Sjælesteder og et møde

Der er steder, som taler til min sjæl og hvor jeg umiddelbart føler mig hjemme. Hvor min sjæl synger sagte og alting i mig falder til ro. Fordi landskabet afspejler mit indre og jeg kan spejle mig i det ydre. I de bløde bakker. I havet for mine fødder. I himlen og det særlige lys, der er ved kysten. Steder, hvor jeg instinktivt føler, at jeg egentlig burde bo. Steder, hvor naturen rundt omkring mig føles rigtig og byder mig velkommen.

Jeg kalder dem sjælesteder.

Et andet kald

Efter turen til Sverige, som du kan læse mere om i “Mørket kalder mig hjem”, har jeg båret på en længsel efter at vandre i naturen og være tæt på havet. Igen og endnu mere.

Jeg har siddet foran skærmen, jeg har forsøgt at skrive, men hele tiden har jeg hørt et andet kald som tydeligvis kom fra naturen. En stemme i mig har responderet, sagte og næsten sørgmodigt, fordi jeg absolut ikke havde intention om at flygte ud og væk fra skrivebordet. Jeg skal jo skrive og bl.a. forberede den intuitive skriveworkshop i mørkets tegn, som finder sted i anledning af Samhain. Årets sidste skriveworkshop den 31. oktober. Jeg har en intention om at skrive og samle tankerne, ideer til noget brugbart. Skabe rummet og skrive mig derind.

Det er for tidligt

“Det er for tidligt”, hviskede hun, da jeg endelig adlød, forlod skrivebordet og tog ud for at møde hende i skoven. Jeg havde forsøgt at skrive mig ind i hendes univers, jeg havde mediteret og hun kom da også til mig en sen aftenstund, lige før jeg lagde mig til at sove.

Jeg kunne mærke hendes væsen dybt i mig og det kan jeg stadig, mens jeg skriver dette. Cailleach. Jeg kan se hende for mig, hendes smil midt i rynkerne og fornemme latterens rungen. Hun ved. Så hvad bedre end at invitere hende ved selv at skabe rum og åbne op for hendes fortællinger og visdom? Det gjorde jeg. Jeg satte mig. Og jeg følte hendes tilstedeværelse som en sagte summen, men snart kunne jeg mærke en rastløshed, som fortalte mig, at noget ikke var helt rigtigt.

Gå til Kilden

Jo, hun var dér, men alligevel ikke helt. Så jeg gik ud, tog en tur i skoven, ud i efteråret med våde blade under mine fødder og et hav af farver over mit hoved. Blade, bær og forfald. Himlen serverede sig selv på store tallerkener af blåt, solen brød frem bag skyerne og så gik jeg bare. Hunden var med, hun snusede og det samme gjorde jeg. Duftede mig ind i efterårets sang og begyndte at nynne med. Det var vådt, vi gik ned af bakken og ud i det åbne landskab, ud på græsmarken og langs skovbrynet tilbage til skoven.

Så hørte jeg hende. Dér var hun, klart og tydeligt. Hendes stemme var en rislen fra den bæk, der flød langs skovstien og fulgte mig på vej. Hun var Kilden.

”Endelig forstod du det. Selvfølgelig vil jeg gerne skrives, bagefter, men du er nødt til komme ud og mærke jorden under dine fødder. Opleve, hvordan landskabet bugter sig og gå op af bakken mellem træerne og ud på den anden side. Mærke stigningen. Grene, der knækker under dine fødder, kastanjer og visne blade. Se, nu åbner landskabet sig og himlen slår armene ud. Kan du se det? Kan du se mig? Mærke min kraft for hvert skridt du tager, når tankerne aftager og du går intuitivt. Instinktivt. Ser du mig nu? Hører du mig?”

Hun er ikke bare en skrivebordsbordsaffære

Det gjorde jeg og en sten faldt fra mit hjerte. Hun er ikke bare en skrivebordsaffære, selvom det er dér, at jeg kan gøre hendes budskab til ord og sætninger. Hun er livet. Døden. Urgammel og vis. Rachel Patterson beskriver hende således:

She is ancient.
She is the landscape beneath our feet.
She is the mountains and the rolling hills.
She is the rock and stone that leads down to the shore.
She is wisdom
She is knowledge
She is mysteries
She is the old hag
She is the Cailleach

Intuitiv timing

Hun smeltede sammen med min længsel og jeg forstod. At det kald, jeg havde hørt, ikke var et snedigt flugtforsøg fra min frygt og modstand, men endnu et eksempel på den intuitive timing, som jeg har oplevet så mange gange før. Ofte er jeg for tidligt på den, som Cailleach så rigtigt sagde det til mig. Jeg vil gerne være i god tid, velforberedt og på forkant. Men tit sker tingene i sidste øjeblik og eg oplever, at jeg først kan skrive og formgive, når tidspunktet er rigtigt.

Nu viste hun mig vej som et væsen, der rislede i vandet. Hun var kilden langs stien. Og hun var stadig med mig og i mig, da jeg gik videre ind i skoven, nu som en ravn over mit hoved. Landede i et træ, udstødte sit velkendte rrrråå og lod sin ravnelatter lyde som et ekko mellem stammerne. Hunden for sammen og så op.  Et smil skilte blidt mine læber. Latteren rungede i mellemgulvet.

Jeg er efterår nu

Vi kom til en lysning og jeg satte mig på en træstub. Efterårslyset sejlede ind og sendte små bølgeskvulp gennem min krop. De rødbrune farver blandede sig med grønt. Hunden faldt til ro ved min side og for en stund sad vi meditativt og lod os gribe af eftermiddagens bløde lys. Der var kulde og fugt mellem træerne, men dér hvor vi sad, i lysningen, kunne vi mærke solen varme, mens vi lyttede til hendes sang. Cailleach.

Jeg er efterår nu. Og snart bliver jeg vinter.

Jo mere, jeg søger ud i naturen og gør mig modtagelig for den sang, der lyder, spejler mig i himlen, lytter til træernes fortællinger og mærker jorden under mine fødder, desto tættere kommer jeg på min sjæl. Det er ikke nok at blive ved skrivebordet og det ved jeg også godt, men det er let at glemme.

Det er i øvrigt også derfor, at naturen spiller en så stor rolle i de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder. Den naturlige cyklus og årstiderne, månederne, fuglene. Hvad det nu, der kommer til os hver især og vil fortælles. Forankringen sker via den åbning, vi skaber, når vi formulerer vores intention. Men vi er også nødt til at komme ud. I naturen. Flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud, hvor du også øver dig på at skærpe din intuition.

Porten til vinter

En kilde. Et træ. En ravn. Hun er vejret, tiden og hun er vinter. Efteråret er fremskredent nu og ved Samhain går vi gennem porten til vinter. Det er blandt andet det, vi skal skrive os ind i og fejre på den intuitive skriveworkshop den 31. oktober. På samme måde som vi skrev og fejrede lysets fortællinger ved Imbolc tilbage i februar skal vi nu skrive os ind i mørket. For mørket kalder os hjem. Vi skal lytte og bevæge os ind i Cailleachs fortællinger uanset i hvilken skikkelse, hun kommer til os i. Vi skal skrive os igennem porten til vinter og gøre os klar til vinter. Gennem fortællingens kraft på en skrivedag for sjælen.

Cailleach, den ældre vise kvinde. Hun er kællingen. Heksen. Hende, som ved.

En tur til fjorden

Skovturen var ikke nok. Der skulle mere research til, så dagen efter rev jeg gavmildt en dag ud af kalenderen og begav mig op til sommerhuset ved fjorden. Vandrede langs kysten med det bakkede landskab på venstre side. Fulgte snoede stier med mågerne skrigende over mit hoved. Mærkede hende og så hende i endnu flere skikkelser. I naturen. Det gamle egetræ, hvis skikkelse ligner en dansende kvinde. Den tykke stamme, de bløde former og alle de agern, som hun har givet slip på. Og jeg oplevede igen følelsen af at høre til og komme hjem. At blive hel.

Sjælesteder

Der er visse steder, hvor jeg instinktivt føler mig hjemme og hvor jeg kan høre en ganske særlig sang. En sang, som jeg kender. En sang, som hun kender. The Cailleach. Heksen. Kællingen. Den vise kvinde og hende, som ved.

Det er efteråret og snart vinter. Nu kalder hun, nu kalder hun igen. Det er på tide at komme hjem.

As the Heroine moves on through her life and through whatever new Journeys may come, the time will come to work on becoming Elder. The word ‘elder’, of course, can mean many things. The Elder may be fierce, eccentric, wild; she may be the Trickster energy that sets about disrupting the status quo. She may also represent the deep, restful dark: the slow sinking back into the quietness within that is arguably one of the greatest gifts of extreme old age.

To a woman of the Celtic nations, to become elder is above all to become Cailleach: to represent the integrity and health of the wild places and creatures of this world. To become Elder is to become strong – strong as the white old bones of the earth, strong enough to endure the long, lonely vigil to the end of the world. To become Elder is to hold the power, stay the course. Above all, to become Elder os to become the bean feasa, the Wise Woman: the one who knows the secrets and speaks the language of the land, who speaks with the moral authority of the Otherwold, who weaves the dreaming of the world.
-Sharon Blackie –

Den intuitive skriveworkshop i anledning af Samhain finder sted den 31. oktober kl. 10 og der er endnu et par ledige pladser, hvis du har lyst til at være med. Vi fejrer mørkets kommen og gør os klar til vinter på en ganske særlig skrivedag for sjælen.

Skriveworkshoppen finder sted her i Skrivehuset ved Ringsted og der er plads til 6 kvinder omkring bordet. Vi skriver, mediterer og tænder bål. Vi lytter til Cailleach, hører uglens budskab og tager imod de fortællinger, som kommer til os på denne særlige dag, hvor porten til vinter åbner sig. Vi lytter og skriver os ind.

Du kan se invitationen i linket her, tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. 

Læs mere om de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her.

Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Hvis du ikke kan være med den 31. oktober på skriveworkshoppen, men har skrivelængsel og lyst til at skrive og forankre dig i vinterens budskab, skabe rum og lade fortællingens kraft berige dig og lede dig på vej, så kom med i Vintercirklen, som starter den 9. november. Der er endnu et par ledige pladser.

Vintercirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og de sidste pladser gives efter først-til-mølle princippet.

Du kan konsultere din egen vise kvinde via ordene og på skriverejsen. Med en intention om at skærpe din intuition og skrive dig ind, kan du blive bedre til at lytte til den stille stemme og høre hendes røst og kraft. Du åbner op via din intention og den hensigtserklæring, som du formulerer.

Du kan åbne op for de fortællinger, som bor i din sjæl og i dit hjerte. Du kan sætte ord på og lade dig fragte dybere, efterhånden som du øver dig og får tillid til skrivegerningens kraft. Nu handler det at skrive nemlig ikke længere så meget om retstavning, grammatik og om at skrive noget på en bestemt måde. Nu handler det om at finde din stemme og skrive på din måde. Så du vågner og opdager, at du har det hele i dig.

Kom med i Fortællersken

Kom med i Fortællersken og genfind din skriveglæde. Væk din indre fortællerske, skærp din intuition og dans med fortællingens kraft gennem vinteren.

Fortællersken er et online skrivegruppeforløb for en mindre gruppe af kvinder, som har intention om at åbne op for det magiske rum og invitere den indre fortællerske op til dans.

Det gør vi via fortællingens kraft. Skriveafsæt og øvelser er som døråbninger til alt det, du ikke kan tænke dig til. Du vil opdage døre, som ikke fandtes før. Du vil finde nye veje eller rettere sagt, du vil selv skabe dem via skriverejsen og den kraft, du sætter i spil, når du møder op og skriver dig på vej.

Du får masser af læring, næring og skriveinspiration. Du lærer at danse i den kreative proces og være med alt det, der dukker op undervejs. For ligegyldigt hvad det handler om, sætter vi ord på og lader det skrive. Vi skriver i livet.

Klik på billedet ovenfor eller her for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Lidt mere om The Cailleach (Wikipedia)

Thumbnail photo by Rdonar, Dreamstime