Hvem skulle have troet det

Springroad

”Du vidste det ikke og du skulle heller ikke vide det. Men du vidste, at noget skulle være anderledes, da du først begyndte at rette og redigere i detektivfasen af din bogskrivning. Du vidste, du vidste bare ikke hvad. Og det slog dig lidt ud, så du lagde dit skriveprojekt væk for en stund.

Indtil i går aftes, da du så krimien fra Wales. Huset, kvinden, pensionatet, hvor han kom ind. Detektiven. Da ramte den dig. Visheden. Du fejede det lidt væk, men kunne mærke, hvordan historien kom flydende ind over dig som en elv og tog dig med. Billedet tegnede sig for dine øjne, du mærkede det i krop og sjæl, men først viftede du det væk som en irriterende flue. ”Jeg skal da ikke skrive en roman”. Der tog du fejl.

Du var bare ikke parat sidste år. Alt ville have været anderledes, hvis det havde været din opgave. Men du skrev, 350 sider er det blevet til om skriverejsen gennem årstider og årshjul og nu har du et fint grundlag til din fortælling. Du har præpareret dit historielærred. Jeg beklager, vi kunne ikke indvie dig i hele sandheden fra begyndelsen, men nogle gange er det sådan. Også derfor lærte du om tillid. Du lærte at stole på processen og at give dig selv hen og den læring kan du gøre brug af nu. Du er klar. Nu. På en måde kan man jo sige, at du går ind i en ny sporlægningsfase, men denne gang er det faktisk lidt anderledes. For nu maler du ovenpå, du følger en dans, en rytme og en vished om årshjulet. Alt det, som du nu skal give videre til din kvindelige hovedperson, der snart flytter ind i det hus ved kysten, som hun har arvet af en ukendt tante. Ved Vintersolhverv.

I øvrigt trænger du til det. At skrive en roman. Du trænger til det eventyr, det er. Hver dag. Lidt eller meget. Så tit du orker.

Du er stille lige nu og det er fint. Lad det synke ind, sid lidt med det. Men jeg kan se, at du allerede har skrevet en synopsis og du har fundet et billede af det landskab ved den jyske vestkyst, for huset ligger. Mellem hav og hede. Udsigten. Indsigten. Det hele er parat og det er du også. Tro mig, du vil elske det!”

Sådan lød ørnens forleden dag, da han pludselig fløj gennem vinduet og med en duft af forår landede på mit bord. Dér sad jeg med mit 350 sider manuskript og stirrede ud i luften. Dagen før var det sket, som ørnen fortæller om. Jeg sad i sofaen med en stor kop te, det var aften og mørket havde sænket sig. Jeg gjorde noget, som jeg ofte gør og som jeg elsker. Jeg så en engelsk krimi som er henlagt til Wales. Fuldstændig uforberedt på andet end solid underholdning blev jeg ramt af et indre lyn, da scenen skiftede til pensionatet og zoomede ind på kvinden bag bardisken. Lige dér vidste jeg det. At mit skriveprojekt og alt det, jeg skrev og nedfældede sidste år, skal overføres til en roman. Scenen blev sat lige dér, noget i mig vidste, men jeg protesterede højlydt og følte mig uendelig trist. Det skal jeg da ikke. Skrive en roman. Men det skulle jeg åbenbart.

Jeg gik i seng, jeg sov, vågnede op og historien var der stadig. Jeg kunne se den for mig og begyndte også at mærke en ny form for nysgerrighed. For det føltes så stærkt at jeg på ingen måde kunne ignorere det. Så jeg gjorde, som ørnen også nævner og jeg gjorde det nærmest uden at tænke. Jeg skrev en synopsis til historien og det flød fra min pen.

Deja-vu

Det kom bag på mig. Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at bogen skulle være en roman, men så skete det og visheden væltede ind over mig som bølgerne fra Vesterhavet. Jeg har i øvrigt også drømt om huset, det hus, som kvinden i romanen arver. Og da jeg så kvinden bag bardisken i filmen fra Wales var det som et deja-vu. Noget i mig vidste. Og selvom jeg havde stor modstand på ideen et døgns tid, så blev det alligevel sådan som jeg kunne mærke, at det skulle være.

En roman er undervejs

Jeg begyndte at skrive på historien den næste morgen. En roman er undervejs. Det havde jeg ikke set komme. Og til min rådighed har jeg et 350 siders manuskript om livet og skriverejsen forankret i årstiderne, dag for dag, måned for måned. Jeg har selv levet det og skrevet det. Nu henligges scenen til et hus ved kysten og ja, Fortælling ved Vintersolhverv ender med at blive en roman. Hvem skulle have troet det?

Da kvinden flytter ind i huset, er det vinter. Det er december og tæt på Vintersolhverv. Her starter fortællingen. Det er en fiktiv historie om en kvinde og en drøm. Men det er også en historie om ørnen og skriverejsen. Baseret på alt det, jeg har nedfældet i sporlægningsfasen sidste år og med årstiderne og den naturlige cyklus som rød tråd. Vi følger kvinden i huset ved kysten i et år, hvor hun møder de lokale og de gæster, som dukker op på pensionatet. Men allermest handler fortællingen om hendes møde med sig selv og naturen. Den handler om at komme hjem.

Samtidig er det også en bog om at skrive. For kvinden i romanen skriver naturligvis, det er en del af hendes vej og måde og det skal vi også høre nærmere om. Tror jeg, for man ved jo aldrig helt, hvad der kommer til at ske. Jeg lader det være et eventyr og som ørnen så klogt siger det, trænger jeg til det nu. Eventyret.

Gudindecirklen starter den 7. april

Samtidig arbejder jeg videre på skriveafsæt og øvelser til Gudindecirklen, skrivegruppeforløbet som starter på næste fredag den 7. april. Jeg glæder mig til at byde velkommen til 3 måneders skriverejse i gudindens tegn. Vi skal skrive os ind i hendes univers og vække vores indre fortællerske. Der er ikke noget rigtig eller forkert, vi skriverejser med nysgerrighed og undren. Dypper pennen i de tidlige morgener, hvor disen danser i horisonten og solen endnu bare er en antydning. Vi mærker gennem ordene og lader fortællingens kraft hjælpe os med at bygge bro og skabe nye åbninger.

Det er altid spændende at se, hvad der dukker op af fortællinger og visdomsord, når en ny gruppe kvinder slutter cirkel og hengiver sig til skriverejsen. Hver især bliver de inviteret til at formulere en hensigtserklæring med at deltage, som både støtter og løfter dem på deres vej. Intentionens kraft er stor.

Intentionens kraft

Wayne Dyer betragtede intention som en kraft i universet, som muliggør skabelse af alt, hvad der er til. Intention er således ikke noget, man gør eller tilstræber, det er snarere en energi, som vi allerede er en del af. Han forklarer intentionen som et energifelt, der er fuldt tilgængeligt for alle og som vi kan aktivere og bruge til at skabe positiv fremgang i vores liv.

Drop kampen og mistilliden til livet

En af måderne at få kontakt til energifeltet af intention er at droppe kampen, fordommen og mistilliden til livet og i stedet at søge harmoni med det, der omgiver os. Ved at hengive os til det subtile, naturlige flow og bevidst at søge harmonien, giver vi plads til at vores dybeste ønsker kan manifestere sig. Han fortalte, at retningen for vores dybeste ønsker dukker helt naturligt op til overfladen, når vi giver slip.

Ligegyldig hvad din intention er med at møde op og skrive, så hjælper du magien på vej ved på forhånd at formulere en intention med dit forehavende. Ved at bruge ord med god energi, som støtter og løfter dig og som du kan mærke føles godt, når du skriver og læser dem, aktiverer du intentionens felt og gør dig modtagelig for, at det, du ønsker dig, kan finde dig, når du begiver dig på skrivevej. Du åbner simpelthen op og gør dig modtagelig via din intention.

Aktiv deltagelse er en forudsætning

Men du er nødt til at møde op og skrive. Aktiv deltagelse er en forudsætning. Hvis du ikke møder op og skriver, sker der ingenting. Din sjæl kalder på dig via din skrivelængsel, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

gudindecirklen-starter

Der er 2 pladser tilbage i Gudindecirklen

Alt det skal vi lege med i Gudindecirklen. Skulle du have fået lyst til at være med, kan jeg glæde dig med, at der endnu er 2 ledige pladser. Du finder invitationen i linket her og skriver til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du ønsker at deltage.

Der sker altid noget, når vi begiver os på skriverejse og siger ja til den åbning, vi skaber med vores intention og ved vores fremmøde. Men naturligvis er vi nødt til kontinuerligt at møde op og øve os. Skabe rum og give plads og tid til at ordene kan lade og skrivelængslen folde sig ud. Det er blandt andet den slags rum, jeg tilbyder via skrivecirklerne. Så du får en god fornemmelse af skriverejsens magi og får en direkte oplevelse af den kreative proces forankret i årstidernes energi og den naturlige rytme og cyklus.

Når den indre censor kommer på banen

Der sker altid noget, skriver jeg og det gjorde der jo. Og ofte bliver det anderledes end vi havde tænkt os. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at min bog skulle ende med at blive en roman og jeg kan love dig for, at det skræmmer min indre censor. Hun danser en ihærdig cancan i disse dage, men jeg har efterhånden forstået, at hun bliver ekstra ivrig efter at bremse mig, når der er noget vigtigt på spil. Når det jeg gør, er farligt nok og jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, slår hun bremserne i og gør alt for at få mig til at slippe mit forehavende. Det har hun mange listige metoder til. Jeg forventer ikke, at hun forsvinder, men jeg har lært hende at kende og ved, at hun blot er bange på mine vegne. Nogle gange skriver jeg hende, andre gange beroliger jeg hende. Alt er præcist som det skal være. Og nu skriver jeg altså en roman.

Din indre censor

Bestil gerne min eBog om den indre censor – den er gratis

Hvis du også har en ihærdig indre censor, er du hjertelig velkommen til at få en kopi af min eBog ”Din Indre Censor”. Den er gratis og den er fuld af små skriveøvelser og fif til, hvordan du lærer din indre censor bedre at kende og lærer dig selv at skrive alligevel.

Husk på, at din skrivelængsel er et kald fra sjælen. Der er gaver at hente, men bliver du i din komfortzone og vender du skrivelyst og længsel ryggen, får du aldrig mulighed for at pakke gaverne ud. Og det er synd.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet.

På denne dag går vi på skrivende opdagelse i energien omkring Beltain og det vil skriveafsæt og øvelser bære præg af. Kom, giv dig selv en skrivedag for sjælen.

Sommercirklen

Sommercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt sommerens blomstrende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse sommeren igennem.

Forløbet starter den 15. maj og varer i 3 måneder.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter af året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

I Sommercirklen får du mulighed for at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene.

Måske er du endda introvert og har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Læs mere i Sommercirklen invitationen her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Den sidste dag i marts

Det er den sidste dag i marts. Jeg dypper pennen i forårets lys og dvæler ved træerne i horisonten.

Livet er et eventyr. Vinteren er forbi. Udenfor blomstrer anemonerne lystigt i skovbund og på skrænter, jeg har set påskeliljer og store fede knopper på træerne. Jeg har fundet mit helt eget udested lige udenfor haven og på egen grund, en cirkel, hvor jeg kan være, meditere og sidde ude og lytte til naturen og egen sjæl.

Close to home

Close to home. Alt det vi ønsker os i livet er meget tættere på, end vi kan forestille os. Vi siger, at vi godt ved det og det gør vi os, men vi glemmer det igen og igen. Tak Marts, for alt det du lærte og skænkede mig og det, som blev tydeliggjort på skriverejsen. Og det skulle altså blive dig, som overbragte mig det uventede budskab og viste mig, hvordan den skal skæres. Fortælling ved Vintersolhverv. Så jeg skriver altså en roman nu.

Hvem skulle have troet det?

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Spring” © Fotofix, Dreamstime

Ugletid

owl-in-the-night

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

owl-in-the-night

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

raven_imbolc

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Jeg er blevet vinter

winter-sunset

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it.
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

 Et uddrag af “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017/18
© Lene Frandsen


Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

solhvervscirklen-januar

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene og fortællingens kraft føre dig på vej.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med.

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby

solhvervscirklen

Photo “Warm Cold Winter Sunset” © Siilur – Dreamstime 
Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime.

Hverdagspilgrim

hverdagspilgrim_womanwoods

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være selv at tage af sted.

Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanke om forandring kræver en slags handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket Den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem ned med en kop te, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og derfor sidder jeg nu her.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig.

Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Ørnens historie

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop nu. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt: “Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Forbind dig via din tillid.”

Den daglige vandring

Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler om? Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidst. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det er ikke let. Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod mit fokus være helt simpelt. Mit formål. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe. Det er min intention.

Hvad vælger du at fodre?

“Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?”

Udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at alt er vel.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen, jeg er ved at skrive. Fortælling ved Vintersolhverv udkommer i 2017/18.

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

solhvervscirklen

Du er historiefortæller

Fjer

Tiden går, august modner og efteråret trænger sig på. Det er køligt for årstiden, om natten falder temperaturen til under 10 grader og morgenerne er fugtige og kolde. Jeg føler mig en smule forkommen. Det er for tidligt med efterår, det er kun lige blevet høst og Lammas fejringen ligger stadig i luften.

Jeg længes efter at mærke varmen og solen mod min hud. Det er for tidligt, det er som om min indre cyklus ikke passer til det ydre lige nu, en slags disharmoni. Nogen synger falsk. Men metrologerne lover, at varmen kommer tilbage i næste uge, så jeg væbner mig med tålmodighed og laver en kop varm kaffe til at ledsage ordene. Det er først på eftermiddagen og jeg har taget min poncho på. På fødderne har jeg stadig sandaler.

I huset ved fjorden

Jeg har tilbragt nogle dage i sommerhuset ved fjorden. Og som så ofte før oplevede jeg, at jeg bliver inspireret, når jeg trækker mig lidt væk fra dagligdagen og de vante gøremål. En pludselig inspiration ramte mig og så vidste jeg det. Jeg så det for mig, jeg mærkede det. Fortællingens Kraft, som jeg allerede pønsede på at lave en skriveworkshop ud af sidste år skal i første omgang være et online skriveforløb for både mænd og kvinder. Selvom invitationen først udsendes i morgen har jeg allerede fået adskillige forhåndstilmeldinger og flere interesseindikationer.

Ideen har simret længe

Og som jeg skriver mig ind i det rum, der snart åbnes for Fortællingens Kraft gruppen og færdiggør invitationen, kan jeg mærke magien sitre. Ideen har været klar længe, den har simret i den store gryde på inspirationens komfur, men først nu er jeg klar til at tage den i ed. Jeg glæder mig stort til at byde velkommen til en flok skriveglade mennesker og til at invitere fortællingens kraft ind i vores kreds.

Fortællingens kraft

Fortællingens Kraft. Hvor ofte har fortællingerne ikke hjulpet mig på min vej og åbnet døre, som jeg slet ikke vidste fandtes? Bygget bro over ellers ufremkommelige floder og skabt klarhed og retning i urolige tider? Uden at jeg gjorde noget særligt for det, dukkede de op og lyste som fyrtårne på mørke nætter. Der sker nemlig noget, når vi dedikerer os, skaber rum og gennem vores hjertelige intention, møder op og siger ja til skrivelængslen. Sætter pennen på papiret og har tillid til, at noget vil skrives gennem os.

Du er nødt til at sige ja

Men der sker ikke noget, før vi har vist, at vi er villige. Det er dig, der skal sige ja og invitere fortællingens kraft ind i dit liv. Åbne de døre, som for længe siden blev låst med kæmpemæssige hængelåse og træde ind i det rum, som en af kursisterne på den intuitive skriveworkshop kaldte for Det Magiske Legerum.

Vi genopdager det magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles.

Vi vikler os ud

Her handler det nemlig ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind i. Dengang. Og så begynder vi igen.

Du er allerede historiefortæller

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

Uanset hvad du tror eller hvad andre har bildt dig ind, så vil jeg love dig én ting. Du allerede historiefortæller. Det er som Clarissa Pinkola Estes siger: Vi bliver ikke historiefortæller, vi er det allerede. Vi skal blot huske det og hengive os til det univers, vi kendte så godt engang. Ord for ord.

Væk din indre historiefortæller og skriveglæde

Fortællingens Kraft forløbet er dedikeret til at vække din indre historiefortæller til live og sætte gang i skriverierne. Har du skrivelængsel, er der kun én ting at gøre. Mød op og skriv. Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men DU er nødt til at møde op og holde pennen.

Gennem skriveafsæt og øvelse, der fungerer som magiske døråbningerne, vil du lære at skrive dig ud af hovedet og helt ind i sjæl og hjerte. Men hov, det dér med at lære er en sandhed med modifikationer. Du kan det nemlig allerede! Du skal bare huske det og her kommer fortællingens kraft dig til hjælp. Bare vent …

Din livssang

Lakota indianerne tror på, at alle mennesker har en livssang. Da jeg hørte det første gang, fik jeg kuldegysning og vidste umiddelbart, at det er sandt. Jeg genkalder mig ørnens ord, som opstod i en fortælling sidste efterår:

“Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Jeg oplever gang på gang at fortællingens kraft hjælper os med at finde hjem. Via ordene og de fortællinger, som dukker op og ofte overrasker os med deres kraftfulde styrke og sandhed, guides vi blidt på vej i lige netop det tempo, der passer til os. Ord for ord skrives den sang, som vores hjerte allerede kender. Derfor kan du med fordel bruge forløbet Fortællingens Kraft til at skrive dig tættere på din egen livsflod og det, der gør dig og dit hjerte godt. I forløbet har vi fokus på det, der styrker og vi fodrer de ulve, der kæler for kreativitet, intuition og skriveglæde. Og det vi fodrer vokser som bekendt.

Læs mere i: Hvilken ulv fodrer du

Du er allerede historiefortæller.

Den egentlige fortælling er dit liv, din livsflod og det sted, hvor du er. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, end dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Men som Jette Harthimmer for nylig sagde det: Hvis græsset er grønnere på den anden side, er det fordi du har glemt at vande dit eget.

Husk at vande dit eget græs

Og det er lige netop dér, at skatten ligger begravet. Hvis græsset ikke vokser på vores mark er det fordi vi har glemt at vande det. Vi har glemt at skabe rum til den kreative og skabende del af os og vi har glemt den indre pige eller dreng, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Vi har alle en historie at fortælle og det gør ondt at lade den dø indeni.

There is no greater agony than bearing an untold story inside you.
– Mary Angelou –

Fortællinger er som fyrtårne

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang både på egen skriverejse og hos de kvinder, som har deltaget i personlige skriveforløb, på intuitiv skriveworkshop eller i skrivecirklerne. Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og gør os til dem, vi er.

Invitationen er klar i morgen

Invitationen til Fortællingens Kraft er klar i morgen. I forløbet skriver og arbejder vi med fortællingens kraft som omdrejningspunkt. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger vil føre dig på vej. Du vil lære at skabe rum som landingsplads for fortællinger og opdage, hvordan du kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Du vil opdage, at du sjældent kan tænke dig til det, der vil skrives og gennem forløbet får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces.

Fortællingens Kraft skrivegruppeforløbet er for både mænd og kvinder. Se lidt flere detaljer her.

En sød hemmelighed

Og så vil du opdage noget, som måske har været en sød og hengemt hemmelighed.

Du er allerede historiefortæller!

Du kan sikre dig din plads allerede nu

Der er et begrænset antal pladser i forløbet, men du kan forhåndstilmelde dig på skrivehuset@gmail.com, Ellers hold øje med siden her i morgen. Tilmeld dig gerne min blog, så får du invitationen og kommende inspiration til din skriveproces direkte i din indbakke.

Don’t die with your music still in you.

Kærlig hilsen
Lene

We do not become healers. We came as healers. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become artists. We came as artists. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become writers, dancers, musicians, helpers, peacemakers. We came as such.
We are. Some of us are still catching up to what we are.

We do not learn to love in this sense. We came as Love. We are Love.
Some of us are still catching up to who we truly are.”

Cover_Facebook_Eagle

Øvelse gør menneske

Lake serenity

Kære ven, i efteråret 2015 skrev jeg denne tekst efter en sommer, der krævede sin kvinde. Jeg fik lyst til at dele den med dig, igen, for hvem har ikke brug for at lære at blive bedre til at fejle og til at huske, at øvelse faktisk gør menneske? Jeg har i hvert fald! 😉

Øvelse gør menneske

Vi mødtes på café i går aftes, veninden og jeg. I skumringen sad vi med vores mad og et glas vin og talte om livet. Udenfor lagde mørket sig til rette, efteråret kom snigende omkring hushjørnet og regnen faldt til blid, monoton musik. Der var eftertænksomhed i rummet, samtalen var langsom, lyttende og funderende. Vi talte om sommeren, der gik og om glæder og udfordringer. Min egen sommer har ikke just været en dans på roser, men der har alligevel været små øjeblikke af lykke og øer af fred og glæde. Og er det ikke sådan, livet er? Det sker, at vi må danse på torne og gå gennem svære og tunge ting. Det er ikke altid, at vi helt forstår hvorfor, nogle gange bliver det bare sådan. Det er, som det er. Vi kan kun tage ved lære, rejse os når vi falder og indse, at livets fejltrin er som læremestre på vores vej.

At turde vælge sårbarheden

Vi talte om at turde kærligheden. Om at vælge sårbarheden og det hudløse sted i os selv, hvor vi ikke beskytter os med skjold og svær. Det er et smukt sted at være, men det er ikke altid så let. For når vi står i sårbarhedens muld og vælger kærligheden, vælger vi også risiko for sorg og smerte. Vi er udsatte, for vi beskytter os ikke længere, men vi siger ja til det, der kommer. Det kan synes som om livet hele tiden giver os udfordringer, der i sidste ende peger på én ting: Hvad vælger du? Låser du din dør, lukker du hjertet eller tør du vende tilbage til udgangspunktet. Sårbarheden. Kærligheden. For vi kan ikke elske helhjertet, hvis vi skjuler os bag skjold og sværd. Og vi kan ikke leve fuldt og helt, hvis vi ikke tør fejle.

Bliv bedre til at fejle

Pema Chödrön fortæller en historie, der handler om at blive bedre til at fejle. Hun var nået til et sted i sit liv, hvor alt håb synes ude. Hun lå ned og livet trådte på hende. Sådan føltes det. Så da hun fik mulighed for det, spurgte hun sin læremester til råds. Hun bad ham om at hjælpe sig, for hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Det er som at gå i havet, sagde hendes læremester. Der kommer en stor bølge og vælter dig om kuld. Så ligger du med sand i både næse og mund og har et valg. Bliver du liggende og drukner eller rejser du dig og går videre? Går du videre, vil det samme ske igen. Der kommer en stor bølge og vælter dig omkuld. Igen ender du liggende ned med sand i næse og mund. Du vælger livet, du rejser dig og går videre og endnu engang sker det. En kæmpe bølger vælter dig omkuld. Men efterhånden opdager du noget. Du bliver bedre til at fejle. Du indser, at havet ikke findes uden bølger, men at du altid har et valg. Og når du vælger at acceptere livets bølger og at fald og fejl er en del af livet, åbner du dit hjerte. Bølgerne kommer for at styrke dig, de vil lære dig noget og viser, at du altid har et valg. Tør du sige ja til livet, fuldt og helt med fejl, mangler, bølgegang og søsyge til følge. Efterhånden vil du opdage, at bølgerne bliver mindre og at der går længere tid imellem at de kommer. For du søger ikke længere at undgå bølgerne, du vælger at gå videre og at rejse dig, når du falder. Du vælger dermed også sårbarheden og kærligheden og kan se på og være med andre fra det sted. Herfra strømmer både medfølelse og kærlighed og accept af, at det er sådan i livet. Ingen er fejlfri og havet findes ikke uden bølger.

Det perfekte findes ikke

Du behøver ikke længere at skjule dig. Det perfekte findes ikke. Vi kan se på hinanden med mildere øjne, forståelse og medfølelse, når vi ikke anser os selv for perfekte og når vi tør eje vores fejl. Det er sårbart, javist, men det er også det eneste sted, hvorfra vi virkelig kan elske.

Ørnens visdom og fortællingens kraft

Som ørnen sagde til mig i en fortælling: ”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Mirakler

Vi spiste vores mad, drak vores vin og lod ordene fragte os gennem aftenen. Vi lyttede til regnen og til hinanden og indså igen, at livet er en skrøbelig sag. Men hvis vi ønsker os et fuldt liv, må vi vælge at leve med usikkerheden, for når vi ikke ved, er vi også åbne for overraskelser og mirakler.

Og som Marianne Williamson så fint har sagt det:

A miracle is a shift in perception from fear to love.

Vi øver os

Vi kan lære os selv at gå fra et tankesystem og et udgangspunkt, der er baseret på frygt til et, der er baseret på kærlighed. Men vi må øve os hver dag. Som bølgerne, der slår os omkuld, vil frygten udfordre os og egoet skabe ballade. Men vi har altid et valg. Som i meditation, hvor vi vender tilbage til måtten, eller i skrivningen, hvor vi vender tilbage til papiret, igen og igen, kan vi i livet kontinuerligt vende tilbage til kærligheden. Vi kan øve os i at være, tale og agere fra kærlighed og ikke frygt. Men det kræver øvelse og i øvelse er vi nødt til at turde fejle og acceptere, at andre gør det samme.

* * *

Øvelse gør menneske … og ørn

Ørnen kommer flyvende fra øst og er ved at flyve direkte ind i det lukkede vindue. Landingen mislykkes og han ramler til jorden, så fjerene flyver ud til alle sider. Jeg ryger op fra min stol, hjertet sidder helt oppe i halsen. Har han brækket halsen, vingen og overlevede han overhovedet det styrt? Jeg løber ud i haven. Dér sidder han midt på plænen. Græsset er endnu vådt af duggen, det glimter som et hav i sollyset.

”Ørn, hvad skete dér? Er du OK?

Han nikker bare. Ligger lidt og sunder sig, så rejser han sig og i det samme bryder han ud i hjertelig latter. Han ler så tårerne triller. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, så forskrækket blev jeg, men snart bølger det i mellemgulvet og latteren får overtaget. Da jeg igen kan tale, fremstammer jeg et forundret:

”Hvordan kan du grine? Du faldt jo? Du kunne have kommet slemt til skade eller være død?” Min stemme ryster lidt og en tåre triller skræmt ned af kinden.

”Hvordan kan jeg andet, ler han. Det gik jo godt. Jeg faldt og nu rejser jeg mig igen. Jeg er faktisk ved at blive ret god til de her skæve landinger. Jeg øver mig og det lykkes ikke altid. Men jeg har et valg.

”Jamen gjorde det ikke ondt?”

Han nikker. ”Jo da. Men hvordan skulle jeg kunne lære at flyve, hvis jeg ikke øver mig og giver mig selv lov til at fejle? Livet er en dans og vi må kontinuerligt øve os på dansetrinene. Det er ikke let, for musikken er ikke altid den samme. Den skifter som årstiderne og byder på mange forskellige rytmer. Det samme gør flyvningen, det er ikke altid stille vejr. Der er storme, uventede vindstød og kraftigt regnfald på mørke dage. Jeg må lære mig selv at flyve i både lys og mørke, navigere og prøve mig frem. Hvad virker, hvad gør ikke? Det er mine fejl, der har gjort mig til den, jeg er. Det er mine fejl der gør, at jeg overhovedet kan flyve.”

”Så du øver dig.” Jeg nikker, det giver mening. ”Og øvelser gør mester”.

”Tja, siger han, det er muligt. Men jeg vil snarere sige det således. Øvelse gør menneske. Og ørn.”

Kærlig hilsen
Lene


FORTÆLLINGENS KRAFT – SKRIV FRA HJERTE OG SJÆL

Fortællingens kraft er stor og den er altid en vigtig del af de skrivecirkler, intuitive skriveworkshops og personlige forløb, jeg tilbyder. Sæt din indre fortællerske fri!

Lige nu kan du deltage i:

SOMMERCIRKLEN – skrivecirkel for dig og din skrivelængsel – tilmelding senest den 20. maj 2015 (Sommercirklen åbnede den 9. maj), du kan sagtens nå at være med.

SKRIV DIN SJÆL – skrivegruppeforløb inkl. 2 intuitive skriveworkshops
Starter den 19. maj – 3 ledige pladser, er den ene din?

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL
Lørdag den 11. juni kl. 10 – 2 ledige pladser, er den ene din?

Klik på links og få lidt mere at vide. Og er du i tvivl om, hvad der passer til dig, så læs med her i HVAD SKAL JEG VÆLGE.

Tilmelding sker som altid på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Hjertelig velkommen ❤

Vær dit eget forår

Siden Vintersolhverv i slutningen af december har jeg skrevet 151 sider på min bog i sporlægningsfasen og det er kun april. Det kunne være fristende allerede nu at gå tilbage og læse, redigere og klippe en masse fra. Men jeg har tegnet en kontrakt med mig selv og Kilden, en hensigtserklæring, jeg har givet mig selv helt og fuldstændigt til sporlægningsfasen og jeg har sagt ja til den struktur, der er en cirkel. Fra Vintersolhverv til Vintersolhverv.

Vi er ude i kreativt kaos, vi er på eventyr

Min indre korrekturmoster er på tæerne lige nu, jeg kan mærke hende og høre hendes fingre tromme mod bordet. Utålmodig, rastløs og lidt bange. For vi er ude i noget, der tilsyneladende ligner kaos lige nu. Jeg skriver det, der kommer og ærlig talt, det er faktisk ret meget. Bortset fra marts, selvfølgelig, hvor jeg følte mig temmelig drænet og ordknap.

3 faser i bogskrivningsfasen

  1. Sporlægningsfasen
  2. Detektivfasen
  3. Redaktørfasen

Som jeg ser det, er dér 3 stadier i bogskrivningsfasen og endnu er jeg kun i sporlægningsfasen. Jeg skal nok fortælle dig om de andre faser på et senere tidspunkt, men det er så vigtigt, at vi er bevidste om, i hvilken fase vi befinder os og hvilken rolle, vi spiller dér. Nej, her er det ikke det et spørgsmål om at multitaske og agere blæksprutte. Det er et spørgsmål om at spille rollen fuldt og helt og hengive sig af hele sit hjerte.

Slow flow

I sporlægningsfasen hengiver vi os til den kreative fase, vi møder op og tager imod. Vi giver slip, lader kommer og skriver det, der viser sig. Den indre dommer er lagt på is. Det er samme er i øvrigt også detektiven og redaktøren, de har deres storhedstid på et andet tidspunkt. Ikke nu. Slet ikke nu. Ord og ideer skal ikke rykkes op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Vi spænder kun ben for os selv og det, der ønsker at blive skrevet gennem os, hvis vi afsiger forhastede domme eller bliver utålmodige og forsøger at fremskynde udviklingen på unaturlig vis. Langt mere godgørende er det at følge det subtile slow flow.

Det er kun lige blevet forår. Giv slip og lad komme.

Samtale med ørnen, en lille fortælling

Jeg har forsøgt at hente nogle svar i forhold til, hvad det egentlig er for en slags bog, jeg er i færd med at skrive. Er det en skrivebog? Eller en bog om årets energi og cyklus og min egen forankring, måned for måned. En bog om kvinde, der blev ørn? Eller en ørn, der så sit snit til at opsøge en kvinde, da hun en junidag ved Sommersolhverv for et par år siden var på trommerejse på et shamanistisk grundkursus, der talte til hendes inderste?

Hensigtserklæringen er min kontrakt med mig selv og Kilden

Svarene udebliver, ørnen smiler underfundigt og ser bare lige igennem mig. ”Svarene kommer, når de er klar, lige nu er du i sporlægningsfasen. Du møder op, du skriver og tager imod. Du har formuleret din hensigtserklæring, du har sat den indre kurs. Husk din intention. Du dømmer ikke, du lader ikke din veludviklede korrekturmoster komme til, selvom det virkelig er svært for dig. Du gør det! Du holder vores aftale for du har vished om, at dette er den eneste måde for dig. Lad gå og lad komme. Giv slip og se, hvad der sker. Husk på at du inderst inde er en vaskægte eventyrerske.”

Når sindet ikke længere griber efter et svar, åbnes et rum.
Bag frygt og modstand findes nye veje og andre sange.
Træf aldrig en beslutning baseret på frygt.
Lad hjertet vise vej.
Også når du skriver og skaber. Ikke mindst når du skriver og skaber.

”Jamen, et helt år?” Jeg protesterer nu lidt, jeg er nødt til at give udtryk for min uro. ”Måske vi lige skulle lave en slags synopsis?”

Nu ler han højt. ”Synopsis? Ja, den er god med dig. Du er i sporlægningsfasen, min kæreste ven. Du møder op og tager imod, du er i eventyrets allerførste fase. Og du forankrer dig, du skriver ikke august i april. Det kan man nemlig ikke, det findes ikke. Lige nu. Lige her. På denne solbeskinnede aprilformiddag, hvor dit indre skrivelys brænder og svarerne slet ikke er født endnu. Tør du blive? Holde ved? Eller flygter du endnu engang fra det, der kalder på dig og som du har danset omkring meget længe? Han ser på mig og et lille smil finder vej til ørnenæbbet.

Ørne, ånder og alt det, der ikke helt kan forklares

”Hvordan vil du egentlig forklare det med ørne og ånder, når du gør din bog klar til udgivelse?” Det er han åbenbart spændt på at høre, et drilsk smil danser i den ene øjenkrog.

”Det aner jeg da ikke!” Min stemme lyder en smule forpint. ”Det der jo det, jeg mener. Hvad pokker skal jeg skal sige til alle … de vantro?” Jeg vælger ikke ordet, ordet vælger mig. Og eftersom jeg er i sporlægningsfasen og ikke retter og dømmer, lader jeg det stå. Vantro. Jeg mener det ikke så slemt. Måske skulle jeg hellere bruge ordet uvidende? Eller hvad kalder man …?

Det er frihed

”De vantro. Det rigtige ord er ligegyldigt lige nu, for egentlig er det bare stemmerne i dit eget hoved, du frygter. Dem skal du ikke bekymre dig om. Om så dér kun er dig selv og Kilden tilbage, når denne bog ser dagens lys, så skal du være tro mod det, der er din vej. Den kvinde, der nu dukker op fra disen, det lys, der nu sejler ud mellem skyernes sprækker, de fugle, der synger og fejrer forårets kommen trods vind og vejr. Alt det er dit. Alt det er dig. Og alligevel ejer du intet. Det er frihed. Og det er lige netop den frihed, dit hjerte egentlig ønsker sig, ikke sandt?”

Jeg sidder lidt og smager på hans ord. Skyller ned med kaffe og lader blikket glide ud gennem vinduet.

”Ved du hvad Ørn? Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad mit hjerte egentlig ønsker sig, bortset fra kærlighed, men …

”Det er nok. Kærlighed!”

”Ja, selvfølgelig, men hør mig nu til ende. Jeg har fundet ud af noget, som hjælper og støtter mig. Hver eneste morgen møder jeg op og forankrer mig. Jeg ved nu, hvad det vil sige at gå og skrive i tillid og det øver jeg mig på. Jeg bruger ordets kraft og den tryllestav, jeg er blevet givet i vuggegave. Jeg går med det, min sjæl synger op og jeg er nu parat til at give slip på alt det og alle dem, som fornærmer min sjæl. Når min intuition siger “nej tak” så er det de ord, jeg udtaler. “Nej tak”.

”Du har lært ikke at drikke andres gift, selv når den bliver tilbudt med kærlighed”. Han nikker tilfreds.

Der er meget at give slip på

”Jep. Jeg har besluttet mig for at give slip på alt det, som ikke gør mig godt og som tjener mit formål. Det er den stikling, jeg har sat ned i forårets muld, det er det skrøbelige skud, jeg nu vander og gøder og som jeg vil gøre alt for vokser sig stort og stærkt, så det kan blomstre til sommer og vokse i mig forevigt.

Jeg gav min styrke væk, men alt er tilgivet

Jeg beskytter min stikling. Og derfor kan det ikke nytte noget, at jeg drikker andres gift og vander min stikling med det. Det har jeg gjort så mange gange før og hvad skete dér. Den døde inden den fik grokraft og styrke, den visnede i puppestadiet og jeg stod tilbage med bristede illusioner. Tænkte, at det var mig, der var noget galt med. Jeg gav min styrke fra mig, jeg vidste ikke bedre og jeg har kun mig selv at takke for det. Men alt er tilgivet. Nu ved jeg bedre og derfor er min intention at beskytte det, der vokser i kærlighedens muld. Det, der er mit bidrag til denne skrantede klode. Jeg ved at der findes en anden vej og en anden måde. Når vi altså husker at beskytte de smukke stiklinger, værner om dem, vander, gøder og passer dem, så de vokse sig store og brede sig som ringe i vandet. Eller som brændenælder i baghaven!

Lyset vælter ind af vinduet i samme sekund, jeg skriver de ord. Et smil kysser mine læber.

“Jeg behøver vist ikke at forklare det i detaljer nu, vel Ørn? Det er for tidligt. Det er kun lige blevet forår”

”Ja for pokker” ler han og latteren runger i universet. “Det er kun lige blevet forår.”


Kære ven

Ovenstående er et lille uddrag fra den bog, jeg skriver på. En stikling. Men det er en af de seje stiklinger, der ikke er sådan til at bide skeer med, så den kan godt tåle at blive delt allerede nu.

Værn om dine stiklinger, vand dem ikke med andres gift

Kære ven, du som læser dette, også du må huske på, at det kun lige er blevet forår. Værn om de stiklinger, du har sat i jorden og vand og gød med det, der gør dig godt. Kun du kan beskytte det, der endnu er for skrøbeligt og nyt til at stå på egne ben.

Gå med det, du kan mærke gør dig godt, følg glæden og de subtile veje, der åbner sig for dig, mens du går. Eller sidder. Drik af solens godgørende stråler, når de er dér og lad vinden blæse alt det bort, der ikke længere tjener dig. Lad regnen vaske resterne af det væk, der endnu tynger og gå så ind i foråret som om alt er nyt. Brug naturen til at hjælpe dig på vej og lyt. Lyt til det, der nu synger i kor og langsomt vokser sig større. I dig og omkring dig. Vær dit eget forår.

Hvis du vil have folks accept,
bliver du deres fange.
– Lao Zi –

SOMMERCIRKLEN

Har du fået lyst til, som jeg selv gør det, at lade ord og fortællinger støtte dig på din rejse, er du hjertelig velkommen i Sommercirklen. Du kan læse invitationen i linket her, men som supplement vil jeg nedenfor skitsere reglerne for dig, som gælder alle hellige, kreative cirkler. Hellig som i noget, vi værner om og passer på.

Og det er ikke mig, der har opfundet reglerne, men da jeg læste dem, sang min sjæl fornøjet som en flyvemoden solsort. De smukke regler er selvfølgelig også gældende for Sommercirklen og de andre skrivecirkler, jeg i årets løb og cyklus tilbyder dig og din skrivelængsel.

Kærlig hilsen
Lene

DEN HELLIGE CIRKEL

Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.

Lad os være nænsomme ved hinanden. Lad os ikke rykke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Lad os give tid til udviklingsprocessen, de sovende tanker, regelmæssigheden, dannelsen af frugt og at ny sæd sås. Lad os aldrig afsige forhastede domme eller være letsindige i vores trang til at fremme en unaturlig hurtig udvikling. Lad der altid være et sted, hvor kunstnerens tumling kan forsøge sig, vakle, mislykkes og forsøge igen.

Lad os huske på, at i naturens verden er der en mening med hvert eneste tab, man lider. Det samme gælder for os mennesker. Hvis man forstår at udnytte det, kan en kunstnerisk fiasko være den gødning, der nærer næste års kunstneriske succes. Husk, vi er med for at trække seje træk, for at modnes og høste, ikke for at få et hurtigt fix. Vi har et åndeligt fællesskab.

Regler for hellige cirkler

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.

Gud er kilden. Ingen menneskelig kraft kan lægge hindringer for eller skabe goder. Vi er alle bærere af en højere bevidsthed, som gør sig gældende gennem os. Vi er alle på lige fod forbundet med en åndelig kilde. Vi ved ikke altid, hvem iblandt os, der bedst kan vise vej. Vi er alle bestemt til at ære og tjene hinanden.

– Fra Julia Camerons skønne og berigende bog ”Kreativitet” –

Påskeliljer

 

 

Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Sådan skriver du fra sjælen (inklusiv en skriveøvelse).

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Vinterens sidste fuldmåne

fullmoonmagic

Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt?

Jeg har skrevet om fuldmånen i mange år, om dens påvirkning af min cyklus og ikke mindst om, hvordan jeg har haft uendelige mange vågne nattetimer ved fuldmåne og i tiden op til. Jeg har ligget vågen, vendt og drejet mig og først sidste år gik det rigtig op for mig, at det egentlig var en gave. Tidligere så jeg det ikke som sådan, men sidste år skete der noget. Jeg lærte fuldmånen at kende på en ny måde og det blev en del af min rejse at forstå månens gave.

Teksten herunder er et uddrag af fortællingen ”Den anden side af sandheden” fra september sidste år.

Den anden side af sandheden – en månefortælling

Jeg er tilbage ved fuldmåne i lørdags. Det var en smuk sensommeraften. En af den slags, hvor man nærmest kan skimte den fine streng af forbindelse til efteråret. En usynlig bro i horisonten. Da jeg kørte af sted, hang solen stadig på himlen og landskabet var svøbt i gyldne tråde. En tyk duft af høstet korn og bål lå i luften og blandede sig med den forventning, der strømmede igennem mig. Jeg skulle til fuldmånearrangement og lære mere om månens kraft og visdom.

Vi var i skoven, vi sad på nogle gamle stendysser og lyttede til skovens fortællinger. Vi stod i landet østen for sol og vesten for måne, vi indåndede magien og lod os opfylde. Vi gik hjem gennem tusmørket med månen hængende foran os som en himmellampe. Hun viste os vej. Skoven forvandlede sig og så helt anderledes ud nu, end da vi var gået ud. Træerne blev levende, fik ansigter og stemmer og sølvmusikken lagde et fortryllende skær over det landskab, vi ellers kun kendte i dagslys. Vi så den anden side.

Senere var vi på trommerejse for at rådspørge månen. Jeg fløj med ørnen gennem natten, vores vinger var dyppede i sølv og trådene bandt os sammen. Vi fløj tæt på os selv og på månen. Der var helt stille, kun lyden af mit eget åndedrag og vingernes bevægelse lod sig høre.

Og ørnens stemme naturligvis. For det var ham jeg spurgte til råds. Hvad har hun mon til mig, fuldmånen? I al den tid jeg husker, har hun vækket mig, når det var hendes tid, hvisket, kaldet og rusket i mig, men jeg var ikke lydhør. Først de senere år er det gået op for mig, at hun måske har noget at sige mig? At det slet ikke er tilfældigt at hun rusker i mig og holder mig vågen. Nu fløj jeg med ørnen i lyset fra høstmånen, vægtløs og uden modstand. Hele mit væsen lyttede og ønsker bare at favne det, jeg i så mange år løb væk fra.

”Vi danser på månebroen” sagde ørnen og hendes kraft er i os. Stil dine spørgsmål og du skal få svar.”

Jeg ønskede at vide, hvordan jeg kan bruge månens kraft og visdom på min egen rejse. Det formulerede jeg, så godt jeg kunne.

”Månen har søgt dig hele dit liv”, sagde ørnen, mens vi fløj. ”Hun har vækket dig og forsøgt at få din opmærksomhed, men først nu er du klar. Du skal ikke gøre noget særligt, du skal blot tage imod. Når hun vækker dig på fuldmånenætter, skal du rejse dig og gå hende i møde. Gå ud i naturen, sid lidt ude og lad dig bade i månelys. Du kan indånde hendes lys, lade det fylde dig og flyde videre ud i jorden. Se, hvordan landskabet er forandret under hendes indflydelse. Lyt og du vil vide besked. Her vil du få den anden side af sandheden.

”Den anden side af sandheden?” spurgte jeg og selvom noget i mig forstod, var spørgsmålet alligevel uundgåeligt.

Ørnen svarede tålmodigt.

”Den anden side af sandheden. Skyggesiden, det du ikke ser i dagslys. Alt det, du mærker som subtile fornemmelser i dig og som du måske aner, kan være budskaber eller vished om din sjæls rejse, vil stå klart for dig i månelys. Hun skinner på det, du ellers kun fornemmer eller måske slet ikke ser. Samtidig skal du vide, at der gemmer sig nogle fortællinger ved fuldmåne, som gerne vil skrives og sættes fri gennem dig. Det er også derfor, hun vækker dig. Du opfordres til at dedikere en månebog til formålet. Læg bogen klar i dit skriverum ved fuldmåne og i dagene op til. Når månen vækker dig, står du op og du vil instinktivt vide, om du skal søge ud i fuldmånenatten eller om du skal sætte dig og skrive i månebogen. Det, du vil skrive på dette tidspunkt, er anderledes end det, du skriver ved dagslys.

* * *

Fortællingens kraft

Jeg husker, hvordan vi den aften ved høstfuldmåne hengav os til energierne og søgte rådgivning ved de store stendysser i skoven. Jeg husker, hvad jeg fik fortalt og jeg mindes den rene kanal, der var til rådighed i de timer. Det var næsten som at tale direkte med månen. Intuitionen var stor og der var ikke længere nogen tvivl. Efterfølgende skrev jeg fortællingen og det gør godt at huske den nu, endsige at dele den med dig, fordi det er vigtigt, at vi lader vores fortællinger hjælpe os på vej. Sandheden bor mellem linjerne, det er en del af fortællingens kraft. Den slags fortællinger bygger bro og kaster lys på det, der før var skjult eller uklart.

Vinterens sidste fuldmåne

Det er februar nu og det vinterens sidste fuldmåne. Her sidder jeg et stykke op på formiddagen med en kop hyldebærte. Det er mandag, en ny uge er startet og lyset bader landskabet i øst. Det skifter hele tiden, lyset og minder mig om februars vekslende energi.

Det er underligt at tænke på, at det er vinterens sidste fuldmåne og at vi meget snart tager de første skridt ind i foråret. Det første spæde forår i al sin skrøbelighed. “Træd varsomt, gå langsomt”, hvisker stemmen i mig og jeg nikker uden modstand, fordi jeg fornemmer at det vil blive sådan. Langsomme skridt, intet hastværk, lære marts at kende fra det tidspunkt, hvor hun stadig minder forbløffende meget om vinter.

“Man kan ikke skrive juni i januar” – at lægger spor

I dag fejrer jeg, at jeg har skrevet 100 sider på min bog. De ord, jeg skriver lige nu, er i sporlægningsfasen skrevet på side 100. Både januar og februar har budt på skriveflow. Det skyldes uden tvivl den måde, jeg har grebet projektet an på og min hensigtserklæring, som løfter og støtter mig. Jeg skriver nu på en helt ny måde og det gør underværker for skriveprocessen. Og så skyldes flowet ørnens visdom, for han har sagt til mig:

Man kan ikke skrive juni i januar.

At skrive på denne måde forankrer mig ikke alene i den kreative proces, det gør mig også til en del af årstiden og den energi, der er lige nu. Jeg flygter ikke, jeg løber ikke stærkere for at nå frem til målet, for der er intet mål som sådan. Jeg skriver bogen fra Vintersolhverv til Vintersolhverv og naturligvis vil tidspunktet oprinde, hvor bogen når sin afslutning. Men det er ikke en proces, som jeg kan fremskynde, eftersom skrivning af bogen følger årshjulet og den naturlige cyklus. Det er ikke muligt at springe over lave gærder, det er ej heller muligt at løbe stærkere for at få bogen færdig før tid.

Det eneste, jeg behøver at gøre er at dyppe pennen i nuet og skriv derfra, hvor jeg er. Det giver ro, selvom jeg naturligvis mærker utålmodigheden fra tid til anden. Men alting har sin tid. Mens jeg skriver denne bog, forankrer mig jeg samtidig i den naturlige cyklus, som lige nu er slutningen af vinteren, den sidste vinterfuldmåne og februar.

Skrivecirkler

Det er også derfor, at skrivecirklerne virker. De forankrer sig i det tidspunkt på året, hvor vi befinder os. Det var en intuitiv fornemmelse af, at det skulle være sådan og det startede med Vintercirklen tilbage i november. Det eneste, det reelt set kræver, er at du som deltager i skrivecirklen formulerer en hjertelig intention, en hensigtserklæring, med at være i cirklen og at du ærer den i forløbet. Hvis noget ændrer sig undervejs, har du altid mulighed for at justere din hensigtserklæring, så den passer til dig og din proces. Husk på, at hensigtserklæringens formål er at løfte dig og give luft under vingerne til din skriveproces.

Skriv din hensigtserklæringen på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os. Når vi har formuleret hensigten, den hjertelige intention, sætter vi vores indre kurs på sjælekurs.

Fra Vintercirkel til Forårscirkel

Vintercirklen har bestået hele vinteren og fortsætter indtil udgangen af marts, men allerede nu har jeg fået mange positive tilkendegivelser fra de kvinder, som er med i cirklen. Flere skriver, hvor godt det gør at forankret sig i årstiden og lære de forskellige tidspunkter og energier bedre at kende.

”Frem for noget andet, vil jeg nok forbinde februar med disse himle, hvor solen og det himmelblå ligger på lur lige bagved skyerne, men kun ind imellem kommer helt eller delvist igennem. Det er sådan en smuk illustration af lyset der bliver stadig stærkere og prøver at trænge igennem til os. Hvor er det dejligt at blive mere bevidst om naturen.”

Sådan skrev en af kvinderne i Vintercirklen forleden dag og vedhæftede et smukt billede af en februar himmel. Og det er, hvad der sker, når vi forankrer os i årstiden og skriver derfra. Vi lærer både os selv, energierne og den måned, hvor vi nu befinder os eller tidspunktet på årshjulet bedre at kende. Vi falder til ro i nuet. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

Årstider og nærvær

Og her til morgen fik jeg en mail fra en anden af kvinderne i Vintercirklen, som skriver:

”Det har været en gave at være så nærværende om årstiderne, rumme dem og ikke hele tiden fokusere på den næste årstid. Og øvelserne er jo så fantastisk bygget op, at man kan få dem til at handle om ens egen proces uanset hvor man er henne.”

Det glæder mig, at jeg gennem skriveøvelser, afsæt og det rum, jeg skaber i cirklerne, kan være med at skabe øget fokus på ikke alene at være i nuet, forankret i årstiden, men også at opdage gaverne og glæden ved at hengive sig i stedet for at flygte og ønske sig noget andet, end det, der er. Det var mit håb, da jeg lancerede den første skrivecirkel, fordi jeg så gerne vil give det videre, der har støttet og hjulpet mig på min egen rejse og det er en stor glæde, at det er lykkedes. Flere af kvinderne fra Vintercirklen har nu valgt at gå videre i Forårscirklen for at fortsætte den gode skriveproces, de har sat i gang.

Lær dig selv at kende på en ny og godgørende måde

Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt? Det forholder sig i hvert fald sådan, at man ved at forankret sig i årstiderne og den naturlige cyklus kan lære sig selv at kende på en ny måde. Jeg tror på, at det forbinder os til vores sjæl. Det handler nemlig også om at lære at lytte til sin livssang og langsomt, gennem ordene, at folde den ud:

Den egentlige fortælling er dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, end dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”<
– Kragen Harald –

Der er i øvrigt stadig et par ledige pladser i Forårscirklen, hvis du har fået lyst til at være med.

Nyd vinterens sidste fuldmåne.

Kærlig hilsen
Lene


YDERLIGERE INSPIRATION TIL DIN SKRIVEPROCES (klik på links)

Om Sporlægning

Jeg gør dig klar til forår

Skriv din bog – bogcoaching
Lær at både favne og ære processen, der sædvanligvis består af flere dele. Vi adresserer den del af processen, du nu er i og arbejder ud fra din hensigtserklæring, som du vil blive inviteret til at formulere. Min styrke som skrivecoach ligger især i den første del af processen, den kreative proces, som jeg også kalder sporlægningen.

INTUITIVE SKRIVEWORKSHOPS OG ANDRE FORLØB

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
2016 program med dato og tidspunkter – kom, skriv og fold ud. En skrivedag for sjælen.

Skriv din Sjæl
Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

For 6 dedikerede kvinder – der er i skrivende stund 3 pladser tilbage.