Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Slap af” hvisker fyrtårnets ånd, ”du kan ikke stoppe det, men du kan heller ikke få det til at ske. Faktisk er du helt overflødig. En overflødighed, der sætter dig fri til at opleve, hvis du bare tillader og lader det ske. Din egen udfoldelse. Daggryets lys. Det sker helt af sig selv, når du... Continue Reading →
Overskriften kommer først, men den kan være midlertidig. Jeg tager imod uden dom og har skruet helt ned for analysen. Advarslerne ryger op i det røde felt, AI er genereret. Hun smiler træt, vender sig om og går den anden vej. Hun vender tilbage. Og som sådan er overskriften jo lige i øjet. Hun fjerner... Continue Reading →
Det er for tidligt at skrive, ord fordamper i sommersol, men der findes en sfære af poesi, som jeg kan træde ind i. Ikke for at forgribe mig på begivenheders gang eller den guddommelige timing, men for at danse. Bevægelserne er langsomme, jeg strækker mig og lader mine arme gøre sit. Stagneret energi sendes afsted... Continue Reading →
Dagene går og november bliver ældre. Lyset forsvinder tidligt, tusmørket sniger sig rundt i Fjordbys gader og der er lys i Peregrinas Café. I det store vindue ud mod gaden bor en lyskæde i nedfaldne blade. Midt i vinduet ligger en enkel bog med brunt lædercover og ovenpå ligger en fyldepen. De sædvanlige lamper er... Continue Reading →
I vores moderne verden er der stort set ikke forskel på sommer og vinter. Det forventes, at vi er ens på alle årstider og det strider imod vores natur. Når lyset dæmpes og mørket vokser, er det et kald og det gælder også os. Det er tid til at sætte farten ned og trække energien... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
”Mød det med venlighed” siger fuglen, der dukker op i min drøm. Det er tæt på daggry og jeg slår øjnene op. Han er der stadig. Gærdesmutte siddende på den nederste gren i Brónachs æbletræ. Det er vinter, nøgne grene danner et karakteristisk mønster og træet er smukkere end nogensinde før. I al sin enkelthed.... Continue Reading →
«Eidheann, er du her? Eidheann”? Jeg hører hende kalde, stemmen bæres af vinden. Vinden som har raset i dagevis, mens solen bager fra næsten skyfri himmel. Alt der var vådt, er blevet tørt. Men på stranden går alt som det plejer, vi går her i hvert fald. Fleur og jeg. Der er fralandsvind og bag... Continue Reading →
Fortællingen kunne slutte her, men det gør den ikke. Bedst som jeg havde sluppet den og sat den fri i stormende kuling, bedst som jeg havde opgivet alle tankerne om at ville noget bestemt, vågner jeg en morgen og opdager en hvid fjer på min dyne. Det er vel nærmest et dun, tænker jeg, uden... Continue Reading →
På vej tilbage fra Caileans hus møder jeg haren. Den dukker op på engen i det tykke græs, siddende i en solstråle. Når hun rejser sig på bagbenene, har hun 360 graders syn og kan både se og mærke, hvad der nærmer sig. Hun føler sig frem og ved instinktivt, at det ikke kun er... Continue Reading →
