Selvomsorg

Det handler ikke kun om forsvar og angreb. Krigeren i dig er også din indre beskytter, som kan sørge for, at du får det, du har brug for og på en måde, som gør dig godt. Din vildskab rummer selvomsorg. Din vildskab rummer hende, som ikke danser til andres pibe eller følger flokken. Hun følger sit eget hjerter og tager hånd om sine behov.

Kan du huske, hvad jeg fortalte dig i går? Som fortællerske må du være lydhør overfor dit hjertes vildskab. Du må låse op for det, du har fængslet og sat bag lås og slå. Du må give hende plads. Din vilde sjæl.

Vildskaben rummer så meget mere, end du drømmer om. Det, de ikke lykkedes at tæmme og intimidere. Du bærer det i dig nu og det længes efter at komme til udtryk. Men hvordan, spørger du og ser fortvivlet ud, en del af dig ønsker slet ikke at sætte det fri. For hvad vil der ske? Hvem vil du da være, når du ikke længere er hende, de skabte og formede som modellervoks? Men dit hjerte kender hende og din sjæl bærer hendes sang.

Så skete der det, at jeg stod foran bøgen uden at have planlagt det. Det var som om drømmen førte mig derhen, men da jeg stod foran det mægtige træ og på tæppet af nedfaldne blade, forstod jeg. Det var vildskab, der rørte på sig. Ordet, jeg havde plantet i min skrivebog og som nu var i færd med at slå rødder. Rødder af ord og sætninger, der snoede sig over linjer og sider og som en blomst foldede sig ud. Vildskab er så meget mere, end jeg lagde i det ord. Vildskab er sin egen.

Nu kan to fortællinger jo ikke hedde det samme, siger hun og er pludselig praktiske gris. Meget passende eftersom hun er vildsvin. Så jeg foreslår, at du beder træet om dagens ord.

”Jeg troede, at jeg hver dag ville få dagens fortælling” svarer jeg.

”Det gør du jo også, men ikke altid på den måde, du forestiller dig. Som fortællerske må du være åben og se bag det tilsyneladende. Rytmen og rutinen er god, men det er også, når du danser udenfor hinkeruden af plejer at gøre, at du finder nye tråde. Fortællingerne er levende og findes over alt omkring dig.

I det samme falder et blad fra en af de øverste grene og hvirvler kunstfærdigt rundt i luften. Det lander i min udstrakte hånd. Jeg trækker vejret dybt og betragter de gyldne pletter, der i samme sekund forvandler sig til bogstaver og et ord. Selvomsorg.

”Selvomsorg, er det ikke en kedelig overskrift til en fortælling?!” Min indre censor er vågen og stikker til mig med sin stok. ”Ingen gider høre om det.”

”Måske fordi, at det ikke er noget, man bare skal høre om, men som man skal udøve og mestre”, svarer jeg og vokser med mine ord. De føles godt i maven. De er sande. Og pludselig forstår jeg, at vildskab også kan være en indre beskytter som ikke følger reglerne for at passe ind. De normer, samfundet har skabt af burde og skulle og som til tider fornærmer en kvindesjæl. Ikke mindst, hvis hun er introvert og har brug for sit eget rum til at nære sig selv og restituere. At leve livet på sin egen måde. At danse sin egen dans til tonerne af sin sjæls sang. Fordi hun er værdig.

Forstår du det nu? siger hun og rækker mig dagens kop te brygget på mint og honningurt. Den er stærk og både sød og bitter. Jeg nikker, mens jeg drikker af teen på kanten til den nye dag og med mine to bevidnere. Den gamle kvinde og bøgen. Jeg kan mærke, at det er noget, jeg skal vænne mig til, det der med selvomsorg og evnen til at rumme alt det, der gør mig til den jeg er. At give lov til særheder og aldrig tøve, når et behov for hvile eller egentid melder sig.

Vildskab. Det handler ikke kun om forsvar og angreb. Krigeren i dig er også din indre beskytter, som kan sørge for, at du får det, du har brug for og på en måde, som gør dig godt. Din vildskab rummer selvomsorg. Din vildskab rummer hende, som ikke danser til andres pibe eller følger flokken. Hun følger sit eget hjerte og tager hånd om sine behov. Hun yder selvomsorg.

Selvomsorg

Hvorfor er det så svært at være hensynsfulde overfor os selv? Hvorfor har vi generelt svært ved selvomsorg? Og hvorfor flygter vi fra sandheden om, hvad der egentlig gør os godt?

Hvis du som jeg synes, at selvomsorg godt kan være svært, så kan det måske hjælpe dig at vide, at der faktisk er en forklaring på vores tendens til at opføre os uhensigtsmæssigt. Vores hjerner har nemlig slet ikke udviklet sig med henblik på, at vi skal føle os godt tilpas i vores liv, men på at vi skal overleve. Tidligere handlede det bare om fysisk overlevelse, men sådan er det selvfølgelig ikke længere.

Eve Bengta Lorenzen skriver følgende i sin bog: Selvomsorg. Genvej til godhed:

”Det ubehag, som rejser sig, når vi er ved at løbe tør for ressourcer og samtidig føler os truet (på hvilken som helst måde) er så kraftigt, at hvis kamp ikke er en farbar vej, så flygter vi. Og helst så hurtigt, at vi slipper for overhovedet at mærke ubehaget eller registrere, hvad det skyldes. Vi tager ikke længere flugten ud over stepperne, men for eksempel ind i den digitale verden, som er ufarlig og endda tilbyder et lille fix. Med andre ord, vi distraherer os selv med alt muligt, som tilbyder en form for lise eller tilfredsstillelse.”

En af de vigtigste årsager til, at vi ikke får sat tid af til os selv, er, at det er uvant at være helt alene med sig selv og ofte er det derfor forbundet med ubehag. Da vi samtidig er ubevidste om vores biologiske gearing, er vi sjældent medfølende overfor os selv, hvilket giver dømmende tanker frit spil, ikke mindst når vi bruger tid på noget, som efterfølgende føles tomt eller decideret skadeligt.”

En gave, du giver dig selv

Deltager du i mit vinter-skriveforløb Decembercirklen, så er det en gave, du giver dig selv. Du er med på rejsen, både fordi du har skrivelængsel og lyst til at sætte ord på din vinter, men også fordi, du mærker et behov for at skabe rum til indre ro, fordybelse og selvomsorg.

Decembercirklen starter den 1. december.