At lytte til regnen

Hjerte

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab.

Så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på hjertet ved døren til det gamle hus. Måske skriver vi slet ikke. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø.

Ved blot at sidde eller gå, betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationen og de fortællinger, der er undervejs. Vi sanker.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Vi spilder ikke tiden, når vi holder fri og giver slip, når vi slipper kontrollen, lader op og lader komme. For som Egon Friedell så klogt sagde:

Salig er uvirksomhedens time, thi da arbejder vores sjæl.

At lytte til regnen

”Lyt til regnen” sagde Natalie Goldbergs engelsklærer til sin klasse og slukkede lyset i klasselokalet. Udenfor silede regnen ned. Hans elever var forbløffede, for de skulle hverken skrive essays eller fortolke tekster. Det var heller ingen test. Han bad dem simpelthen om være stille og blot lytte til regnen, til lyden af de dråber, der ramte vinduerne i klasselokalet og taget ovenfor. Eleverne måtte endda gerne hvile hovederne på bordene, hvis de ville.

”Mit forfatterhjerte blev født den regnvejrsdag i skolen”, fortæller Natalie Goldberg. ”Og det skete fordi jeg lyttede til regnen, fordi et slags mellemrum åbnede sig lige dér og blev større.” Et vakuum, som tillod hende og de andre elever at blive ét med regnen og lyden af regnen uden at foretage sig andet end at lytte og være.

Magiske mellemrum

Følelsen af regn. Lyden af regn. At give sig selv den gave at lytte, føle og mærke uden at foretage sig andet end lige netop det. Det skaber en åbning, det åbner både hjerte og sjæl. Et af de magiske mellemrum, som bringer os helt tæt ind i livets mysterium. Det vækker inspirationen, det gør noget med os og i Natalie Goldbergs tilfælde skabte det en ny åbning til hendes liv som forfatter.

Vakuum og særlige åbninger

Vi har ofte en ide om, at vi skal være produktive. Men pauser og mellemrum er en vigtig af den kreative proces. Og specielt de pauser, hvor vi hengiver os til dvælen og undren og tillader os selv at komme helt tæt på det, der har fanget vores opmærksomhed. Som regnen, der siler ned udenfor og dråberne, der forsigtigt triller ned af ruden. At følge denne dråberejse intenst er som meditation og en ren oplevelse i sig selv. En oplevelse og et nærvær, som skaber rum, vakuum og særlige åbninger, hvor alt det, vi ikke opdager og oplever i farten, pludselig vokser og skaber en klokkeklar tone af noget særligt i os.

Når vi dvæler kommer vi tættere på livets mysterium

Når vi dvæler, befinder vi os i nuet. Og uanset om vi lytter til regnen, vinden eller betragter en solsort, som bader i en vandpyt, kommer vi helt ind i livets essens. Øjeblikke, som på forunderlig vis bringer os tætter på det, der er selve livets åndedrag. Regnen, vinden og solsorten.  Og selvom vi måske tror noget andet, er den slags pauser af ingenting ALT for et skrivende, skabende og kreativt menneske. Pauser, mellemrum og ren væren er en del af den kreative proces. Når vi gør os lydhøre, modtagelige, bevæger os langsomt og tør lade os falde helt ned i mellemrummene, bliver vi bløde, bøjelige og vores sanser skærpes. Det samme gør intuitionen.

Og forfatterhjerter åbnes lige dér. Det samme gør glæden. Mysteriet. Og evigheden.

Kærlig hilsen
Lene

Natalie Goldberg er en af mine store inspirationskilder. Hun er amerikansk forfatter og underviser, hun afholder skriveworkshops og retreats og zen er en stor del af hendes liv og skriveunivers. Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Writing down the bones” og ”The true Secret of Writing” som inspiration til din skrivelyst og længsel.

Høstcirklen

Hvis du har lyst til at komme i gang med at skrive og hengive dig til processen, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an, er du hjertelig velkommen i skriveforløbet Høstcirklen, som starter den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i høsten og efterårets energi

I Høstcirklen forankrer vi os i høstens energi og finder samtidig indre ro gennem ordene. Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne.

I Høstcirklen øver vi os på at turde være i mellemrummene, vi lytter og gør os modtagelige, så vi kan tage imod. Skriveblokeringer forsvinder, når vi forankrer os i nuet og finder ud af, at vi kan lade os transportere gennem ordene og lade fortællingerne skrive os.

Skriveblokering er trygt – men det gør ikke hjertet og sjælen godt

Er du i øvrigt klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Er du klar til at forlade din skriveblokering og har du lyst til at lytte til regnen, vinden og skrive om det, der rører sig bag tanker, modstand og alt det, der tilsyneladende står i vejen? Der er masser af gode mellemrum i Høstcirklen, for en del af processen er naturligvis den gode dvælen og de magiske mellemrum, som vi skaber undervejs.

Læs mere om Høstcirklen her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com , hvis du har lyst til at være med. Kom, sæt din indre fortællerske fri.

Hjerte

 

 

Stilhedens havn

jolleiregnvejr

Vi talte om det på den intuitive skriveworkshop, jeg holdt i september. Hvordan sørger vi for at holde os i form, hvad skrivningen angår? Og her er svaret er simpelt: Vi møder op og skriver. Igen og igen. Men hvad stiller vi så op, når inspirationen løber op og vi føler os tørlagt?

Pauser og alenetid

For at holde det kreative bål ved lige er vi nødt til at holde gode pauser og sanke inspiration. Pauserne er ligeså vigtigt som selve den kreative handling, det tidspunkt, hvor vi skriver og skaber. Pauser og mellemrum er en del af processen. Prøv at forestil dig musik uden pauser og mellemrum. Nej vel!? Og selv i vores vejrtrækning er der små pauser mellem indånding og udånding.

Pausen er som et rum for nyt liv, en slags livmoder.

Stilhedens havn er et godt sted at lægge sin båd til og give plads til ren væren og afslapning, der ikke har et bestemt formål. Det er en gudegave bare at sidde stille og dvæle, læne sig helt ind i stilheden og give slip.

Og selv en ekstrovert har brug for alenetid og pauser, hvor man ikke er “på”. Det er en påstand, for selv er jeg ganske givet introvert, men alenetid er en gave til kreative mennesker. Det er her, vi sanker i nærvær med os selv. Det er her, vi gør plads til den stille stemme og lytter til det, som vores sjæl synger om, ord og budskaber, der måske har svært ved at få ørenlyd i en travl og højrøstet hverdag. Hvis vi har et dybtfølt ønske om at skrive og leve fra sjæl og hjerte, er vi nødt til at kende vores livssang og for at kunne høre den, virkelig høre den, må vi blive stille nok, lyttende nok og modtagelige nok. Og vi skal ikke gøre noget bestemt på en bestemt måde. Vi skal bare være.

På date med dig selv

Julia Cameron foreslår en ugentlig tur ud, hvor man alene tager af sted for at gøre noget godt for sig selv og med sig selv. Hun kalder den ”The Artist’s Date”. Det kan være en tur til byen, i biografen eller bare en gåtur ud i det blå og det er en udflugt, at vi foretager alene.

Sank inspiration og find ro i naturen

Selv går jeg gerne en tur i skoven. Lytter, betragter og bliver stille. Tumler jeg med spørgsmål eller er der noget, som smerter, giver jeg det til skoven. Jeg ser lyset danse mellem stammerne og hører træerne hviske. De inviterer mig til at komme nærmere. Tungheden forsvinder blandt myggesværme på sommerdage, mens jeg vandrer og lader tankerne flyve. Jeg finder et sted mellem træerne, en stub eller sten, hvor jeg sætter mig og lukker øjnene, lytter til stilheden og skovens røst.

Her kan jeg høre min egen sjæl hviske og synge med på de sange, som skoven også kender. Her bliver jeg rolig indeni og forbinder mig til Kilden og kærligheden. Og uden at anstrenge mig, sanker jeg. Det sker automatisk, jeg skal ikke gøre noget specielt. Jeg skal bare sidde eller vandre og lade mig opsluge og fortrylle af det, der er.

Hver ting til sin tid

Kommer der gode ideer og input til skriverier, siger jeg tak og giver slip igen. For jeg har nemlig opdaget at jeg altid husker det væsentlige. Jeg behøver ikke rende rundt med pen og notesbog og skrive “det hele ned”, når jeg vandrer i naturen eller betragter og lytter.

“Multitasking er noget fanden har skabt”, sagde et træ engang til mig, mens det lo højt. “I naturen gør vi én ting af gangen. Og vi gør det med hele vores væsen.”

Kreativiteten er en dans

Kreativiteten er en dans mellem gøren og væren. Det er en rytme, hvor vi enten skaber eller sanker. Og gode pauser, stilhed, meditation, natur og eventuelt en ugentlig udflugt, der kæler for den indre kunstner, er guld værd for det kreative og skrivende menneske. Den rytme, hvor det ligesom bare flyder gennem os, kaldes også flow, men det er værd at vide, at et flow ikke er konstant flydende i samme tempo. Der er temposkift, variationer – ja det er som en musikalsk komposition. Eller en flod på vej mod havet.

Pauser, mellemrum, stilhed og ture ud

En del af det kreative flow er pauserne. Mellemrummene. Stilheden og turene ud. Bevægelse og frisk luft gør nemlig underværker for både krop, sjæl og skriveproces. Det samme gør stilhed og hviletid.

Og øvelse gør menneske.

Kærlig hilsen
Lene


Vintercirklen

Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i skrivegruppen Vintercirklen. Selvom det i høj grad handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til mørket og den tid, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg også opfordre til ture ud i naturen. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces.

Og så vil jeg naturligvis invitere til stilhed, mellemrum og varme, bløde steder, hvor du kan putte dig og bare være.

Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om, når Vintercirklen er en realitet. Endelig invitation følger i løbet af de næste dage, men du kan allerede reservere din plads nu. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com

Om mørkning, sjæletid, skriverum og Vintercirklen
Læs mere i “Vintermagi for sjælen”

bur

Når vinden danser

Smålandsk_skønhed

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér.

Et sted i Småland

Det var på den måde med stedet i Småland. Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Og naturligvis kan man sagtens nøjes med små ture ud, alle gode pauser gælder, men jeg kunne bare mærke, at jeg igen skulle over Øresundsbroen og tilbringe nogle dage udenfor dette lands lov og ret. Ud i de svenske skove, ved søer, et sted oppe i Sverige, hvor jeg så ofte før har følt mig hjemme i et træhus i skovbrynet.

Det kaldte, stedet. Jeg mærkede det instinktivt, da jeg så huset på Internettet. Det var muligt at leje det og det lå et sted i Småland, hvor jeg ikke havde været før. Tæt på en sø, lovede ordene og fortsatte med at beskrive omgivelserne, så jeg fornemmede hvert et græsstrå. Længslen sukkede som en flod, der løb mod havet. Kom, hviskede den og kyssede forsigtigt de steder, der trængte til ekstra meget kærlighed. Du er klar til at tage imod noget, der længe har været undervejs og der findes et sted, som er perfekt til det. Et sted, hvor du kan spejle dig i søens dyb og se den sandhed, der forsigtigt har formet sig og været på vej i månedsvis.

“Du er klar nu”, fortsatte stemmen, men det vidste jeg godt. Jeg kunne ikke udsætte det længere og modstanden smeltede som en istap i solskinnet, da jeg så billedet af huset. Et rødt træhus, en veranda, et stort hyldetræ i haven med grene, der forsigtigt banker på køkkenvinduet, når vinden danser. Tæt på søen, skoven og et sted i Småland, hvor jeg tilsyneladende aldrig havde været før. Men nu skulle jeg derop.

Det tavse tomrum

Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Nogle hændelser i sommer og de følelsesmæssige rutsjebaneture og den læring, der fulgte i kølvandet havde sat sine spor. Jeg var holdt op med at skrive, sad bare og stirrede formålsløst på skærmen og kunne hverken finde ord eller mening. Tid til tomrum, hørte jeg stemmen sige og det var jo det, jeg i trætheden havde overset.

Når hjertet venter

Jeg kender ellers udmærket de tidspunkter, hvor tomrummet omslutter sjæle på rejse, fordi der er indsigter og erkendelser, der skal bundfælde sig og fordi der er tidspunkter, hvor vi bare ikke ved. De venteværelser er en del af rejsen, vi er steget af et tog, som for længst er forsvundet i disen, men der er endnu ikke kørt et nyt tog til perron. Det er tåget, diset, der er hverken klarhed eller nogen form for retningsindikation. Det er her, hjertet venter, tålmodigt og i tillid til, at noget er undervejs, men at det endnu ikke er tid. Noget modes, gøres klart og putter sig i varmen dér i mørket. Der er dybe følelser, sorg, tristhed og en vis rastløshed. Men der er ingen form for handling, der kan løse eller fixe tilstanden, vi er strandet og det eneste vi kan gøre, er at sidde med det, der er. For det sted rummer sit helt eget budskab og er en del af rejsen og processen. Det dukker op igen og igen.

Det er rummet uden svar.

Jeg søgte stilheden og lyttede

Da jeg forstod, hvad det handlede om, forlod jeg ambitionen om at skrive noget smukt og indsigtsfuldt og satte mig til at vente dybt i mine egne følelser. Jeg sad med det, der var og faldt til ro i erkendelsen af, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg søgte stilheden, mediterede og lyttede til det, der kom til mig i små dryp. Og da tiden var inde, pakkede jeg min kuffert, bil og hunde og kørte over broen til det sted i Småland, jeg havde lejet for nogle dage og hvortil jeg følte mig kaldet.

Tårerne sprang frem i øjnene, da jeg krydsede grænsen til Sverige og fulgte lyset mod nord. Trætheden krakelerede og jeg lod tårerne flyde, samtidig med at jeg mærkede en ny form for energi komme til syne midt i tågen. Langs vejen stod de mange træer, skovene rakte ud mod mig i efterårsfarver, der var både sprøde og markante i det skarpe sollys. Orange, røde, gule og brune, “vi har med kreativiteten at gøre”, sang de og inviterede mig til at komme nærmere. “Det sted, i dig selv, hvor du giver slip og gør dig så modtagelig, at du tror du mister alt, men i virkeligheden får det hele.”

Det sted i dig selv
hvor du giver slip og gør dig så modtagelig
at du tror du mister alt
men i virkeligheden får det hele.

Huset bød mig velkommen hjem

Det var underligt, men da jeg havde fundet nøglen under den store krukke på terrassen og låste mig ind i det hus, jeg havde lejet i fem døgn, trådte jeg ind i mit eget hjem. Et sted, der var fremmed og hvor jeg aldrig havde været før, men som umiddelbart strakte sin arme ud og tog mig i sin favn. Det gamle træbord i køkkenet, slagbænken ved vinduet, puderne, de store vinduer ud mod haven og hyldetræet med grenene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser. Det blomstrede tapet i blåt og hvidt, striberne på stole og sofa, den store jernseng og de slidte trægulve med spor af dem, der kom før mig.

Der hang historier og fortællinger i hvert et spindelvæv, der duftede af røg og aske fra den store pejs og selvom jeg aldrig rigtig fik den til at virke, fordi røgen blev ved med at vælte ud i stuen, var det fint at den fandtes. Andre havde tændt ydre bål, men jeg lod ilden blusse fra et sted dybt i mig. Jeg fandt varmen på anden vis. Tusindvis af stearinlys, to varmeapparater, man kunne flytte rundt på og en stor trøje og tæppe.

Det var hyggeligt og det var et kærligt. Jeg havde truffet det rigtige valg, da jeg sagde ”ja” til huset i Småland. Og om aftenen sad jeg ved det hvide træbord og køkkenet og skrev i min notesbog i stearinlysenes skær. Der var ikke så mange ord, men dem der var, var milde og godgørende. Jeg skrev om at fare vild og komme hjem igen. Mens hyldetræets grene bankede forsigtigt på vinduet i mørket udenfor og vinden dansede.

Svar, der åbner nye døre

På efterårsferien i Småland og væk fra hverdagens rutiner kom nogle svar til mig, som havde været måneder undervejs. Jeg gav slip, slappede af, jeg havde trukket stikket ud og hengav mig til efterårets smukke forfald i huset ved søen. På gåture i skoven, i stilhed ved søbredden og via ord i en boghandel begyndte det pludselig at dryppe. Synkronicitet og svar i skøn forening. Først var jeg lidt skeptisk, men jo mere jeg overgav mig og svøbte mig i tillid til, at jeg blot skulle være og vandre, så ville det, der var til mig og som havde kaldt så indtrængende, komme mig i møde. Og det gjorde det. Jeg fik svar og indsigter, som jeg havde søgt, blandt andet via spørgsmål i min sjælebog i månederne op til turen. Roen bredte sig og jeg følte mig ligesom fredfyldt som den sø, jeg nu spejlede mig i. Svøbt i visheden om, at alt er, som det skal være og med fornyet tillid i hjertet, faldt det hele på plads dér i Småland.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper

Jeg havde stillet mig undrende og ydmyg overfor noget af det, der var hændt i den forgangne tid og som jeg mærkede havde lange tråde og spor tilbage til tidligere tiders oplevelser og erfaringer. Sjælens rejse er en forunderlig størrelse, men jeg tror på, at vi er her for at lære og har efterhånden lært mig selv at være ydmyg overfor den læring. Det sker, at jeg tager læringen på forskud, jeg tror jeg ved ”hvad” og ”hvorfor”, men senere går det op for mig, at det kun var brudstykker af sandheden. Der kommer mere, senere, når jeg er klar og når svarene er modne. Den slags svar kommer sjældent med det samme, men når de gør, kommer de ofte på en anden måde og i en anden slags indpakning, end vi måske havde forventet.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper, når det gælder sjælens indsigter.

Der er hjælp at få

Dér, midt i Smålands smukke efterår, gik det igen op for mig, at vi får al den hjælp, vi tør tage imod, men at det kræver en helt anden fremgangsmåde end den, vi er blevet lært og påskrevet. Jo mere ivrige, utålmodige og udfarende vi er i forhold til at høste vished og erkendelser, desto mere modstand lægger vi i virkeligheden for dagen. Det er først, når vi bliver stille nok, tålmodige nok og igen fylder vores hjerter med tillid og kærlighed til det, der er, at vi begynder at åbne os, så svarene kan nå os. Svar, som sjældent er endegyldige, men som kaster lys i mørke tunneler og åbner døre, der ikke fandtes før. Noget usynligt og uhåndgribeligt manifesterer sig pludselig som en indsigt af lys, en erkendelse, der opstår fra et dybt sted og kun på den måde, fra det sted, kan vi virkelig forstå.

Sjælebogen og livets mysterium

Det gik også op for mig, at sjælebogen er magisk, fordi jeg har en intention om, at det skal være sådan. Jeg stoler på den bog, på mig selv, Kilden og de ord, der kommer til mig, når jeg stiller mine spørgsmål og sætter mig for at lytte. Jeg skaber forbindelse, når jeg i tillid lytter til subtile toner, den indre dans af vished og musikken, der ikke kan spilles før jeg har stemt mit instrument og gjort mig blød og modtagelig. Når jeg stiller spørgsmålene, kommer der sjældent konkrete svar med det samme. Der kommer gerne kærlige ord, opmuntringer og trøst, men ofte bliver jeg fortalt, at jeg skal væbne mig med tålmodighed og gå i tillid til, at alt folder sig ud i skønneste orden, når det og jeg er klar. Det er en modningsproces, en helt naturlig udvikling og symbiose, som jeg ikke kan forcere eller skynde på. Der er ingen ”fem-hurtige-veje-til-evig-forandring” og der er ingen løfter om bestemte udfald eller resultater. Det er livets mysterium, skriver sjælen med snoet skrift og stemmen synger smukt om uvishedens magi.

Hengiv dig til det, vær dit eget mysterium og gå så i tillid til, at du får de svar du skal bruge, når tid er. Og tiden kommer.

Mange af svarene kom i Småland. Det havde jeg ikke ventet. Egentlig fulgte jeg bare en impuls og den længsel, der opstod, da jeg så huset på nettet og vidste, at jeg måtte derhen. Måske skal jeg bare sove i fem døgn, tænkte jeg eller drikke svensk kaffe med mælk, mens jeg sidder og stirrer ud på regnen, der falder over de svenske skove og drypper mønstre i søen, der under himlens mørke skyer er både sort og uigennemsigtig. Men jeg sov ikke længe, jeg stod op med lyset, gik tur med hundene, drak kaffe og fulgte sjælens stemme. Det regnede heller ikke, solen skinnede, vinden dansede og jeg kunne sagtens se kvinden i søen.

Jeg lod lysten være min GPS

Jeg lod lysten være min GPS og drev omkring på må og få, beundrede det vældige landskab, farverne og det forfald, der var endnu tydeligere dér længere nordpå. Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alt kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere kan bruge til noget, lad det flyve i vinden som de nedfaldne blade og gå i forrådnelse, så det kan opstå som noget nyt og anderledes et andet sted. Lad det være en del af min kreativitet. Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var og gør sig klar til det, der skal komme.

Men lad mig leve nu, lad mig danse lige her midt i løvfaldet og lad mig være det efterår, der gavmildt kaster om sig med blade gjort af fantastiske farver i rød, gul, orange og brunt. Lad mig danse.

Naturlig gavmildhed

Søen gav mig af sit. Det samme gjorde skoven, de store mosbegroede sten og lysninger, som kaldte med tusind tavse stemmer. Og da jeg endelig begav mig ind til byen for at vandre i gader og kigge på butikker, faldt jeg over en bog i en boghandel, som kaldte med ord, der var som skabt og skrevet til mig. Også dér kom der små svar og indsigter, der som puslespilsbrikker var med til at forme et større billede.

Tør du?

Og ørnen var dér skam også. To gange dukkede han op og uden at gøre særlig stads af sig, lod han små ord falde ned i mine åbne håndflader. Jeg fløj ikke med ham denne gang, men stod bare og tog imod med begge ben på jorden. Og dog. For lige dér forstod noget, jeg ikke helt havde forstået på den måde før.

Man kan skam sagtens flyve, selvom man vandrer på landjorden.

Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle

“Det er kærlighed”, råbte jeg til skoven, søen, himlen og de fugle, der fulgte mig på afstand.  Den ørn, de farver, den himmel. Alt det, I så gavmildt skænker mig uden at bede om noget til gengæld. Det er livet”, sang jeg, for nu bølgede energien i mig som en brusende elv og jeg dansede med ørnen fra landjorden på den efterhånden velkendte måde. De dansetrin, den sang og den frihed.

”Tør du leve din egen sande natur nu” spurgte han, inden han fløj over trækronerne og forsvandt for en stund.

Jeg nikkede. Tårer i øjnene, musik i kroppen og en dyb taknemmelighed over at være så elsket fik mig til at synke på knæ og sige en bøn af tak.

”Jeg tør ikke andet”, hviskede jeg og rejste mig forsigtigt, mens jeg børstede jord og bladrester af mine bukser. ”Men hvad kan jeg gøre til gengæld for alt det, I så gavmildt giver mig?”

Du kan sige tak, skreg ørnen

”Du kan sige tak” skreg ørnen og lo sin velkendte latter, så det rungede i de smålandske skove. ”Og så kan du gøre det. Leve din sande natur, danse med livet og lade det flyde igennem dig som luften mellem dine vinger. For det er frihedens kreativitet, der gør dig levende, smidig og glad.”

Noget er større end mig

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér. Om det handler om mig, stedet eller alkymien i mødet mellem os ved jeg ikke, men det skete i Småland i de dage. Og jeg har vished om, at det vil ske igen. Små glimt, stunder af dyb erkendelse og en uendelig gavmild kærlighed fra noget, der er større end mig.

Grene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser.

Fortællingen stammer fra min egen skriverejse, oktober 2015. Og fortsættelse følger.

Kærlig hilsen
Lene


Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver.

VINTERCIRKLEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel.

Vi starter den 1. november og skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året, forankret i naturen, årshjulet og den naturlige cyklus.

Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet herunder. Du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116