Når skrivelængslen kalder
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den trettende dag i marts går det op for mig, at vi hver har fået en opgave, som trækker i forskellige retninger. Men det er ikke noget vi taler om ved middagsbordet eller indvier hinanden i. Vi ved, at det er uundgåeligt, at rejsen tager os hver vores vej og at vi som fortællersker... Continue Reading →
Vild vind, regn og slud slår tonen an på vinterens sidste etape. Det er ikke unormalt, naturen renser ud før den store finale og det tidspunkt, hvor alting begynder igen. Ved Forårsjævndøgn. Ostara. Om syv dage. Nu skiftes vinter og forår til at markere sig, haglbyger erstattes af sol og bløde brise, der shapeshifter og... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Man kunne fristes til at tro at fortællingerne fra pensionatet hænger sammen. På nuværende tidspunkt og inde i februar kunne man begynde at binde ender sammen. Man kunne nemt komme til at tage for givet og med sin hang til orden og mental forståelse forsøge at presse begivenhedernes gang ind i en skabelon. En kasse... Continue Reading →
Følelsen af at være på rette tid og sted fortsætter gennem dagen. Jeg følger et indre flow og lader mig fragte. Som blev jeg genfødt sammen med lyset på årets længste nat er jeg vågnet til en ny bevidsthed. Tågen letter aldrig, men bliver hængende som et vidne. Lyset tøver og giver sig tid. Det... Continue Reading →
Porten knirker og åbner sig på rustne hængsler. Dagen er stået op. Det samme er den kvinde, der nærmer sig med hastige skridt, hun småfryser i den kolde vind. Og her starter foråret, tænker hun. Ha! Da hun når helt frem til den røde mur, blafrer porten i vinden. Hængslerne knirker skingert og en stemme... Continue Reading →
You must pick a flower and let the story tell you. Det er Hind igen, den gode Eilid, datter af dansende mysterier. Det er søndag morgen og jeg er vendt tilbage, ude af stand til at glemme det særlige sted. De slanke planter med hvide blomster står stille, som venter de på noget. ”Eller nogen?... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 