Når skrivelængslen kalder
Der er gået et år, siden Aimee tog af sted og jeg sidst på eftermiddagen tog det første skridt ud på Sorgens Bro. Min decemberrejse blev en overgang, hvor jeg ikke skyndte mig videre eller forsøgte at dulme min smerte. Mine to gamle hunde var begge draget videre med kun fire måneders mellemrum og den... Continue Reading →
Der er ulv i sigte. Jeg drømte om en valmuemark, de røde blomster dansede i sommerstøv og sang for mig. Der var et budskab. Noget at huske. Nu er det morgen og drømmen forbi. Men da jeg finder porten til Det Magiske Univers går det op for mig, at jeg ikke kan være så sikker.... Continue Reading →
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
“Du er en gammel sjæl” siger Svanen og jeg nikker. Det har jeg vidst længe, men først nu går det op for mig, hvilken betydning det har. Efterhånden som masker krakelerer og regnen renser camouflagen bort, ser jeg verden på en ny måde. En gammel sjæl kommer til syne i øjnenes spejl. Vi har passeret... Continue Reading →
Husk at du ikke skriver til nogen udenfor dig selv, men at din intention er at tappe fra din indre kilde af visdom. Det, der bor i kroppen. Det, der synger i hjertet. Det potentiale, der er indkodet i din sjæl. Følg din længsel gennem tykt og tyndt og ind i de mørke, aflåste kamre.... Continue Reading →
Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →
Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →
Hun forvandler sig for øjnene af mig. Den store fugl bliver til en gammel kvinde med ordet i sin magt. Hun er bærer af en ældgammel visdom, som har lidt slem grusom overlast og er blevet misbrugt og trampet på. Dog bærer hun ikke nag. Hun er ikke ude for at finde skyldige. Den slags... Continue Reading →
Forsigtig, morgenskridt i knitrende græs, fin frost og fuglesang her, hvor en ny dag er født. Yndefuldt letter den på hatten og hilser fra sin trone bag træerne i øst. Se lyset danse. Og jeg står her bag et af træerne og betragter dig på din færd. Et skridt, så et mere, kom nærmere og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 