Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
I denne uge har Grace temadage på Primrose Café og Beithe og jeg er på vej til byen. Den lille gule bus, som jeg ville kalde en rutebil, kører gennem hårnålesving og byder på op og nedture. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle til byen og gå på Primrose... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Senere kommer solen i bleg udgave, jeg ser lyset fra mit vindue i værelse nummer 3 og skynder mig ud af døren. Helt impulsivt. Jeg skal ned til havet, jeg skal bade i det lys. De mange regnvejrsdage og tunge skyer, der hænger som våde rokokogardiner har gjort mig sulten efter lys. Og eftersom jeg... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Sagen er den, at jeg har arbejdet med frænder og hjælpere i lang tid. Jeg kender de fleste og deres overordnede budskab til mig. Den slags er personligt, man må lære hver enkelt at kende og det er ikke noget, man kan læse i en bog. Jeg har vandret med vædderen over stenet terræn i... Continue Reading →
Da jeg træder ind i spisestuen, får jeg straks øje på hende. Hun er iført en løs sort kjole og hendes hår er samlet i en knold. Hun sætter sig ned ved bordet i samme øjeblik, som jeg åbner døren og jeg undrer mig over duften af frisk luft som en kølig brise i den... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 