Jeg skriver ved daggry. Det er dybt i december og lyset er bare en streg i horisonten. Træerne danser lydløs i sprækken mellem nat og dag, hvor jeg nu sidder og skriver.
Vi nærmer os Vintersolhverv
Vi nærmer os Vintersolhverv og stærkere end nogensinde før mærker jeg nu det lydløse, mørke tomrum inden vendepunktet. Noget i mig stritter imod, jeg genoplever gamle smerter og følelsesmæssige dilemmaer og det mærkes det i hele kroppen. Det går ikke længere at flygte, så jeg bliver dybt i december.
Vinter og venteværelse
Tomrummet er det sted på rejsen, hvor man ankommer til en ventesal som runger af tomhed. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk har nævnt det før. Tilbage i januar i marts og sidst i september. For tomrummet er ikke et sjældent og ukendt sted, som kun er nogen forundt. Det er heller ikke en straf, det er på ingen måde et fængsel, selvom det godt kan føles sådan.
Hvad er tomrum for dig, bliver jeg ofte spurgt af kvinderne, som er på skriverejse i skrivecirklerne, for også de oplever gang på gang tomrummet, dage og endda uger uden svar.
En tilstand mellem to faser
Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret alligevel ikke helt har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Det er et tidspunkt, hvor vi kan blive noget så utålmodige efter at tage springet og kaste os ud i næste fase, selvom det faktisk slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.
Når naturen holder vejret
Har du nogen sinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, der er ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer. Kroppen falder til ro.
Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre eller handle og gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. En overgang. Det er som at stå på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og bare dvæle ved synet af floden, der flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting at gøre andet end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase vil komme. Den kommer, når det er tid. Ikke før og ikke siden.
Læs mere Tvivlen, tomrummet og stilheden (fra september).
Eftertænksomme dage før Vintersolhverv
Det er eftertænksomme dage, det er tomrum. Hengivelse og accept er nøgleord, men tomrummet er altid et lidt svært sted at være. Jeg øver mig, hver gang det dukker op på min rejse. Jeg skrev om det i morges på morgensiderne, for noget i mig ved og kan mærke, hvordan en del af mig stadig kæmper imod.
Min sande natur er en anden
Jeg er barn af en travl, udadvendt og smart-i-en-fart tid, men min sande natur er en helt anden.
Først opdager jeg det ikke, jeg skal åbenbart altid lidt ud i tovene og hænge, før det går op for mig, at jeg nu igen er kommet lidt for langt i mine bestræbelser på at få ting til at ske. Det ligger ligesom i blodet, i tiden, det pulserer og det dundrer som et evigt ekko af noget, der minder om dårlig samvittighed. Har jeg givet op? Er jeg tabt bag en vogn?
Hellere tabt bag en vogn end …
”Hellere være tabt bag en vogn end at sidde fast på en vogn, som kører i hastig fart i en helt forkert retning!” Igen den samme stemme, lyden af visdom og noter af noget andet. Jeg tror at det er min veninde, Ravnen, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Det kan også være Ørnen. I dag giver ingen af dem sig til kende, men stemmen er tydelig alligevel.
Jeg nikker. Tager en slurk af den nylavede kaffe og konstaterer, at jeg egentlig slet ikke har lyst til den. Jeg lavede den bare for hyggens skyld. Nu står den der og skvulper let i koppen, mens jeg lader ordene falde ud på det, der engang vil blive til papir. Lige nu er det ren og skær energi, der strømmer igennem mig.
Pludselig kommer jeg til at smile. Jeg ser vognen for mig, der drøner af sted i hastig fart og kvinden, der ligger tilbage på den mudrede markvej. Jeg ser hende, jeg ser mig og jeg lader vognen køre. Tabt bag en vogn, gudskelov for det. Latteren vokser, jeg kan mærke ørnen i mig og fornemme noget sprudlende lethed af liv bag tunghed og træthed.
”Bare vent”. Stemmen smyger sig om mig og smilet bliver siddende. Det føles godt. Jeg skriver mig ind i accepten og hengivelse bliver straks lettere. Jeg ser det komiske i situationen og nyder at ligge dér i det kølige mudder på markvejen, mens regnen siler og laver mønstre på mine kinder. Dråber af vished når min mund og jeg slikker dem i mig uden hastværk.
Tabt bag en vogn. Introvert kvinde. I tomrummet. Alting er præcist, som det skal være.
Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne
På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.
Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.
Årstidens energi er også din energi
Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.
Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.
Ingen andre end du
Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.
De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.
Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget
Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.
For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.
Kreativitetens dans
Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.
Fortællingens kraft
I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.
Levende fortællinger og kærlig energi
Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed? I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.
Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.
SOLHVERVSCIRKLEN
“Standing in the circle Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –
Du er hjertelig velkommen.
Kærlig hilsen
Lene
Photo “Woman in dark forest” © Dwnld777, Dreamstime
Skrivecoach Lene Frandsen 