Så kan hun lære det

old-stone-wall_winter

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen.  Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

owl-in-the-night

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

raven_imbolc

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth.  Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime


imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

old-stone-wall_winter

Stille som sne

Vintertræ

Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er som regel på de dage, hvor solen ikke er fremme at jeg mærker tungheden allermest.

I går var sådan en dag. Jeg havde planer om at skrive et blogindlæg om et emne, jeg længe har kredset omkring og puslet lidt med. Jeg har lagt frø i jorden og selvom det er vinter og jorden er hård og nu dækket af sne, kan jeg alligevel mærke det spire. Det er som en af de tidlige forårsbebudere, vintergæk eller erantis, der kravler op fra jordskorpen og giver os håb midt i vinterens dyb. I går troede jeg, at det var nu. At det var dagen, hvor jeg plukkede de fine blomster og skrev det, der nu er modnet, men sådan blev det ikke.

Så dukkede han op. Først så jeg ham som en silhuet i et af træerne i markskellet. Hans skikkelse sad som malet på en af de øverste grene, en sort kontrast mod den gråblå vinterhimmel. Jeg stod i vinduet og stirrede ud over landskabet, der nu er dækket af et fint lag sne. Og mens jeg stod dér, vidste jeg instinktivt, at jeg igen var havnet i et af de tomrum, der er karakteristisk for sjælens rejse. Det er ikke et sted, hvor man kan gøre noget eller handle sig ud af tomrummet. Hver eneste tanke om gøremål og flugt føles som piskeslag og gør ondt, fordi sjælen vånder sig.

Jeg blev glad, da det gik op for mig, at han var tilbage. Ørnen.  Og i samme sekund jeg tillod mig selv at føle glæde, lettede han fra træet og fløj mig i møde. Hans velkendte stemme dansede med vinden fra øst.

”Det er en dag skabt til fordybelse og stilhed” sagde han, da jeg stak hovedet ud af vinduet for at lade et par snefnug smelte på min håndryg. Jeg havde ikke set ham siden Vintersolhverv, hvor vi var på trommerejse sammen, men nu var han dér igen. ”Hvorfor føler du dig så desperat?”

”Jeg er vel ikke desperat”, udbrød jeg, men en iskold kuldegysning fortalte mig, at det ikke var helt sandt. Jeg var i færd med at blive godt gammeldags vred på vinteren og tomrummet. Sur på mørket, trætheden og fornemmelsen af, at alting er gået i stå. ”OK, godt så” medgav jeg og så forsonende på ham. ”Måske er jeg en anelse desperat eller, jeg er i hvert fald utålmodig. Jeg vil gerne i gang med det nye år og alle de fine planer, jeg har. Ikke mindst det blogindlæg, du ved, som har simret så længe, at det må være mørt og blødt som smør nu.”

Han lo kort og hoppede straks ind af vinduet, da jeg åbnede det for ham. ”Åh ja, kom helt ind, Ørn”, bød jeg og skuttede mig uvilkårligt, ”det er så koldt derude. Jeg fryser.”

”Der er intet i verden så stille som sne. Den dækker jorden, dulmer og indbyder til stilstand. Hvorfor i alverden er det så, at du vil være så aktiv og udfarende. Se bare på træerne derude. Stolte, ranke, de fortrækker ikke en mine. De er i fuld accept, de restituerer og dvæler i det nu, der er hele livet. Vinter er sjæletid. Sanketid. Hviletid.”

Jeg elsker ørnen, men han kan være så pokkers veltalende, at det grænser til det provokerende. Han siger altid netop det, jeg godt ved inderst inde og som rammer mig, fordi jeg i det sekund, han siger ordene, forstår at jeg igen er på afveje. Væk fra mig selv, nuet, vinteren og det, der tilbydes i hvert eneste frostklart øjeblik.  Hamsterhjulet lokker og kalder med sine velkendte toner.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdigt skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved. Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvile. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt stille sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj. Der er intet i verden så stille som sne.

* * *

Det nye år og hverdagen

Måske har du lidt ligesom mig? Når vi igen ankommer til hverdagen efter julen, nytår og alle decembers sociale aktiviteter kan det føles som om man ramler ned i en afgrund af ingenting. Det nye år er i gang, nytårsforsæt og overskrifter for det nye år er formuleret, i hvert fald mentalt, og nu er det tid til at igen at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Overalt bliver vi bombarderet med nytårsoverskrifter som ”kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid” og ”skal 2016 være dit bedste år, så er det nu, du skal handle”. Den slags.

Vinterens særlige energi

Men al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage som skabt til stilhed og fordybelse. Hvis du forcerer noget på dage som disse, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er. Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade. Muntre i decembers glimtende julelys.

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme. Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Værn om vinteren i dig selv

Der er dog mange måder, hvorpå vi kan hylde den langsomme vinterrytme og vinteren i os selv. Der er måder, hvorpå vi igen kan forbinde os og noget af det allervigtigste er, at du giver dig selv lov til at sætte farten ned og justere lidt på ambitionerne. Ja, tillad dig endda den særlige gave at gøre ingenting. Værn om vinteren i dig selv og giv lov til de følelser, der nu kommer dalene som vintersne.

For ved du hvad? Paradoksalt nok er det langt mere produktivt at sætte farten ned og hengive sig til vinteren, trætheden og ren væren end det modsatte. Det er provokerende og frygtsomt for egoet, men det er faktisk en sandhed, som naturen kan hjælpe os med at forstå.  Det er langt mere godgørende rent faktisk selv at vælge at sætte farten ned, hengive sig og gøre lidt eller ingenting end at vente til at kroppen siger fra og du bliver ramt af sygdom eller depression, fordi du ikke lyttede.

Vinteren er som skabt til at lytte til stilheden og til budskabet om ingenting.

Hvis du har skrivelængsel

Måske handler et af dine nytårsforsætter om, at du gerne vil tage din skrivelængsel alvorligt, møde op og skrive? Men noget i dig tøver. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

Start med det første ord. Gå ud og køb dig selv en nytårsgave, en notesbog, som taler til dig og som du umiddelbart får lyst til at skrive i. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Forrest i bogen formulerer du din hensigtserklæring.

Min hensigt med at møde op og skrive er …

Anvend positive ord, ord der tænder noget i dig og som gør, at du virkelig får lyst til at skrive. Ord med god energi. Mal med ordene og gå gerne på opdagelse i formuleringer. Det skal føles godt, du skal kunne mærke det. Hensigtserklæringen gør dig varm og glad indeni og motiverer dig på et indre plan. Den får din sjæl til at smile og det kan du mærke. Leg gerne lidt med det, giv tid og prøv dig frem. Du vil vide, når den er dér. Din hensigtserklæring, din hellige intention med at skrive. Den skriver du allerførst i din skrivebog, men du må gerne gøre noget andet også.

Skriv den på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Skab små oaser i din hverdag

Skab så nogle små oaser i din hverdag, hvor du hengiver dig til dit magiske skriverum. Tænd helt rituelt et skrivelys eller gør noget andet, der symboliserer, at du nu er trådt ind i dit hellige skriverum.

I nedenstående links kan du læse lidt om forskellige måder at skrive i hånden på:
Morgensider
Aftensider
Sjælebogen

Gå en tur

Og endnu en ting. Klæd dig godt på og gå en tur ud i vejret. Selvom vi gerne vil putte os indendørs om vinteren, er der intet så godgørende så en rask gåtur.

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i de skrivegruppeforløb, skrivecirkler, som jeg tilbyder i løbet af vinteren og i foråret. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til årstiden og de tidspunkter, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg altid opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Og så er fysisk aktivitet, frisk luft og en portion dagslys, hvis det er muligt, balsam for humøret.

Balsam for sjælen

Jeg ønsker dig en godgørende januar fuld af fordybelse, indre nærvær og hengivelse til langsomhed.

Sidst på måneden er lyset vokset betydeligt og du vil uden tvivl opdage, at noget i dig også lysner. Men lad være med at forcere det tidspunkt, hvor det sker. Gå i stedet med dagen og det, der er. Lige nu. Nyd de lyse stunder, de tidspunkter hvor det skarpe januarlys bryder gennem skyerne og kaster sol over land. Gå ud, hvis du kan og eller drik en kop lys fra dit vindue. Og hengiv dig så til mørket, vinteren og det, der er. Det er balsam for sjælen.

Vinteren er sjæletid, stille som sne.

Kærlig hilsen
Lene

Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne, svanedun fra himlens hvide vinger. På din hånd et fnug er som tåredug. Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne. Tys, du lytter, til det tavse klinger. O, så fin en klang, sølverklokkesang inderst inde i dit hjerte ringer.

– Poul Hamburger –

Vintertræ


Forårscirklen – et skrivegruppeforløb

Hvis du har fået lyst til at være med i en af mine skrivecirkler, skrivegruppeforløb, så kan jeg glæde dig med, at vinteren og foråret byder på endnu en skrivecirkel. Til marts starter jeg Forårscirklen, som er den sidste skrivecirkel inden sommer. Flere detaljer og invitation følger snart.

 

Hvad sommeren lærte mig

skyermark_goslow

Oplever du at inspirationen kommer til dig som lyn fra en klar himmel? Det gør jeg faktisk sjældent. Og Brenda Ueland skriver noget af det samme i sin skrivebog, som hun formulerer så fint:

“I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.” – Brenda Ueland –

Jeg oplever oftere og oftere, at jo mere afslappet og tilbagelænet, jeg er i forhold til at skulle “præstere”, når det handler om at skrive fortællinger, historier eller digte, jo mere søger inspirationen mig, når jeg mindst af alt venter det.  Det er som om jagten på inspiration blot jager inspirationen længere væk. Som om man bliver en magnet, der i stedet for at tiltrække, frastøder det, man egentlig ønsker sig.

Hvad sommeren sagde

En sommer for et par år siden var jeg strandet på min rejse. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde taget betydningsfulde skridt mod den forandring og siden forvandling, jeg ønskede mig i mit liv. Jeg havde sagt farvel til et fast job og et liv fuld af lunken mellemfornøjethed. Der var ingen vej tilbage. For veje tilbage har det med at lukke sig efterhånden som man bevæger sig videre. Vores veje skaber vi selv og når vi begynder at gå, så er det ikke bare vores ydre landskab, som ændrer sig. Faktisk forholder det sig sådan, at netop fordi vi forandrer os indeni og i tillid til processen træffer valg, som i langt højere grad udspringer fra hjerte og sjæl, jamen så ændrer det ydre landskab sig i takt hermed. Det bliver en slags afspejling af dér, hvor vi befinder os indeni. Lige nu.

Den pågældende sommer var jeg således kommet et godt stykke ud af en vej, som jeg ikke anede, hvor skulle tage mig hen. Jeg havde truffet betydningsfulde valg og jeg mærkede en subtil forandring og en vind af noget, der hørte fremtiden til. Men nu havde jeg jo lært, at der kun findes en tid og det er nu, så jeg gjorde mig ingen anstrengelser for at forudsige, hvad det mon kunne være, der ventede mig forude. Jeg sad med en masse løse tråde, som om jeg havde trevlet mit indre strikketøj op, men endnu ikke vidste, hvad jeg skulle strikke af det sjælegarn, der nu lå spredt på græsset foran mig og som snoede sig som farverige orme i sommervinden.

Dér sad jeg og stirrede ud i luften. Mærkede varmen fra solen og lod mig berolige af sommerens kærlige stemme.” Du har ikke travlt”, hviskede hun, Sommeren og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Du er præcist, hvor du skal være. Man kan ikke forcere processen og sin indre udvikling. Du er som naturen, min ven, alt hvad du ser og oplever herude, de langsomme processer og vejret, som skifter. Lavtryk, højtryk. Buldrende torden og salig sommervind. Alt det rummer du selv. Jo før du kan acceptere det, jo bedre. Vær med det, der er og lev lige nu. I dette øjeblik. Senere vil du få de svar, du skal bruge. Men ikke før du virkelig har brug for dem. Svarene kommer, når de skal og når det er tid. Når du er klar. Ikke før og ikke siden.”

Jeg gav slip

Jeg lyttede, nikkede og så skete det. Jeg gav slip. Dér midt i haven, midt i sommeren og med himmellyset over mig som en kæmpemæssig lampe. Jeg hældte vand med citron op i mit glas og lod være. Tankerne fløj med sommervinden, for jeg havde opgivet at tænke mere over, hvad jeg nu skulle gøre. Måske skulle jeg slet ikke gøre noget? Måske var det virkelig som Sommeren havde fortalt mig. Jeg skulle bare lade være.

Sommerfuglen

Mens jeg sad med halvlukkede øjne og lod mig heale af sol og vind, dukkede den første gæst op. Forsigtigt landede hun på det hvide havebord foran mig og foldede sine vinger ud. Jeg åbnede øjnene helt og stirrede på det smukke insekt foran mig. En sommerfugl. Og nu er det jo sådan, at vi, når vi skriver, gerne må være så præcise som muligt, når vi beskriver noget. Et træ er ikke bare et træ. Nej, det er et egetræ, et birketræ eller en bøg. Giv læseren et dybt indblik og beskriv så detaljeret og præcist som muligt. Det er et godt skriveråd, jeg har for længst taget det til mig, men hvad sommerfugle angår, så kommer jeg til kort. Jeg aner ikke af hvilken slags de er. Jeg ser noget helt andet. Et symbol. Et smukt symbol på forvandling og da den fine sommerfugl med rødlige vinger landede på bordet foran mig, da så jeg mig selv på min rejse.

Jeg hilste kærligt på hende og lod hende forstå, at jeg havde set og anerkendt hende. Sommerfuglen. At jeg var taknemmelig for det budskab, hun bragte mig og at jeg ønskede hende fortsat god rejse. Hun sad lidt i solen og nød stilheden sammen med mig, så fløj hun pludselig videre og jeg mærkede et stik af sorg i hjertet. Sank en klump af usynlige tårer og skyllede ned med vand. Det er i grunden et forunderligt liv, sagde jeg til mig selv og lukkede igen øjnene.

Forsigtigt bankede de på

Jeg må have sovet lidt. Jeg ved det ikke, men pludselig hørte jeg en subtil banken af noget, der ville lukkes ind. Forvirret satte jeg mig ret op i stolen og stirrede ud i luften. Der var jo ikke nogen. Kun hundene, der havde smidt sig i skyggen, fuglene, insekterne, rådyrene, fasanerne og mine blomster i krukker. Stedmoderblomster, hortensia og den sibiriske valmue, som jeg nød godt af den sommer. Valmuen er min yndlingsblomst, ser du. Men der var noget andet. Og pludselig vidste jeg hvad. Jeg mærkede det fysisk, noget bølgede gennem mig. Selvom jeg også har oplevet tunghed og direkte fysisk ubehag, når historier eller fortællinger vil skrives, så var det denne gang en anden fornemmelse. Det var noget, der med samme legende lethed som sommerfuglen blidt landede et sted i min sjæl og ville skrives. Og det var hverken en fortælling eller en ny historie. Det var af gjort af dug, lethed og sommerduft. Det var et digt.

Jeg åbnede min notesbog, som jeg for det meste har med mig, for man ved jo aldrig, hvad der kommer og vil skrives, når man mindst af alt venter det. Jeg fattede min pen, lyttede og så landede det på siden. Det digt, der så blidt havde banket på.

Livet er en sjælden gave
Der er roser i min have
Der står kaffe på mit bord
Og i hjertet er der ord

Livet, roser, kaffe, hjerte
Jeg har lykke, jeg har smerte
Jeg har frygt og jeg har mod
Men min tro er stor og god

Livet, lykke, smerte, tro
I mig selv jeg bygger bro
Mellem lys og kølig skygge
Mellem sorg og sælsom lykke

Livet er en kostbar gave
Der er blomster i min have
Skabt af den, som skabte mig
Og taknemmelig, det er jeg.

* * *

Sådan fortsatte det den sommer. Det var digterens sommer. Det var letheden, der satte sin sproglige dagsorden midt i frustrationen over ikke at vide og følelsen af måske at være faret vild. Efterhånden blev jeg klar over, at hvis jeg bare satte mig derude og ventede, så ville der dukke noget fint og vidunderligt op. Jeg behøvede ikke at jage det. For hvem har nogensinde fanget en sommerfugl ved at jage den med sit net? Næh, hvis man sidder helt stille og bare venter, så kommer den ofte af sig selv. Og nu fanger jeg altså ikke sommerfugle, men den sommer fangede jeg digte. Digte, der gerne ville fanges og bød sig til. Jeg foretog mig intet andet end at åbne mig, give slip og tage imod.

Morgen langs marken, en luftig brise.
En dans, en duft, og flittige Lise.
Solen står til himmels for at skue.
Verden fra sin himmelstue.

Ser hun mon Lise, den gode sol.
En kvinde, et liv, i en liggestol
Som suger til sig af den kærlige kraft
Der er i den gule solskinssaft

Den nikker, solen, og hilser på sky
En rejsende gennem en himmelsk by
Af sommerduft og havblå dis
Usynlige stjerner og sommeris

* * *

Så kære ven. Hvis vi virkelig mener det, hvis vi åbner os og har en intention om at tage imod alt det gode, der faktisk blot venter på at vi skal opdage så og hvis vi tillader os selv at slappe af og give slip, jamen så kommer det til os, som komme skal. Svar. Løsninger. Inspiration. Digte. Fortællinger. Og sommerfugle.

* * *

Sidde med en kaffekop i regnen, knopper briste.
Give slip på koppen, spilde kaffe, dråber miste.
Stille, nu, et minde.
Kaffe, kop og kvinde.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

 

sommermig

I langsomhedens lys

 

fugle

 “I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing,
prime it with a little solitude and idleness.”
Brenda Ueland –

Måske tror du, at du skal vide det hele på forhånd. At du skal have en håndfast ide og at du allerede inden du begynder at skrive skal kende historiens struktur. De efterhånden mange ”sådan gør du” religioner fortæller os, at vi ved at følge en bestemt skabelon kan skabe vores historie og strukturere den perfekt. De fortæller med andre ord, at vi skal tage kontrol over historien og føre den på vej. Fred være med dem, som kan arbejde på denne måde, men for mig er det helt anderledes. Og måske også for dig?

Kontrol og struktur kan slå historien ihjel

Jeg har opdaget, at jo mere kontrol og struktur, jeg lægger for dagen, og jo flere kasser og regler, jeg på forhånd skal følge og få mine ord til at passe ind i, desto mere stiv og kontrolleret bliver historien. Den kan ikke rigtig trække vejret. Den får nærmest åndenød og det er endda som om den stritter lidt imod. Og jeg kan godt forstå historien. Jeg ville heller ikke bryde mig om at få at vide, at jeg skulle konformere mig, så jeg passede ind i en andens forestilling om, hvordan et liv skal leves. Og en historie skal leve. Den lever gennem os, den ånder og har brug for at kunne trække vejret frit og uhæmmet. Hvis vi klemmer for hårdt, så dør den. Historien.

Slip kontrollen

Historien kan med andre ord ikke ånde frit og uhæmmet, med mindre vi møder op og gør os frie og uhæmmede. Vi skal jo blive ét med historien, vi skal kunne mærke de ord, der strømmer igennem os og vi skal vandre i den historie, der nu fødes gennem os. Naturligvis er det lettere sagt end gjort, men det handler allermest om, at vi forestiller os, at vi skal anstrenge os. At vi tror at skal leve op til noget og gøre det på en bestemt måde. Vide hvordan på forhånd. Når sandheden er, at vi derimod skal gøre os levende, legende og lette og med barnets nysgerrighed møde op og spørge: Hvad mon der vil skrives gennem mig? Hvad mon jeg har at sige, når jeg ikke længere skriver fra tankernes tyranni og evige forsøg på kontrol og i stedet bare giver lov til at være. Udforske. Sidde helt stille og lytte til vinden, betragte fuglene.

Inspirationen er som en levende organisme

Brenda Uelands ord vakte dyb genklang og jeg fik næsten tårer i øjnene af genkendelighed. Ja! For sådan er det med inspirationen, den er som en levende organisme, der skal have rum og plads til at ånde. Den bevæger sig langsomt og kommer sjældent, som mange tror, som et lyn fra en klar himmel. Hvis vi tror det, kan vi gå og vente på det lyn hele vores liv. Og vi kan bilde os selv ind, at hvis lynet ikke slår ned i os, så er det fordi vi er uduelige. Vi er ikke inspirerede. Det tilkommer ikke os at skrive, male eller hvad vi nu ønsker at folde ud med vores medfødte skaberkraft. Det er ikke sandt, men vælger vi at tro på den løgn, så bliver den vores sandhed. Sørgeligt nok.

Mød op og tillad dig selv blot at være

Men hvad skal jeg så gøre, spørger du måske og ryster på hovedet. Du skal tillade dig selv at være. Du skal møde op, men du skal ikke nødvendigvis forcere noget. Selvsamme Brenda Ueland fortæller, hvordan det er vigtigt, at vi faktisk hver eneste dag møder op og sætter os foran computeren, skrivemaskinen eller med vores notesbog og bare er. Der behøver ikke altid at ske noget. Måske sidder vi bare og stirrer på bogstaverne, der endnu ikke er skrevet, måske glider blikket væk, ud af vinduet og vi får øje på en fugl i horisonten. Vi glemmer os selv og begynder at rejse lidt med fuglen. Forestiller os, hvordan det vil være at flyve. Vi opdager, hvordan skyerne ændrer sig hvert eneste sekund, vi får øje på den stille fremdrift af langsomhed. Hvordan alting derude svøber sig i sin egen ro.

Vi er smukke i langsomhedens lys

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab. Når vores indre landskab afspejles af det ydre og omvendt. Og så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på fuglen i horisonten. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø. Ved blot at sidde og betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationens ocean.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Skab plads og lidt ro til dig selv

Læg mærke til, hvad Brenda Ueland så rigtigt siger. Vi må skabe den plads og ro hver eneste dag, for det er i rummet af salig stilhed og væren at inspirationen opstår. Hvis der ikke kommer noget, er det ikke fordi at vi er uduelige og inkompetente. Det er heller ikke fordi vi ikke kan skrive. Det er fordi inspirationen ikke er nået frem endnu. Og den hader at blive presset, så lad den bevæge sig i sit eget tempo og gør dig blot klar. Mød op hver eneste dag. Skriv lidt, skriv meget eller skriv ingenting. Vær med det, der er og glæd dig til det, der kommer. Vid at det kommer i sit helt eget tempo og stol på det. Og hør her, ti minutter i stilhed er bedre end ingenting. Der kan bo meget beroligende magi i ti minutter.

Og så en dag

Og pludselig en dag skriver vi på livet løs. For naturligvis er der også sådanne dage. Så har vi samlet energi, vi har åbnet os og inspirationen dukkede op og tog bolig i vores krop. Nu mærker vi den, nu dukker alle de ord op, som vi uden at vide det sankede i horisonten. Vi plantede frø og nu høster vi. Og det sker sågar, at vi kan høste mens vi sår. Så er vi et sælsomt flow, ikke noget, vi forcerede, men noget vi skabte, når vi bare var. Når vi gav os selv tid, kærlighed og lov til blot at være. Når vi var generøse på egne vegne.

”Writing is not a performance but a generosity”, sagde Brenda Ueland også. Hun var en vis kvinde.

Kærlig hilsen
Lene

fugle