Ugletid

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime