Visdom og vasketøj

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

At blive ældre

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet forår.

Mosens fortællinger

Jeg nød turen ud med hundene. Som de, der vandrer, bliver vi efterhånden en del af landskabet. Jeg tror, at mosen kender mig nu, jeg går helt ned og lytter til dens fortællinger. Jeg føler mig ydmyg og hørt, da jeg mærker ømheden fra det brudte land, vildnisset mellem markerne. Klemt inde af civilisationen med stadig med de samme urgamle fortællinger. Stædigt bliver hun siddende og lader mosen omgive sig. Venter. Og ser mig komme. Kvinden som går tur med sin hund og som drages af det sted, efterhånden som hun lærer det at kende. De krogede træer, vejrbidte stammer og grene, der rækker mod himlen og tager imod. I al slags vejr. I dag er vejret mildt, foråret svæver som en fugl gennem luften, jeg kan høre dets vingeslag og mærke glæden i mit hjerte.

Hjemme i haven ser jeg vasketøjet flagre på tørresnoren, synet gør mig godt. Og også vasketøjet har sin rolle hvad fortællingerne angår, for det er en del af det liv, vi lever. Det levede liv. Det er fra de steder, at vi skriver, vi forbinder os via de daglige gøremål og rutiner og bevæger os ud derfra. Ind og ud. Vores trin bevæger sig med tidevandet, det er en særlig rytme. En ganske særlig rytme.

Hun dukker op, mens jeg hænger tøjet på snoren, hun hvisker med vinden og hvirvler op i mit hår. Lytter du nu, jeg nikker, vi kommunikerer uden ord. Duften af renhed slår ned som en sommerfugl, jeg falder i staver og dvæler ved det arbejde, jeg udfører. Klemmer. Vasketøj. Visdom. Der er en sammenhæng, som jeg ikke helt kan sætte fingrene på, men som jeg står der i vinden sidst på eftermiddagen, er jeg ikke i tvivl.

Dagen er blevet ældre. Jeg er blevet ældre. Ordene fra før hvirvles op af vinden og danser mellem lagnerne på tørresnoren.  Og pludselig kommer jeg i tanke om det, jeg sagde til Ravnen ved Forårsjævndøgn forleden dag. Højtidligt, som et løfte, der kom fra et sted dybt i mig:

”Jeg vil give mere plads til min indre heks”

 Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikkede anerkendende og klikkede kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg gled over hendes ansigt som en skygge for solen.

Jeg lader hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. Hun synger til mig gennem vinden og jeg kan mærke hende, mens jeg står foran tørresnorene i baghaven. For jeg er blevet ældre og i modsætning til, hvad vores moderne samfund ofte fortæller os, er det ikke en sygdom. Menopause. Det er en afslutning og en ny begyndelse. Sharon Blackie beskriver det således:

As the Heroine moves on through her life and through whatever new Journeys may come, the time will come to work on becoming Elder. The word ‘elder’, of course, can mean many things. The Elder may be fierce, eccentric, wild; she may be the Trickster energy that sets about disrupting the status quo. She may also represent the deep, restful dark: the slow sinking back into the quietness within that is arguably one of the greatest gifts of extreme old age. To a woman of the Celtic nations, to become elder is above all to become Cailleach: to represent the integrity and health of the wild places and creatures of this world. To become Elder is to become strong – strong as the white old bones of the earth, strong enough to endure the long, lonely vigil to the end of the world. To become Elder is to hold the power, stay the course. Above all, to become Elder os to become the bean feasa, the Wise Woman: the one who knows the secrets and speaks the language of the land, who speaks with the moral authority of the Otherwold, who weaves the dreaming of the world.

Lad visdommen finde vej gennem kreativitet

At blive den vise kvinde. Hende som ved. I stedet for at fornægte visdommen, der som vinden tørrer vasketøjet, kan vi vælge at lade den manifestere sig gennem os. Skrive, male og fortælle. På den ene eller anden måde. Kreativiteten er vigtig. Den er en del af, hvem vi er og hvad vi er skabt til at gøre. Skabe os.

Hun brænder i mig

For hver hedetur brændes noget væk, det tænker jeg på, når jeg pludselig flammer op. Det er ilden i mig, det er hende, som ved at hun er nødt til at give slip på meget af det gamle, som definerede hende før. Gamle roller, forventninger. Mønstre, som hun har gentaget i uendelighed, men som hun er nødt til at lægge bag os nu. Jeg giver det til ilden, siger jeg til mig selv og mærker hende brænde i mig.

”That heart still thunders, that fire still burns.
It burns from the inside out, hot flush after hot flush, year after year,
burning away all that we no longer need.”

Jeg giver det til ilden. Til vandet. Til vinden. Og til jorden. Et dybt åndedrag, jeg indsnuser foråret og mærker en ny livskraft og energi vokse i mig.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Den mystiske kraft

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Åh, at vågne med foråret, at hænge vasketøj ud på tørresnoren i haven og lade vinden blæse det tørt. Vågne og opdage, at man er blevet ældre. Men i stedet for at begræde det, vil jeg fejre det. Måske har du lyst til at fejre med mig?

Visdom, vasketøj og fortællinger

Hun findes i os alle, den vise kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og hun er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og svaret på vores spørgsmål. Hun bliver mere tydelig ved menopause, for nu er hendes tid kommet.

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet ældre.

Kærlig hilsen
Lene

Giv din indre fortællerske ordet. Kom med i Gudindecirklen.

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Der er endnu 4 pladser tilbage. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Du finder invitationen her eller ved at klikke på billedet ovenfor.