I langsomhedens lys

 

fugle

 “I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing,
prime it with a little solitude and idleness.”
Brenda Ueland –

Måske tror du, at du skal vide det hele på forhånd. At du skal have en håndfast ide og at du allerede inden du begynder at skrive skal kende historiens struktur. De efterhånden mange ”sådan gør du” religioner fortæller os, at vi ved at følge en bestemt skabelon kan skabe vores historie og strukturere den perfekt. De fortæller med andre ord, at vi skal tage kontrol over historien og føre den på vej. Fred være med dem, som kan arbejde på denne måde, men for mig er det helt anderledes. Og måske også for dig?

Kontrol og struktur kan slå historien ihjel

Jeg har opdaget, at jo mere kontrol og struktur, jeg lægger for dagen, og jo flere kasser og regler, jeg på forhånd skal følge og få mine ord til at passe ind i, desto mere stiv og kontrolleret bliver historien. Den kan ikke rigtig trække vejret. Den får nærmest åndenød og det er endda som om den stritter lidt imod. Og jeg kan godt forstå historien. Jeg ville heller ikke bryde mig om at få at vide, at jeg skulle konformere mig, så jeg passede ind i en andens forestilling om, hvordan et liv skal leves. Og en historie skal leve. Den lever gennem os, den ånder og har brug for at kunne trække vejret frit og uhæmmet. Hvis vi klemmer for hårdt, så dør den. Historien.

Slip kontrollen

Historien kan med andre ord ikke ånde frit og uhæmmet, med mindre vi møder op og gør os frie og uhæmmede. Vi skal jo blive ét med historien, vi skal kunne mærke de ord, der strømmer igennem os og vi skal vandre i den historie, der nu fødes gennem os. Naturligvis er det lettere sagt end gjort, men det handler allermest om, at vi forestiller os, at vi skal anstrenge os. At vi tror at skal leve op til noget og gøre det på en bestemt måde. Vide hvordan på forhånd. Når sandheden er, at vi derimod skal gøre os levende, legende og lette og med barnets nysgerrighed møde op og spørge: Hvad mon der vil skrives gennem mig? Hvad mon jeg har at sige, når jeg ikke længere skriver fra tankernes tyranni og evige forsøg på kontrol og i stedet bare giver lov til at være. Udforske. Sidde helt stille og lytte til vinden, betragte fuglene.

Inspirationen er som en levende organisme

Brenda Uelands ord vakte dyb genklang og jeg fik næsten tårer i øjnene af genkendelighed. Ja! For sådan er det med inspirationen, den er som en levende organisme, der skal have rum og plads til at ånde. Den bevæger sig langsomt og kommer sjældent, som mange tror, som et lyn fra en klar himmel. Hvis vi tror det, kan vi gå og vente på det lyn hele vores liv. Og vi kan bilde os selv ind, at hvis lynet ikke slår ned i os, så er det fordi vi er uduelige. Vi er ikke inspirerede. Det tilkommer ikke os at skrive, male eller hvad vi nu ønsker at folde ud med vores medfødte skaberkraft. Det er ikke sandt, men vælger vi at tro på den løgn, så bliver den vores sandhed. Sørgeligt nok.

Mød op og tillad dig selv blot at være

Men hvad skal jeg så gøre, spørger du måske og ryster på hovedet. Du skal tillade dig selv at være. Du skal møde op, men du skal ikke nødvendigvis forcere noget. Selvsamme Brenda Ueland fortæller, hvordan det er vigtigt, at vi faktisk hver eneste dag møder op og sætter os foran computeren, skrivemaskinen eller med vores notesbog og bare er. Der behøver ikke altid at ske noget. Måske sidder vi bare og stirrer på bogstaverne, der endnu ikke er skrevet, måske glider blikket væk, ud af vinduet og vi får øje på en fugl i horisonten. Vi glemmer os selv og begynder at rejse lidt med fuglen. Forestiller os, hvordan det vil være at flyve. Vi opdager, hvordan skyerne ændrer sig hvert eneste sekund, vi får øje på den stille fremdrift af langsomhed. Hvordan alting derude svøber sig i sin egen ro.

Vi er smukke i langsomhedens lys

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab. Når vores indre landskab afspejles af det ydre og omvendt. Og så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på fuglen i horisonten. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø. Ved blot at sidde og betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationens ocean.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Skab plads og lidt ro til dig selv

Læg mærke til, hvad Brenda Ueland så rigtigt siger. Vi må skabe den plads og ro hver eneste dag, for det er i rummet af salig stilhed og væren at inspirationen opstår. Hvis der ikke kommer noget, er det ikke fordi at vi er uduelige og inkompetente. Det er heller ikke fordi vi ikke kan skrive. Det er fordi inspirationen ikke er nået frem endnu. Og den hader at blive presset, så lad den bevæge sig i sit eget tempo og gør dig blot klar. Mød op hver eneste dag. Skriv lidt, skriv meget eller skriv ingenting. Vær med det, der er og glæd dig til det, der kommer. Vid at det kommer i sit helt eget tempo og stol på det. Og hør her, ti minutter i stilhed er bedre end ingenting. Der kan bo meget beroligende magi i ti minutter.

Og så en dag

Og pludselig en dag skriver vi på livet løs. For naturligvis er der også sådanne dage. Så har vi samlet energi, vi har åbnet os og inspirationen dukkede op og tog bolig i vores krop. Nu mærker vi den, nu dukker alle de ord op, som vi uden at vide det sankede i horisonten. Vi plantede frø og nu høster vi. Og det sker sågar, at vi kan høste mens vi sår. Så er vi et sælsomt flow, ikke noget, vi forcerede, men noget vi skabte, når vi bare var. Når vi gav os selv tid, kærlighed og lov til blot at være. Når vi var generøse på egne vegne.

”Writing is not a performance but a generosity”, sagde Brenda Ueland også. Hun var en vis kvinde.

Kærlig hilsen
Lene

fugle

2 thoughts on “I langsomhedens lys

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s