Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det var et frygteligt sted at være. Corona-virus og advarsler så langt øjet rækker. Og så skulle hun til begravelse. Tunge skyer, silende regn og et humør, der fuldstændig matchede vejret. Mennesker stod ud af deres biler og gik op mod landsbykirken. Udenfor kirken stod bedemanden, som var en kvinde med en flaske sprit. De... Continue Reading →
Så blev der stille. Så stille at hun kunne høre den gyldne nål falde til jorden. Den sang i faldet. Og nålesang er gjort af ganske særlige toner. Stilheden flettede sig ind i lyden fra nålen og i korte øjeblikke lyttede hun til en underskøn symfoni. Så blev der helt stille og ikke flere nåle... Continue Reading →
Tre ord, hver eneste morgen, ledetråde af sjælestof. Lytte og skabe rum for uden det rum og den stilhed, der gør tankepause, kan du slet ikke modtage det, der er til dig. Har du tænkt på det? Du nikker, men det er ikke et mentalt anliggende og derfor må du være bevidst om at holde... Continue Reading →
Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →
“Vær hilset, jeg er glad for, at det er dig, din visdom og dit mod, jeg skal spejle mig i i dag. Det kærlige med kant. De steder, hvor jeg før bøjede af i ulykkelig resignation, er nu blevet grænser, som jeg værner om og holder hellige. Du viser vej på din særlige måde og... Continue Reading →
Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →
Her er stille bortset fra vinden, som hyler i hus og trætoppe. Nedfaldne blade hvirvles op og nogle tager flugten. Men jeg flygter ikke, for dette tidspunkt på årshjulet er et sted, hvor farten sænkes og … ordene forstummer. ”Der er ikke altid ord” siger hun, Gåsemor, og lander for en stund på marken foran... Continue Reading →
”Twilight is owl light” er ordene jeg hører, da jeg åbner vinduet i badeværelset og stikker hovedet ud. Klokken er fire om morgenen og Mosekonen brygger. Selvom jeg er vågen og synes, at det er alt for tidligt, glæder det mig at hun er tilbage. Noget falder på plads i mig. Bump. Røgen stiger til... Continue Reading →
Jeg må skrive for mig selv og til mig selv i disse dage. Jeg ønsker så inderligt at fastholde mig selv i processen og være både nysgerrig og åben overfor dette nye sted i mig. Floden. Det var ikke trædestenene over til den anden side, der var nøglen, det var vandet og at vove at... Continue Reading →
Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 