Hvem skulle have troet det

Springroad

”Du vidste det ikke og du skulle heller ikke vide det. Men du vidste, at noget skulle være anderledes, da du først begyndte at rette og redigere i detektivfasen af din bogskrivning. Du vidste, du vidste bare ikke hvad. Og det slog dig lidt ud, så du lagde dit skriveprojekt væk for en stund.

Indtil i går aftes, da du så krimien fra Wales. Huset, kvinden, pensionatet, hvor han kom ind. Detektiven. Da ramte den dig. Visheden. Du fejede det lidt væk, men kunne mærke, hvordan historien kom flydende ind over dig som en elv og tog dig med. Billedet tegnede sig for dine øjne, du mærkede det i krop og sjæl, men først viftede du det væk som en irriterende flue. ”Jeg skal da ikke skrive en roman”. Der tog du fejl.

Du var bare ikke parat sidste år. Alt ville have været anderledes, hvis det havde været din opgave. Men du skrev, 350 sider er det blevet til om skriverejsen gennem årstider og årshjul og nu har du et fint grundlag til din fortælling. Du har præpareret dit historielærred. Jeg beklager, vi kunne ikke indvie dig i hele sandheden fra begyndelsen, men nogle gange er det sådan. Også derfor lærte du om tillid. Du lærte at stole på processen og at give dig selv hen og den læring kan du gøre brug af nu. Du er klar. Nu. På en måde kan man jo sige, at du går ind i en ny sporlægningsfase, men denne gang er det faktisk lidt anderledes. For nu maler du ovenpå, du følger en dans, en rytme og en vished om årshjulet. Alt det, som du nu skal give videre til din kvindelige hovedperson, der snart flytter ind i det hus ved kysten, som hun har arvet af en ukendt tante. Ved Vintersolhverv.

I øvrigt trænger du til det. At skrive en roman. Du trænger til det eventyr, det er. Hver dag. Lidt eller meget. Så tit du orker.

Du er stille lige nu og det er fint. Lad det synke ind, sid lidt med det. Men jeg kan se, at du allerede har skrevet en synopsis og du har fundet et billede af det landskab ved den jyske vestkyst, for huset ligger. Mellem hav og hede. Udsigten. Indsigten. Det hele er parat og det er du også. Tro mig, du vil elske det!”

Sådan lød ørnens forleden dag, da han pludselig fløj gennem vinduet og med en duft af forår landede på mit bord. Dér sad jeg med mit 350 sider manuskript og stirrede ud i luften. Dagen før var det sket, som ørnen fortæller om. Jeg sad i sofaen med en stor kop te, det var aften og mørket havde sænket sig. Jeg gjorde noget, som jeg ofte gør og som jeg elsker. Jeg så en engelsk krimi som er henlagt til Wales. Fuldstændig uforberedt på andet end solid underholdning blev jeg ramt af et indre lyn, da scenen skiftede til pensionatet og zoomede ind på kvinden bag bardisken. Lige dér vidste jeg det. At mit skriveprojekt og alt det, jeg skrev og nedfældede sidste år, skal overføres til en roman. Scenen blev sat lige dér, noget i mig vidste, men jeg protesterede højlydt og følte mig uendelig trist. Det skal jeg da ikke. Skrive en roman. Men det skulle jeg åbenbart.

Jeg gik i seng, jeg sov, vågnede op og historien var der stadig. Jeg kunne se den for mig og begyndte også at mærke en ny form for nysgerrighed. For det føltes så stærkt at jeg på ingen måde kunne ignorere det. Så jeg gjorde, som ørnen også nævner og jeg gjorde det nærmest uden at tænke. Jeg skrev en synopsis til historien og det flød fra min pen.

Deja-vu

Det kom bag på mig. Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at bogen skulle være en roman, men så skete det og visheden væltede ind over mig som bølgerne fra Vesterhavet. Jeg har i øvrigt også drømt om huset, det hus, som kvinden i romanen arver. Og da jeg så kvinden bag bardisken i filmen fra Wales var det som et deja-vu. Noget i mig vidste. Og selvom jeg havde stor modstand på ideen et døgns tid, så blev det alligevel sådan som jeg kunne mærke, at det skulle være.

En roman er undervejs

Jeg begyndte at skrive på historien den næste morgen. En roman er undervejs. Det havde jeg ikke set komme. Og til min rådighed har jeg et 350 siders manuskript om livet og skriverejsen forankret i årstiderne, dag for dag, måned for måned. Jeg har selv levet det og skrevet det. Nu henligges scenen til et hus ved kysten og ja, Fortælling ved Vintersolhverv ender med at blive en roman. Hvem skulle have troet det?

Da kvinden flytter ind i huset, er det vinter. Det er december og tæt på Vintersolhverv. Her starter fortællingen. Det er en fiktiv historie om en kvinde og en drøm. Men det er også en historie om ørnen og skriverejsen. Baseret på alt det, jeg har nedfældet i sporlægningsfasen sidste år og med årstiderne og den naturlige cyklus som rød tråd. Vi følger kvinden i huset ved kysten i et år, hvor hun møder de lokale og de gæster, som dukker op på pensionatet. Men allermest handler fortællingen om hendes møde med sig selv og naturen. Den handler om at komme hjem.

Samtidig er det også en bog om at skrive. For kvinden i romanen skriver naturligvis, det er en del af hendes vej og måde og det skal vi også høre nærmere om. Tror jeg, for man ved jo aldrig helt, hvad der kommer til at ske. Jeg lader det være et eventyr og som ørnen så klogt siger det, trænger jeg til det nu. Eventyret.

Gudindecirklen starter den 7. april

Samtidig arbejder jeg videre på skriveafsæt og øvelser til Gudindecirklen, skrivegruppeforløbet som starter på næste fredag den 7. april. Jeg glæder mig til at byde velkommen til 3 måneders skriverejse i gudindens tegn. Vi skal skrive os ind i hendes univers og vække vores indre fortællerske. Der er ikke noget rigtig eller forkert, vi skriverejser med nysgerrighed og undren. Dypper pennen i de tidlige morgener, hvor disen danser i horisonten og solen endnu bare er en antydning. Vi mærker gennem ordene og lader fortællingens kraft hjælpe os med at bygge bro og skabe nye åbninger.

Det er altid spændende at se, hvad der dukker op af fortællinger og visdomsord, når en ny gruppe kvinder slutter cirkel og hengiver sig til skriverejsen. Hver især bliver de inviteret til at formulere en hensigtserklæring med at deltage, som både støtter og løfter dem på deres vej. Intentionens kraft er stor.

Intentionens kraft

Wayne Dyer betragtede intention som en kraft i universet, som muliggør skabelse af alt, hvad der er til. Intention er således ikke noget, man gør eller tilstræber, det er snarere en energi, som vi allerede er en del af. Han forklarer intentionen som et energifelt, der er fuldt tilgængeligt for alle og som vi kan aktivere og bruge til at skabe positiv fremgang i vores liv.

Drop kampen og mistilliden til livet

En af måderne at få kontakt til energifeltet af intention er at droppe kampen, fordommen og mistilliden til livet og i stedet at søge harmoni med det, der omgiver os. Ved at hengive os til det subtile, naturlige flow og bevidst at søge harmonien, giver vi plads til at vores dybeste ønsker kan manifestere sig. Han fortalte, at retningen for vores dybeste ønsker dukker helt naturligt op til overfladen, når vi giver slip.

Ligegyldig hvad din intention er med at møde op og skrive, så hjælper du magien på vej ved på forhånd at formulere en intention med dit forehavende. Ved at bruge ord med god energi, som støtter og løfter dig og som du kan mærke føles godt, når du skriver og læser dem, aktiverer du intentionens felt og gør dig modtagelig for, at det, du ønsker dig, kan finde dig, når du begiver dig på skrivevej. Du åbner simpelthen op og gør dig modtagelig via din intention.

Aktiv deltagelse er en forudsætning

Men du er nødt til at møde op og skrive. Aktiv deltagelse er en forudsætning. Hvis du ikke møder op og skriver, sker der ingenting. Din sjæl kalder på dig via din skrivelængsel, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

gudindecirklen-starter

Der er 2 pladser tilbage i Gudindecirklen

Alt det skal vi lege med i Gudindecirklen. Skulle du have fået lyst til at være med, kan jeg glæde dig med, at der endnu er 2 ledige pladser. Du finder invitationen i linket her og skriver til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du ønsker at deltage.

Der sker altid noget, når vi begiver os på skriverejse og siger ja til den åbning, vi skaber med vores intention og ved vores fremmøde. Men naturligvis er vi nødt til kontinuerligt at møde op og øve os. Skabe rum og give plads og tid til at ordene kan lade og skrivelængslen folde sig ud. Det er blandt andet den slags rum, jeg tilbyder via skrivecirklerne. Så du får en god fornemmelse af skriverejsens magi og får en direkte oplevelse af den kreative proces forankret i årstidernes energi og den naturlige rytme og cyklus.

Når den indre censor kommer på banen

Der sker altid noget, skriver jeg og det gjorde der jo. Og ofte bliver det anderledes end vi havde tænkt os. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at min bog skulle ende med at blive en roman og jeg kan love dig for, at det skræmmer min indre censor. Hun danser en ihærdig cancan i disse dage, men jeg har efterhånden forstået, at hun bliver ekstra ivrig efter at bremse mig, når der er noget vigtigt på spil. Når det jeg gør, er farligt nok og jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, slår hun bremserne i og gør alt for at få mig til at slippe mit forehavende. Det har hun mange listige metoder til. Jeg forventer ikke, at hun forsvinder, men jeg har lært hende at kende og ved, at hun blot er bange på mine vegne. Nogle gange skriver jeg hende, andre gange beroliger jeg hende. Alt er præcist som det skal være. Og nu skriver jeg altså en roman.

Din indre censor

Bestil gerne min eBog om den indre censor – den er gratis

Hvis du også har en ihærdig indre censor, er du hjertelig velkommen til at få en kopi af min eBog ”Din Indre Censor”. Den er gratis og den er fuld af små skriveøvelser og fif til, hvordan du lærer din indre censor bedre at kende og lærer dig selv at skrive alligevel.

Husk på, at din skrivelængsel er et kald fra sjælen. Der er gaver at hente, men bliver du i din komfortzone og vender du skrivelyst og længsel ryggen, får du aldrig mulighed for at pakke gaverne ud. Og det er synd.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet.

På denne dag går vi på skrivende opdagelse i energien omkring Beltain og det vil skriveafsæt og øvelser bære præg af. Kom, giv dig selv en skrivedag for sjælen.

Sommercirklen

Sommercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt sommerens blomstrende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse sommeren igennem.

Forløbet starter den 15. maj og varer i 3 måneder.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter af året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

I Sommercirklen får du mulighed for at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene.

Måske er du endda introvert og har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Læs mere i Sommercirklen invitationen her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Den sidste dag i marts

Det er den sidste dag i marts. Jeg dypper pennen i forårets lys og dvæler ved træerne i horisonten.

Livet er et eventyr. Vinteren er forbi. Udenfor blomstrer anemonerne lystigt i skovbund og på skrænter, jeg har set påskeliljer og store fede knopper på træerne. Jeg har fundet mit helt eget udested lige udenfor haven og på egen grund, en cirkel, hvor jeg kan være, meditere og sidde ude og lytte til naturen og egen sjæl.

Close to home

Close to home. Alt det vi ønsker os i livet er meget tættere på, end vi kan forestille os. Vi siger, at vi godt ved det og det gør vi os, men vi glemmer det igen og igen. Tak Marts, for alt det du lærte og skænkede mig og det, som blev tydeliggjort på skriverejsen. Og det skulle altså blive dig, som overbragte mig det uventede budskab og viste mig, hvordan den skal skæres. Fortælling ved Vintersolhverv. Så jeg skriver altså en roman nu.

Hvem skulle have troet det?

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Spring” © Fotofix, Dreamstime

Ugletid

owl-in-the-night

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

owl-in-the-night

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

raven_imbolc

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

Ved Vintersolhverv

ravens-in-flight

Det må være årets mørkeste morgen. I min skrivestue har jeg tændt lys og ordene drypper i skæret fra den blafrende flamme. På bordet ligger to magiske sten, som symboliserer min rejse og to ord, der skal følge mig her over tærsklen til det nye solår og give mig hjertemod og styrke på vejen videre. De er blevet mig skænket ved Vintersolhverv og er med til at minde mig om min intention. De er pejlemærker og gaver fra noget, der er større end jeg.

Vi har passeret Vintersolhverv

Udenfor er det kulsort, der er ikke antydning af lys endnu. Ikke desto mindre er det morgen. Senere vil lyset komme svøbt i dis og kun være et subtilt tegn på, at natten er ovre. Et gråt og uigennemsigtigt skær træder frem af nattens dybe skygger og uden at gøre særligt væsen af sig, viser det vej. Langsomt, nærmest tøvende og uden hastværk breder det sit tæppe ud og byder op til vinterdans.

Vi har passeret Vintersolhverv, lyset er født af mørket og selvom man ikke kan se det endnu, går det nu den anden vej. Gennem resten af vinteren med lyset mod forår.

Hun lader det ske

Jeg trækker vejret dybt og mærker forandringen i mig selv som et lille støvkorn af vished. Jeg lader blikket glide fra ordene på skærmen og ud af vinduet. Her mødes jeg af en mur af mørke og kun ser genskæret fra lampen og et spejlbillede af kvinden, som har besluttet sig for at gøre noget, hun på et tidspunkt kom væk fra. Nu er hun vendt tilbage med en intention om at gøre det igen.

Hun skriver fra første færd. Hun er en morgenfugl, det har hun altid været, en introvert morgenfugl med hang til tidlige morgener og ord, som skrives, når det dages. Hun skriver, inden tankerne begynder at trække i den anden retning og skaber følelser af modstand, ja endda frygt for at slet ikke at kunne skrive mere. Hun følger med lyset og når dagen står op, er hun blevet en del af daggryet og solopgangen sker fra hendes eget skød. Hun er en aktiv deltager, allerede fra morgenstunden har hun med sit fremmøde skabt forbindelse og hun lader ordene føre sig på vej. Hun lader det ske.

tango-november-dancing-in-the-air

Ved Vintersolhverv

Jeg skrev min bog færdig (sporlægningsfasen) og drak af kaffen, jeg så stearinlyset blafre og et par fugle flyve forbi med retning mod syd. Lyset var sparsomt og naturen stille, selvom en vind begyndte at blæse op. Jeg lod igen blikket falde ud af vinduet, jeg tillod mig selv at dvæle og blev belønnet med et smukt syn af krager og ravne, som landede fordelt i tre nøgne træer. Det blå lys, som var til stede tidlige på morgenen, var nu blevet gråt. Uigennemsigtigt og diset. To måger fløj forbi og stearinlyset blafrede stadigvæk.

Jeg skrev, jeg var på trommerejse

Jeg skrev, jeg var på trommerejse og jeg havde en givende samtale med ørnen. Jeg fik bekræftet mine solhvervsord, som er symboliseret af de to sten. De har fundet vej til mit skrivebord og jeg bærer deres budskab som en intention i mit hjerte. Tillid. Forbindelse.

When you trust, you connect.

Gå helt ind i cirklen og lad magien gribe dig

Måske var jeg i tvivl, måske følte jeg mig lidt usikker, da jeg stadig stod udenfor cirklen, inden jeg trådte helt ind og lod magien gribe mig. Dér var rumsterende tanker, frygt og modstand, men jeg valgte at gå i tillid og trådte ind i cirklen og fra det sekund blev alting anderledes.

Jeg fejrede Vintersolhverv alene

Jeg trådte over en tærskel og jeg bærer nu budskabet i mig. Følelsen af Vintersolhverv, afrundingen og lysets genfødsel i mig selv.

I går fejrede jeg for første gang Vintersolhverv alene i vished om, at jeg blandt andet skulle skrive min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv” færdig.  Samtidig har jeg en intention om at tage min spirituelle praksis helt hjem. Den kan ikke længere være afhængig af andre, af kurser og af begivenheder udenfor mig selv. Det er fint at søge ud, lære nyt og opleve magien og fejring i fælleskaber, men først må jeg bære det i mig. Og øvelse gør virkelig mester!

Hele min dag var skænket til fejringen, det skete på en stille og godgørende måde, i selskab med mig selv, ordene, lysene og fuglene. Blafrende flammer, en duft af røgelse og smag af kærlighed. Jeg lod det ske.

Introvert i vinternatten

Langt senere gik jeg ud i vinternatten og tændte det bål, som jeg havde forberedt tidligere på dagen. Kæresten var med, vi stod tæt på flammeren og gav det til ilden, som vi ikke skulle have med os videre. Eller jeg gjorde, for selvom vi stod dér sammen og tæt forbundet i vores pagt med vinternatten, havde vi hver vores måde at være med ilden på. Hele dagen, færdiggørelsen af bogen, trommerejsen med ørnen og de små ritualer, dansen, glæden og lyden af lys  gled gennem min bevidsthed. Jeg mærkede mine solhvervsord og lod flammerne varme og beskytte mig.

Jeg lod det gå, som ikke længere tjener mig, de gamle udtrådte historier. Jeg gav det til ilden. Og én ting især stod helt klart under den stjerneløse nattehimmel og i flammernes skær.

Ikke mere “hug en hæl og klip en tå”

Jeg hugger ikke flere hæle og klipper flere tæer. Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Taknemmelighed

I lyset og varmen fra flammerne og i ildens bevidsthed var det ikke svært at føle og mærke taknemmelighed. Det kom helt naturligt og flød gennem mig som en kilde af kærlighed. Jeg har taget min introverte natur til mig, jeg trives som en fisk i vandet i mit eget selskab og faktisk er det ret praktisk for en forfatter in spe, skrivecoach og underviser at trives med meget egentid. Og først nu kan jeg indgå i sociale sammenhænge uden smertelige kompromis eller falske forestillinger.

Jeg siger det, som jeg er.

Tvivl forvandles til tro og blokering til skriveglæde

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde.

De fleste af os er introverte af natur

I november måned skete der noget i Vintercirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi længes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. At jeg selv nu har taget min introverte natur til mig, gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget rum virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden og i eget selskab at vi kan høre sjælens sang.

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Du er ikke asocial, fordi du hengiver dig til din introverte natur

En af kvinderne i Vintercirklen kaldte sig selv asocial, fordi hun med vinterens kommen var nødt til at trække energien hjem og putte sig lidt for at komme til hægterne efter en aktiv og udadvendt sommer. Også hun havde forsigtigt erkendt sin introverte natur, men ikke desto mindre var hun stadig slave af alles forventninger om sommerens udadvendte selskabelighed. Hun følte sig forpustet, hun var virkelig udmattet, men selvom hun vidste det og i høj grad mærkede det i både krop og sjæl, var asocial det ord, hun kaldte sig selv. Et fordømmende ord, som på ingen måde har noget med sandheden at gøre. Det gjorde ondt at mærke ordets dom. Det gav en følelse af forkerthed, skam og udstødelse.

Væk med det ord og lad det erstattes af et ord, som føles godt i sjæl og hjerte.

For at være introvert har absolut intet med at være asocial at gøre. At passe, pleje og sørge for sig selv, så man fungerer og har overskud, det er vel enhver kvindes ret.

Aftalen med dig selv er hellig

Aftalen med dig selv er den vigtigste aftale, du kan have i dit liv. For hvis du hele tiden tilsidesætter din egentid, selvom du både har brug for, lyst til og faktisk får energi og nærer dig selv ved at have tid alene, så svigter du både dig selv og din sjæl. Og i sidste ende svigter du også dine omgivelser ved at udgive dig for noget, du ikke er. Bedre er det, synes jeg jo, at danse i ærlighed og i kærlighed til den kvinde, du egentlig er og lade hende komme til orde.

Fortæl det ærligt og kærligt

Sig hvad du har brug for, fortæl det ærligt og kærligt og du skal se, når du giver slip på forestillingerne om, at du skal være noget andet, end den du egentlig er, så sker det hele af sig selv. Du mødes af accept og endda af beundring, fordi du tør stå frem, sige det højt og efterleve det, der gør dig godt.

Overhold aftalerne med dig selv

Og hvordan gør man så det? Jo ser du, jeg er begyndt at skrive mine egenaftaler ind i kalenderen på samme måde, som jeg skriver caféaftaler med veninder, møder og den slags ind. Og de aftaler er mindst ligeså vigtige og gyldige som alle andre aftaler, ja jeg vil endda driste mig til at sige, at de er endnu vigtigere. De er hellige for de er forudsætningen for, at jeg kan fungere i verden, være den, jeg er og give af det, der er min gave til verden. Uden egentid til at nære mig selv med hvad dertil hører, bliver jeg blot en skygge af mig selv. En træt, kedelig og temmelig irritabel skygge.

Måske har du lyst til at gøre det samme i året, som kommer? Skriv din aftaler med dig selv i kalender og overhold dem på samme måde, som når du har lavet en aftale med en god veninde eller din familie.

owl-in-the-night

Uglen og kunsten at lytte

Forleden dag fik jeg et smukt rejsebrev fra en skøn kvinde, som har været på skriverejse og i personligt forløb hos mig ganske længe. Rejsebrevet startede med et citat om en ugle i et egetræ:

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”

Ordene stammer fra et engelsk nursery rhyme og bliver ofte krediteret til en vis Edward Hersey Richards, men i følge Wikipedia er det ikke helt korrekt. Verset er nemlig langt ældre og er blevet dateret helt tilbage til 1875, selvom det nok er endnu ældre endda.

Uglen i egetræet

Jeg er dybt fascineret af ugleordene, som i sin poesi er så simple og siger det hele. Jeg har stor forståelse for uglen i egetræet. For ordene er essensen af gaven på skriverejsen og i selveste livet, hvis vi altså som uglen er i stand til at blive så stille, så vi rent faktisk kan høre og virkelig lytte. Og jo mere vi lytter, desto mindre har vi behov for hele tiden at tale. Det sker helt af sig selv. Når vi bliver stille nok og lader kroppen falde til ro så kan vi ikke alene høre vores egen stille stemme, sjælens stemme og følge vores intuition og indre kompas på hjertevej, men vi kan også fornemme og modtage de fortællinger, der som fugle svæver i horisonten og kun venter på det rette sted at lande.

Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling, forsvinder egoet ligeså stille ud af det.

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Prøv at forestille dig, at dér et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag, som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk møder dig med en intention om at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir.

Det er ikke noget, der sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænkte og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”. Din fornemmeste opgave er at skabe rum og grobund for det, der senere skal skrives gennem dig.

Tillid skaber forbindelse

Og det bringer mig tilbage til mine egne solhvervsord, tillid og forbindelse. Det er nemlig sådan, at tillid skaber forbindelse.

When you trust, you connect.

Giv din indre fortællerske plads i året, der kommer

Kære ven, skrivende sjæl, her på kanten til juleferie vil jeg kærligt invitere dig til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen, øve jer på at lytte til hinanden, danse sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er temmelig tung at bære. Du er din egen julerose. Hvornår springer du ud?

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Historiemedicin for sjælen

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender.

Må du følge dit hjertes kald

Jeg ønsker dig et glædeligt vintersolhverv, god jul og et lykkebringende fredfyldt nytår. Måske krydses vores veje, måske skrives vi ved i en af skrivecirklerne eller ses på intuitiv skriveworkshop. Men uanset hvad, så lov mig en ting. Tag din skrivelængsel alvorligt, den er ofte et kald fra sjælen Hvis du ikke møder op og giver liv til de fortællinger, der bor i din sjæl, hvem skal så gøre det?

Må du følge dit hjertes kald og favne alt det, du er skabt til at være, men som du tidligere forkastede som betydningsløst og endda forkert. Det er nøglen til din sjæls glæde og frihed. Lad det ske, lad det skrives og fortælles gennem dig.

“If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Kærlig hilsen
Lene


Har du skrivelængsel og lyst til at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og i pagt med både intentionens og fortællingens kraft?

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og du kan være med uanset alder og skriftlige forudsætninger. Skrivelængsel har ingen alder, det er aldrig for sent at genfinde skriveglæden. For kvinder med skrivelyst og længsel.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, som er forankret i energien omkring Vintersolhverv og i lysets rejse gennem vinteren mod forår. Du finder invitationen her. Solhvervscirklen starter den 6. januar og varer i tre måneder.

Solhvervscirklen er en invitation om et kærligt og givende rum til dig, som gerne vil starte det nye år med en intention om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Er det nu, er det endelig tid til, at du møder op og skriver?

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne foregår online

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

En helt særlig julegave?

Giv dig selv en helt særlig julegave, hvis du kan mærke, at det er tid. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted. Kom og vær med i Solhvervscirklen.

Flere detaljer om skriveforløbet SOLHVERVSCIRKLEN finder du i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser.

Photo “Ravens” © Vadimtrunov, Dreamstime
Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime

Thank you for the beautiful, inspiring images

 

At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime