Så jeg kan høre hende hviske

Kvinder_Skriverejsen

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme. Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Den evige gentagelse

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af. Den aktive medvirken og en intention om kontinuerligt at vende tilbage til det sted, hvor det er muligt at lytte. Stilheden. Et fristed for ord og skriverier, en landingsplads for de fortællinger, der bor bag det tilsyneladende. Bag tunge tanker, forunderlig modstand og frygt. Hvis det altså er skriverejsen, vi vælger.

Tête-à-tête med Ravnen

“Lad vejen vælge dig” siger hun og smiler underfundigt, “hvorfor så meget modstand mod det, der vil gøre dig godt og sætte dig fri?” Hendes blik sejler gennem regndisen og lander som et suk i min sjæl. Jeg kalder hende nærmere og hun kommer flyvende på blåsorte vinger, hun tøver ikke, for det er igen tid til en lille tête-à-tête. Med Ravnen, med hende, min flyvende mentor. Min allierede, min frænde.

“Ja hvorfor? svarer jeg og sender spørgsmålet tilbage til hende. Og tilføjer med glæde i hjertet: “Modstanden er væk nu. Jeg hilser dig og byder dig velkommen. Hvis jeg altså ikke har sagt det før.

Hun klikker med næbbet og nikker bare. Som om jeg havde et valg. For hvem kan sende et orakel af visdom på vingerne før tid, når hun nu har udsøgt sig mig? Når hun dukker op som det naturligste i verden og beriger mine fortællinger og åbner mit hjerte. Døre, som før var lukkede, står nu på vid gab og nysgerrigheden er større end frygten. For hvad er det egentlig, jeg er bange for?

Livets mysterium

Lyden af livets mysterium har altid fundet vej til mine ører som sød musik, jeg ønsker mig det ikke anderledes. Og i øvrigt begynder jeg at se en rød tråd bag det hele, noget, som jeg bare må forfølge og hengive mig til. Det er hun en vigtig del af, Ravnen. Hun er en del af de kvindelige fortællinger og et univers, som jeg før nærmede mig med forsigtige skridt for så at tage flugten. Hvad var det mon, der dragede mig i så høj grad og som fik mit hjerte til at banke så heftigt? Dengang, da frygten var større end nysgerrigheden, inden jeg forstod at længslen var et kald og en vigtig ledetråd. Hun boede der. Bag skrivelængslen. Hende, som ved.

Længslen

”True vitality is hidden within longing. When you give in to creative passion, it will bring you to the ultimate threshold of transfiguration and renewal. This growth causes pain, but it is a sacred pain.
– John O’Donohue –

Vi har talt lidt om længslen og dens budskab i skrivecirklerne. En af kvinderne fortalte, at hun har lært at betragte længslen som et væsen, hun ikke længere flygter fra eller fortrænger, men som hun respekterer og forsøger at lade leve i sig selv.

Skrivelængslen. Et subtilt kald eller en decideret smerte, et stik i hjertet af længselsfuld lyst, som snart bliver sendt til tælling af en lavine af modstand og argumenter hvorfor, det ikke lader sig gøre at forfølge skrivelængslen.

Det handler om dansen

En af misforståelserne er produktet. Vi har lært, at hvis vi skriver, så er det med et bestemt udfald for øje og ofte påstår kvinder med skrivelængsel at de har en bog i maven. Eller også er de blevet guidet til at skulle skrive en bog. Med al respekt for og kærlighed  til for bøger, jeg elsker at læse og bøger gjort af ord og papir er en essentiel del af mit liv og mit interieur, så er det bare sjældent det, at skrivelængslen som udgangspunkt handler om. Det handler om dansen. Processen. Hengivelsen til længslen og nysgerrigheden efter at møde op og folde den ud.

Og måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

Døren til dit vilde væsen, din vise kvinde

”The doors to the world of the wild Self are few but precious. If you have a deep scar, that is a door. If you have an old, old story, that is a door. If you love the sky and the water so much, you almost can’t bear it, that is a door. If you yearn for a deeper life, a full life, a sane life, that is a door.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Nej, fandme nej!

Det er snart længe siden, at jeg en søvnløs nat hørte hendes stemme og mærkede hendes kraft for første gang. ”Nej fandme nej” var ordene og det kan måske synes som nogle underlige gudindeord, men det skal man ikke lade sig narre af. Og der var brug for dem, de ord, netop de ord. For jeg havde alt for længe, ja faktisk det meste af mit liv, danset til tonerne fra andres piber og forsøgt at få mine egne trin til at passe ind. Jeg dansede på landminer og måtte konstant anstrenge mig for ikke at træde forkert. Men den nat skete der noget, som ændrede min kurs og min måde at være i livet på.

I månederne op til var der sket nogle ting i mit liv, som for alvor satte det i perspektiv. Jeg havde været i sorg, i tomrum og vandret gennem mørke gange. Et venskab var forlist og det satte en lavine af følelser og gamle historier i gang i mig. Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg sidst valgte at lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu for første gang var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min tidlige barndom og sikkert også længe før den tid.

Mørkevandring

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve Den gav mig vished om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle mærke, væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til hende. Min vise, vilde kvinde. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast. Heldigvis.

Måske var det en slags sjælens mørke nat, jeg vandrede igennem den sommer og det efterår for et par år tilbage? Under alle omstændigheder fik jeg øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som havde formet og til dels bestemt udfoldelsen af mit liv indtil da, men som ikke længere tjente mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen og selvom jeg dengang troede, at jeg var fortabt og faret vild, forholdt det sig på ingen måde sådan. Jeg var på vej hjem. Til mig selv. Og det var en vej, som jeg måtte gå alene. Den vej har for altid ændret min måde at være i livet på. Den har forevigt forvandlet mig.

Et budskab af værdighed

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, en indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Og det er ofte dér i mørket, hvor vi tror os forevigt fortabt, at hun dukker op som en røst fra et sted dybt i os. For mig var hun en rumlende torden, jeg kunne høre og mærke i hele kroppen. Sådan kan hun stadig føles, men efterhånden som jeg er blevet mere lydhør og har fundet ud af, at jeg bevidst kan læne mig ind i hendes og mærke hendes kraft og styrke som en integreret del af, hvem jeg er, har hun fået mange stemmer og måder at kommunikere på. Hun er ikke en kvinde, hun er mange. Men uanset hvad hun siger og i hvilken skikkelse, hun træder frem, så er der altid en helt særlig følelse af værdighed gemt i hendes budskab.

Stå ved dig selv og dine følelser.
Det gør godt at græde, tårerne renser dig.
Vandet er en del af, hvem du er.
Det gør godt at le, vinden lufter og letter dig.
Luften er en del af, hvem du er.
Det gør godt at brænde igennem og sige til eller fra.
Ilden varmer og buldrer som en kraftfuld flamme i dig.
Ilden er en del af, hvem du er.
Det gør godt at forankre sig hos Moder Jord.
At sidde hos træerne, dufte og mærke mulden under dine fødder og i din sjæl.
Jorden er en del af, hvem du er.

Velkommen til Gudindecirklen

I Gudindecirklen skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl. Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Og vær ikke bange, kvinde min, jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, som starter den 7. april og varer i 3 måneder, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Cirklen er ved at fyldes, men der er stadig ledige pladser. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme.

Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Kærlig hilsen
Lene

Tl inspiration læs også gerne

Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner
Disciplin skabe magi
Den stille stemme
Skriverejsen

Kvinder_Skriverejsen

At lytte til regnen

Hjerte

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab.

Så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på hjertet ved døren til det gamle hus. Måske skriver vi slet ikke. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø.

Ved blot at sidde eller gå, betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationen og de fortællinger, der er undervejs. Vi sanker.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Vi spilder ikke tiden, når vi holder fri og giver slip, når vi slipper kontrollen, lader op og lader komme. For som Egon Friedell så klogt sagde:

Salig er uvirksomhedens time, thi da arbejder vores sjæl.

At lytte til regnen

”Lyt til regnen” sagde Natalie Goldbergs engelsklærer til sin klasse og slukkede lyset i klasselokalet. Udenfor silede regnen ned. Hans elever var forbløffede, for de skulle hverken skrive essays eller fortolke tekster. Det var heller ingen test. Han bad dem simpelthen om være stille og blot lytte til regnen, til lyden af de dråber, der ramte vinduerne i klasselokalet og taget ovenfor. Eleverne måtte endda gerne hvile hovederne på bordene, hvis de ville.

”Mit forfatterhjerte blev født den regnvejrsdag i skolen”, fortæller Natalie Goldberg. ”Og det skete fordi jeg lyttede til regnen, fordi et slags mellemrum åbnede sig lige dér og blev større.” Et vakuum, som tillod hende og de andre elever at blive ét med regnen og lyden af regnen uden at foretage sig andet end at lytte og være.

Magiske mellemrum

Følelsen af regn. Lyden af regn. At give sig selv den gave at lytte, føle og mærke uden at foretage sig andet end lige netop det. Det skaber en åbning, det åbner både hjerte og sjæl. Et af de magiske mellemrum, som bringer os helt tæt ind i livets mysterium. Det vækker inspirationen, det gør noget med os og i Natalie Goldbergs tilfælde skabte det en ny åbning til hendes liv som forfatter.

Vakuum og særlige åbninger

Vi har ofte en ide om, at vi skal være produktive. Men pauser og mellemrum er en vigtig af den kreative proces. Og specielt de pauser, hvor vi hengiver os til dvælen og undren og tillader os selv at komme helt tæt på det, der har fanget vores opmærksomhed. Som regnen, der siler ned udenfor og dråberne, der forsigtigt triller ned af ruden. At følge denne dråberejse intenst er som meditation og en ren oplevelse i sig selv. En oplevelse og et nærvær, som skaber rum, vakuum og særlige åbninger, hvor alt det, vi ikke opdager og oplever i farten, pludselig vokser og skaber en klokkeklar tone af noget særligt i os.

Når vi dvæler kommer vi tættere på livets mysterium

Når vi dvæler, befinder vi os i nuet. Og uanset om vi lytter til regnen, vinden eller betragter en solsort, som bader i en vandpyt, kommer vi helt ind i livets essens. Øjeblikke, som på forunderlig vis bringer os tætter på det, der er selve livets åndedrag. Regnen, vinden og solsorten.  Og selvom vi måske tror noget andet, er den slags pauser af ingenting ALT for et skrivende, skabende og kreativt menneske. Pauser, mellemrum og ren væren er en del af den kreative proces. Når vi gør os lydhøre, modtagelige, bevæger os langsomt og tør lade os falde helt ned i mellemrummene, bliver vi bløde, bøjelige og vores sanser skærpes. Det samme gør intuitionen.

Og forfatterhjerter åbnes lige dér. Det samme gør glæden. Mysteriet. Og evigheden.

Kærlig hilsen
Lene

Natalie Goldberg er en af mine store inspirationskilder. Hun er amerikansk forfatter og underviser, hun afholder skriveworkshops og retreats og zen er en stor del af hendes liv og skriveunivers. Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Writing down the bones” og ”The true Secret of Writing” som inspiration til din skrivelyst og længsel.

Høstcirklen

Hvis du har lyst til at komme i gang med at skrive og hengive dig til processen, men ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an, er du hjertelig velkommen i skriveforløbet Høstcirklen, som starter den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i høsten og efterårets energi

I Høstcirklen forankrer vi os i høstens energi og finder samtidig indre ro gennem ordene. Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne.

I Høstcirklen øver vi os på at turde være i mellemrummene, vi lytter og gør os modtagelige, så vi kan tage imod. Skriveblokeringer forsvinder, når vi forankrer os i nuet og finder ud af, at vi kan lade os transportere gennem ordene og lade fortællingerne skrive os.

Skriveblokering er trygt – men det gør ikke hjertet og sjælen godt

Er du i øvrigt klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Er du klar til at forlade din skriveblokering og har du lyst til at lytte til regnen, vinden og skrive om det, der rører sig bag tanker, modstand og alt det, der tilsyneladende står i vejen? Der er masser af gode mellemrum i Høstcirklen, for en del af processen er naturligvis den gode dvælen og de magiske mellemrum, som vi skaber undervejs.

Læs mere om Høstcirklen her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com , hvis du har lyst til at være med. Kom, sæt din indre fortællerske fri.

Hjerte

 

 

Når det er tid

 

Porten

Mens jeg sidder og forbereder skriveafsæt og øvelser til den intuitive skriveworkshop nu på lørdag, dumper den første tilmelding til Høstcirklen ind af brevsprækken. Invitation til Høstcirklen er undervejs, men en kvinde kunne bare mærke, at det er nu. At det er tid til at sætte ord på rejsen og at hun skal være med, når vi den 7. august stævner ud på skriverejse ind i høstens og efterårets univers.

Når det er tid

Nogle gang ved vi, at det er tid. Og det betyder sjældent, at frygten bare forsvinder. Det betyder at tiden er inde til at mødes med frygten og gå gennem forhindring, der pludselig forvandles fra en betonkolos til et slags indre tempel med en åbning, som ikke fandtes før. En dør, som nu byder sig til og kalder på at blive åbnet.

Døren er klar. Du er klar.

Der findes en vej igennem

I det øjeblik døren kommer til syne går det op for os, at der ikke findes en vej udenom. Men der findes en vej igennem døren og ud på den anden side af det, der før stod i vejen.

Skrivelængsel. En sitrende fornemmelse af, at noget vil skrives og fortælles gennem dig. En næsten sørgmodig accept af, at det ikke nytter noget at blive ved med at flygte fra det, som efterhånden taler et tydeligt sprog og skrives med store bogstaver. Der findes ingen vej udenom. Men der findes en vej igennem og for din fødder ligger nøglen. Du skal blot bukke dig ned og forsigtigt samle den op.

Noget står på spil

Fortællingens kraft. Ordene. Det, der opstår, når vi møder op og øver os på at blive bløde, modtagelige og lyttende. Det er ikke en passiv tilstand, det er en årvågen tilstand af medskabelse. Det er et samspil mellem kilde, kreativitet og dig. Ja dig! For du vil opdage, at det hverken er særligt svært eller fremmed for dig, når du først er mødt op og har sagt ja. Dit fremmøde, din intention og dit hjertes længsel. Følelsen af at noget står på spil og sårbarheden, der danser den uendelige dans med styrken. Det er din adgangsbillet.

Sjælens sommer

Nu er det sommer. Det er tid til at sanke og måske endda lade det være en slags sjælens sommer. En sommer, hvor du øver dig på at lytte indad samtidig med, at du færdes i det ydre og begynder at indse, at de impulser, de toner og den længsel, du mærker dybt i din sjæl, på ingen måde er en tilfældighed eller noget, du skal nedtone eller skamme dig over.

En sommer, hvor du skærper din intuition og tuner ind på sjælen kompas.

Her starter din skriverejse

Stemmen, musikken, din livssang. Dér i en solstråle, i skyggen af æbletræet eller i solens rejse tilbage til havets skød. Sommerfuglen, der lander på din hånd, fordi du er stille. Måske er det ordløst, subtilt og uhåndgribeligt lige nu og det er helt, som det skal være. Men bevæg dig ind i sommeren med en hjertelig intention om, at du ønsker at skrive mere og sætte ord på noget af alt det, der kalder, rumsterer og bevæger dig og du skal se løjer. Her starter din skriverejse.

Du skaber rum med din intention og det er første skridt

Med din intention skaber du et rum, et vakuum og det er første skridt til at gøre dig modtagelig og skabe landingsplads for ord og fortællinger.

Høstcirklen

Høstcirklen? Her stævner vi helt symbolsk ud søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i nøjagtigt det tempo, der hører den naturlige cyklus til. Vi forankrer os og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten og i Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft.

Som deltager i Høstcirklen vil du blive inviteret til at lave en hensigtserklæring med dit fremmøde, din skriverejse og din tid i Høstcirklen OG du vil få al den hjælp og støtte, som du har brug for på din vej. Både af mig, som skrivecoach og underviser og af de andre kvinder, som vil komme og slutte cirkel, når det bliver høst.

Der kommer altid dem, der skal …

OBS Jeg har netop lagt invitationen op, du finder den her. Og hvis det er tid, så er der kun én ting at gøre. Tilmeld dig nu og reserver din plads til Høstcirklen.

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Læs mere om ideen bag skrivecirklerne her.

Sommerbog

Hvis du i mellem tiden har lyst til at skrive din egen sommerbog og sætte ord på lidt af alt det, du sanker, deler jeg opskriften med dig i linket her: Lad vejen skrive dig.

Kærlig hilsen
Lene

Lad det ske, Gaia

Valmuer