Bjerge i fladt landskab

Aftenhimmel

Lidt længere oppe i bjergene

Jeg hørte engang en sang og sangen tog mig med på rejse. Det skete uden at jeg vidste det, men pludselig befandt jeg mig et andet slags landskab. På forunderlig vis vandrede jeg nu et andet sted. I et bjerglandskab. Et sted, jeg ikke kendte, men som alligevel vakte en forunderlig genklang. Teksten, ordene, opfordringen. Jeg har været her før, sagde noget i mig, selvom det ikke kunne passe. Det var et smukt landskab, bjerge strakte sig foran mig som vidner til min færd. Der var frodighed, i vejkanten dansende de vilde blomster og et væld af dufte og lyde fra insekter nåede mig, mens jeg gik.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt…

Og jeg vidste, at jeg var på vej op i bjergene og at noget i mig ønskede at finde de glemte steder. Jeg var på pilgrimsfærd i mig selv og rytmen fra sangen ledte mig på vej. Lyden af ord. Med ét forstod jeg det. Vi har alle sammen et smukt bjerglandskab i os med glemte steder. Steder, hvor subtile sandheder og vidunderlig visdom ligger gemt. Gemt fordi vi på et tidspunkt var nødt til at forlade dem og da vi trådte ud på den anden side, glemte vi med ét det, vi vidste. Nu går rejsen tilbage. Det vidste jeg, da jeg gennem ordene vandrede af den støvede sti, der snoede sig og efterhånden bevægede sig stejlt opad. Op i bjergene, lidt højere op, et andet og nyt perspektiv og en fornemmelse af hjemkomst.

En skrivende pilgrimsfærd

Mens jeg vandrede gik det op for mig, at det er sådan vi er nødt til at tage på skriverejse. Vi må forestille os, at vi drager på pilgrimsfærd i os selv. Langsomt skriver vi os vej ind i landskabet og lidt længere op i de bjerge, vi tidligere har undladt at bestige. Vi frygter måske, at der gemmer sig noget, som vi ikke ønsker at få frem i lyset. Men sandheden er en anden. For hvert gang vi berører et sådant sted, vil vi skabe forløsning. Og efterhånden som vi kommer både længere op og dybere ind i os selv, desto nærmere vil vi komme det egentlige.

Diktat fra sjælen

Når vi lader skrivegerningen blive flydende, når vi lytter og virkelig åbner os fulde af nysgerrighed og barnlig undren, så kommer det næsten af sig selv. Sjælen synger, taler og skriver. Fortæller om de glemte steder og viser os forsigtigt, hvor vi skal skrive os hen for at besøge dem. Igen. Huske det vi glemte og mærke sødmen i den genklang, der som musik breder sig i bjerglandskabet. På pilgrimsrejsen.

Men egentlig tager vi bare imod. Vi lader pennen og ordene føre os og så møder vi det, der kommer og skriver det. Som om vi tog diktat fra sjælen. Vi tager diktat fra sjælen.

Vov at gå lidt længere

Vi stopper ofte op lige dér, hvor vi burde gå videre. Vi tror, at vi har skrevet os fri, men det er kun begyndelsen. Så det er en god ide at fortsætte ud over det tidspunkt, hvor vi er klar til at forlade ord og skriverier. Gå lidt videre. Endnu et skridt, lidt længere op af bjerget, lidt dybere.

Vi møder os selv i sårbare øjeblikke af tvivl og modstand. Det er bedst at vende om, siger vi til os selv og den indre censor nikker ivrigt. Det er blevet alt for farligt. Men det er disse vovestykker af vedholdenhed, der sætter os fri og virkelig får ord og skriverier til at blomstre. Det er næste skridt, lidt længere op, lidt dybere. Stederne venter på os. De går ingen vegne, men hvis vi ikke skriver og fortsætter med at gøre det, så når vi aldrig frem.

Vi dedikerer os til skriverejsen skridt for skridt. Vi forbinder os til noget større og så stoler vi på, at det vil vise os vej. Nøglen er at forblive engageret. Og ja, vi farer vild og fortaber os, men vi kan altid komme tilbage og det gør vi. Vi vender tilbage igen og igen, fordi vi ved, at det er den eneste måde. I vores tilbagevenden opbygger vi samtidig en rutine, som vil bære os videre. Vi bliver stærkere. Og vi skriver vores vej i taknemmelighed over, at vi kan. Sjælen kalder på os fra et dybere sted. Lidt længere oppe i bjergene, husk de glemte steder. Husk, hvor de findes og hvem du er.

En opdagelsesrejse

Skriverejsen er en opdagelsesrejse. Jeg opfordrer dig til at gå længere end du egentlig vil. Skriv videre, når du tror du er færdig. For sandsynligvis er du først lige ankommet til et sted fuld af energi og nu skal du til at møde dig selv det sted. Skriv videre. Men vi bliver bange, vi mærker den sælsomme energi, den dybe lyd af fjerne trommer og torden. Nu rører vi ved noget i os selv, som vi både har frygtet og savnet. Vores første indskydelse er at vende om, men nu ved vi det. Det er lige netop her, at vi skal gå videre.

Gå længere, end du tror du kan. Skriv videre. Lyt og tag imod det, du hører. Skriv det og bliv det.

Den største frygt

Den største frygt vi bærer på og som tynger os, er frygten for at møde netop den sandhed, der sætter os fri. Og der står som regel en slags forhindring i vejen, som vi skal overvinde. På bedste riddervis. På skriverejsen møder vi frygten og skriver den. Vi lokker trolde frem i lyset og vi ser dem, som de er. Ikke som vi troede, de var.

Vi bestiger bjerge i fladt landskab.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt …

Kærlig hilsen
Lene

* * *

Hvis du har lyst til at tage på skrivende pilgrimsfærd med mig ved din side, så tag et kig på de skriveforløb, jeg tilbyder i Skrivehuset. Har du en drøm om noget, du ikke umiddelbart ser, så kontakt mig alligevel. Måske kan vi sammen skabe din helt egen skriverejse.

Aftenhimmel

2 thoughts on “Bjerge i fladt landskab

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s