Når skrivelængslen kalder
Det var på en af mine gåture i marts, at jeg mødte eneboeren første gang. Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Egentlig var min hensigt at gå til havet, men noget kaldte mig i den anden retning. Mine ben gik af sig... Continue Reading →
Man kunne fristes til at tro at fortællingerne fra pensionatet hænger sammen. På nuværende tidspunkt og inde i februar kunne man begynde at binde ender sammen. Man kunne nemt komme til at tage for givet og med sin hang til orden og mental forståelse forsøge at presse begivenhedernes gang ind i en skabelon. En kasse... Continue Reading →
Vi har morgensamling i biblioteket. Det er tidligt og mørket har ikke sluppet sit tag endnu. I dag er en undtagelse fra den sædvanlige rytme på Pensionatet, Virginia har sat morgenmaden til os på det tunge sofabord mellem Chesterfield sofaerne. Ilden brænder i pejsen og vi spiser boller med ost og marmelade og drikker kaffe.... Continue Reading →
Lad mysteriet leve, lad det ånde og udspille sig gennem dig. Jeg tænker på Scarletts ord og spørger mig selv, om jeg er i stand til at holde fokus og blive i den sfære. Der er nogle dage til fuldmåne, men det er overskyet og jeg kan ikke se hende. Månen. Men jeg ved, at... Continue Reading →
Det kan synes som en ubetydelig del af den kreative skriveproces, men faktisk er det helt essentielt, at du som fortællerske eller skribent lærer dig selv at holde gode pauser. Jeg fortæller lidt om det i Myten om Skrivflow, for det er en naturlig og uundgåelig del af den kreative proces at støde på tomrum, tørre områder... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
I ugen, der gik, fik jeg øje på filteret. Det har været dér hele tiden, men først nu bliver det tydeligt for mig. Jeg ønsker ikke længere at leve gennem filteret. Det øvede jeg mig på som dagene gik og lyset stod op og gik ned over Rømø. Fra tågen lettede og solen brød frem.... Continue Reading →
Hvert år ved Forårsjævndøgn går solen hen over det følsomme punkt i niogtyve grader Fisk, det sidste tegn i dyrekredsen. I stjernernes verden når vi årets store finale. Når forårsjævndøgnet indtræffer, bevæger solen sig ind i nul grader Vædder, og livets hjul begynder forfra. Det er en dag fuld af frigørelse, der fører os frem... Continue Reading →
Så star jeg igen ved Porten til Det Magiske Univers i dagens første lys. Jeg har holdt en uges pause, hvor jeg udelukkende skrev indad og som ugen gik, fik jeg guldkorn og nøgleord til min videre rejse. Det føles højtideligt at stå her igen, tøvende, eftersom jeg spejder efter min frænde. Men jeg ved... Continue Reading →
The first step to move forward is to acknowledge where you are. Der er tidspunkter på rejsen, hvor man omsluttes af grene med torne. Og der er tidspunkter, hvor den hvide hest uden ridder dukker op og spørger, om man vil med på tur. ”Vil du med på tur?” ”Det er umuligt” svarer man, ”eftersom... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 