlen eller dommeren kan sagtens have været klasselæreren, en forældre eller andre, som bare lige synes, at de skulle give deres besyv med.

Selv tilsyneladende velmente kommentarer kan have gjort skade og ros har måske givet sår på sjælen, fordi vi uden at være bevidste om det, begyndte at føle os afhængige af, at nogen kan lide os. Hvis det, vi skriver og skaber er afhængig af andres billigelse og kærlighed, er det en kærlighed fuld af betingelser og skabelsen er ikke længere fri. Vi forsøger bevidst eller ubevidst at skrive noget, som gør os værdige i andres øjne og vi bliver afhængige af den ros, som vi kan blive det af stoffer, alkohol eller betinget kærlighed.

I rigelige mængder

Hverken ris eller ros hører til i sjælens kreative land, for her strømmer kærlighed og skabelse i rigelige mængder. Det er fristende at søge anerkendelse udenfor sig selv og vi kan blive så pokkers afhængige af likes og hurraråb, men i sin reneste form er kreativiteten ikke afhængig af nogen form for bedømmelse eller dom. Det er ønsket om at give udtryk for sig selv, der får sjælen til at udfolde sig kreativt, det er en dybfølt længsel, der strømmer fra et sted i os, hvor alting ender og begynder.

Vi sætter fri og bliver en del af noget større

Egoet vil være. Nogen. Noget. Det er egoet, der bygger en identitet op omkring gøren og laden og det er egoet, der gerne vil vise produktet frem og være noget ved musikken. Men sjælen vil egentlig bare skrive. Den vil lytte til livets musik og være en del af en større komposition. Den tager imod og åbner sine arme og sit hjerte. Den har ikke behov for at eje og den har på ingen måde brug for at identificere sig. For jo mere, vi identificerer os, desto mere bundne og ufrie bliver vi. Men sjælen er fri og når vi lærer os selv at skrive fra sjælen, bliver vi en del af en vidunderlig frihed, hvor ingenting kan ejes eller sættes i bås. Vi tager imod og vi lader komme. Kreativitet, ord og skriverier strømmer igennem os og eftersom vi ikke skriver for hverken ros, anerkendelse, ris eller kritik, sætter vi os selv fri og kan skrive flydende og intuitivt. Vi tør nu lege og udforske, vi går på opdagelse og med nysgerrighed og åbenhed overfor det, der sker i mødet med kreativiteten, sætter vi fri og bliver en del af noget større.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik

Men friheden er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver således med Alt, der er. I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom. Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og puttet sig væk af skræk for at blive dømt.  Og selv en rose kan give dybe rifter i hjertet, for også roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Sjælens og hjertets visdom er for alle

Vi forankrer os i nuet. Vi bliver nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab. Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre.

Smukt, hvis det du skriver kan inspirere andre, men …

Lad endelig skrivelængslen smitte og del gerne dit hjertes visdom med andre. Men del med omtanke og gør det uden nogen form for forventning. Kan det inspirere andre, smukt, hvis ikke, så har det inspireret dig selv. Når du skriver fra sjæl og hjerte og virkelig er dit budskab og dine ord, når du lader ordene danse og bliver den dans, så når du også andre sjæle og hjerter med dine ord. Og dine ord bliver deres gennem den genklang, de vækker. For husk, vi identificerer os ikke længere og tager ikke patent på vores egen måde eller visdom som sådan. Den er for alle og til alle. Den åbner hjerter og får sjæle til at komme ud af deres skjul. Den vækker kærlighed og der er så rigelige mængder, når vi åbner op og lader strømme. Kreativitet. Kærlighed.

Men vi skam har hver vores skrivestemme

Når det er sagt, så har vi alle hver vores stemme. Ikke to stemmer er ens, selvom de måske skriver og fortæller om lidt af det samme. Så du skal ikke blive bange for, at nogen kommer og hugger det, du skriver eller fortæller om. Der er ingen, der kan stjæle dig eller tage din sjæl i pant. Det, du gør, på din måde, er unikt, men det du skriver og fortæller om, når det stammer fra sjæl og hjerte og har til hensigt at inspirere, åbne hjerter og give mod, er for alle. Det er samme Kilde, vi trækker på og kommer fra. Og jo mere vi tapper af Kilden, skriver og skaber, desto mere er der er at skrive og skabe. Kreativitet avler kreativitet.

Intuitive skriveworkshops for sjæl og hjerte

Når jeg holder skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her i min spisestue, slutter vi cirkel, skriver og deler med hinanden. Min fornemmeste opgave som underviser at skabe og klargøre det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel, et rum fuld af åbenhed, magi og kærlighed, hvor blandt andet fortællinger kan opstå og guide os på vej. Rum, som åbner op og giver tilladelse til nærvær og fordybelse. Inden workshoppen har jeg adviseret deltagerne og givet dem en hjemmeopgave. Men det er ikke, som du måske tror, noget de skal skrive eller forberede som sådan. De skal gøre sig selv klar og formulerede en hjertelig intention. For det er det hellige rum og vores egen indre indstilling, der gør hele forskellen. Det er magi for sjælen.

Din hjertelige intention sætter kursen

Når vi møder op med en intention i hjertet, når vi åbner os, gør os modtagelige, kommer til stede i rummet med hele vores væsen og indledningsvis tømmer os for tunge tanker og råddent overfladevand via meditation og opvarmningsøvelse, så går det hele næsten af sig selv. Det er som om vi bliver fragtet. Vi får hjælp. Kilden er til stede i rummet, vi har skabt forbindelse og opdager, at vi rummer alt det, vi skal bruge. Vi indstiller os selv på en kanal, hvor vi kan lytte og modtage og så sker miraklet. Jeg byder på afsæt og skriveøvelser, sluserne åbnes og ordene flyder.

Vi siger tak

Når vi siden hen læser højt og deler med hinanden, gør vi det uden at dømme eller bedømme. Kun Kilden er inviteret, hverken ris, ros eller kritik bliver budt indenfor. Vi skelner ikke mellem rigtigt og forkert. Enhver historie eller fortælling er inviteret ind i cirklen præcis som den er. Vi læser højt, lytter og siger tak.

Du kan skabe dit eget skrivende sjælerum

Og du kan sagtens skabe et lignende rum for dig selv, din sjæl og dine kreative skriverier. Vælg at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det gerne være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel. Tænd nogle stearinlys, røgelse og sæt eventuelt noget blidt musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog. Og hvorfor ikke starte lige nu, lige her? Lad gerne efteråret og den mørke tid holde om dig og støtte dig i den proces.

Husk at overholde din aftale MED DIG SELV

Du laver en hellig aftale med dig selv og den overholder du selvfølgelig på samme måde, som du møder op på den café, hvor du har en aftale med en ven. Uanset hvad tankerne fortæller dig. Her er det ofte den indre censor, der kommer på banen og den vil gøre alt for at forplumre processen. Den er nemlig bange for magi. Overhold dine aftaler med dig selv, mød op og vis at du mener det. Det fremmøde, den dedikation betyder mere end du måske aner. Og husk at sige tak.

Mød op, skriv og tag imod

Men hvordan skal jeg komme i gang med at skrive fra sjælen, tænker du måske og det kan jeg godt svare dig på. Du møder op og tage din skrivelængsel alvorligt. Men ikke mere alvorligt end du indser at skrivelængslen er et symptom og det eneste, der kan få længslen til at åbne sig er at møde op og gøre det, din sjæl længes efter. At skrive sig selv og folde sine fortællinger ud. Og det behøver ikke at være hårdt, svært og anstrengende, den slags er som regel strofer i egoets sang. Det er ofte legende let, skønt og befriende, når vi først får det lært husker det, vi havde glemt. Vi kan det nemlig allerede!

Det, du søger, kan du ikke tjene, fortjene eller betale for med lidelse eller hårdt arbejde. Det er en gave. Det er en nådegave. Den kan kun modtages.

Sådan siger Oriah Mountain Dreamer og det er sjælens sag i en nøddeskal.

Mød op og tag imod din gave. Lev den og skriv den.

Kærlig hilsen
Lene

PS Jeg sender p.t. ikke nyhedsbreve ud, så husk at tilmelde dig bloggen her ved at trykke “follow” og få en advisering i din indbakke, når der er ny inspiration til dig. Du er også hjertelig velkommen på Skrivehusets Facebookside, hvor jeg næsten dagligt lader små tekster, billeder og andet godt til skrivende sjæle dryppe og inspirere.


Skrivelængsel?

Skrivecirkler – bliv del af en skrivegruppe samtidig med du selv er på skriverejse
Skriveworkshop – giv dig og din skrivelængsel en sjæledag på intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Skrivecoaching – 1:1 – din helt personlige skriverejse

Du er ventet ❤

cropped-2011-november-003_b.jpg