Når skrivelængslen kalder
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Skrivning er ikke bare. Pennen er vores sværd, ordene vores transportmiddel og gennem skriverejsen kan vi få kontakt til dybe steder i os selv, hvor energien var stagneret. Her kan vi skrive os ind og opløse gamle blokeringer gennem ord og fortællinger. Fortællingens kraft er stor og undervejs bliver vi skænket historiemedicin, som lindrer og... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
Har du tænkt over, hvordan din vinter skal være? Hvad du ønsker dig af vinterrummet og håber, at mørket skal rumme? Kan du mærke hvad du har brug for? Og har du tænkt over, at du selv kan være med til at forme det rum ved at have en intention om at nære det indre... Continue Reading →
Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →
På den indre rejse og ikke mindst på de svære steder, har vi brug for at læne os op af rejsebeskrivelser, fortællinger og ord, som beskriver det sted, hvor vi også befinder os. For på et tidspunkt ankommer vi til et sted, hvor vi endelig forstår det. Sjælen har ikke brug for adspredelse og for... Continue Reading →
“Be kind to your fears but don’t let them block you”. Jeg synes forbavsende ordløs her til morgen, overbevist om at ord og sætninger i simregryden ville være bristeklar her på trappen til morgen. Jeg springer fra de sidste trin og ind i køkkenet, hvor den står på det gamle komfur. Gryden. Lyset kommer snigende... Continue Reading →
Stearinlysene brænder og foran dem ligger de tre sten, jeg fandt på stranden i går. Tre søstre skænket af Vesterhavet. Jeg tænker på dem som Havsøstrene og de adlyder stiltiende, det er sandt. Vi er Havsøstrene. Så forstår jeg endelig, at magien kan indtræffe med forsinkelse og at min intention i går er sket fyldest.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 