Så kan hun lære det

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen.  Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

”Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth.  Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime

---

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

---

FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn