Du er ingen tilfældighed

Roser og himlen

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are …

Der er flow igen, et stille og godgørende flow som findes uanset om jeg sætter mig og lader det blive til ord og sætninger eller ej. Det findes og det findes altid.

Det hele handler om mig, min egen indstilling, tilstand og min intention om at forbinde mig til det, der allerede er tilgængeligt og allestedsnærværende. Men måske er det lettere at fornemme det nu, hvor vi nærmer os midsommer og jeg har givet mig selv tilladelse til at tage på en uges ferie. Jeg skal fejre sommersolhverv på en ø i det danske sommerland.

Egoet synger falsk

Det er på tide at give slip og lade komme. Den evige dans, der kan være så svær at finde rytmen i, fordi tanker, frygt og bekymring kan skabe ubalance. Og livet kommer i vejen. Men tankerne synger ofte falsk og det, der skulle være en sjælelig sang, bliver til et skingrende falsk forsøg på at skabe musik. Egoet imiterer, lægger sig tæt op af og kender alle kunstens regler uden helt at mestre dem.

Mellemrumsvejr

Udenfor synger fuglene, det er gråvejr nu, men luften er varm og stadig tyk af fugt. Vinden rasler i træerne, grene dingler dovent til fuglenes sang, en slags dans i et mellemrum. Et andet slags vejr er på vej, det kan jeg mærke og ganske rigtigt, de lover blæsevejr. Jeg savner ikke vinden. Jeg nyder faktisk det her mellemrumsvejr, hvor naturen holder vejret og alting lever og ånder alligevel. Jeg lever. Og der er ved at blive mere stille i mit indre igen, det er en gave og jeg har ikke lyst til at forcere udpakningen velvidende at dette øjeblik kun er endnu en trædesten … bump!

Der skete noget!

Der skete noget. Lige nu. Jeg kom til at gøre noget med tastaturet på computeren og så pludselig, at jeg havde aktiveret printeren, som står ovenpå. Udskriver nu Fortælling ved Vintersolhverv, sagde den og gav sig straks i kast med at spytte papir ud. Jeg kunne høre det, mens jeg løb op af trappen for at standse udskrivningen. Det er jo slet ikke nu, at jeg skal skrive ud, læse og … bedømme. Vel? Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg først havde annulleret og stod med en lille stak papir i hånden, papir som rummede mine ord, sætninger og de allerførste sider i den fortælling, der nu er vokset til 200 sider. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Men altså. Dér stod jeg med fortællingen i hånden, en lille bid, som om nogen ville sige mig noget. Vise mig noget.

”Se, her har du beviset, du har faktisk skrevet det her. Prøv at læse det, bare lidt.”

Nu ved jeg ikke, om det var ego eller sjæl, der lokkede, men impulsen var klar. Jeg måtte straks læse lidt og jeg blev grebet. Grebet af egne ord og grebet af glæde. Det er jo ikke helt tosset det her, altså, det var det i hvert fald ikke i vinter. Tvivlen kommer dumpende, for jeg synes jo, at der har været voldsom slinger i valsen gennem foråret og jeg forestiller mig, at jeg har hakket noget i skrivningen. At det er usammenhængende og måske endda uinteressant og at det må omskrives. Ændres.

Min indre censor

Susan, min indre censor rører på sig. Det er noget, hun kan lide og straks er hun klar med den røde pen, fisker den op af tasken i et snuptag, som om hun ikke havde bestilt andet. Det har hun heller ikke. Hele mit liv har hun været aktiv og jeg kom til at give hende alt for meget plads. Mit liv blev en verden bestående af korrektur og røde streger. Aldrig godt nok, perfekt nok … Jo, hun kan sit kram.

”Susan”, siger jeg med høj og klar stemme, ”det er faktisk ikke endnu! Ja, jeg kom til at udskrive noget, men ved du hvad, det er umiddelbart bedre og mere fængende, end jeg troede. Det vækker genklang og jeg føres tilbage til min vinter og de allerførste skridt i sneen mod det, der er ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Hvad der skete i foråret og hvad jeg skrev om det, vil jeg første læse senere. Og du kommer slet ikke på banen i denne fase, det er du godt klar over, ikke? I sporlægningsfasen er du for så vidt arbejdsløs og hvis du vil, er du velkommen til at holde en god, lang sommerferie. Jeg kalder, når jeg igen har brug for dig.

Intentionen er klar

Min intention er klar. Jeg skriver først og fremmest denne fortælling til mig selv og hvis den kan inspirere andre, er det fint og en stor glæde for mig. Men i første instans handler det om mig. Hvis det ikke er en udsøgt luksus, så ved jeg snart ikke. Og jeg er glad!”

Hun sukker, mens hun lægger den røde pen tilbage i tasken, rejser og går. Om den skal med på ferie, hendes røde pen, det aner jeg ikke. Men nu er hun sendt af sted med min velsignelse og jeg håber, at hun får en dejlig lang ferie. Når det er hendes tur, har jeg brug for en medarbejder, som er veludhvilet, frisk og årvågen. Jeg ved jo allerede, at hun er dygtig, at hun kan sit kram, men jeg ved også, at hun har tendens til at gå over gevind. Korrekturfasen er der længe til. Den tid, den glæde.

Ode til Juni

Juni, det er længe siden at vi har danset sammen. Men tiden er kommet, vi nærmer os midsommer og jeg er klar til at skabe forbindelse til alt det, jeg for en stund følte mig løsrevet fra. Du har været her hele tiden, fragtet og båret mig, men du har også værdsæt at jeg nu selv kan gå. Du har set mig, velsignet mig og accepteret min rejse og min vej. Boet på mit gæsteværelse uden at gøre særligt væsen af dig. Du vidste, at jeg var optaget af andre ting, men samtidig fik du lov til at blive skrevet skrev du dig ind i de skriveafsæt og øvelser, som jeg har givet kvinderne i skrivecirklerne og på den intuitive skriveworkshop. Dig er der kommet mange fine fortællinger ud af.

Jeg elsker at dele dig og de andre måneder, jeres energi og visdom, for I har aldrig været mine. Jeg fandt jer ikke, I fandt mig. Og jeres hjælp, støtte og uendelig kærlighed på min vej, som I har skænket mig via fortællingerne, er uvurderlig. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg skal sige jer tak. Intet jeg kan gøre eller sige er stort nok til at udtrykke min taknemmelighed.

Uden månederne, uden de små fortællinger, der voksede med tiden og forvandlede mig, byggede bro og efterhånden lod mig se fragmenter af min sande sjæl og min livsflod, uden alt det, I gjorde og gav mig, var jeg aldrig nået til det sted, hvor jeg er i dag.

”Det tror jeg nu nok, at du var” siger hun bare og slår ud med armene. En duft af roser breder sig i rummet, roser, der er våde af dug og regnvand og må bøje hovederne lidt i mødet med guddommelig overflod. ”Det hele er bestemt på forhånd.”

”Hold op” udbryder jeg, ”vil det sige, at det er fuldstændig lige meget, hvad jeg gør og siger? Det, der skal ske, vil ske alligevel?”

”Ja og nej. Du kan sagtens forsinke og forhindre. Det gør du med din frygt, din modstand og dit hastværk. Men jo mere du forbinder dig, lytter og gør dig modtagelig for den hjælp, der er til dig, desto mere flyder det og så behøver du reelt set bare at flyde med. Det, du skal gøre, vil du ikke være i tvivl om, når tid er. Men sandheden er at du skal gøre langt mindre, end du tror. Det bedste du kan gøre for dig selv og for verden omkring dig er at åbne dine hænder, dine arme og dit hjerte for sandhedens skønhed. Og det nytter ikke, at du spørger mere ind til det nu, jeg har allerede afsløret meget.” Hun fniser som om hun er en smule flov, mens lyset og latteren spiller i hendes øjne.

”Juni altså, du har faktisk ikke afsløret noget som helst, jeg ikke vidste i forvejen. Jeg trængte bare til at høre det igen. Tak fordi du mindede mig om det.”

”Ingen årsag” svarer hun og fordamper i en solstråle.

Ovenstående er et lille uddrag af Fortælling af Vintersolhverv, som jeg skriver på i sporlægningsfasen, i dag rundede jeg 200 sider og jeg er slet ikke færdig endnu. Det er en gave at skrive bog på denne måde. En fase af gangen, en rolle af gangen.

Jeg kommer igen i tanke om Clarissa Pinkola Estes ord:

We do not become healers.
We came as healers. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become artists. We came as artists. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become writers, dancers, musicians, helpers, peacemakers.
We came as such. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not learn to love in this sense.
We came as Love. We are Love.
Some of us are still catching up to who we truly are.”

Jeg ved nu at rejsen udelukkende handler om at åbne op for alt det, som allerede findes i forvejen. Mange af os er blot ved at indhente det, vi allerede er.

Du er ingen tilfældighed

Og mærker du, kære ven, skrivelyst og længsel, så er det ingen tilfældighed. Du er ingen tilfældighed. Noget vil skrives og fortælles gennem dig. Hvad det er, finder du først ud af, når du møder op og gør dig modtagelig. Når du med din intention i hjertet møder op, skaber rum og skaber forbindelse til det, du allerede kan og det, du allerede er.

En guide i bjergene

Skriverejsen kan hjælpe dig på din færd og jeg står til rådighed, hvis du har brug for en guide. Det er min rolle, ja, du kan betragte mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt, viser hvilke stier der fungerer bedst og som hjælper med at finde skrivevej.

Og en buffet

Smag på det, jeg serverer for dig og betragt det som en buffet. Noget vil du kunne lide og bruge, andet må du lade gå igen. Ideen er at du finder helt din egen vej og måde, men jeg har masser af råvarer og opskrifter i rygsækken, så skrivebuffeten vil altid bugne af duftende retter, nogle ordinære og andre mere eksotiske retter.

Og hvem ved, måske skaber vi sammen nye retter undervejs?

SOMMERMENU

I øjeblikket er der følgende hovedretter på skrivebuffeten.

Høstcirklen – skrivegruppeforløb for dig og din skrivelængsel (starter 7. august)
Intuitiv Skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel – lørdag den 20. august kl. 10
Personligt skriveforløb – din helt egen skræddersyede skriverejse

Kærlig hilsen
Lene

sommersolhverv_shamanismTil inspiration, læs også gerne

Skrivemagi ved Sommersolhverv
Lad ikke din indre censor få det sidste ord
Lad vejen skrive dig

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s