At lytte til regnen

Hjerte

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab.

Så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på hjertet ved døren til det gamle hus. Måske skriver vi slet ikke. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø.

Ved blot at sidde eller gå, betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationen og de fortællinger, der er undervejs. Vi sanker.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Vi spilder ikke tiden, når vi holder fri og giver slip, når vi slipper kontrollen, lader op og lader komme. For som Egon Friedell så klogt sagde:

Salig er uvirksomhedens time, thi da arbejder vores sjæl.

At lytte til regnen

”Lyt til regnen” sagde Natalie Goldbergs engelsklærer til sin klasse og slukkede lyset i klasselokalet. Udenfor silede regnen ned. Hans elever var forbløffede, for de skulle hverken skrive essays eller fortolke tekster. Det var heller ingen test. Han bad dem simpelthen om være stille og blot lytte til regnen, til lyden af de dråber, der ramte vinduerne i klasselokalet og taget ovenfor. Eleverne måtte endda gerne hvile hovederne på bordene, hvis de ville.

”Mit forfatterhjerte blev født den regnvejrsdag i skolen”, fortæller Natalie Goldberg. ”Og det skete fordi jeg lyttede til regnen, fordi et slags mellemrum åbnede sig lige dér og blev større.” Et vakuum, som tillod hende og de andre elever at blive ét med regnen og lyden af regnen uden at foretage sig andet end at lytte og være.

Magiske mellemrum

Følelsen af regn. Lyden af regn. At give sig selv den gave at lytte, føle og mærke uden at foretage sig andet end lige netop det. Det skaber en åbning, det åbner både hjerte og sjæl. Et af de magiske mellemrum, som bringer os helt tæt ind i livets mysterium. Det vækker inspirationen, det gør noget med os og i Natalie Goldbergs tilfælde skabte det en ny åbning til hendes liv som forfatter.

Vakuum og særlige åbninger

Vi har ofte en ide om, at vi skal være produktive. Men pauser og mellemrum er en vigtig af den kreative proces. Og specielt de pauser, hvor vi hengiver os til dvælen og undren og tillader os selv at komme helt tæt på det, der har fanget vores opmærksomhed. Som regnen, der siler ned udenfor og dråberne, der forsigtigt triller ned af ruden. At følge denne dråberejse intenst er som meditation og en ren oplevelse i sig selv. En oplevelse og et nærvær, som skaber rum, vakuum og særlige åbninger, hvor alt det, vi ikke opdager og oplever i farten, pludselig vokser og skaber en klokkeklar tone af noget særligt i os.

Når vi dvæler kommer vi tættere på livets mysterium

Når vi dvæler, befinder vi os i nuet. Og uanset om vi lytter til regnen, vinden eller betragter en solsort, som bader i en vandpyt, kommer vi helt ind i livets essens. Øjeblikke, som på forunderlig vis bringer os tætter på det, der er selve livets åndedrag. Regnen, vinden og solsorten.  Og selvom vi måske tror noget andet, er den slags pauser af ingenting ALT for et skrivende, skabende og kreativt menneske. Pauser, mellemrum og ren væren er en del af den kreative proces. Når vi gør os lydhøre, modtagelige, bevæger os langsomt og tør lade os falde helt ned i mellemrummene, bliver vi bløde, bøjelige og vores sanser skærpes. Det samme gør intuitionen.

Og forfatterhjerter åbnes lige dér. Det samme gør glæden. Mysteriet. Og evigheden.

Kærlig hilsen
Lene

Natalie Goldberg er en af mine store inspirationskilder. Hun er amerikansk forfatter og underviser, hun afholder skriveworkshops og retreats og zen er en stor del af hendes liv og skriveunivers. Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Writing down the bones” og ”The true Secret of Writing” som inspiration til din skrivelyst og længsel.

Høstcirklen

Hvis du har lyst til at komme i gang med at skrive og hengive dig til processen, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an, er du hjertelig velkommen i skriveforløbet Høstcirklen, som starter den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i høsten og efterårets energi

I Høstcirklen forankrer vi os i høstens energi og finder samtidig indre ro gennem ordene. Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne.

I Høstcirklen øver vi os på at turde være i mellemrummene, vi lytter og gør os modtagelige, så vi kan tage imod. Skriveblokeringer forsvinder, når vi forankrer os i nuet og finder ud af, at vi kan lade os transportere gennem ordene og lade fortællingerne skrive os.

Skriveblokering er trygt – men det gør ikke hjertet og sjælen godt

Er du i øvrigt klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Er du klar til at forlade din skriveblokering og har du lyst til at lytte til regnen, vinden og skrive om det, der rører sig bag tanker, modstand og alt det, der tilsyneladende står i vejen? Der er masser af gode mellemrum i Høstcirklen, for en del af processen er naturligvis den gode dvælen og de magiske mellemrum, som vi skaber undervejs.

Læs mere om Høstcirklen her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com , hvis du har lyst til at være med. Kom, sæt din indre fortællerske fri.

Hjerte

 

 

One thought on “At lytte til regnen

  1. Pingback: Sommerens sidste dage | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s