Ravnen og skriveworkshoppen

raven_imbolc

Lyset er dristigere denne morgen, luften frisk og lovende. Måske er regnen færdig med sit rengøringsarbejde for denne gang? Fuldmånen er ikke længere fuld, men hun lyste godt tidligt i morges, så jeg fandt ud på toilettet uden min lommelygte. Jeg vågnede i ro efter en god nats søvn.

Jeg oplever endnu engang, at jeg trives godt i Novembers skød og i den kærlighed, som ikke lover mere end den kan holde. Hun er ærlig og går ikke på kompromis med det, hun tror på og har vished om. Det er den dans, hun danser og som hun indbyder mig til at følge på min egen måde. En forunderlig dans af kontraster fra det pastelfarvede morgenlys til skyerne, der både dækker himmel og sol og regnen, som vasker og renser. Sneen er helt væk nu. Det er hverken efterår eller vinter. Og alligevel er det begge dele.

Jeg gav slip

Der skete noget vidunderligt i går. Jeg gav slip på en aftale om skriveworkshop et sted ude af huset. Det havde været et fint møde på et smukt sted, der var på ingen måde noget galt med omgivelserne. Den dag, hvor jeg besøgte stedet, skinnede solen og landskabet lå badet i gyldent sensommerlys. Det var sensommer med kant, for egentlig burde det have været tydeligt efterår ifølge kalenderen. Men jeg er holdt op med at sætte min lid til alle de kasser og bokser, som vi mennesker forsøger at holde alting fast i. Jeg er begyndt at forstå den evige foranderlighed og alt det, der ikke lader sig forstå.

Nu hengiver jeg mig bevidst til livets mysterium og selvom man måske skulle tro det modsatte, gør det mig levende og glad. Nu, hvor jeg ikke længere tager noget for givet, men lytter og følger de subtile toner, der altid har spillet for mit indre og rislet i min livsflod, går jeg på jorden på en helt anden måde.

Stedet var fint, men noget skurede

Men altså. Det var sensommer i september og stedet er så fint. Ikke desto mindre var der noget i mig, som skurede og gjorde lidt vrøvl. Men jeg valgte at overhøre det, jeg lod mig hvirvle ind i noget, der kunne minde om fortryllelse. Stedet, ideen, en ny samarbejdspartner. “Vi trænger alle til luftforandring, det er tid til at prøve noget nyt.” Tankerne bankede den slags ord og sætninger som søm ind i mine tindinger. Bom bom bom. Det her skal jeg, selvfølgelig, jeg gør mig smidig og finder på noget, så min intuitive skriveworkshop kan passe ind i de her rammer. Her er så fint og lyset falder som fløjlsstråler gennem loftsvinduerne på lyse dage. Ejeren var et smukt menneske. Der var ikke noget at sætte en finger på. Og dog.

Så skete der ikke mere den dag. Jeg tog af sted og var tilfreds med mig selv. Sådan da. For der var stadig noget, som skurede. Der var noget i den samtale, jeg havde haft med ejeren af stedet og noget ved de emner, vi kort havde berørt. Jeg blev bl.a. udfordret i forhold til rummet. Det rum, som jeg kærligt holder og som jeg egentlig insisterer på ikke bliver for stort. Nu ved jeg godt hvorfor, men på det tidspunkt tilbage i september var der stadig usikkerhed i mine dansetrin. Frem, tilbage, hældrejning nu eller var det en tå?

Hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg kørte af sted mod lyset i horisonten, solen stod i syd og det var også en vej, jeg skulle. Solbriller, skarpe stråler og små sensationer af noget andet. En følelse af, at jeg var blevet testet. Adspurgt om noget, som jeg tidligere har haft lidt svært ved at eje. Men jeg havde svaret. Prompte. Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg blev spurgt. Men hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg lader ideer til skriveworkshops og skrivecirkler opstå indefra

Der er gået et par måneder siden den dag og datoen for den kommende skriveworkshop har rumsteret i mit indre. Det er nemlig sådan, at jeg altid lader ideer til skriveworkshops, skrivecirkler og så videre opstå indefra. Jeg ser dem, inden de er manifesteret. Det er min måde, jeg ser dem, jeg mærker dem og efterhånden har jeg vished om, hvorvidt jeg har den rigtige energi til at lade dem komme til live. Ideerne opstår indefra og så arbejder de sig vej gennem mit system, men det er ikke en adgangsbillet at tænke sig til dem. Det skal kunne mærkes og det skal give dyb mening. Ingen andre end jeg kan svare på, om det nu også forholder sig sådan. Giver det dyb mening for mig, kan jeg mærke det? Kan jeg virkelig se det eller ønsker jeg bare, at jeg kunne?

Ønsketænkning

I går gik det op for mig, at stedet og datoen i marts, rummet og de rammer, den intuitive skriveworkshop skulle tilpasse sig ind i, var ønsketænkning. Det var igen det samme spørgsmål om at klippe en hæl og hugge tå. Og det har jeg gjort så mange i mit liv, at jeg slet ikke burde have hverken tæer eller hæle tilbage.

I går stod det mig pludselig klart , at jeg straks måtte give slip på den dato og den aftale. Jeg vidste det og uden at tøve skrev jeg en besked til ejeren af det smukke sted. Jeg fortalte uden at undskylde, at jeg simpelthen ikke kunne skrive mig ind i det rum eller få det til at give mening på nuværende tidspunkt. Jeg kunne ikke se det for mig. Ordene flød og de var smukke på papiret, for jeg kunne mærke dem i mit hjerte.

Jeg sagde fra. Jeg gav slip. Jeg var efterår, et træ med dybe rødder, som lod de sidste blade af forstillelse falde. Det føltes godt og i samme sekund jeg havde trykket på send og ladet e-mailen danse ud i cyberspace, faldt en kæmpe sten fra mit hjerte.

Noget i mig jublede. Jeg var fri.

Intuitiv skriveworkshop, Imbolc og Ravnen

Det skete umiddelbart efter. Den skriveworkshop, som jeg længe har vidst og mærket, at jeg ønskede at holde i forbindelse med Imbolc, blev pludselig manifesteret. Jeg mærkede ordene, jeg så den for mig og jeg så en fugl som symbol på tidspunktet og budskabet. Ravnen. Det var tydeligt. Først tog jeg imod ordene, de flød bare og indenfor kort stod var teksten og invitationen til skriveworkshoppen klar. En skriveworkshop, som jeg naturligvis afholder her i min egen skrivestue og som skal finde sted på tidspunktet for Imbolc tidligt i februar.

Da ordene stod dér, sort på hvidt, gik jeg på shoppingtur i Cyberspace efter det rette billede og jeg konsulterede min sædvanlig butik for stock photos, som passer ind i mit univers. Og snart dukkede hun op, Frøken Ravn, siddende på en gren i den tidlige morgenstund. Uden egentlig at vide det, tror jeg, at hun sidder dér på tidspunktet for Imbolc .

Der kommer dem, der skal

Samtidig mærkede jeg noget nyt. Jeg er ikke urolig for, om der nu også kommer deltagere nok. Jeg ved, at der kommer deltagere og at skriveworkshoppen bliver en realitet, hvis det er meningen, at det skal være sådan. Der kommer altid dem, der skal. Og hvis ikke …

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver “Helt Åben” –

Imbolc – Intuitiv skriveworkshop den 8. februar kl. 10

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Imbolc og den kreative energi på en skrivedag for sjælen

Jeg kan se og mærke den skriveworkshop allerede. Den har puslet og rumsteret i mine celler længe, jeg har ikke tænkt den, men mere mærket den og danset med den vished, der i subtile toner spillede for mit indre. Jeg har intention om at afholde en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel omkring Imbolc.

Ja, det er vinter og nej, jeg har ikke tidligere afholdt skriveworkshops om vinteren, fordi jeg har formodet, at ingen gad bevæge sig ud på landet på den tid af året. Nu ved jeg, at det på ingen måde er sandt. Hvis vi ønsker at forankre os i den særlige energi, der er på de forskellige tidspunkter af årshjulet, så møder vi op uanset om det er sommer eller vinter eller et sted derimellem. Og Imbolc finder altså sted i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Nuvel. Skriveworkshoppen er en realitet, jeg afholder den d. 8. februar 2017. Imbolc it is!

I går flød den som en rislende flod af ord og billeder ud på papiret og mens jeg skriver det, kan jeg allerede se stuen her for mig på den særlige vinterdag i februar, hvor jeg sammen med seks kvinder med skrivelængsel møder op og forankrer mig i energien. Det føles helt rigtig, jeg er tryg, rolig og meget lettet.

Fordi jeg gav slip på det, der ikke skulle være, gjorde jeg plads til det, der skal komme og som ærer intentionen i mit hjerte. Jeg glæder mig meget til at afholde skriveworkshoppen til februar med de kvinder, som kommer. Indtil videre er der 3 og det betyder, at workshoppen afholdes. Den er nu en realitet. Hold da op, hvor jeg glæder mig til at byde velkommen!

raven_imbolc

Ravnen

Fortællingen om den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc er dog ikke helt færdig endnu. For du husker jo, at jeg kunne se ravnen helt tydeligt, da jeg forestillede mig dagen, lyset og rummet og at jeg fandt det helt rigtige billede til at ledsage invitationen på min hjemmeside.

Da jeg lidt senere trådte ud i novemberlyset for at gå tur med min hund skete der noget, som blot gjorde mig endnu mere sikker i mit hjerte. Vi var kun nået få meter ned af markvejen, før hun pludselig kom til syne over hovedet på mig. Ravnen.

Det var lyden som fangede mig, hendes kaldende skrig. Først troede jeg, at det var en af kragerne, dem er der nemlig mange af herude, hvor kragerne er venner, men jeg tog fejl. Da jeg så op for at hilse på fuglen, som tydeligvis kaldte på mig, vidste jeg straks at det ikke var en krage men en ravn. Det rislede frydefuldt ned af ryggen på mig og kuldegysningen forvandledes snart til glødende taknemmelighed. Mit smil var ikke til at tage fejl af og jeg ved, at hun så og mærkede det. Smilet. Ravnen. Jeg sendte hende et fingerkys og sagde tak.

Right you are”, skreg hun

”Right you are” skreg hun, min nye ven og lød som min gamle engelsklærerinde Frøken Leth. Hun fløj fra øst mod vest, hen over træerne, der nu står næsten nøgne i novemberlyset. Hun forsvandt hen over hustaget på naboens gård, men egentlig er hun slet ikke forsvundet. Jeg er blevet skænket en ny ven og jeg er dybt taknemmelig. Jeg er overbevist om, at Frk. Ravn vil komme til stede på sin helt særlige måde, når jeg afholder intuitiv skriveworkshop i forbindelse med Imbolc den 8. februar.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop

Du finder invitationen til den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Du er hjertelig velkommen, hvis du altså er en af de seks kvinder, som jeg allerede kan fornemme sidde omkring bordet i min skrivestue i vinterlyset på den særlige februardag.

Der er nu 3 pladser tilbage. Mon den ene er din?

Kærlig hilsen
Lene

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.
Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.

– Cynthia Adams, Winter Garden –

Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

9 thoughts on “Ravnen og skriveworkshoppen

  1. Pingback: Livsflod og skrivelængsel | Lene Frandsen

  2. Pingback: December og skriveglæden | Lene Frandsen

  3. Pingback: Tabt bag en vogn | Lene Frandsen

  4. Pingback: Ingen andre end du | Lene Frandsen

  5. Pingback: Ugletid | Lene Frandsen

  6. Pingback: Så kan hun lære det | Lene Frandsen

  7. Pingback: Fortsættelse følger | Lene Frandsen

  8. Pingback: Så vi husker | Lene Frandsen

  9. Pingback: Fortællingen som forsvandt | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s