Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg må spørge Eidheann, hvad hun ønsker sig. Det her er hendes fortælling. Hun har taget afsked med Brónach og forladt huset ved havet. Det er midt i maj, vinden tager til og luften er kølig. Sol skinner fra blegblå himmel, man ser en autocamper køre ud af snoede veje, hårnålesving og gennem bratte kurver.... Continue Reading →
Jeg bad om en fortælling i går. Det fik jeg ikke, men hovedsagen er, at jeg bad. Vi tror, at hjælp og ledetråde kommer i samme øjeblik, vi slipper bønnen, men sådan fungerer det ikke. Ting tager tid. Ægte hjælp har brug for at simre og må ofte rejse for at nå frem. Det sker... Continue Reading →
Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Der behøver ikke at være en fortælling I dag, men alligevel hvisker noget i løvet. Jeg havde glemt, at det var forår, glemt Beltane og at vi er godt på vej mod sommer. Kulden, vinden og stormen i mit hjerte holdt mig fast i vinterlænker. Lænker, som var frivillige, for ikke lang tid gik, før... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Du inviterer mig indenfor, holder døren for mig, da jeg træder ind i rummet. Skrivelyset blafrer, lysegrøn for forår, koppen står allerede på bordet med dampende varm kaffe. Jeg sætter mig scenevant og lader blikket glide ud af vinduerne, hvor jeg igen ser de to ravne fra forleden morgen. Vi har tærskelfortællinger med, rrrråbte de... Continue Reading →
Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når... Continue Reading →
Vi talte om det på den intuitive skriveworkshop, jeg holdt i september. Hvordan sørger vi for at holde os i form, hvad skrivningen angår? Og her er svaret er simpelt: Vi møder op og skriver. Igen og igen. Men hvad stiller vi så op, når inspirationen løber op og vi føler os tørlagt? Pauser og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 