Lad livet bære dig og vejen vise vej

Hun har truffet en beslutning. Højt siger hun til sig selv: Jeg kan ikke længere sætte mit liv på pause. Altid har min lykke og mit velbefindende været afhængig af andre og af ydre omstændigheder. Altid var der noget, som stod i vejen for min glæde. Noget at tage sig af. Nogen at tage hensyn... Continue Reading →

Vi giver det til vinden

Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, indre vished og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er tidevandet og månens sølvlys over havet. Hun er mørket, den del som rummer og... Continue Reading →

Fortællersken

Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel. Forårsholdet starter den 5. april 2018. Varighed 4 måneder. Lad din indre fortællerske få ordet. Hun har gaver med til dig. Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du... Continue Reading →

Din stemme, din styrke

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde og din fortællerske bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt... Continue Reading →

En skønne dag

I am no longer waiting for a special occasion; I burn the best candles on ordinary days. I am no longer waiting for the house to be clean; I fill it with people who understand that even dust is Sacred. I am no longer waiting for everyone to understand me; It’s just not their task... Continue Reading →

Fortællingen som forsvandt

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide,... Continue Reading →

Væversken

Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →

Den mystiske kraft

Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt. Senere er jeg ude og handle, jeg... Continue Reading →

Når Tornerose vågner

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne. Den sidste dag i februar, tidspunktet for... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑